10 dage
Inkl. fly og indtjekket bagage
Fra 11.995,-
Indhent tilbud Book møde 70 20 19 15
På dette turforslag oplever du blandt andet de fantastiske fjorde omkring Musandam, og går på opdagelse i det gamle og oprindelige Dubai. Du oplever landsbyer, som ikke har udviklet sig i 100 år, og får mulighed for at zipline på Emiraternes højeste bjerg. Derudover oplever du at overnatte ved en beduinlejr i Dubais store sandørken. Du skal dog ikke snydes for at kunne slappe af, så der er indlagt tre nætter på et 4-stjernet hotel i rejsens afsluttende dage.

Turens første dage tager sit udgangspunkt fra en base i Bur Dubai, hvor du sover på et lokalt guesthouse. Her fra tager du på en byrundtur i det oprindelige Dubai med sine smalle gader, og livlige, farverige markeder.

Du besøger også Musandam området, som bliver kaldt Mellemøstens Norge med sine smukke fjorde i det golde bjerglandskab. Her har du mulighed for at tage en svømmetur i det krystalklare vand, og er du heldig kan du spotte de vilde delfiner, der lever i dette område.

Senere har du mulighed for at besøge enten Fujairahstaten øst for Dubai eller Ras Al Khaimah, som er den nordligste af emiraterne. Begge ture giver bjergtagende landskaber og fascinerende kulturindtryk.

Oplevelsesdelen af denne tur vil slutteligt tage dig ud i Dubais store ’sandkasse’. Du får en spændende tur i ørkenen, hvor du både oplever spændingen ved at køre firehjulstrækker op og ned af klitterne samt besøge en beduinlandsby. Denne tur inkluderer en overnatning ved landsbyen i ørkenen under den blændende stjernehimmel.

Rejsen slutter med afslapning i Dubai centrum med tre nætter på et 4-stjernet hotel, hvor du kan slappe af og nyde det moderne Dubai’s faciliteter og serværdigheder.

Få information og fakta om Dubai og De Forenede Arabiske Emirater her
Se alle vores andre fantastiske rejseforslag i Dubai her

Bedste rejseperiode

Den bedste rejseperiode er fra november til og med marts, hvor temperaturen er behagelig og ikke for varm. I sommermånederne kan temperaturen komme op på 40-50°C, hvilket gør det utroligt varmt at opholde sig udenfor.

Vores anbefalinger om bedste rejsetidspunkt i De Forenede Arabiske Emirater (Dubai) er baseret på, hvordan klimaet har været tidligere år.

