Søg
Søg
Honduras

Information og fakta om Honduras

Christoffer Columbus erklærede i 1502 Honduras for spansk. Han navngav territoriet Honduras (dybder) efter det dybe vand ud for den Caribiske Kyst. Honduras er det næststørste land i Centralamerika. Mere end 80 procent af landet er dækket af frugtbar jord, frodig tropisk plantevækst og bjerge, hvoraf adskillige er højere end 3.000 meter over havoverfladen. Sumpområder og jungle dækker lavlandet ved østkysten, kendt som La Mosquitia - Moskitokysten.

Fakta

Hovedstad: Tegucigalpa
Sprog: Spansk
Klima: Klimaet varierer fra tropisk i de lavtliggende områder til tempereret i bjergene.
Valuta: Honduras lempira
Religion: Ca. 97% af befolkningen er katolikker.
Honduras er efter en årrække med et lidt blakket ry ved at rejse sig af støvet. Nok fordi landet simpelthen er for smukt og spændende til ikke at blive udforsket af turister. Honduras tilbyder helt gennemgribende ”mærk det i din sjæl”- naturoplevelser. Om det er dykning i azurblåt hav, kaffebyer, antikke Maya-templer eller frodige skove du eftersøger, så har Honduras det hele.


Praktisk info om at rejse i Honduras


Klima og bedste rejsetidspunkt
Honduras oplever, som mange tropiske lande, regntid og tørtid. For de lokale er det kendt som invierno (Vinter) og verano (sommer). Især i den sydlige og vestlige del af landet kan du forvente, at regntiden løber fra omkring maj til november. Regnen kommer ofte om eftermiddagen og fortsætter typisk en times tid. I den nordlige ende af landet og for Bay Islands sætter regnsæsonen senere ind, nemlig fra omkring september til december. Fordelen ved at rejse i regntiden er, at skove og landskaber er langt mere frodige efter regnskyllene og ofte er det en lille smule billigere end i højsæsonen. Generelt er det dog nemmest at rejse i den tørre sæson, f.eks. februar eller marts, hvor vejret ofte er stabilt over det meste af landet og stier og veje er ved at tørre ud, så de er fremkommelige.

Vores anbefalinger om bedste rejsetidspunkt i Honduras er baseret på, hvordan klimaet har været tidligere år. Vejret kan være meget omskifteligt og uforudsigeligt og derfor er vores anbefalinger om rejsetidspunkt kun vejledende.

Penge
Den honduranske møntfod hedder Lempira og bruges overalt i landet. USD kan dog bruges på Bay Islands. Der findes ATM´s i langt de fleste byer, store som små, hvor du kan hæve Lempira.
Visa og Mastercard er udbredt i landet. Forvent dog transaktionsgebyrer, når du har kortet oppe af lommen.
Alle rejsende skal betale 35 USD i lufthavnsskat, når de forlader Honduras. Der kan betales med USD og Lempira samt gængse kreditkort.

Tjek den aktuelle kurs på: www.xe.com.

Visumforhold
Honduras er visumfri i indtil 90 dage, dog skal dit pas skal være gyldigt 6 måneder fra indrejsedato.
OBS! Visumreglerne kan ændre sig med kort varsel, så Jysk Rejsebureau anbefaler, at du tjekker de aktuelle forhold hos det pågældende lands ambassade eller på Udenrigsministeriet hjemmeside.

Transport
Bus:
Den offentlig transport i Honduras er ganske god. Busserne er nemme og billige at komme omkring med. På de større busruter vil du ofte kunne vælge mellem en direkte forbindelse eller den ordinære. Den direkte forbindelse koster en smule ekstra, men er det værd tidsmæssigt, da den ofte er hurtigere fremme end den ordinære rute, hvor der hyppigt standses for opsamling og afsætning af passagerer.

Fly:
Hvis du har et stramt program, kan det sagtens være, at det kan betale sig at flyve indenrigs.

Taxi og Tuk Tuk:
De små trehjulede motortaxier, kendt fra især Asien har også vundet indpas i Honduras og de er billigere og der er flere af dem end taxaer. Taxaer kører ikke efter taxameter systemet, så sørg for at aftale en fast pris inden du sætter dig ind.

Drikkepenge:
I de fleste lande er drikkepenge en del af lønningerne for de ansatte i servicebranchen – det er også tilfældet i Honduras. Derfor er det god kutyme (og nogle gange direkte nødvendigt) at give drikkepenge til f.eks. rengøringspersonale, tjenere, guider, chauffører mv. afhængigt af det land du skal besøge. Vi anbefaler derfor at du sætter dig godt ind i hvor meget der er normalt at give i drikkepenge og til hvem inden du tager af sted på din rejse. Find fx information om drikkepenge i Lonely Planets guidebøger.
Til top
Find os på: