Den jyske historie

Jysk Rejsebureau har siden 1982 udviklet sig fra at være et mindre rejsebureau til nu at være en dynamisk og nytænkende virksomhed. Læs mere om Jysk Rejsebureaus historie her.

2011
Jysk Rejsebureau lancerer rundrejser med dansk rejseleder. Det er et område, vi ikke har beskæftiget os med før. Vi differentierer os fra det øvrige markede ved at inkorporere Visit Beyonds specialprodukter og tilbyde et økonomisk niveau, som rammer en større målgruppe.
2011 er også året, hvor vi slår verdens bedste job. Vi ansætter to ”Lucky bastards”, hvis opgave er at rejse jorden rundt, mærke verden, afprøve produkter og fortælle om det til vores kunder via facebook og andre medier. Læs mere om Lucky Bastards projektet.

2010
Jysk Rejsebureau fortsætter med samme profil, samme spændende produkter og samme dygtige gruppe af erfarne rejsekonsulenter. Kontorerne i København og Odense nedlægges, men kunderne på Fyn og Sjælland betjenes fortsat pr. telefon og email.

De udenlandske aktiviteter indgår ikke direkte i fusionen, men ejes fortsat 100 % af Birgitte og Mogens Jacobsen. Aktiviteterne, som består af udbud af en lang række spændende oplevelser for den rejsende, der har ønske om at “mærke verden” i fjerne lande, vil fremover blive markedsført under navnet VISIT BEYOND – og der vil via ejerskabet fortsat være tætte relationer imellem Jysk Rejsebureau A/S og VISIT BEYOND produkterne.

2009
I oktober måned 2009 annonceres det, at Jysk Rejsebureau ApS har besluttet at fusionere ind i en nyetableret dansk ejet rejsegruppe ved navn Horizons A/S. Jysk Rejsebureau (ny A/S) fortsætter i eget navn og med samme profil (se 2010). Den nye rejsegruppe forventes af få en årlig omsætning på omkring 400 - 500 mio. kr og bliver dermed den største udbyder af oversøiske flyrejser på det danske marked for privatrejser. Derved sikres bl.a. forbedrede indkøbsmuligheder, bedre muligheder for udvikling af moderne web- og it-løsninger samt en meget stor koncentration af ekspertise omkring individuelle oversøiske rejser.

Birgitte og Mogens Jacobsen er fortsat betydelige aktionærer i Horizons, der ligeledes har KILROY-koncernen og ledelsen som aktionærer.

2008
Jysk Specialrejser og Jysk Rejsebureau lægges sammen, og bliver til Jysk Rejsebureau, der sammen får sloganet ”Mærk Verden”. Det gælder både for individuelle rejsende i alle aldre, uanset om man rejser alene eller i grupper.

2007
Dette år sejles Adventure Krydstogtskibet Hans Christian Andersen til Filippinerne. Med plads til 46 gæster sejler det lille skib rundt mellem fantastiske tropeøer og sublime dykker- og snorkle-områder. Skibet er købt ud fra filosofien at vise de rejsende noget unikt, og disse øer, der besøges, kan kun nås med egen båd.

2006
To nye servicecentre åbner i Beijing og Cuzco. Samme år fuldendes byggeriet af Jysk Rejsebureaus eget resort Koh Kood Beach Resort. Resortet ligger ideelt på vestkysten af øen Koh Kood i Thailand. Resortet er velegnet til familier og rejsende, der vil opleve autentisk tropestemning.

2005
Et salgskontor i Oslo indvies.

2004
Jysk Rejsebureau kåres igen som ”Årets rejsebureau for individuelt rejsende" af Danish Travel Award.

2002
Jysk Rejsebureau vinder ”Friends of Thailand Award” og kåres af Danish Travel Award som ”Årets rejsebureau for individuelt rejsende" (Rejsebranchens pendant til en Oscar).

2001
Antallet af oversøiske servicecentre udvides med Vietnam, Kina og Kenya. I Thailand foretages en investering i eget guesthouse/hotel. Formålet er at skabe en base, hvor de rejsende kan mødes og udveksle erfaringer. Samtidig etableres et lokalt rejsebureau i Thailand, der sælger ture og overnatninger til de rejsende.

2000
Jysk Rejsebureau indleder årtusindskiftet med at etablere det femte og indtil videre sidste kontor i Danmark; Odense-afdelingen.

1990'erne
Igennem 1990´erne udvikler Jysk Rejsebureau sig markant med nye salgskontorer i København og Aalborg, servicecentre i Kathmandu, Delhi og på Bali og en farm i Venezuela. Formålet med køb af den venezulanske farm er at formidle ophold i længere tid, hvor man kan indgå i produktion, opleve Amazones og samtidig lære spansk. Derudover bliver Jysk Specialrejser grundlagt ud fra samme filosofi som Jysk Rejsebureau, dog med senior-, pakke- og grupperejser som primære målgrupper.

1988
Efter en rejse til Østen bliver idéen om servicecentrene grundlagt, og i 1988 åbner det første kontor i Bangkok. Gratis brug af servicecentre vakte begejstring hos kunderne, og ideen breder sig til Nepal, Indien og Bali.
Herefter udvikler Jysk Rejsebureau sig langsomt, men sikkert, og byder løbende nye medarbejdere velkommen. Gradvist får Jysk Rejsebureau fat i det oversøiske marked og udvikler sig i højere grad til at være et backpacker-rejsebureau.

1982
Jysk Rejsebureau grundlægges i små lokaler i Graven 12, Århus. De to første ejere/medarbejdere, Mogens og Birgitte Jacobsen, bygger stille og roligt et koncept op omkring den individuelle rejse, hvor rejserådgivning og god service er i højsædet. Kunden rejser på egen hånd, og Jysk Rejsebureaus filosofi er at formidle gode rejseoplevelser. "Det, vi selv oplever, vil vi gerne dele med andre", lyder det fra Mogens og Birgitte Jacobsen, som stadig er aktive i bureauets drift.
|
|
Århus: 86182488
Aalborg: 98123336
Grupperejser: 86184288
Hovednummer: 70201915