Søg
Søg
Nepal, Backpacker style
Ligbrændinger og helligmænd ved Pashupatinath i Kathmandu
Hellige mænd i Kathmandu
Dette trek giver dig mulighed for at komme helt tæt på lokalbefolkningen og den nepalesiske kultur
Det smukke lavland med risterasser og små landsbyer
Den smukke udsigt fra Bhairav Kunda søen i 4.150 m
Bhairav Kunda Trek
Udsigten fra Bhairav viewpoint
Bungy jump ved Last Resort i Nepal
En kano tur i Chitwan giver dig mulighed for at spotte dyr i fantastisk smukke og rolig omgivelser
Badende elefanter ved Chitwan N.P.
Chitwan, Nepal
Ved Chitwan oplever du også det lokale liv i landsbyerne
Udsigten over bjergene fra Phewa Tal søen i Pokhara
Paragliding ved Pokhara
Helligmand, Kathandu, Nepal
Stupa, Kathmandu, Nepal
Rejs med lokaltransport, true-backpacker-style, i Nepal

Nepal backpacker-style

Frapris pr. pers. v. 2 pers.

DKK 16.495,-

Varighed: 20 dage

Søger du eventyr og adventure? Her kommer du bl.a. ud at trekke, rafte, på safari, springer bungy og paraglider. Alt imens du befinder dig midt i den fantastiske nepalesiske kultur og natur.

Turen starter med to dage i Kathmandu. Her har du mulighed for at udforske byens hinduistiske og buddhistiske templer, tage på cykeltur, riverrafte m.m.
Herefter fortsætter rejsen med et otte dages trek til Bhairav Kundasøen. Bhairav Kund betyder hellig sø på sanskrit og er opkaldt efter den hinduistiske gud Shiva. Trekket tager udgangspunkt i Chanaute og går de første par dage gennem hyggelige bjerglandsbyer for derefter at fortsætte op til Bhairav Kunda søen i 4.150 meters højde - tæt på den tibetanske grænse. Fra udsigtspunktet (4.500 m) kan du se nogle af Nepals mest storslåede udsigter over Jugal, Rolwalling Himal - og ikke mindst over de tibetanske tinder. Trekket slutter ved den brusende Bhote Koshi-flod på The Last Resort. The Last Resort er et unikt og charmerende resort beliggende på en bjerghylde 170 meter over floden. Stedet byder på afslapning og vilde adventureoplevelser. Her har du to nætter, inden går turen tilbage til Kathmandu via en raftingtur på Bhotokoshi floden.

Næste stop på rejsen er Chitwan National Park. Her venter tre dage med fantastiske natur- og dyreoplevelser. Chitwan er Nepals mest kendte nationalpark og ligger i det tropiske lavland på grænsen til Indien. I parken kan du opleve Nepals jungle og spændende dyreliv – bl.a. østens største bestand af indiske pansernæsehorn. Har du heldet med dig, er der også mulighed for at støde på tigre, læbebjørne, leoparder, krokodiller og vilde elefanter. Herfra går turen videre til Pokhara, hvor du har to dage, inden turen går tilbage til Kathmandu og videre hjem til Danmark.

Se alle vores andre fantastiske rejseforslag i Nepal her

Sæson
Det er ideelt at besøge Nepal fra slutningen af september til og med november, hvor luften er klar, og udsigten fra bjergene er bedst. Fra marts til midt i maj er vejret også fint, men luften er knap så klar som i efteråret. Til gengæld kan du i foråret nyde frodigheden og specielt smukke rhododendron, som blomstrer på bjergskråningerne på denne tid af året. Vintermånederne er kun at anbefale for rutinerede trekkere eller dem, der vil nøjes med at besøge lavlandet, da vintermånederne kan være særdeles kolde i bjergene. Om sommeren anbefaler vi at rejse i området Mustang, som ikke er berørt af monsunregnen.

Detaljeret beskrivelse

1. dag: Afrejse Danmark
Afrejse fra Danmark mod Kathmandu.

