Af Marianne Dalsgaard
Tidspunkt for rejse
Januar 2010
Jeg tager bussen tidligt om morgenen fra Bangkoks nordlige busstation. Jeg er på vej til landsbyen Ban Ko Pet, der ligger i nærheden af den lidt større by Bua Yai på vejen til Khon Kaen. Her driver ægteparret Jimmy og Lamai et lille guesthouse kaldet Lamai Homestay.
Jeg bliver positivt overrasket over, hvor nemt det er at rejse på egen hånd i Thailand. Folk er utroligt hjælpsomme og guider mig hen til min bus, da jeg viser dem billetten. Bussen er af VIP-standard, så der er både masser af benplads, aircondition, tv og forplejning undervejs.
Efter cirka 5 timer bliver jeg sat af ved en meget lille busstation. Her kommer Jimmy og henter mig i sin pickup. Efter et stykke tid drejer vi af asfaltvejen og kører nu på en hullet jordvej mellem knastørre rismarker. Magre køer med gigantiske hængeører dasker dovent omkring i varmen. Jimmy snakker og snakker – han er som en menneskelig wikipedia i thailandske forhold, og der findes ikke det emne, han ikke har en god historie om.
I landsbyen hilser jeg på Lamai og døtrene. Lizzie er 10 år gammel og Rhianna er deres nyfødte spædbarn – kun en uge gammel. Vi går en tur i landsbyen, og jeg møder flere familiemedlemmer, venner og naboer. Skønt der kommer vesterlandske gæster til Lamai homestay hver uge, bliver hoveder drejet af led, generte smil tændt og nysgerrige fingre aer mine hvide arme. Jeg føler mig meget velkommen.
Lamai og piger fra landsbyen står for forplejningen, de laver maden, lige som man vil have den, og Jimmy er chauffør og guide på ture til nærområdets seværdigheder. Blandt andet får jeg en grundig indføring i nabolandsbyens berømte silkeproduktion. Det tager en hel måned at lave et lille tørklæde, men så er det til gengæld også thailands fineste silke, fortæller Jimmy – så fin, at kongen og dronningen har været på besøg og set det. Landsbykvinderne passer selv de små larver fra æg til puppe, koger pupperne og spinder silketråden, laver indviklede mønstre og væver silken. Deres fortjeneste er cirka 20 bath om dagen, det svarer til omkring tre kroner.
En morgen tager vi på besøg på Lizzies skole for at vise baby Rhianna frem. Børnene stimler sammen om os og er ivrige efter at øve deres engelske gloser. De kender godt Danmark, siger de, for de er meget interesserede i fodbold. Deres lærerinde er en ung kvinde med stramtsiddende nederdel og højhælede sko. Selvom hun er i 20’erne og har pæne tænder, prydes hendes smil af en togskinne-bøjle med lyserøde elastikker. Højeste mode i Thailand, forklarer Jimmy. Alle kigger nysgerrigt ud af klasseværelserne, når jeg går forbi. Der er dog én, som trods alt har større nyhedsværdi end mig – og det er lille baby Rhianna.
Jeg bliver positivt overrasket over, hvor nemt det er at rejse på egen hånd i Thailand. Folk er utroligt hjælpsomme og guider mig hen til min bus, da jeg viser dem billetten. Bussen er af VIP-standard, så der er både masser af benplads, aircondition, tv og forplejning undervejs.
Efter cirka 5 timer bliver jeg sat af ved en meget lille busstation. Her kommer Jimmy og henter mig i sin pickup. Efter et stykke tid drejer vi af asfaltvejen og kører nu på en hullet jordvej mellem knastørre rismarker. Magre køer med gigantiske hængeører dasker dovent omkring i varmen. Jimmy snakker og snakker – han er som en menneskelig wikipedia i thailandske forhold, og der findes ikke det emne, han ikke har en god historie om.
I landsbyen hilser jeg på Lamai og døtrene. Lizzie er 10 år gammel og Rhianna er deres nyfødte spædbarn – kun en uge gammel. Vi går en tur i landsbyen, og jeg møder flere familiemedlemmer, venner og naboer. Skønt der kommer vesterlandske gæster til Lamai homestay hver uge, bliver hoveder drejet af led, generte smil tændt og nysgerrige fingre aer mine hvide arme. Jeg føler mig meget velkommen.
Lamai og piger fra landsbyen står for forplejningen, de laver maden, lige som man vil have den, og Jimmy er chauffør og guide på ture til nærområdets seværdigheder. Blandt andet får jeg en grundig indføring i nabolandsbyens berømte silkeproduktion. Det tager en hel måned at lave et lille tørklæde, men så er det til gengæld også thailands fineste silke, fortæller Jimmy – så fin, at kongen og dronningen har været på besøg og set det. Landsbykvinderne passer selv de små larver fra æg til puppe, koger pupperne og spinder silketråden, laver indviklede mønstre og væver silken. Deres fortjeneste er cirka 20 bath om dagen, det svarer til omkring tre kroner.
En morgen tager vi på besøg på Lizzies skole for at vise baby Rhianna frem. Børnene stimler sammen om os og er ivrige efter at øve deres engelske gloser. De kender godt Danmark, siger de, for de er meget interesserede i fodbold. Deres lærerinde er en ung kvinde med stramtsiddende nederdel og højhælede sko. Selvom hun er i 20’erne og har pæne tænder, prydes hendes smil af en togskinne-bøjle med lyserøde elastikker. Højeste mode i Thailand, forklarer Jimmy. Alle kigger nysgerrigt ud af klasseværelserne, når jeg går forbi. Der er dog én, som trods alt har større nyhedsværdi end mig – og det er lille baby Rhianna.
