
1. dag: Auckland - Hahei (Coromandel)
Vi kører sydpå gennem landbrugsområdet Waikato, før vi krydser en lille bjergkæde og ankommer til Coromandelregionen. Vi tager videre til et fjerntliggende strandområde for at vandre op til den fantastiske katedralbugt, hvor der er mulighed for at bade i varme kilder ved 'Hot Water Beach' (afhængig af tidevandet). Om aftenen nyder vi en lækker BBQ og overnatter i 4-personers hytter lige ved stranden (A).
2. dag: 'Uncle Boys' - Rotorua
Vi tager videre langs den fantastiske Coromandelkyst, og på vejen kommer vi igennem mange idylliske byer, som ligger ned til stranden. Vi gør stops undervejs på ruten, hvor vi går mindre ture i de smukke omgivelser. Inden Rotorua stopper vi ved det helt unikke 'Uncle Boys', som er et kulturelt maori center (Maori = oprindelig indbygger i New Zealand) Her får vi et dejligt måltid mad, tilberedt på den specielle 'hangi' metode. Efter middagen viser maorierne deres traditionelle dans. Dette er en særdeles anderledes og mindeværdig oplevelse så husk kamera. Herefter tager vi til Rotorua, hvor vi skal overnatte (M, A).
3. dag: Rotorua - Redwoodskoven - Waitomo
Denne morgen starter ud med at udforske området i Rotorua, besøge smukke søer og vandre igennem Redwoodskoven. Vi vil også besøge et termisk område, hvor den berømte og berygtede stank af svovl hænger i luften. Det er netop denne lugt, Rotorua er kendt for. Til dem, som er ude efter andre oplevelser, er der mulighed for skydiving, white water rafting eller at vandre i området. Herefter tager vi bagvejen videre mod Waitomo, som er kendt for sine mange hulesystemer. Vi går en tur i hulerne for at se den berømte sankthansorm, bedre kendt som en 'glow worm'. Du har mulighed for at prøve anderledes og spændende huleaktiviteter i området (A).
4. dag: Tongariro Nationalpark
Denne morgen starter vi tidligt ud og fortsætter længere sydpå til Nordøens centrale plateau, hvor vi møder den smukke Tongariro Nationalpark, kendt for sine vulkaner. I dag har du mulighed for at vandre den 17 km lange 'Tongariro Crossing' tur, der siges at være New Zealands flotteste en-dags vandretur. Foretrækker du en mindre aktiv dag, vil der også være kortere gåture i området, samt et besøg ved vulkan- besøgscentret.
Vi overnatter ved 'The Park' i hytter (M, A).
5. dag: Wellington
Efter en dejlig dag i Tongariro National Park er det nu tid til at tage videre til New Zealands hovedstad Wellington. Her skal vi besøge det interessante 'Te Papa', New Zealands nationalmuseum, og gå en tur langs 'Oriental Parade'. Herefter kan du vandre op på Victoria-bjerget for at få en fantastisk udsigt over byen. Overnatning i Wellington centrum (M).
6. dag: Fra Nordøen til Sydøen - Marahau - Abel Tasman National Park
Fra Wellington tager vi inter-island færgen til Picton på Sydøen. Den sidste time af indsejlingen til Picton sejles der igennem Marlborough fjorden. En fantastisk flot sejltur i klart vejr. På vejen til Marahau ved Abel Tasman National Park gør vi stop for at få en rundvisning ved en af New Zealands førende vinproducenter. Området er kendt for vinen Savignon Blanc.
Tasmanregionen er verdenskendt for sine billedskønne strande og bugter. Vi overnatter på en teltplads, der ligger lige ved siden af nationalparken. Aftenens middag inkluderer smagsprøver på lokale fisk og skaldyr (M, A).
7. dag: Abel Tasman Nationalparken
Vi har en hel dag til at udforske den imponerende nationalpark. Vi tager en båd og sejler ud af parken for at gå på den berømte kystvej, hvor nogle af verdens bedste strande ligger. Din guide vil tage dig på en gåtur, som varer mellem 2 - 3½ time. Det er også muligt mod egen betaling at udforske området i kajak eller båd.
Vi laver selv maden (BBQ) denne aften og overnatter på samme teltplads (M).
8. dag: Hanmer Springs
Vi starter dagen tidligt og kører mod den lille, rolige by Hanmer Springs. På vejen passeres to nationalparker; Kahurangi og Nelson. Vi ankommer om eftermiddagen, hvor der er tid til at slappe af i den varme pool i Hanmer Springs. Denne aften går vi ud og spiser aftensmad sammen (A).
