Søg
Søg
Det jyske fundament

Det jyske fundament

Hos Jysk Rejsebureau ser vi det som vores fornemmeste opgave at dele vores viden om verden med vores kunder. Vores rejsekonsulenter rejser uafbrudt og er nysgerrige og engagerede. På den måde kan de dele ud af deres rejseerfaring og lokale kendskab til den globale verden samt fortælle de skæve historier.

Det er vigtigt for os i Jysk Rejsebureau at give vores kunder den service og opmærksomhed, de har brug for. Vi ser os selv som specialrejsebutikken, der kan tilfredsstille alle kunders behov uanset rejsemål og grad af eventyr. Vi har yderst konkurrencedygtige priser og inspirerende og velkvalificeret rådgivning om rejser og udstyr, og så tilbyder vi unikke services og anderledes produkter.

En af vores kernekompetencer er baseret på ønsket om at kunne hjælpe og servicere vores kunder under rejsen. Vi har derfor samarbejde med vores internationale partner, Go Beyond, etableret et netværk af servicecentre ude i verden, som er en gratis service til alle kunder hos Jysk Rejsebureau. Læs mere om servicecentrene.

I Jysk Rejsebureau snakker vi tit om en bestemt ånd, der er i organisationen - den jyske ånd. Den jyske ånd er en betegnelse for det værdisæt, der huserer som organisationens arbejdsgrundlag, motivation og de krav, vi stiller til os selv.

Nedenfor kan du læse mere om de værdier, der kendetegner os som virksomhed.

Uformelle - en afslappet og jordnær arbejdsplads
Som virksomhed er vi kendetegnet ved at have en fri og humoristisk omgangstone, og vi vægter en åben dialog imellem alle. I vores butikker og på vores kontorer har vi en afslappet, hyggelig og familiær stemning, hvor alle kan føle sig velkomne. I vores samarbejde med såvel kunder, kollegaer og samarbejdspartnere arbejder vi ligeværdigt og med gensidig respekt for hinanden og vores forskelligheder.

Målrettede - vi kan, vil og tør
Med vores vindermentalitet stræber vi altid efter at være blandt de bedste. Vi arbejder dynamisk og innovativt og tillægger det stor værdi at kunne præsentere nye tiltag og produkter. Gennem vores store engagement og motivation for vores arbejde, lykkes vi med vores mål og skaber resultater.

Eventyrlystne – vi tømmer vores rygsæk over i din
Vores nysgerrighed og passion for at rejse er drivkraften bag vores arbejde. Når vi tager ud i verden, bryder vi grænser og rejsemønstre – i en verden som både er vores produkt, arbejdsplads og interesse. Det, vi selv oplever på vores rejser, brænder vi for at dele med andre og gennem vores kreativitet, skøre idéer og kritiske sans, skaber vi nye muligheder for rejseoplevelser.

Vi mener, at de rejser man selv skaber, er dem, man holder mest af, og ved at dele ud af vores rejseerfaring hjælper vi vores kunder til at skabe deres egne oplevelser, inspirere dem til at afprøve nye grænser og virkeliggøre deres drømme.

Professionelle – det kompetente rejsebureau
Vi er en professionel virksomhed, der står inde for vores arbejde og vores produkter. Vi er ærlige og seriøse købmænd, både i relation til kunder og samarbejdspartnere, og vi står inde for vores aftaler og er vores ansvar bevidste. Feedback håndteres konstruktivt, og vi lærer af vores fejl og succeser.

Troværdighed er vores varemærke, og gennem faglig dygtighed yder vi en ensartet og reel kundebetjening med respekt for vores kunders ønsker, forventninger og økonomi. For den enkelte kunde betyder det, at det er den tid, der skal til for at skabe en unik rejseoplevelse.

Holdspillere – sammen er vi stærkest
Jysk Rejsebureaus samlede ekspertise og faglighed giver kreative og anderledes løsninger og er med til at gøre virksomheden til en spændende og udfordrende arbejdsplads. I vores samarbejde er vi åbne både for at give og modtage feedback, og vi tør samtidig også at sige til og fra. Det er vigtigt for os og vores interne samarbejde, at vi er ærlige og gør det, vi siger.

Vi er alle ambassadører for Jysk Rejsebureau, fordi vi er stolte af og glade for vores arbejdsplads.

Empatiske – vi udviser forståelse for hinanden, lokalt og globalt
Vi møder hinanden og vores omverden med forståelse og indlevelse, ligesom vi accepterer forskellige holdninger og alsidighed. Det er det hele menneske, der møder på arbejde, og vi drager stor omsorg for hinanden.

Når vi hjælper vores kunder med deres rejser, er vi med hele vejen fra start til slut. Vi lytter til kundens behov med oprigtig interesse og respekterer forskellige måder at rejse på. Vi skaber tryghed og er tilgængelige – også under rejsen.

Vi er engagerede i vores omverden og interesserer os for lokale forhold ude i verden, der hvor vi er etablerede. Dermed møder vi verden i øjenhøjde og signalerer åbenhed ved at pleje sociale relationer, såvel internt som eksternt.
Til top
Find os på: