Søg
Søg
Toppen af Cotopaxi vulkanen i Ecuador
Pichincha vulkanen i Ecuador
Iliniza vulkanen i Ecuador
Turen op til Refugio Jose Ribas i Cotopaxi Nationalparken i Ecuador
Spisestuen i Refugio Jose F. Ribas i Cotopaxi Nationalparken i Ecuador
Køjesenge på Refugio Jose F. Ribas i Cotopaxi Nationalparken i Ecuador
Udsigt fra REfugio Jose F. Ribas i Cotopaxi Nationalparken i Ecuador
Udsigt fra toppen af Cotopaxi vulkanen i Ecuador
Cotopaxivulkanen i Ecuador
Solopgang fra toppen af Cotopaxivulkanen i Ecuador
Cotopaxi vulkanen i Ecuador

Bestigning af Pichincha, Iliniza og Cotopaxi

Frapris pr. pers. v. 2 pers.

DKK 5.995,-

Varighed: 5 dage

Med Pichincha og Iliniza vulkanerne som opvarmning har du den optimale højdetræning inden topforsøget på den ikoniske Cotopaxi-vulkan med sine 5.897 meter.

Denne vandre- og klatretur giver den optimale træning og akklimatisering til at bestige Cotopaxi vulkanen med sine 5.897 meter.

Pichincha vulkanen
Pichincha er en keglevulkan som ligger 10 km vest for Quito. Her klatres der op til Guagua toppen i 4.784 meters højde. Denne tur er forholdsvis nem og ikke særlig teknisk.

Iliniza vulkanen
Iliniza var tidligere en stor vulkan, men ved et stort udbrud for cirka 1000 år siden kollapsede krateret indad og det skabte så to bjergtoppe. ”Nord-toppen” på 5.126 meters højde udgør en sjov tur med nogle gode og udfordrende klatrestrækninger.

Cotopaxi
Turens to første ekskursioner bruges til at akklimatisere og vænne kroppen til at vandre og klatre i disse højder, så man er klar til turens ultimative udfordring: Cotopaxivulkanen. Den unge og smukke kegleformede vulkan ligger 55 km fra Quito i Cotopaxi Nationalparken. Med sine 5.897 meter er den Ecuadors næsthøjeste top. Turen opad gletsjerunderlaget kan være temmelig udfordrende, men det er bestemt ikke en umulig opgave at nå toppen.

Både Cotopaxi- og Pichinchavulkanen hører til på listen over verdens 10 mest aktive vulkaner, men regnes dog stadig for sikre at bestige.

Målgruppen er personer der er vant til at trekke og er i god fysisk form. Turen er ikke egnet for børn under 12 år.

Se alle Jysk Rejsebureaus aktiviteter i Ecuador her.
Praktiske oplysninger om Ecuador.

Sæson
Højlandet:
Du kan bestige Pichincha, Iliniza og Cotopaxi hele året.
Den tørre sæson er fra juni – slutningen af september, men i denne periode kan der forekomme mere vind. Der er mindre vind i perioden november - marts, men til gengæld også mere regn.

Vejret i Ecuador er meget uforudsigeligt og det siges at alle 4 årstider vil kunne opleves på én og samme dag!

Detaljeret beskrivelse

1. dag: Quito – Guagua Pichincha - Quito
Denne første tur har til hensigt at akklimatisere dig og vænne dig til den tynde luft i højderne og ikke mindst til niveauet. Du bliver hentet på dit hotel om morgenen og kørt op til Teleferiqo svævebanen, som tager jer op til dagens vandrerute. Du vandrer sammen med en guide mod kanten af Pichincha vulkanen. Herfra kan du se bunden af vulkanen og de såkaldte fumaroler (skyer af vulkansk gas eller damp).
Turen op mod Guagua toppen i 4,784 meters højde er middelhård. Det er vigtigere at akklimatisere sig til de kommende dage, end at nå toppen! På vej op vil du kunne nyde en fantastisk udsigt nedover millionbyen Quito. Landskabet heroppe med de snedækkede bjergtinder i baggrunden er ikke mindre end fantastisk. Hvis du er heldig kan du på toppen opleve Cara Cara fugle flyve rundt over hovedet på dig, i håb om at få et bid brød. Efter noget tid på toppen går du af samme rute tilbage til opsamlingspunktet og kører tilbage til Quito, hvor der overnattes på hostal. (F)

