New Zealand har noget af verdens smukkeste natur, og netop naturen er også den absolut største attraktion i landet. New Zealands størrelse betyder desuden, at der ikke er mange timers kørsel fra sneklædte bjergtoppe til hvide sandstrande, hvilket gør landet til det perfekte rejsemål for en rejse, hvor der er mulighed for at opleve lidt af hvert.
Ruten på denne rejse er tilrettelagt således, at vi netop kommer til at opleve den store diversitet i den new zealandske natur. Undervejs vil vi vandre på flere af New Zealands smukkeste treks, sejle i havkajak og køre på mountainbike. Her kombineres en aktiv rejse med storslåede naturoplevelser. Rejsens overordnede fokus er at være aktiv i naturen så meget som muligt. Det er her, at sanserne forkæles i smukke omgivelser.
Rejsen foregår i en gruppe, og her er plads til alle. Det primære for at deltage er motivationen. I tager afsted som en gruppe og kommer hjem som et team. Transporten undervejs vil være en god blanding af lokale busser, tog, færger og vandtaxaer og ikke mindst jeres egen bus med chauffør, der vil køre jer fra sted til sted de fleste dage. Overnatningerne er ligeledes en god blanding af hytter på lokale campingpladser, hoteller, og en enkelt nat i en vandrehytte. Nogle måltider er inkluderet (se program), mens resten er noget I selv skal handle ind til og forberede undervejs. Der er jævnligt mulighed for at holde ind ved et supermarked.
Vejret på New Zealand er meget lig det danske vejr. Årstiderne er bare byttet rundt, så når vi har vinter herhjemme, er der sommer i New Zealand. Man kan rejse i New Zealand året rundt, men den vejrmæssige bedste tid er fra december til og med marts måned (højsæsonen), hvor vejret er som en god dansk sommerdag herhjemme.
Vær forberedt på, at vejret hurtigt kan skifte pga. landets mange bjerge.
På Nordøen er der subtropisk klima, hvilket gør, at der er grønt næsten hele året rundt.
Temperaturerne går fra 5 grader om vinteren op til 27 grader om sommeren.
På Sydøen er der tempereret klima med lidt lavere temperaturer end på Nordøen.
1. og 2. dag: Afrejse fra Danmark og en route
I dag er der afgang fra Københavns Lufthavn. Rejsen til New Zealand tager i omegnen af 35 timer inklusiv mellemlandinger.
3. dag: Ankomst til New Zealand
Efter mange timers flyvning ankommer vi omsider til New Zealand og Queenstown. Ankomsttidspunktet kan variere en del, alt efter hvilken flyforbindelse vi flyver med. Ved ankomst er der arrangeret transport ind til vores overnatning for de næste to nætter.
Når vi alle er kommet på plads på vores værelser, vil der være mulighed for en stille og rolig gåtur gennem byen. Vi kommer forbi mange outdoor-forretninger med mulighed for at indkøbe eventuelt manglende udstyr, samt et supermarked, hvor vi kan handle til de kommende måltider. Er der stemning for det, vil rejselederen desuden booke et bord på en lokal restaurant, så vores første måltid i New Zealand kan indtages i fællesskab.
4. dag: Vandring ved Queenstown
Omgivet af majestætiske bjerge og beliggende ved bredden af den krystalklare Lake Wakatipu, udgør Queenstown det perfekte udgangspunkt for en aktiv rejse rundt i New Zealand. Queenstown betragtes i øvrigt som New Zealands adrenalinhovedstad, og byen tiltrækker årligt flere tusinde besøgende udefra, der (næsten) alle er på jagt efter en grænseoverskridende, adrenalinfyldt oplevelse, typisk i form af enten bungy jump eller faldskærmsudspring. Og kulissen findes næsten ikke meget smukkere.
Queenstown er dog mere end action fra ende til anden. Ikke langt fra byen findes flere, smukke vandeture, der bugter sig gennem den flotte natur. Dagen i dag byder netop på rejsens første vandring, når vi skal ud på den korte, men smukke Queenstown hill time walk. Er man hårdt ramt af jetlag, er det selvfølgelig muligt at blive tilbage og slappe af.
5. dag: Fra Queenstown til Wanaka
Med lokal bus går turen i dag videre til Wanaka, der ligger en times kørsel nord for Queenstown. Wanaka er i mange år blevet betragtet som Queenstowns mere rolige og ydmyge lillesøster, men der er absolut intet ydmygt over beliggenheden her ved fantastisk smukke Lake Wanaka. På trods af at byen er noget mindre end Queenstown, vil vi her opleve, at der ikke mangler udvalg af oplevelser. Til gengæld tiltrækker Wanaka endnu ikke samme antal besøgende, så byen virker roligere og mere afslappet.
Efter ankomst med InterCity bussen er der en meget kort gang til vores hotel. Når vi har fundet vores værelser og er kommet på plads, begiver vi os ud på en kort gåtur ad Eely Point Track, der er en populær og meget nem gåtur fra centrum af Wanaka og ud til Bremner Bay og Beacon Point.
6. dag: Vandretur til Roys Peak på 1578 meter
Så er dagen kommet for rejsens første, mere krævende vandretur, når vi i dag skal bestige Roys Peak med en højde på 1578 m. Turen er 16 km lang, og vi går frem og tilbage ad samme sti. Ruten tager os gennem landbrugsområder og alpine enge, og efter en god, stejl stigning når vi Roys Peak, der kvitterer med en spektakulær udsigt ud over Lake Wanaka, Mount Aspiring og de andre omkringliggende bjergtoppe, der udgør bjergkæden Southern Alps. Det er ikke uden grund, at Roys Peak er én af de bedste dagsvandreture i New Zealand. Da vejret i dette område af New Zealand er meget omskifteligt, vil der være andre ruter vi kan vandre på, såfremt det ikke skulle være muligt at bestige Roys Peak denne dag. (
M)
7. dag: Fra Wanaka til Mt. Cook
Fra maleriske Wanaka går turen i dag op i bjergene op til majestætiske Mount Cook Nationalpark. Turen hertil foregår i egen bus med chauffør, så vi bliver hentet ved vores hotel i Wanaka og kørt til døren i Mount Cook Nationalpark. Bussen og chaufføren vil herfra følge os hele vejen til Coromandel.
Selve Mount Cook, også kaldet Aoraki på maori, er New Zealands højeste bjerg og med sine 3754 meter er det faktisk også det højeste bjerg i hele Australasien. Mount Cook Nationalpark har et areal på hele 700 km2, og næsten en tredjedel af parken er dækket af et permanent tæppe af sne og gletsjere.
Efter ankomst til vores hotel for de næste to nætter, begiver vi os ud på en korte vandretur, der kaldes Governors Bush Walk. Turen er et nemt og overskueligt loop på bare 2 km, der tager os gennem en smuk bøgeskov og ud til et udsigtspunkt, hvor vi vil få en flot udsigt ud over det alpine område. (
M)
8. dag: Vandring til Muellers hut ved Mount Cook
Dagen i dag tilbringer vi med at vandre i området omkring Mount Cook, når vi tager den spektakulære rute til Muellers hut. Vi vandrer i magisk bjerglandskab, hvor vi kommer forbi alpine vandløb og har udsigt over Mueller Lake. Hele turen er 10,5 km lang, og vi går frem og tilbage ad samme rute. Hvis vejret ikke tillader, at vi kan gå denne rute, går vi en alternativ rute, nemlig den kendte rute Hooker Valley trek. (
M)
9. dag: Fra Mount Cook til Kaikoura: Fra de sydlige alper til det blå ocean
I dag kører vi den lange tur fra Mount Cook Village, tilbage forbi Lake Pukaki, og sætter kursen mod Christchurch og op langs den New Zealandske østkyst, til den lille, charmerende kystby Kaikoura. Kaikoura ligger med det sydlige Stillehav til den ene side og bjergkæden Kaikoura Ranges stort set lige i baghaven, byen er derfor en populær destination for rejsende til New Zealand, men også for de lokale.
