Søg
Søg
Rygsække, rejseudstyr

Pakkeliste / huskeliste til din rejse

Fra flybilletten er bestilt, til rejsen bliver en realitet, er der mange ting, der skal forberedes.

En væsentlig del af rejsen er, at få pakket rygsækken fornuftigt, så man kun medbringer det mest nødvendige. Som en hjælp giver vi her lidt gode råd til hvor meget du skal pakke, hvordan du pakker og en vejledende pakkeliste/huskeliste.


Hvor meget skal du medbringe?

Dette varierer efter hvor på kloden, du skal hen, længden af din rejse og ikke mindst, hvor ofte du har mulighed for at vaske tøj. Men som udgangspunkt skal du hver dag bruge en ren bluse og rent undertøj. Er det en vandretur, bør du også have rene sokker hver dag – selvom du sagtens kan bruge det samme par flere dage i træk, hvis de er af en god kvalitet. Næste spørgsmål er så, hvor let det er for dig at vaske. Rejser du steder, hvor der er vaskemaskine eller vaskerier er det intet problem at vaske jævnligt. Er du meget på farten, er det dog vigtigt, at tøjet kan tørre hurtigt – enten i tørretumbler eller i solen. Vådt tøj bliver hurtigt ildelugtende, så med mindre du kan spænde det uden på din taske, bør du ikke gå efter denne løsning. Du kan også vaske det mest overfladisk beskidte tøj i hånden – husk blot noget godt håndvaskepulver (og noget der er naturvenligt, hvis du vasker det ude i naturen.)
Rejser du i koldere områder, bør du i din pakning tage højde for, hvor ofte du kan vaske – og pakke ekstra. Og skulle det ske, at du løber tør for rent tøj, kan du i de fleste hjørner af verden købe tøj. Og hvis ikke dette er muligt, ja, så må du i gang med at vende underbukserne. Lidt fremsynethed i din pakning og kendskab til destinationer burde dog kunne afhjælpe de mest ubehagelige overraskelser.


10 tips til at pakke rygsækken


#1 Tung i bund
Sørg for at putte de tunge ting nederst i tasken og helst ind mod ryggen. Har du meget tungt, der fylder hele bunden af ryggen op, skal du ’opbygge’ din vægt således, at det tungeste ligger ind mod din ryg langs den.

#2 Tilgængelighed
Har du adgang til bunden af din taske fra en separat lomme, er det smart, at du putter de ting, du har brug for hver dag, dér. Det samme gælder med at toppen af tasken. Der skal undertøj og bluser være, og i midten kan du have det tøj, som du kun ind i mellem får brug for – såsom regntøj og ekstra sko.

#3 Pak i poser
Ved at pakke al dit bagage i gennemsigtige poser eller pakkeposer kan du nemmere overskue indholdet og sikrer dig samtidig mod store regnskyl.

#4 Sortér dit tøj
Del dit tøj op tematiske: Enten med strømper, bluser og bukser for sig eller efter vejret, hvis du rejser i meget varierende klima. Ved altid at have det delt op tematisk, ved du, hvilken pose de skal gå efter – og allerede der er din søgning i tasken blevet indsnævret markant.

#5 Faste pladser!
Sørg så vidt muligt for at lægge dine ting det samme sted hver gang. Som med dine arvesmykker glemmer du nemlig, hvor du har lagt dem, hvis du flytter dem jævnligt. Når du ved, at posen med bukser altid ligger i venstre side og sandalerne langs ryggen, så bliver det ikke alene nemmere at finde ting, men du bliver også hurtigere til at pakke tasken.

#6 Flerfunktionelt tøj
Du kan spare mange ekstra kilo, hvis du spekulerer lidt i tøj, som er multifunktionelt. Det kan være tynde skibukser, der både fungerer mod sne og regn, eller en buff, der kan holde dig varm om halsen i højderne, skærme toppen af dit hoved mod solstik i ørkenen og tjene som svedbånd i junglen. Tænk også over, om du kan smøge din vandrebukser op, hvis det bliver varmt, og om din jakke kan kombineres med flere eller færre lag i takt med, at temperaturerne falder og stiger.