2. dag: Quito –Iliniza Norte – Cotopaxi Nationalpark
Om morgenen forlader I Quito og kører sydpå ad den panamerikanske hovedvej til Machachi. Herfra går det af en brostensbelagt landevej videre mod landsbyen Chaupi. Her du én af de fantastiske udsigter Ecuador er så berømt for med det centrale højland med dyrkede marker og smukke snedækkede vulkaner i baggrunden. Fra Chaupi fortsætter køreturen op ad en grusvej så langt op som vejforholdene tillader. Her starter dagens trek. Det første stykke går I igennem et græsdækket hede-landskab kaldet paramo op til højderyggen, hvor underlaget skifter og bliver til klippe. I følger en tydelig sti op til foden af en sandskrænt, som I skal klatre op af for at komme op til ”Nuevos Horizontes”, et lille åndehul eller refugium hvor der er tid til en pause. Stedet ligger mellem to høje tinder på Iliniza.
Herfra går vandreturen videre mod passet ”Paso de Muerte”. Det sidste stykke til toppen i 5.126 meters højde er temmelig hårdt da underlaget primært består af ral og grus. Men heroppe venter en belønning i form af en vidunderlig udsigt udover området og bjergene. Du kan være heldige og se kondorer fra toppen. Efter en pause starter turen nedad igen, først til ”Nuevos Horizontes” og derfra videre ned til parkeringspladsen. Herfra kører I til Cotopaxi Nationalparken og Hacienda El Porvenir, hvor der overnattes. (M,F,A)

3. dag: El Porvenir (Cotopaxi Nationalparken)
I dag er der mulighed for bare at slappe af og nyde området her ved Hacienda El Porvenir, som ligger i 3600 meters højde. Haciendaen er smukt beliggende for foden af Rumiñahuivulkanen. Du kan for egen regning vælge at tilkøbe en ridetur op til Rumiñahuivulkanen, leje en mountainbike og køre rundt i parken eller blot vandre en tur i den skønne nationalpark. Der overnattes igen på haciendaen. (M,F,A)

4. dag: El Porvenir – Cotopaxi Refugio Jose F. Ribas
Ved middagstid forlader du Hacienda El Porvenir og kører opad de nedre skråninger på vulkanerne til parkeringspladsen i 4,600 meters højde.
Fra parkeringspladsen skal du gå op til overnatningsstedet Refugio Jose F. Ribas, der ligger i 4800 meters højde. På trods af den korte afstand tager turen ca. 45 minutter, da du skal op af sandede lavabakker (2 skridt frem og 1 tilbage) og så er luften her allerede meget tynd.
Overnatningsstedet er simpelt, men stedet emmer af eventyr og historier og her møder du andre rejsende med det samme brændende ønske som dig selv – at bestige Cotopaxi! Der er sovesale med køjesenge, toiletter, elektricitet (Mellem kl. 18-20), køkkenfaciliteter og indlagt vand (koldt).
Det er muligt at købe snacks og drikkevarer, hvis du mangler lidt til topforsøget.
Om eftermiddagen vandrer du sammen med guiden op til en nærliggende gletsjer, hvor du skal træne klatre- og sikkerhedsteknikker og øve dig i at bruge klatrejern (steigeisen) og isøkser.
Tilbage ved Refugio Jose F. Ribas spiser du tidlig aftensmad og går tidligt i seng, da opstigningen allerede starter ved midnat. Det er vigtigt at spise og drikke en masse, selvom appetitten måske ikke er så stor i højden, så du har en masse energi til opstigningen. (M,F,A)

5. dag: Bestigning af Cotopaxi og retur til Quito
Ved midnatstid står du op og spiser et godt kalorierigt måltid. Herefter starter klatreturen mod toppen. I løbet af den første time når du gletsjeren, hvor du skal koble reb og seler fast og begynde at bruge klatrejern og isøkser. Klatringen starter stille og roligt og bliver så hårdere efterhånden som du nærmer dig toppen. Der er nogle få stejle passager og gletsjerspalter som I skal over.
Om natten vil I kunne se glimtende lys fra byerne nede i dalen. Som solen står op vil en imponerende udsigt komme til syne. Efter du har passeret Yanasacha, en stor sort klippeflade ved 5.700 meter, mangler du nu kun det sidste, men også stejleste stykke. Her er det vigtigt at bruge klatrejernene rigtigt.