Ved ankomst er der mulighed for at handle ind til aftensmaden og morgenmad de kommende dage, og hvis vi trænger til at strække benene efter køreturen er det muligt at tage på én af de mange kortere gåture i området.(
M)
10. dag: Fuld dag i Kaikoura
Kaikoura er kendt for sit rige marineliv, hvilket bl.a. er derfor at byen er én af de mest besøgte i landet. New Zealands kontinentalsokkel er smallest ud for Kaikoura, hvilket betyder, at der blot 5 km fra kysten befinder sig en lodret væg, der går ca. 1500 meter ned under havet. Her er der optimale levebetingelser for et væld af forskellige havplanter, fisk og større havdyr, hvorfor Kaikoura er ét af de bedste steder til at spotte hvaler og vilde delfiner.
Dagen i dag er afsat til aktiviteter til havs, så vi netop har mulighed for at opleve en anden side af New Zealand. Og der er flere muligheder her i Kaikoura:
Hvalsafai
Svømme med delfiner
2 timers fisketur
Prisen for disse ture er ikke inkluderet i rejsen, derfor anbefales det, at den ønskede aktivitet bookes hjemmefra, dette kan bl.a. gøres på informationsmødet inden afrejse. På den måde er det sikret, at der er plads på den ønskede tur.
Der er også mulighed for at bruge dagen på at slappe af, eller vandre ved Kaikoura, hvis det foretrækkes frem for oplevelser på havet. Her kan anbefales Kaikoura Peninsula Walkway, som er små 12 km lang.
11. dag: Coastal Pacific til Picton
I dag skal vi ikke med vores sædvanlige bus, når vi skal videre fra Kaikoura. I stedet stiger vi ombord på Coastal Pacific, én af de smukke togruter i New Zealand, og nyder en to timer lang togrejse gennem det smukke landskab. Ved ankomst til Picton Station køres vi ned til en lille bådehavn, hvor der venter en vandtaxa, som tager os det sidste stykke vej gennem fjorden til Torea Bay. Herfra er der yderligere en kort køretur til vores hotel. Vi befinder os nu midt i Queen Charlotte Sound, der er en stor kontrast til de bjergfyldte områder, som vi har tilbragt de sidste mange dage i. Her er grønt og frodigt, og det skaber et rigtig godt billede af den store diversitet, der er i New Zealands natur.
Når vi er kommet til rette på vores værelser, vil der være rig mulighed for at opleve nogle af de mange, kortere gåture i nærheden af hotellet inden aftensmaden serveres. (
A)
12. dag: 21km vandring på Queen Charlotte Track og færge Wellington
Denne morgen starter tidligt, da vi skal ud på endnu én af New Zealands helt store vandreture, nemlig Queen Charlotte Track. Den komplette rute er på hele 70 km, og vi skal tilbagelægge de 21 af dem, med de smukkeste udsigter undervejs. Kl. 16 er der arrangeret transport fra den lille landsby Anakiwa tilbage til Picton, og hérfra tager vi Interislander færgen fra Picton over Cookstrædet til Wellington. Starten på færgeoverfarten er en smuk sejlads gennem Queen Charlotte Sound, så det anbefales at nyde den første del af turen på dækket. Ved ankomst til Wellington køres vi direkte hen til vores hotel for natten. (
M,
F)
13. dag: Gåtur og museum i Wellington og videre til Tongariro Nationalpark
Velkommen til New Zealands hovedstad. Af en hovedstad at være, må Wellington betragtes som én af de mindre af slagsen, men når vi befinder os i centrum, er det ikke svært at få den helt rigtige storbyfornemmelse. Dagen starter med en gåtur gennem byen, hvor vi kommer forbi de klassiske highlights, og turen slutter ved Te Papa Tongarewa, der er New Zealands nationalmuseum. Der er inkluderet entré til museet, hvor vi kan få en autentisk oplevelse af landets historie og kultur. Senere på formiddagen går turen videre i vores bus, langs den flotte Kapitikyst og op til Tongariro Nationalpark. Med ét er vi tilbage i et bjergområde, men med sikkerhed ikke et bjergområde der ligner noget vi har set før. Tongariro er mest af alt en gold, alpin ødemark, men med de imponerende vulkaner Ruapehu, Ngauruhoe og Tongariro i baggrunden, gør det dette område til noget nær det smukkeste sted i hele New Zealand. Der vil være mulighed for at tage en kort vandretur undervejs på turen herop. (