2. dag: Ankomst Kathmandu
Ankomst til Kathmandu. Du bliver afhentet i lufthavnen og kørt til dit guesthouse i Kathmandu, hvor du har to overnatninger. Resten af dagen har du på egen hånd i Kathmandu.

3. dag: På opdagelse i Kathmandu
På egen hånd i Kathmandu. Jysk Rejsebureau anbefaler, at du tager på en byrundtur.

4. dag: Kathmandu - Chanaute
Dagen starter med en ca. tre timers bustur mod den nepalesiske/tibetanske grænse. Turen går gennem små landsbyer og snævre bjergpas med udsigt over rismarkerne til landsbyen Balephi. Herfra er der endnu tre timers kørsel på ujævn vej til Chanaute. Nogle gange er vejen så dårlig, at vi må ud af bilen og vandre de sidste to timer til landsbyen. Chanaute er en lille bjerglandsby, hvor du møder den nysgerrige lokalbefolkning. Der overnattes i telt ved byens skole. Herfra er der en smuk udsigt til Jugal Himal. (M,F,A)

5. dag: Trekking fra Chanaute til Khani Gaon
Dagens vandring går stejlt opad af små bjergstier, som, ifølge de lokale, befærdes af gudinder. Dette giver mulighed for at opleve nogle af bjergfolkets mange religiøse aspekter. Der holdes pauser undervejs, hvor der også er tid til at nyde de smukke udsigter. Dagen slutter i Khani Gaon, hvor vi overnatter i ca. 2.000 meters højde. Herfra er der en flot panoramaudsigt ud over de smukke risterrasser og bjerge. (M,F,A)
Trekkingtid: Cirka 6 timer.

6. dag: Trekking fra Khani Gaon til Forest Camp
I dag bevæger vi os ud af de små bjerglandsbyer og ud i det naturskønne landskab med rhododendronskove. Her er der bl.a. mulighed for at se nogle af Nepals vilde dyr og fugle. (M,F,A)
Trekkingtid: Cirka 6-7 timer.

7. dag: Trekking fra Forest Camp til Pati
Nu bevæger vi os virkelig op i den alpine del af trekket. Dagen byder på lidt hårdere trekking end de andre dage. Vi vandrer fra lavlandet mod Himalaya-tinderne. (M,F,A)
Trekkingtid: Cirka 4 timer.

8. dag: Hviledag på trekket
En hviledag er vigtig, så kroppen vender sig til højden. Det er en god idé at gå mindre ture i løbet af dagen, så du er klar til morgendagens trek til Bhairav Kunda søen. (M,F,A)

9. dag: Trekking fra Pati til Bhairav Kunda
Efter en hviledag går turen mod Bhairav Kunda. Området er opkaldt efter stedets hellige sø, hvor pilgrimme valfarter til én gang om året. Der er også et lille tempel til ære for hinduguden Shiva. Bhairav er den destruktive form af guden Shiva, og Kunda betyder sø. (M,F,A)
Trekkingtid: Cirka 3-4 timer.

10. dag: Trekking fra Bhairav Kunda via Bhairav viewpoint til Sherpa Gaon
Tidligt om morgenen, hvis vejret tillader det, vandrer vi 350 højdemeter op til Bhairav Kundas udsigtspunkt, som ligger i 4.500 meters højde. Her kan du nyde solopgangen og én af Himalayas smukkeste udsigter over Langtang, Jugal, Rolwaling Himal og de tibetanske bjergtinder. Efter morgenmaden begynder vi nedstigningen til Sherpa Gaon. (M,F,A)
Trekkingtid: Cirka 7 timer.

11. dag: Trekke fra Sherpa Gaon til The Last Resort
Fra Sherpa Gaon går det stejlt nedad gennem smukke Sherpa-landsbyer til bredden af Bhote Kosi, som er en af Nepals vildeste rafting-floder. Her spiser vi frokost inden turen til The Last Resort. The Last Resort er et unikt og charmerende resort beliggende på en bjerghylde 170 meter over Bhote koshi floden i helt fantastiske bjergomgivelser – kun 10 kilometer fra grænsen til Tibet. (M,F,A)
Trekkingtid: Cirka 3-4 timer.