Fra toppen af Cotopaxi (5.897 meter) vil du forbløffes af det betagende og uforglemmelige landskab med de omkringliggende sneklædte vulkaner. Du vil kunne se så langt som grænsen til Colombia og Andesbjergenes kontinentale skel. Derudover er der jo også Cotopaxis imponerende krater under jer, hvor du måske kan se fumaroler (skyer af gas eller damp).
Efter en kortere pause på toppen starter nedstigningen for at undgå den bløde eftermiddagssne. Nedstigningen tager kun halv så lang tid som at klatre op. Tilbage ved Refugio Jose Rivas spises der frokost og du pakker dine ting sammen og tager dem med ned til parkeringspladsen. Her venter en privat bil som kører dig retur til Quito. I bilen kan du slappe af efter en fantastisk præstation og en oplevelse for livet rigere! (M,F)


Overnatning:
1 overnatning i Quito (Budget Hostal, mulighed for opgradering)
2 overnatninger på Hacienda El Porvenir (turistklasse)
1 overnatning på Refugio Jose F. Ribas (primitiv overnatning i fællessal med køjesenge).

M = Morgenmad, F = Frokost, A = Aftensmad

OBS: Programmet er med forbehold for ændringer. Klimatiske forhold kan også medføre ændringer i programmet.

Bemærkninger

Vi anbefaler at du bruger to-tre dage i Quito inden turen for at akklimatisere til højderne.

Læs en rejseberetning om at bestige Cotopaxi.

Jysk Rejsebureau kan også lave en to dages tur, hvor du kun bestiger Cotopaxi.

Vær opmærksom på, at højdesyge kan opstå på alle treks, uanset om man overholder de anbefalede retningslinjer på området (tjek på ssi.dk). Du skal også være opmærksom på en del treks ikke overholder de anbefalede retningslinjer vedr. f.eks. overnatningshøjde, da de ellers ikke kan gennemføres. Alle Jysk Rejsebureaus trekkingture er gennemprøvede, og vi oplever yderst sjældent, at vores rejsende får højdesyge, som påvirker oplevelsen, dog er det ekstremt vigtigt, at du går ned i højde, hvis du mærker symptomer på højdesyge (f.eks. kvalme, hovedpine). Lyt kun til dig selv og din krop. Højdesyge er noget, man skal tage alvorligt. I ekstreme tilfælde, hvor trekkere ignorerer symptomerne og er fortsat op af bjerget, har det haft dødelig udgang. Du bør kontakte din læge og diskutere muligheden for at forebygge højdesyge i forhold til dit trek. Vi refunderer ikke trek, som bliver påvirket eller afbrudt pga. højdesyge.

Pichincha, Iliniza og Cotopaxi er nogle hårde treks og derfor er der ingen garanti for at komme med helt til toppen.

Klatreudstyr kan lejes i Quito. Forhør dig hos din rejsekonsulent om ca. priser.
For at være sikker på at din sovepose har den rette kvalitet anbefaler vi at du køber en med fra Danmark.

Priser

Frapris pr. pers. v. 2 pers.

DKK 5.995,-


Prisbemærkning

I Ecuador er det god skik at give drikkepenge til guide og chauffør efter endt tur.

Fraprisen er taget med udgangspunkt i lavsæson priser. Reservationer i højsæson (fx jul/nytår og sommerferien) er normalvis højere end denne pris. Prisen er med forbehold for pladssituationen.

Sværhedsgrad

Moderat

Prisen er inklusiv

  • Transport
  • Professionelle vandre- og klatreguider
  • Overnatninger
  • Måltider ifølge program

Prisen er eksklusiv

  • Andre måltider udover dem i programmet
  • Drikkevarer og snacks
  • Personligt og teknisk vandre- og klatreudstyr
  • Billet til svævebanen (ca. 8,50 USD pr. person)
  • Entré til Cotopaxi Nationalparken (2 USD pr. person)
  • Aktiviteter i El Porvenir
  • Drikkepenge
Jysk Rejsebureau kan skræddersy din rejse præcis som du ønsker det. Denne tur er én af vores egne favoritter, men har du andre ønsker, sidder vores rejsekonsulenter klar til at opfylde din drøm.

Da Jysk Rejsebureaus ture, aktiviteter og hoteller er meget populære, har vi kun mulighed for at tilbyde disse til kunder, der også køber flyrejsen igennem Jysk Rejsebureau.

Bemærk, at deltagelse i trekking og ture er på eget ansvar, så husk at tegne rejseforsikring hjemmefra. Vi anbefaler Europæiske Rejseforsikring, der dækker disse aktiviteter uden ekstra tillæg.

Jysk Rejsebureau tager forbehold for programændringer, prisændringer og trykfejl.

Til top
Find os på: