Tibet er indbegrebet af højland. Stort, goldt og mægtigt. Tibet var forbudt område for omverdenen i århundreder og omgærdet med så megen mystik, at eventyrere, munke og hærførere forsøgte at komme ind til den forjættede by Lhasa.
I dag er Lhasa en moderne by og Tibet åben for rejsende (sådan da), mens mange tibetanere selv lever i landflygtighed. Og fra hans bjergdomicil i Dharamsala i Nordindien navigerer Dalai Lama sikkert i medieverdenens lyshav. Dalai Lama har været med til at røre ved de vestlige myter om verdens tag. I Sven Hedin og Francis Younghusbonds rejseberetninger fra århundredeskiftet beskrives tibetanerne ofte som grusomme og barbariske folk. I dag har piben fået en anden lyd. Tibets status som Shangri La, et jordisk paradis, vansiret og voldtaget af kineserne, har skabt grobund i Vesten for film som syv år i Tibet, støttearrangementer for et frit Tibet, smørmandalaer på Nationalmuseet, fotoudstillinger, Tibet kulturuger og meget mere, og tibetanerne betragtes i dag som pacifistiske, godtroende og åbenhjertede mennesker.
Sandheden er en svær størrelse, men den er mere kompleks end som så, og løsningen på gåden om det mystiske land på verdens tag, findes bedst ved, at du trækker i vandrestøvlerne og udforsker landet med egne øjne og forsøge at danne dig dit eget indtryk af det land, som har så stor en plads i vores hjerter og så lille plads i stormagternes politiske arena. At rejse i Tibet kræver tid og forberedelse, men drager du af sted forberedt, er det et fantastisk rejseland, storslået øde og rigt på smil og buddhistisk kultur.