#7 Småting for sig
Hav de ting, som du let skal kunne finde i en lomme for sig – såsom smækken af backpacken. På den måde behøver du ikke fumle efter din pandelampe, når mørket er faldet på, eller hver morgen rode efter dine malariapiller. Sidelommer er ofte oplagte stedet at putte creme og shampoo, men husk blot på, at det oftest også er siderne, der får flest slag, når du rejser med offentlig transport, så sørg altid for at putte bøtter med flydende indhold i lukkede poser (f.eks. fryseposer). På den måde undgår du den store katastrofe, hvis din shampoo ’eksploderer’.

#8 Beskyt din taske
Hvis du har en stofsæk, du kan putte din rygsæk i, er dette en fordel under transport – hvad end det er med fly, tog, skib eller bus. På den måde undgår du, at spænder og stropper kommer i klemme eller rives af. Spænd uanset hvad altid dit bæltespænde rundt om tasken (ved at bukke det den modsatte vej) for at beskytte det. Gør du ikke dette, vil tasken oftest blive løftet i netop dette.

#9 Styr dit underlag
Du syntes måske, at du havde spændt dit underlag nok så godt på i bunden af din taske – alligevel er det væk, når du får din taske igen fra bussens tag. Det er surt at miste underlaget, så sørg for at være sikker på, at det er spændt på, så det ikke kan ryge af – eventuelt ved at ’sikre’ det med en snor, der også føres ind gennem hulrummet i underlaget. Allerbedst er det, hvis du har en regntæt stofsæk til hele tasken, du kan bruge under transport.

#10 Indstil stropperne
Det lyder banalt, men rigtig mange får ikke indstillet deres taske ordentligt og bærer derfor for meget vægt på skuldrene og for lidt på hofterne. Derfor: Sørg for at indstille tasken rigtigt, inden den tages i brug. Stort set al rygsækkens vægt skal være på hofterne.


Pakkeliste

  • Rygsæk*
  • Undertøj
  • Strømper*
  • T-shirts
  • Langærmede trøjer/skjorter
  • Lange bukser/kjoler
  • Shorts (gerne med mange lommer)
  • Komfortable sko eller støvler*
  • Gode sandaler*
  • Klipklappere
  • Jakke
  • Let regnjakke
  • Badetøj
  • Let badehåndklæde*
  • Toiletsager
  • Lommekniv
  • Lagenpose*
  • Evt. myggenet*
  • Kasket
  • Myggebalsam
  • Medicin
  • Førstehjælpstaske*
  • Mini lygte/pandelygte*
  • Hængelåse til rygsæk*
  • Vandtæt pengebælte*
  • Solbriller
  • Fotoudstyr
  • Evt. sovepose*
  • Lidt vaskepulver*
  • Evt. tørresnor og klemmer (ca. 5 m.)*
  • Vandflaske/camel bag*
  • Evt. vandrensningsmidler
  • Pakkeposer el. plastikposer (til at pakke tøj i)*
  • Evt. Internationalt kørekort
  • Dagbog/papir - eller opret en blog
  • Guidebog
  • Evt. lommeordbog (eller download en app)
  • Pas
  • Valuta
  • Billetter
  • Rejseforsikringer* (police eller kort)



Specielt til trekkingturen
  • Svedtransporterende undertøj
  • Fleece
  • Solhat
  • Solcreme
  • Windbreaker/regnsæt
  • Hue og handsker
  • Vabelplaster
  • Sokker*

*Produkter med * kan købes i Jysk Rejsebureaus afdelinger i Århus, Aalborg, Herning og København. HUSK du får 15 % rabat på rejseudstyr hvis du har købt din rejse gennem Jysk Rejsebureau.
Til top
Find os på: