Af Rebecca Skovlide Andersen

Generelt så er Afrika fantastisk at rejse i! Alle siger JAMBO, mambo, og man føler sig altid velkommen. De lokale er nemme at komme ind på - de er altid klar på at spille, snakke eller danse, og de lærer dig gerne nye swahili ord. Vi har virkelig haft nogle skønne guider og chauffører hele vejen igennem.

I skrivende stund er jeg stadig på farten i Østafrika, men har allerede oplevet en masse, og her får I mine refleksioner over rejsens højdepunkter indtil videre.

Hell’s Gate National Park - Kenya
Cykelturen i Hell’s Gate var fantastisk! Parken ligger ca. to timers kørsel nord for Wildebeest Camp, hvor vi boede i Nairobi. Chaufførerne hernede er altid meget søde og snaksalige, og det samme var vores mountainbike guide. Hell's Gate National Park er relativ lille, men har et smukt landskab bestående af en smal kløft omgivet af rå, røde klipper og græsskråninger. Her skulle vi cykle på kenyanske mountainbikes og vandre i det særegne landskab.

Vi startede ved gaten, min guide og jeg, og et par minutter efter ser jeg mine første to zebraer. Så fine og smukke. Der var ikke andre, udover os i parken, end dem der klatrer på ”Fishers Towers” (stenformationer) - hvilket man også kan i Hell’s Gate. Jeg synes cykelturen var en super måde at starte på, og så er det en nem, sjov og anderledes måde at opleve dyrene på - og hvis du er heldig kan du blandt andet møde giraffer, bøfler, antiloper, gazeller, zebraer, bavianer, klippegrævlinge og gribbe. Vejen vi cyklede på, var næsten helt flad, så her er også meget børne- og familievenligt. Der var både mulighed for tandemcykler og børnesæder. Orker man ikke at cykle, kan man også godt gå rundt. Ca. 20 minutter inde i parken ser jeg min første giraf. Det er en kæmpe oplevelse - fordi det er her - i dens naturlige omgivelser og helt tæt på!

For enden af vejen kom vi til ”Hell’s Gate”, hvor det var muligt at komme ned og gå lidt rundt. Afhængig af tid og temperament kan du gå en kort eller en lang tur. Vi gik rundt dernede i ca. 1,5 time. Her var så smukt og ikke en eneste anden turist!! Vi sluttede ved nogle små ’hot springs’ der kommer fra termisk aktivitet. Vandet var kogende, så man kunne ikke mærke på det i mere end ét sekund! Cykelturen tilbage gik af samme vej, men dyrene havde selvfølgelig flyttet sig. Nu var der i stedet vildsvin/vortesvin (ligesom pumba;-)) over alt med deres små unger samt masser af store bøfler og rådyr-lignende bukke. Virkelig en skøn dag med masser af frisk luft og dyr.

En ægte følelse af Afrika!

Mount Kilimanjaro – Tanzania
I får lige alle mine billeder fra Kilimanjaro turen – alt fra start til top. Jeg håber, at det giver bare en lille idé om, hvordan stemningen og turen var. Jeg er næsten lige kommet ned fra bjerget igen, så det er lidt svært at sætte ord på lige nu, men jeg vil meget gerne dele billederne og min umiddelbare beskrivelse.

Guiderne, porterne og kokken var utrolig søde alle sammen. Vi var fire danskere der skulle forsøge at bestige bjerget sammen (min søster og jeg og to andre der rejste med Jysk Rejsebureau). Der var hele 17 personer med til at hjælpe os på turen! En guide, en assistanceguide, en kok, en tjener, og de resterende 13 mand var dem der bar alt udstyret (telte, tasker, mad osv.). De lokale er utrolig søde, hjælpsomme og glade. De virker til at elske deres job, fordi de har et godt sammenhold og griner og snakker meget. Det er dejligt at opleve og giver en god energi i gruppen! De var også rigtig søde til at hjælpe og opmuntre når det var svært, og man havde lyst til at give op!

Kilimanjaros snedækkede bjergtop er nok et af de mest mindeværdige syn, du kan få med hjem fra Østafrika. Det er Afrikas højeste bjerg og det højeste fritstående bjerg i verden! Kilimanjaro har tre overordnede bjergtoppe, Kibo, Shira og Mawenzi. Kibo og Mawenzi er adskilt af en bred slette, der kaldes ”The Saddle”, og det højeste punkt på Kibo er Uhuru Peak, der med sine 5.896 meter er det endelige mål for de fleste trekkere på bjerget – Uhuru Peak var også vores mål for turen.

Desværre nåede de to andre ikke toppen, men min søster og jeg klarede det! Det er det vildeste og hårdeste nogensinde, og solopgangen set fra ”Afrikas tag” er en fantastisk oplevelse helt uden sammenligning! Når jeg lige har fordøjet det, har jeg nok en masse ord at sætte på turen! Lige nu vil jeg egentlig bare gerne dele de følelser, som jeg skrev ned efter kun to timer ”nede på land” igen - og ellers håber jeg, at I vil nyde mine billeder!

”Sved, tåre og diarré.... !!
Og shit hvor var det bare hårdt! Langt mere end forventet. Men det var også fantastisk smukt! Jeg gik op sammen med min lillesøster. Uden hende var jeg aldrig kommet helt til top!”


Ngorongoro - Tanzania
I dag har vi været på safari i Ngorongoro - verdens største inaktive vulkankrater og et helt unikt naturfænomen! Så fantastisk og smukt! Ngorongoro er 20 kilometer i omkreds og godt 600 meter dybt. I bunden lever et stort og varieret dyreliv året rundt. Blandt andet kan du være heldig at se de meget sjældne sorte næsehorn, løvefamilier, flodheste, bøffelflokke, strudse, zebraer, hyæner og geparder.

Vores guide i Ngorongoro var næsten 60 år gammel. Han havde kørt safariture i over 30 år og var super professionel! Han fortalte en masse historier. På vejen til Ngorongoro kørte vi f.eks. gennem en stor masai landsby, hvor masai høvdingen boede med hans 38 koner og 160 børn. Her fortalte guiden, at når en af høvdingens koner bliver gravid, må han efterfølgende ikke sove med hende i 3,5 år. Derfor har han så mange koner - for han skal nødig sove alene, som guiden siger… ;-)

Vi var kun mig og to andre på safarituren (de samme som jeg gik på bjerget med), og vi har nærmest være HELT alene i parken i dag. Kun 3-4 gange har vi set en anden bil. Så skønt! Og smukt. Jeg har vedlagt en masse billeder, så I kan se det. Efter safarituren overnatter vi nu i telte i campen, der ligger på selve kraterkanten med en fabelagtig udsigt over krateret.

Godnat herfra Ngorongoro, hvor jeg ligger i min sovepose under en smuk stjernehimmel – mens jeg kan høre zebraerne gumle græs lige på den anden side af teltdugen. Jeg håber, at I har nydt at være med mig rundt på en lille tur i Østafrika og måske er blevet inspireret til selv at rejse herned, for her er intet mindre end fantastisk!

Hakuna Matata :-)


Har du også lyst til at opleve Østafrika, så lad dig inspirere af vores rejseforslag i Kenya og Tanzania.
Kilimanjaro, Tanzania, Rebecca
Hells Gate, Kenya, RebeccaHells Gate, Kenya, RebeccaHells Gate, Kenya, RebeccaHells Gate, Kenya, RebeccaHells Gate, Kenya, RebeccaKilimanjaro, Tanzania, RebeccaKilimanjaro, Tanzania, RebeccaKilimanjaro, Tanzania, RebeccaKilimanjaro, Tanzania, RebeccaKilimanjaro, Tanzania, RebeccaKilimanjaro, Tanzania, RebeccaKilimanjaro, Tanzania, RebeccaKilimanjaro, Tanzania, RebeccaNgorongoro, Tanzania, RebeccaNgorongoro, Tanzania, RebeccaNgorongoro, Tanzania, RebeccaNgorongoro, Tanzania, RebeccaNgorongoro, Tanzania, RebeccaNgorongoro, Tanzania, RebeccaNgorongoro, Tanzania, RebeccaNgorongoro, Tanzania, RebeccaNgorongoro, Tanzania, RebeccaNgorongoro, Tanzania, RebeccaNgorongoro, Tanzania, Rebecca
Til top