Gadebørn på rette spor

Det bliver et springbræt for dem væk fra gaden. Jysk Rejsebureau har mødt nogle af de børn, der er blevet hjulpet var fra togstationen – og nogle af dem, det endnu ikke er lykkes for.

Suraj på 10 år bliver lidt ked af det, når han skal fortælle, hvad han gerne vil være, når han bliver stor.
Han bliver stille og kigger ned på sine bare tæer. Efter nogle sekunders stilhed tørrer han tårerne væk med oversiden af sin arm og retter sig op. Klar til at snakke videre om sin fremtid. Det er ikke fordi, den ikke ser lovende ud. For det gør den. Problemer er bare, at den minder ham alt for meget om den triste fortid, han lige har lagt bag sig.

Suraj Singh var indtil for nogle måneder siden hjemløs og boede på den travle Howrah Station i den indiske millionby Kolkata. Og når han bliver stor, vil han gerne være socialarbejder og hjælpe andre gadebørn væk fra togstationen. Hans egen tid dér, er stadig for tæt på til, at han kan distancere sig fra det og tale om de fremtidsdrømme, der normalt for drenge i hans alder indeholder noget med fodboldspiller eller brandmand.
”Nej, det er ikke godt for dem at bo på stationen,” forklarer Bijoy Ghosh, der er koordinator på Open Shelter og det tilknyttede børnehjem. Han tager armen om den høje, men spinkle dreng, der atter får et lille smil i øjnene, da Bijoy trykker ham ind til sig.
”Derfor bliver de også meget glade, når de kommer her. Fordi så ved de, at de ikke er alene.”

På den anden side af socialarbejderen sidder Surajs lillebror, Dipak Singh. Han har smilehuller, og han bliver ikke trist på samme måde som sin storebror, når han skal tale om fremtiden. Måske fordi han ikke kan huske de dystre minder så godt. Dipak vil gerne være lige som Rahul, der er én af de yngste socialarbejdere, der arbejder på shelteret.
Rahul og Bijoy hjalp Suraj og Dipak væk fra livet på gaden, efter deres alkoholiserede far forlod dem, og deres mor begyndte at være sammen med en masse forskellige mænd.

Først kom brødrene på Open Shelter, og senere til drengehjemmet, Boys Home, der er tilknyttet shelteret og pt. huser 16 drenge.
Her kan de bo, til de bliver 18 år. Og de elsker det.
”Jeg var glad for at komme til Open Shelter for, det var bedre end mit eget hus,” husket Suraj, der med sin familie havde boet under meget fattige kår.
”Og så var der et fjernsyn, og vi havde mulighed for at komme i skole.”

Vokser flere centimeter

Vi sidder oven på taget af den orange bygning i fire etager, der danner rammerne om drengehjemmet. Det er sent på eftermiddagen, og den ellers nådesløse sol har vist os nåde og er gået ned bag nogle træer på den anden side af søen ved siden af ejendommen. Men varmen slår stadig op fra betonen, der er blevet gennemvarm efter en hel dag under strålerne. Der er så roligt, at man glemmer, man sidder en halv time væk fra hektiske Calcutta. Men det var netop også meningen med hjemmet. At de skulle ligge langt væk fra togstationer, stress og fristelser.

Da drengene skal stille op til et billede, peger Bijoy på Dipaks mave.
”Sikke tyk du er blevet,” siger han med et smil, mens han klapper ham på maven, der buler efter den store frokost, der blev efterfulgt af sød, hjemmelavet yoghurt.
Dipak kvitterer med et hvidt grin. Han er på ingen måder tyk, men da Bijoy første gang mødte ham var han rigtig tynd. Det er én af de glæder, de ansatte har: At følge hvordan drengene får livsglæden tilbage og glimtet i øjnene vokser.

Det sker for alle børnene, når de kommer væk fra stationen og får ordentligt og nærende føde. Og ikke mindst et sted, hvor de kan sove roligt og trygt hver nat. De vokser.
Der kommer både mere fyld på deres strittende knogler, men de skyder også i vejret. Nogle af drengene skyder derfor pludseligt flere centimeter i vejret på blot en måned, når kroppen får det, den har brug for.

Det kan være svært at forstå, at ikke alle børnene fra stationen vil med på det åbne shelter, når de bliver tilbudt det. Men mange af dem er bange for, hvad der så sker med dem. De har lært, fra de er helt små, at de ikke kan stole på nogen. Så hellere blive i togstationens utrygge, men alligevel velkendte rammer.

En af dem, der har valgt at blive på stationen er Rayuda. Han er 17 og har boet på stationen de seneste 7 år. Det er svært at vurdere, om han sniffer lim. Men de sorgmodige øjne er klare og virker ikke lige nu påvirkede.

”Jeg fik tæsk derhjemme, så jeg kunne ikke lide at være der. Så hellere her,” forklarer han.
Han er blandt de ældste af børnene, og det giver ham en naturlig autoritet på stationen. Unge i hans alder kan være svære at få fra stationen. Derfor arbejder socialarbejderne også mest med at få børnene overbevist om at de kan få et andet og trygt liv.
Rayuda viser, hvordan han samler flasker ind med sin store pose, inden han hopper på et rullende tog for at samle ind til dagen og vejen.

En anden der stadig bor på stationen er Bikash. Han er omkring 14 år og fortæller, at det første han gjorde i morges var at sniffe lim. En ven viser stolt sit stykke stof med lim frem. Det virker umiddelbart som om, han synes det er sejt, men i hans øjne kan man godt se, at han ved, det er skidt. Afhængigheden af limen er nemlig den direkte konkurrent til et bad, mad og en seng på shelteret. Og ofte vinder limen.

Pinky og Bijoy

På en anden perron sidder Pinky. Hun er ca. 20 år og fungerer som en slags bandeleder. Børnene kommer til hende med de flasker, de indsamler og får lim og kontanter retur. Hun tager også selv lim, og det gjorde hende ude af stand til at tage sig af hendes treårige søn Bijoy Shaw, der blev født på Howrah Station. Drengen bor i dag på drengehjemmet, hvor Suraj og Dipak også bor.

Pinky har allerede fået et barn mere, da vi besøger hende på togstationen. Hendes lille baby på et halvt år ligger på det kolde perrongulv. Kun iført en T-shirt.
Hun gik selv med til, at en medarbejder godt måtte tage Bijoy med på Open Shelter. Han havde brug for både omsorg, næring og beskyttelse. Senere kom han til drengehjemmet og i dag går den lille nysgerrige, livlige og til tider lidt uartige charmetrold i skole. Én af de ansatte på shelteret viser Pinky et billede af hendes dreng. Sund, vandkæmmet og i skoleuniform. Et smil blander sig kort med hendes hårde attitude og bliver til en blanding af både glæde og sorg. Hun bliver tilbudt at få en lamineret kopi af billede, men det takker hun nej til. Den ansatte vil dog alligevel lave en til hende. Hun er nemlig sikker på, at hun gerne vil have det.

Pinky spørger, hvornår Bijoy kommer og besøger hende. Bijoy har dog ikke lyst til at komme tilbage til stationen, men han vil meget gerne have besøg af sin mor, så han kan vise hende sit nye fine hjem. Der kræver dog, at moderen lægger limen på hylden den dag.
Tilbage på hjemmet virker den manglende mor dog ikke til at påvirke Bijoy synderligt. Han leger på livet løs og bliver overøst af kærlighed fra de ansatte, der alle har et blødt punkt for den lille dreng.

Han smækker de små arme omkring ens ben og kigger op med de mørkebrune øjne, når man skal til at gå. Han taler ikke engelsk, men der er på ingen måde i tvivl om, at han gerne vil have, at man bliver lidt længere. Og det har man som besøgende på hjemmet også lyst til. Eller at tage ham og de 15 andre drenge med sig. Trods deres forskellige karaktertræk og personligheder har de alle en vis uskyldighed til fælles. Til trods for at livet har givet dem en hård start.

De har hvert deres charmeoffensiv for at få lidt eksklusivt opmærksomhed fra besøgende. Dansetrin, smuk britisk udtale eller en bog fyldt med kultørte tegninger. Og man bliver blød i knæene over mødet med disse drenge. Så søde, livsglade og sprudlende. Uforståeligt at nogle allerede har valgt dem fra i livet, inden de kunne klare sig selv.

Man bliver rørt over at høre om deres dystre fortid, men også glad ved tanken om, at de fik hjælp til at lægge den bag sig i det sekund, de første gang trådte ind på det det helle, som Open Shelter har været for dem alle.