M)
14. dag: Natursmuk dagsvandring på Tongariro Crossing
Tongariro Crossing betragtes af mange som den bedste dagsvandretur i hele New Zealand. Og det er virkelig ikke uden grund! Området er råt og barskt, men samtidig utrolig smukt, og der er en magisk stemning over stedet. Turen er små 20 km lang fra ende til anden, og vi bevæger os først op gennem store sten og størknet lava, til vi når den vulkanske højderyg. Herfra har vi udsigt til fem aktive vulkaner, og hvis vi graver hånden lidt ned i sandet, vil vi mærke varmen fra undergrunden. Vi går langs højderyggen og ned i selve vulkankrateret. Slutningen af vandreturen foregår gennem regnskovslignende bevoksning med store bregner og rislende vandløb - det føles som at komme til en anden verden efter lava, vulkaner og månelandskab.
Det er vigtigt at være forberedt på, at Tongariro Crossing ikke kan gennemføres, hvis vejret skulle være dårligt den pågældende dag.
15. dag: Fra Tongariro til cykeltur i Rotorua
I dag forlader vi atter Tongariro og sætter kursen mod Rotorua i nord, der er centrum i New Zealands geotermiske region. Turen hertil går forbi Lake Taupo, den største sø i New Zealand, og undervejs gøres stop ved det smukke vandfald Huka Falls. Inden vi rammer Rotorua, besøger vi Waiotapu, som er ét af de mest kendte geotermiske områder.
Ved ankomst til dagens destination, kører vi direkte ud til Whakarewarewaskoven, som er ét af de ældste mountainbikeområder i New Zealand. Her er der arrangeret cykler til os, og de næste to timer bruges på at køre rundt i den smukke, frodige skov. Der er ruter til alle niveauer her, lige fra begynder til ekspertniveau. Der er plads til at cykle både for at nyde omgivelserne i et roligt tempo, men det er bestemt også muligt at komme ud og prøve grænser af.
Efter nogle timers sjov på mountainbikes, kører vi tilbage til Rotorua.
Det er muligt at tilkøbe billet til Tamaki Maori Village Evening Experience til om aftenen, som er et meget flot og kulturelt maori show, der afholdes i Tamaki Maori Village lidt udenfor Rotorua. Billetten inkluderer transport til/fra stedet og middag under showet. Det er en meget autentisk oplevelse, hvor gæsterne også forventes at tage del de små lege undervejs. Det anbefales kraftigt, at showet bookes hjemmefra i god tid, da det er en meget populær oplevelse.
16. dag: Første dag på den skønne vandrerute Pinnacles Walk
Fra Rotorua går turen i dag mod smukke Coromandel Peninsula. Ved ankomst til byen Thames står vi af bussen for at begive os ud på rejsens sidste vandretur, en todages tur på Kauaeranga Kauri Trail, også kaldet Pinnacles Walk. Turen går igennem Kauaeranga Valley, og ligger i Coromandel Forest Park. Ruten følger en gammel pakhesterute, der i det tidlige 1900-tal blev brugt til at fragte meget af det nedfældede Kauritræ på, der blev fældet i stor stil på dén tid. Området er smukt og meget frodigt, og undervejs kommer vi forbi smukke floder og vandfald. Natten tilbringes i vandrehytten Pinnacles Hut, som er en større hytte med sovesale. Der vil højst sandsynligt være andre rejsende der også overnatter i hytten. Aftensmad og morgenmad, samt rejsebestik, tallerkner, krus mm. medbringer vi selv på turen.