12. dag: Adventure ved Last Resort
I dag har du mulighed for at slappe af i de smukke omgivelser ved The Last Resort eller kaste dig ud i nogle af stedets mange adventureoplevelser: F.eks. rafting, bungy jumping fra 160 meters højde, klatring, canyoning i stejle klippekløfter, kajaksejlads og meget mere. Bemærk, at disse aktiviteter foregår på faste dage. (M,F,A)

13. dag: Last Resort - Bhotekoshi River Rafting - Kathmandu
Dagen i dag byder på adventure og adrenalinrush, da du skal på raftingtur ned af Bhote koshi floden. Turen starter med 10 km lang rafting ned langs floden. Herefter vil du nyde en frokost ved flodbreden og derefter videre til slutstedet Dolalghat Bazaar. Turen slutter om eftermiddagen, hvor du tager bussen tilbage til kathmandu. (M,F)

14. dag: Kathmandu - Chitwan
Fra Kathmandu går turen med lokalbus til Chitwan National Park. Turen tager cirka syv timer.

Ved ankomsten til Chitwan, som er på UNESCO’s verdensarvsliste, vil du blive hentet af en chauffør og kørt til dit overnatningssted. Her bliver du budt velkommen med et lille informationsmøde omkring stedet og faciliteterne. Efter frokost besøger du den lokale landsby, hvor du også får mulighed for at deltage i et madlavningskursus for at lære at lave de lokale nepalesiske retter. (M, F, A)

15. dag: På safari i Chitwan
Dagen starter ud med en kanotur op ad floden. Det er en af de bedste måder at opleve naturen og dyrelivet på. Der er blandt andet mulighed for at se krokodiller på kanoturen. Herefter vil du gå igennem et område med skov, græssteppe og jungle i nationalparken. En guide ledsager dig og hjælper med at identificere de forskellige fugle-, plante- og dyrearter, du støder på undervejs.

Efter frokost kan du vælge at udforske junglen yderligere på en guidet jeepsafari, eller også kan du vælge at deltage på en spændende cykelrundtur i området. (M, F, A)

16. dag: Chitwan - Pokhara
Efter morgenmaden køres du til busstationen, hvorfra turen går til Pokhara. Resten af dagen er på egen hånd. (M)

17. dag: På opdagelse i Pokhara
Dagen på egen hånd i Pokhara. Her er mulighed for at tage på mindre vandreture, paraglide, leje en båd eller bare nyde udsigten over søen Phewa Tal og bjergene.

18. dag: Pokhara - Kathmandu
I dag går turen tilbage til Kathmandu med turistbus. Efter ankomst til Kathmandu, har du resten af dagen på egen hånd.

19. dag: På opdagelse i Kathmandu
Dagen på egen hånd i Kathmandu.

20. dag: Afrejse fra Kathmandu / ankomst til Danmark
Afrejse fra Kathmandu og ankomst samme dag til Danmark efter et fantastisk eventyr i Nepal.

Overnatning:
4 overnatninger på guesthouse i Kathmandu
4 overnatninger i telt på trekkingturen
2 overnatninger på budget lodge i Chitwan
2 overnatninger på guesthouse i Pokhara

M = Morgenmad, F = Frokost, A = Aftensmad

OBS: Programmet er med forbehold for ændringer. Klimatiske forhold kan også medføre ændringer i programmet.

Bemærkninger

Vær opmærksom på, at man kun kan have én taske med per 2-3 deltagere pga. det antal bærer, som er med på trekket. Det er muligt, mod ekstra betaling, at få en ekstra bærer med på trekket.