9. dag: Kaikoura - Christchurch
Dagen begynder med en kort køretur til kysten, hvorfra vi tager videre nordpå til byen Kaikoura, der er kendt for sit imponerende marineliv. Du får mulighed for at tage på ture for at opleve sæler, delfiner, hvaler og 'the royal Alpatros'. Vi har 5 timer i byen, og du bestemmer selv, hvilke aktiviteter du har lyst til. Herefter går turen videre sydpå til Christchurch (M).
10. dag: 'Arthurs Pass' - Hokitika - Franz Josef
Vi starter dagen tidligt og krydser Sydøens alper ved 'Arthurs Pass'. Mod ekstra betaling kan du vælge at køre den smukke tur med det berømte Transalpine tog.
I løbet af turen vil vi holde nogle pauser for at gå små ture samt tage billeder, da landskabet hele tiden ændrer sig. Vi stopper i Greymouth for at samle vores togpassagerer op, hvorefter vi tager sydpå til Hokitika, kendt for jadesten. Vi stopper ved besøgscentret, hvor vi skal se lidt nærmere på den lokale historie, før vi fortsætter til Franz Josef, hvor det store trækplaster er den imponerende gletsjer.
Overnatning i hytte ved Franz Josef regnskoven. (A)
11. dag: Franz Josef
Denne dag er til fri disposition. Der er mulighed for mange forskellige ture i området og på gletsjeren. Vi kan varmt anbefale, at du betaler for at tage på en guidet vandretur op på gletsjeren. Her får du udleveret specielle is-sko (crampons) så du kan gå over isen; en helt fantastisk naturoplevelse!
Du skal selv sørge for din aftensmad denne aften, men der er gode caféer i området samt et køkken i hytten (M).
12. dag: 'Mount Aspiring National Park' - Makarora
Vi følger kysten længere sydpå og oplever flere fantastiske landskaber, samt New Zealands mest fotograferede sø. Vi går nogle ture og ser flotte vandfald og spektakulære bjergudsigter.
Vi ankommer midt på eftermiddagen til vores overnatningssted for foden af 'Mount Aspiring National Park'. De lokale sørger for spændende aktiviteter lige fra naturskønne flyveture til vilde jet boating ture eller en kombination af begge dele (M, A).
13. dag: Queenstown
Denne morgen starter med en guidet tur i parken, inden vi kører til den spændende by Queenstown, som er verdens adrenalinhovedstad. På vejen stopper vi i Wanaka, hvor vi spiser frokost. I Queenstown er der rig mulighed for at prøve kræfter med bungy jumping eller andre grænseoverskridende aktiviteter. Vi ankommer til vores overnatningsted om eftermiddagen, og her står det dig frit for, om du ønsker at deltage i de mange aktiviteter eller bare nøjes med at være tilskuer. Din guide giver en kort rundvisning/orientering i byen, så du selv kan finde rundt de næste 2 dage. Om aftenen er der lagt op til en sjov aften i byen (M).
14.-15. dag: Queenstown
Dag 14 og 15 er på egen hånd, hvor du har mulighed for at se nærmere på byen og de mange aktiviteter.
16. dag: Fiordland Nationalpark - Doubtful Sound
Så går turen videre til den smukke Fiordland Nationalpark. Doubtful Sound er et enestående sted og ét af de mest afsides og uberørte steder på jorden. Her vil du opleve de imponerende fjorde, pelssæler, pingviner og delfiner. Vi tilbringer dagen og natten på en båd. Der er kajakker ombord og en dygtig naturguide, der kan fortælle om området. Vi overnatter i en afsides bugt i Doubtful Sound (M, F, A).
17. dag: Central Otago
Om morgenen tager vi videre fra Doubtful Sound. Vi kører over Otagoregionen, hvor mange europæere slog sig ned i 'gold rush' tiden. Vi overnatter på vores helt eget overnatningssted midt i Otago 'guld' landet (M, A).
18. dag: 'Otago Gold Heritage Rail Trail' - Christchurch
Denne dag tager vi mountainbikes med i minibussen og kører ud til 'Otago Gold Heritage Rail Trail'. Vi ankommer til Christchurch sidst på eftermiddagen, hvor vi tilbringer natten (M).
Overnatning:
17 nætter i flersengsværelse (4 personer).
OBS: Programmet er med forbehold for ændringer. Klimatiske forhold kan også medføre ændringer i programmet.
M = Morgenmad, F = Frokost, A = Aftensmad