Dagsprogram

Fold program ud
1. dag: Afrejse fra Danmark og ankomst til Dubai
Afgang fra Danmark til Dubai med ankomst samme dag. Ved ankomst bliver du afhentet i lufthavnen af en chauffør, som kører dig til dit guesthouse. Her vil du have base de næste fire nætter.
Dit guesthouse i Dubai:
Orient Guest House er en 2-etagers villa i Bur Dubai-området, som er centralt beliggende i Dubai. Her overnatter du på arabisk-designede værelser, som alle er individuelt indrettede. Når du ikke er ude på oplevelser, kan du slappe af i den private gårdhave eller nyde udsigten og solens stråler fra tagterrassen. Overnatningerne er simple og autentiske, men stadig med moderne faciliteter som aircondition og wi-fi.
2. dag: Byrundtur i den gamle bydel
Dagen starter roligt med noget tid på egen hånd. Du kan slappe af på dit guesthouse eller tage en gåtur i nabolaget. Om eftermiddagen tager du ud på en guidet rundtur i Dubais gamle bydel, som udforskes fra forskellige vinkler til fods. Du starter turen i den ældste del af byen, Bastakiya, hvorfra resten af Dubai er vokset sig til en storby. I dag er Bastakiya et historisk distrikt med forskellige museer, kaffebarer og gallerier. Her kan du nyde en kop arabisk te eller shoppe i de små hyggelige butikker. Herefter besøges Dubai Museet, hvor du lærer om Dubais udvikling fra en fattig ørkenstat til den moderne metropol, det er i dag. Senere går du på opdagelse i de smalle gader omkring Bur Dubai. Et område som er inspireret af Indien med sine mange tekstil- og tøjbutikker. Du får mulighed for at smage mange af de indiske delikatesser og snacks, som området er berømt for. Fra Bur Dubai krydses Dubai Creek floden til bydelen Deira på en abra (en gammeldags vandbåds-taxi). Her besøger du det velduftende Spice Souk (krydderimarked). Du møder og kommer i snak med de lokale handelsmænd i de mindre turistede dele af souken, hvor du hører om de forskellige krydderier og urters brug til de lokale retter. En oplevelsesrig dag afsluttes med aftensmad på en af de lokale indiske eller afghanske restauranter i området. Efter turen køres du tilbage til jeres guesthouse, eller du kan blive længere i området for at shoppe videre på de mange markeder. (M,A)
3. dag: Musandam Cruise
I dag er du afsted på en af de store højdepunkter på denne rundrejse, da vi tager dig til et af de mest naturskønne steder på den arabiske halvø – Musandam. Du skal på tur til et område, der ikke ligner noget andet i verden. Som en lille spydspids nordøst for Dubai ligger Musandam Peninsular, som egentlig er en del af nabolandet Oman. Naturen her er enestående, og bliver af nogle kaldt for Mellemøstens Norge på grund af de mange smukke fjorde i det golde landskab. Desuden er kulturen og sproget her helt unik for dette område, da folk i mange år har levet isoleret fra den øvrige arabiske halvø, men i stedet har handlet med iranske og indiske fiskere. Tidlig morgen afhentes du på dit guesthouse i Dubai, hvorfra turen går mod grænsen, hvor du bliver hjulpet med de visumsmæssige praktikaliteter. Herefter træder du ombord på en Dhow (traditionel båd fra Oman), som vil sejle dig rundt i de smukke fjorde. På sejladsen kan du slappe af i bådens komfortabelt indrettede dæk, mens du fascineres af den spektakulære scene og natur, som der sejles forbi. Senere får du mulighed for at hoppe i det klare vand. Er du heldig, kan du spotte de vilde delfiner, der lever i disse vande. Frokosten vil blive serveret om bord, før båden langsomt sejler tilbage til Khasab havnen om eftermiddagen. Fra Khasab køres du tilbage til Dubai. (M,F)
4. dag: Dagstur til Fujairah eller Ras Al Khaimah
På fjerdedagen af din rejse har du valget mellem to spændende dagsture. Begge ture skal bestilles hjemmefra, så snak med din rejsekonsulent omkring dén løsning, du finder mest attraktiv. Løsning nummer 1: Dagstur til Fujairah på østkysten Hajar bjergene stiger majestætisk på vej mod øst, og du vil se dale løbe helt ned til havet. Hele vejen fra Dubai til Fujairah ser du gamle forter, slotte og små palmelunde, som giver skygge til de lokale bønders kvægflokke. Fujairah er en af de syv emirater, og er beliggende på den østlige kyst af landet. Fujairah består primært af bjerge, og oplever derfor mere regn end de andre emirater. Det betyder, at du her vil opleve et grønnere landskab end de andre steder på din rundrejse. På vejen til Fujairah besøges først et lokalt markedet. Her kan du købe lidt forfriskninger, som ofte er tiltrængt i den tørre varme. Vores tur vil fortsætte til Fujairah Heritage Village, som skildrer det traditionelle liv for lokalbefolkningen i emiraterne. Efter frokost tager du ud til den naturskønne fiskerby Dibba. Undervejs stoppes der ved Badiya-moskeen -Emiraternes ældste sted for tilbedelse. Herfra kan du vælge at tage ud på en kort vandretur op i de bakkede landskaber, hvor fra du bliver belønnet med smukke udsigter over det bjergrige landskab. Har du lyst, så kan der i forlængelse af denne tur arrangeres snorkling eller dykning ved Dibba Rock. Undervandslivet her er rigt på liv, og er derfor meget anerkendt blandt undervandsentusiaster. Spørg din rejsekonsulent for mulighederne for dette, da det skal forhåndsreserveres. (M,F) Løsning nummer 2: Dagstur til Ras Al Khaimah På denne tur besøger du Ras Al Khaimah, som er De Forenede Arabiske Emiraters nordligste emirat. Området er primært kendt for sine fantastiske strande ud til den arabiske golf. I hovedstaden, med samme navn, besøger du National Museum of Ras Al Khaimah, som har til huse i et århundrede gammelt fort. Museet fortæller om regionens historie og har arkæologiske udstillinger. I nærheden ligger den store, traditionelle Mohammed bin Salem-moske, som du ligeledes får mulighed for at besøge. Senere tager du på en køretur rundt i de fantastiske bjerglandskaber, som findes i området. Her kører du blandt andet til toppen af Emiraternes højeste bjerg, Jebel Jais (1934m). Ras Al Khaimah turen spænder fra en spændende byrundtur til uberørte sandstrande og hårde bjerglandskaber. (M) Mulig tilkøbspakke til Ras Al Khaimah turen – Ziplining på Emiraternes højeste bjerg: Har du mod på mere, så kan du tilkøbe Emiraternes mest spændende adventureaktivitet på Ras Al Khaimah turen. Her finder du Mellemøstens første kommercielle ’via ferrata’, der nu er åben for dem, der søger en adrenalinfyldt dag på Jebel Jais, Emiraternes højeste bjerg. Essensen af en moderne via ferrata er et stålkabel, som med jernsøm er fastgjort til en rute langs klippevæggen. Professionelle instruktører vil guide dig langs den spektakulære rute, hvor du bevæger dig cirka 1 kilometer langs bjergsiderne. Undervejs vil du opleve rusen ved at zipline på tre strækninger – den længste er en 300 meter svævetur. Har du mod på et adrenalinkick, så er dette lige noget for dig. Spørg din rejsekonsulent for mulighederne for dette, da turen skal forhåndsreserveres. Efter denne oplevelsesrige dag tager du tilbage på jeres guesthouse i Dubai.
5. dag: Ørkensafari og overnatning i ørkencamp
Dagen starter stille, og du har formiddagen på egen hånd, inden du om eftermiddagen skal ud på en tur i Dubais store sandørken. Ørkenturen starter med at opleve spændingen ved ’dune bashing’ på de bølgende sandklitter. Dune bashing foregår i en firehjulstrækker, som med høj hastighed kører op og ned af klitterne, og du vil sidde med en fornemmelse af at sidde i en rutchebane. Eftermiddagen slutter med, at du kan opleve solnedgangen over det rolige landskab i den endeløse ørken. Derefter kører du til en beduinlejr, hvor du kan få et lille indblik i beduinernes traditionelle liv. Klæd dig selv i den traditionelle arabiske kjole, nyd det frisklavede arabiske slik eller lær om den vigtige rolle, som falkefugle spiller for de lokale. Om aftenen serveres en lækker grillmiddag og en række arabiske specialiteter, og senere vil en mavedanser underholde dig til de arabiske trommers rytme. Du overnatter ved ørkenlejren under den blændende stjernehimmel. Lejren sørger for, at der er soveposer, madrasser, tæpper og puder til rådighed. (M,A)
6-9. dag: Afslapning og shopping i Dubai
Efter at have spist morgenmad i ørkenlejren køres du tilbage til Dubai, hvor en mere luksuriøs afslutning venter på din rundtur. De næste tre nætter overnatter du nemlig på et 4-stjernet hotel nær Dubai Marina. Overnatningsstedet ligger centralt i byen, hvor nogle af byens bedste spisesteder ligger. Her findes også en 7 kilometer gangsti, som ligger langs vandet væk fra trafikken, hvor du imponeres af de mange både og store bygninger. Disse sidste dage på rejsen har du på egen hånd til at opleve Dubais mange seværdigheder. Du kan eksempelvis tage hen og se verdens højeste bygning Burj Khalifa, gå på shoppingtur i det gigantiske Dubai Mall – eller du kan bare slappe af og hoppe i hotellets pool. På den sidste dag finder du selv tilbage til lufthavnen for din flyvning til Danmark. (M)
10. dag: Ankomst Danmark
Ankomst til Danmark. Ankomsttidspunktet til Danmark afhænger af flyselskabet.

