Bedste rejsetidspunktKlimamæssigt findes der store variationer i Canada. På prærien kan det være op til +35 grader om sommeren og ned til -25 grader om vinteren.
De bedste måneder at rejse i Canada er fra midt juni til midt september. Uden for denne sæson lukker mange turistfaciliteter og turistattraktioner ned. Juli og august er de varmeste og tørreste måneder. Langs med den amerikanske grænse kommer sommertemperaturen op i nærheden af de 30 grader, men frostgrader og lidt sne kan samtidig også forekomme i for eksempel Rocky Mountains.
Tager du af sted for at stå på ski, er vinterhalvåret fra især november til marts ideelt.
PengeKreditkort kan bruges som betalingsmiddel stort set over alt.
Man betaler 5% i Goods & Services Tax (GST) eller 13% i Harmonized sales tax (HST) (kun i Nova Scotia, New Brunswick, and Newfoundland & Labrador). Skatten tillægges alle regninger for transport, overnatninger, restaurantmåltider og vareindkøb. GST’en for overnatningerne samt for vareindkøb (til brug i Danmark og for en værdi over CAN 50 før skat) kan dog refunderes efter hjemkomst. På de fleste hoteller og vandrerhjem findes formularer, som efter hjemkomsten udfyldes og sendes sammen med de originale kvitteringer til ”Canada Customs and Revenue Agency”. Sørg for at formularen kommer herfra, da der også findes private firmaer, der udbyder samme service, men som tager gebyr for at refundere pengene. Husk at få stemplet dine vareregninger i lufthavnen hos Canadian Customs. En anden mulighed er at tage forbi en duty-free forretning ved grænseovergangene til USA. Her skal du også udfylde formularen og medbringe de originale kvitteringer. Læs mere på:
www.ccra-adrc.gc.ca/visitors hvor du også kan downloade formularen.
VisumforholdOBS! Visumreglerne kan ændre sig med kort varsel, så Jysk Rejsebureau anbefaler, at du tjekker de aktuelle forhold hos det pågældende lands ambassade. Nedenstående informationer er med forbehold for ændringer.
Med et dansk pas behøver man ikke visum for komme ind i Canada. Man kan opholde sig i landet i op til tre måneder.
TransportFly:
Canada er et enormt stort land, så enten må man begrænse sig, eller også må man købe et flypas. Air Canada tilbyder et flypas, hvor man for eksempel kan flyve tre strækninger for omkring 3.500 danske kroner. Prisen afhænger dog af sæsonen og af hvilket flyselskab, man flyver med til Canada.
Bil:
Når alt kommer til alt, er billeje den bedste måde at opleve Canada på. Det giver den ultimative frihed. At være trafikant i Canada er nemt. Canadierne er generelt meget hensynsfulde bilister, og man lærer hurtigt at følge med trafikken. Vær opmærksom på, at det er tilladt at dreje til højre ved rødt lys, når det kan ske uden fare for trafikken fra venstre – og fodgængere. Vær opmærksom på skilte, der viser undtagelse fra reglen. En anden mulighed er at leje et motorhome, hvor man ikke behøver at tænke på at skulle finde overnatningssteder. Det er lovligt at overnatte på parkeringspladser, men campingpladserne har også deciderede pladser for motorhomes eller RVs, som de også kaldes.
Bus:
Canada har et ganske udmærket net af både nær- og fjernbusser, ligesom de fleste storbyer har et udmærket bybusnet. Bedst kendt er Greyhound-busserne, som binder landet sammen fra kyst til kyst. Det er muligt at købe fra syv dages til to måneders buspas til Greyhound-busserne. Der findes flere backpacker turoperatører, som tilbyder færdigpakkede busture – ofte hvor der er mulighed for at stå af og på, når man vil.
Tog:
Der findes begrænsede muligheder for at køre med tog rundt i Canada. Det mest berømte tog er ”The Canadian”, en klassisk 1950’er type tog, som kører fra Toronto til Vancouver med vinduer helt oppe i loftet. Man kan vælge at købe togpasset Canrailpass, som giver mulighed for 12 dages togrejse inden for en 30 dages periode. Passet kan købes i Canada.
Færge:
Både de østlige og vestlige kyster af Canada er bundet sammen af et tæt net af færger. I British Columbia er der blandt andet mulighed for at købe et Sunshine Coast Circle Pas med BC Ferries. Færgepasset giver mulighed for at komme med to bilfærger op langs med Sunshine Coast, færge fra Powell River til Comox og færge tilbage fra Victoria Island til fastlandet.