Af Marianne Dalsgaard

Tidspunkt for rejse

Januar 2010
Jeg tog bussen tidligt om morgenen fra Bangkoks nordlige busstation. Jeg var på vej til en lille landsby, der ligger i nærheden af den lidt større by Bua Yai på vejen til Khon Kaen. Her driver ægteparret Jimmy og Lamai et lille guesthouse kaldet Lamai Homestay.

Jeg blev positivt overrasket over, hvor nemt det er at rejse på egen hånd i Thailand. Folk er utroligt hjælpsomme og jeg blev guidet mig hen til min bus, da jeg viste dem billetten. Bussen var af VIP-standard, så der var både masser af benplads, aircondition, tv og forplejning undervejs.

Efter cirka 5 timer blev jeg sat af ved en meget lille busstation. Her kom Jimmy og hentede mig i sin pickup. Efter et stykke tid drejede vi af asfaltvejen og kørte nu på en hullet jordvej mellem knastørre rismarker. Magre køer med gigantiske hængeører daskede dovent omkring i varmen. Jimmy snakkede og snakkede – han er som en menneskelig wikipedia i thailandske forhold, og der findes ikke det emne, han ikke har en god historie om.

I landsbyen hilste jeg på Lamai og døtrene. Lizzie var 10 år gammel og Rhianna var deres nyfødte spædbarn – kun en uge gammel. Vi gik en tur i landsbyen, og jeg mødte flere familiemedlemmer, venner og naboer. Skønt der kommer vesterlandske gæster til Lamai homestay hver uge, blev hoveder drejet af led, generte smil tændt og nysgerrige fingre aede mine hvide arme. Jeg følte mig meget velkommen.

Lamai og piger fra landsbyen stod for forplejningen. De lavede maden, lige som man vil have den, og Jimmy var chauffør og guide på ture til nærområdets seværdigheder. Blandt andet fik jeg en grundig indføring i nabolandsbyens berømte silkeproduktion. Det tager en hel måned at lave et lille tørklæde, men så er det til gengæld også thailands fineste silke, fortalte Jimmy – så fin, at kongen og dronningen har været på besøg og set det. Landsbykvinderne passer selv de små larver fra æg til puppe, koger pupperne og spinder silketråden, laver indviklede mønstre og væver silken. Deres fortjeneste er cirka 20 bath om dagen, det svarer til omkring tre kroner.

En morgen tog vi på besøg på Lizzies skole for at vise baby Rhianna frem. Børnene stimlede sammen om os og var ivrige efter at øve deres engelske gloser. De kendte godt Danmark, sagde de, for de var meget interesserede i fodbold. Alle kiggede nysgerrigt ud af klasseværelserne, da jeg gik forbi. Der var dog én, som trods alt havde større nyhedsværdi end mig – og det var lille baby Rhianna.
Hvor asfalten ender...
Køer som medtrafikanter på vejenSolnedgang over Ban Ko Pet
Til top