Rejsekonsulent
Som rejsekonsulent beskæftiger man sig med hele verden, når forventningsfulde kunder skal have skræddersyet deres drømmerejse. Man skal som rejsekonsulent være god til at læse kunderne, finde ud af hvad deres drømmerejse er gjort af, og sammensætte den efter kundens ønsker og behov. Rejsekonsulentens job består dermed i at vejlede kunderne med baggrund i sine egne rejseerfaringer - og netop derfor er rejseoplevelserne en vigtig brik i det daglige arbejde.
Arbejdet som rejsekonsulent består desuden i at administrere flere forskellige computersystemer, når reservation og booking af rejser og aktiviteter skal laves. Rejsekonsulentjobbet kræver overblik over og administration af komplicerede sager og samtidig at have sans for detaljer.
Som rejsekonsulent skal man være serviceminded, have evne for salg, besidde en god portion gå-på-mod, og så er jobbet fuld af udfordringer.
Commercial Team
I vores Commercial Team arbejdes der med mange og vidt forskellige opgaver, da både markedsføring, udvikling og vedligeholdelse af hjemmeside samt udvikling af Jysk Rejsebureaus ture og aktiviteter i udlandet er en del af afdelingen. Som medarbejder i Commercial Team arbejder man dermed med tekstbeskrivelser af turarrangementer, rundrejser og hoteller samt billedredigering og redigering af hjemmeside.
For at besidde stillingen skal man være kreativ, idérig, struktureret og grundig samt have en god portion oversøisk rejseerfaring. Herudover skal man være i stand til at holde mange bolde i luften og have gode skriftlige formuleringsevner.
Serviceguide
(NB: henvendelse bedes rettes til vores samarbejdspartner Visit Beyond på engelsk til jen@visitbeyond.com)
Som serviceguide får du en kæmpe oplevelse med hjem i rygsækken. Udover et spændende job, hvor du øser ud af dine egne rejseerfaringer, er der gode muligheder for at opleve en ny kultur, samt kortvarige rejser – både før, under og efter ansættelsesperioden.
Din vigtigste opgave som serviceguide er at sikre vores kunder de bedst mulige rejseoplevelser ved at give kvalificerede rejseråd og vejledning. Herudover skal du blandt andet:
- Afholde informationsmøder for vores kunder
- Tjekke bookinger og ankomstlister fra Danmark
- Være firmaets ansigt udadtil for kunderne
- Være bindeled mellem vores agenter i Skandinavien og resten af verden og servicekontoret.
Du får en masse ansvar og skal arbejde tæt sammen med mange forskellige mennesker og kulturer på kryds og tværs af landegrænser.
Ud over en fast lokal månedsløn kan vi tilbyde følgende:
- Fri bolig
- Mulighed for at forlænge din flybillet og afholde ferie efter ansættelsesperioden
- Under ansættelsen er der mulighed for at afprøve og teste vores ture
Vi slår løbende ledige serviceguide-stillinger op online, men du er også meget velkommen til at sende en uopfordret ansøgning (på engelsk) til jen@visitbeyond.com
For at komme i betragtning til jobbet som serviceguide, forventer vi, at du har guideerfaring og rejseerfaring fra det pågældende land. Det er vigtigt, at du er rejseentusiast og gerne rejser som backpacker.
Du skal arbejde selvstændigt og struktureret. Vi forventer, at du har gode engelskkundskaber, og det er en fordel, hvis du har erfaring fra kontor/administration og har flair for IT. Du skal yderligere kunne fungere godt i et team.
Dagligdag
Livet som serviceguide er noget anderledes i forhold til dagligdagen hjemme i Danmark. Her kan du se, hvad én af vores tidligere serviceguider har sagt om serviceguidejobbet:
”Det er en anderledes oplevelse, en anden form for hverdag, end den man er vant til. Livet i en storby som Bangkok byder på mange ting, der er utrolig mange tilbud og muligheder, som gør, at man kan have en meget forskellig hverdag fra den, man er vant til. I Bangkok kan man leve livet uden de store overvejelser og bekymringer, man har råd til at tage på de bedste restauranter, tage weekender til nogle af øerne og evt. tage en miniferie til nogle af de tilgrænsende lande.” (Gitte 2008, Bangkok)