Medbring blot en vandrerygsæk, sovepose og ellers det mest nødvendige på turen. Resten af vores baggage kan vi trygt lade blive i bussen.
17. dag: Smuk udsigt ved solopgang på anden dagen af Pinnacles Walk
Denne morgen er det tidligt op og af sted fra hytten. Herfra er der ca. 40 minutters gang til toppen af Pinnacles Walk, hvor vi får mulighed for at opleve en fantastisk smuk solopgang over dalen, med en 360 graders udsigt over store dele af Coromandel Peninsula og både Bay of Plenty og Hauraki Gulf. Vi fortsætter herfra via Billygoat Track til vores vandretur er slut.
Bussen samler os herefter op, og vi kører herefter til vores overnatning for de næste to nætter ved Hot Water Beach Holiday Park. Alt efter hvordan energien og humøret er, kan vi leje cykler på campingpladsen og tage på opdagelse i lokalområdet - og evt. tage en tur helt ud til stranden og dyppe os i det dejlige vand.
18. dag: Kajaktur ved Coromandel
I dag skal vi udforske den smukke kyst ved Coromandel på den bedst mulige måde, når dagen tilbringes i en havkajak. Turen er guidet, og er der fokus på at nyde det smukke landskab og en dag på havet. Vi vil sejle igennem havgrotter, forbi gamle vulkanske øer og så kommer vi selvfølgelig også forbi den ikoniske Cathedral Cove. Samtidig får vi en gylden mulighed for at være helt tæt på marinelivet. Der er mulighed for at få nogle fantastiske rejsebilleder på denne dagstur, så husk at få kameraet med i en vandtæt pose.
Der er ikke frokost inkluderet i dagsturen, så undervejs til opsamlingsstedet vil der være mulighed for at købe mad og drikkevarer.
19. dag: Fra Coromandel til Auckland
Vi vinker farvel til de smukke strande og skove på Coromandel Peninsula og sætter i dag kursen mod rejsens sidste destination, Auckland. Turen tager ca. 2,5 time, og vi vil blive kørt direkte til vores hotel i centrum af byen.
20. dag: Auckland
På rejsens sidste hele dag i New Zealand, er der ikke planlagt de store aktiviteter. Vores danske rejseleder vil arrangere en tur op i det ikoniske Sky Tower hvis der er stemning for det. Ellers kan I bruge dagen på sightseeing sammen med gruppen, og om aftenen vil rejselederen booke et bord på en lokal restaurant, så I kan nyde en sidste middag sammen, inden turen i morgen går hjem til Danmark. (
M)
21. dag: Hjemrejse
I dag siger vi på gensyn til fantastiske New Zealand. Umiddelbart efter frokosttid bliver vi kørt ud til lufthavnen i Auckland, for sammen at flyve tilbage til Danmark.
Det er muligt at udvide rejsen så man flyver hjem senere. Jysk Rejsebureau kan hjælpe med at skræddersy den videre rejse med f.eks. besøg i Sydney eller måske badeferie på Fiji. (
M)
22. dag: Hjemkomst til Danmark
I dag ankommer vi atter til Danmark efter en fantastisk rejse til New Zealand.
7 overnatninger i hytter på campingpladser (Kaikoura, Tongariro, Rotorua, Hot Water Beach)
10 overnatninger på standard hoteller (Queenstown, Wanaka, Mt. Cook, nær Picton, Wellington, Auckland)
1 overnatning i DOC hytte på Pinnacles Walk trekket
3 overnatninger på flyet til og fra New Zealand
Overnatningerne vil være i delt dobbeltværelse, med undtagelse af hytten ved Pinnacles Walk hvor det er multishare.