Overnatninger

4 overnatninger på guesthouse i Bur Dubai
1 overnatning ved en beduinlandsby i ørkenen
3 overnatninger på 4-stjernet hotel ved Dubai Marina

Overnatningerne er baseret på ovenstående hoteller, men kan tilrettes efter ønsker. Jysk Rejsebureau kan tilbyde alt fra budget- til luksus- og boutiquehoteller på denne tur.

Bemærkninger

Turen er baseret på overnatninger på Orient Guest House i Bur Dubai, som har få værelser. Hvis der ikke er ledigt i din rejseperiode, forsøger vi at finde overnatninger på lignende guesthouses i samme område.

Bookes via ferrata og ziplining turen vil der kun være en kort byrundtur og bjergkørsel på Ras Al Khaimah turen grundet utilstrækkelig tid.

Denne tur er fint velegnet for større børn (f.eks. fra 7 år).

Information

Hvad betyder frapris?

Prisen afhænger af rejseperiode, antal rejsende samt om du rejser med børn, og kan variere fra dag til dag afhængigt af pladssituationen på flyene. Derfor er denne pris en frapris. Kontakt os for en nøjagtig pris på din rejse.

Hvad er med / ikke med?

Længere nede på siden kan du se hvad der er inkluderet / ikke inkluderet i prisen.

Kan rejseforslaget ændres?

Ja, du kan få skræddersyet din rejse præcis som du ønsker det. Denne tur er én af vores egne favoritter, men har du andre ønsker, sidder vores rejsekonsulenter klar til at opfylde din drøm.

Afrejsedatoer

Denne rejse kan påbegyndes hver dag. Dog kan byrundturen i Dubais gamle bydel kun arrangeres fra oktober til april.

Gruppestørrelse

På bådturen ved Musandam samt ørkencampen vil der være andre turister i dit selskab. På rejsens andre ture kan der ligeledes være andre kunder, såfremt de er booket på samme datoer, men det vil altid være i små grupper.

November - marts

Pakkeliste

  • Luftigt tøj til varmt klima
  • Solcreme med høj faktor
  • Badetøj
  • Evt. forhåndsbooking af Burj Khalifa
  • Evt. snorkeludstyr

Prisen er inklusiv

  • Flybillet Danmark - Dubai t/r (inkl. bagage)
  • Overnatninger ifølge program
  • Måltider ifølge program
  • Transfers ifølge program
  • Dagstur i Dubai's gamle bydel og food-tour med engelsktalende guide
  • Musandam Cruise tur inkl. snorkling med engelsktalende guide
  • Fujeirah eller Ras Al Khaimah tur efter eget valg (Se dagsprogram dag 4) med engelsktalende guide
  • Ørkensafari med overnatning og engelsktalende guide
  • Minimum 15% rabat på rejseudstyr hos Jysk Rejsebureau
  • Tryghed på rejsen - nødtelefon åben 24/7
  • Dækning af pakkerejseloven og rejsegarantifonden

Prisen er eksklusiv

  • Rejse- og afbestillingsforsikring
  • Eventuelle drikkepenge
  • Drikkevarer
  • Måltider der ikke er nævnt i programmet
  • Tilkøbstur med snorkling eller dykning ved Dibba Rock
  • Tilkøbstur med ziplining ved Jebel Jais

Prisbemærkning

Vi gør opmærksom på, at der på alle overnatningssteder i Dubai opkræves en lokal turistskat ved check-in / check-out. Prisen fastsættes efter standarden på overnatningsstedet samt antallet af soveværelser i det lejede.
Prisniveauet er svarende til 2-6 USD per soveværelse per nat.
Vi har desværre ikke mulighed for at inkludere dette på forhånd.

Fraprisen er taget med udgangspunkt i lavsæson priser. Reservationer i højsæson (fx jul/nytår og sommerferien) er normalvis højere end denne pris. Prisen er med forbehold for pladssituationen.

Det med småt

Vær opmærksom på at programmet er med forbehold for ændringer. Klimatiske forhold kan også medføre ændringer i programmet.

Bemærk, at deltagelse i trekking og ture er på eget ansvar, så husk at tegne rejseforsikring hjemmefra. Vi anbefaler Gouda Rejseforsikring, der dækker disse aktiviteter uden ekstra tillæg.

Da Jysk Rejsebureaus ture, aktiviteter og hoteller er meget populære, har vi kun mulighed for at tilbyde disse til kunder, der også køber flyrejsen igennem Jysk Rejsebureau.

Jysk Rejsebureau tager forbehold for programændringer, prisændringer og trykfejl.

Rejsekonsulenter

Vi har fundet de konsulenter, der bedst kan hjælpe dig med ovenstående oplevelser.

Se alle vores gratis foredrag

Tilmeld dig her
Til top