Vær opmærksom på, at højdesyge kan opstå på alle treks, uanset om man overholder de anbefalede retningslinjer på området ( tjek på ssi.dk). Du skal også være opmærksom på en del treks ikke overholder de anbefalede retningslinjer vedr. fx overnatningshøjde, da de ellers ikke kan gennemføres. Alle Jysk Rejsebureaus trekking turer er gennemprøvede, og vi oplever yderst sjældent, at vores rejsende får højdesyge, som påvirker oplevelsen, dog er det ekstremt vigtigt, at du går ned i højde, hvis du mærker symptomer på højdesyge ( fx kvalme, hovedpine). Lyt kun til dig selv og din krop. Højdesyge er noget, man skal tage alvorligt. I ekstreme tilfælde, hvor trekkere ignorerer symptomerne og er fortsat op af bjerget, har det haft dødelig udgang. Du bør kontakte din læge og diskutere muligheden for at forebygge højdesyge i forhold til dit trek. Vi refunderer ikke trek, som bliver påvirket eller afbrudt pga. højdesyge

Afrejsedatoer

Denne rejse kan påbegyndes hver dag.

Priser

Frapris pr. pers. v. 2 pers.

DKK 16.495,-


Prisbemærkning

I Nepal er det god skik at give drikkepenge til guide og bærere efter endt tur.

Det er muligt at tilkøbe indenrigsbilletter, privat transfer eller opgradere standarden på overnatninger.

Priserne er afhængig af afrejsetidspunkt og pladssituation. Tilbuddet er sammensat som inspiration - kontakt Jysk Rejsebureau og få skræddersyet din rejse.

Fraprisen er taget med udgangspunkt i lavsæson priser. Reservationer i højsæson (fx jul/nytår og sommerferien) er normalvis højere end denne pris. Prisen er med forbehold for pladssituationen.

Gruppestørrelse

Du rejser individuelt i Kathmandu og Pokhara. På trekkingturen og i Chitwan kan du komme til at rejse i små grupper.

Sværhedsgrad

Moderat

Prisen er inklusiv

  • Flybillet Danmark - Kathmandu t/r
  • 4 overnatninger på guesthouse i Kathmandu
  • 8 dages trekkingtur inkl. guide, bære, kok og udstyr
  • 2 overnatninger på The Last Resort
  • 3 dages tur til Chitwan inkl. engelsktalende guide
  • Transport i turistbus/lokal bus
  • 2 overnatninger på guesthouse i Pokhara samt måltider ifølge program
  • Prisen inkluderer desuden overnatninger, måltider og forsikringer til guide og bærere på trekkingturen.

Prisen er eksklusiv

  • Personlig rejseforsikring
  • Sovepose
  • Personligt trekkingudstyr
  • Drikkepenge til guide og bærere
Jysk Rejsebureau kan skræddersy din rejse præcis som du ønsker det. Denne tur er én af vores egne favoritter, men har du andre ønsker, sidder vores rejsekonsulenter klar til at opfylde din drøm.

Da Jysk Rejsebureaus ture, aktiviteter og hoteller er meget populære, har vi kun mulighed for at tilbyde disse til kunder, der også køber flyrejsen igennem Jysk Rejsebureau.

Bemærk, at deltagelse i trekking og ture er på eget ansvar, så husk at tegne rejseforsikring hjemmefra. Vi anbefaler Europæiske Rejseforsikring, der dækker disse aktiviteter uden ekstra tillæg.

Jysk Rejsebureau tager forbehold for programændringer, prisændringer og trykfejl.

Gratis rejseforedrag

Nepal: Everest Base Camp med dansk rejseleder: 12-06-2018 18:00:00 : 10609
Aarhus
12. juni 2018 kl. 18:00

Nepal: Everest Base Camp med dansk rejseleder

Nepal: Everest Base Camp med dansk rejseleder: 31-07-2018 18:00:00 : 11213
Aarhus
31. juli 2018 kl. 18:00

Nepal: Everest Base Camp med dansk rejseleder

Nepal: 07-08-2018 18:00:00 : 10868
Herning
7. august 2018 kl. 18:00

Nepal

Se mere her

Servicecenter

Nepal Få hjælp og service til rejsen
Service Center, Kathmandu, Nepal
Til top
Find os på: