Søg
Søg

Road trip i Florida

Af Mia Ravn Nielsen
Der er ikke noget at sige til at Florida bliver kaldt ”The Sunshine State” - her er varmt året rundt. Vi havde valgt at leje en bil og lave vores egen roadtrip rundt i delstaten, hvilket gav os den ultimative frihed.

Miami
Vi startede i det mangfoldige Miami, som tilbyder nogle af verdens smukkeste bystrande, udsigt til en fantastisk skyline og karismatiske kvarterer, som f.eks. Little Havana og Little Haiti. Book et hotel på Collins Avenue eller Ocean Drive, som ligger helt ned til Miami South Beach, også kaldet SoBe. Hvis du gerne vil bo på en af de berømte og farverige Art Deco hoteller, så snyd ikke dig selv for The Colony Hotel på Ocean Drive.
Hvis varmen bliver for meget, så brug tiden på shopping i en af de mange store outlets og nyd en cocktail på det famøse, The Delano Hotel - et godt sted til "people watching”, og en ret sjov beskæftigelse i sig selv.

The Florida Keys
Efter Miami kørte vi imod The Florida Keys, som består af mere end 400 øer. Det mest besøgte er Key Largo og Key West. Sidstnævnte er den allersydligste ø, hvor man også finder USA's sydligste punkt – der er nemlig kun 90 miles til Cuba.
Omkring 200 km vej forbinder de mange små øer. The Keys byder på enestående snorkling og dykning, fiskeri i særklasse og svømning med delfiner. Hvis du er dykker og leder efter en helt unik oplevelse, så bo på Jules’ Undersea Lodge ved Key Largo, som er verdens eneste undervandshotel.
I Key West render kyllingerne frit rundt og hakker i jorden. Der er en helt speciel stemning, som må opleves. Gå en tur langs Duval St. og end op ved Mallory Square, hvor gøglere jonglere med ethjulede cykler og ildfakler i solnedgangen. Slut af med aftensmad på Sloppy Joe’s Bar, som var Ernest Hemmingways ynglingsbar. Prøv en omgang Conch Fritters og slut af med Lime Pie til dessert.

Naples
Videre fra The Keys kørte vi op af golfkysten mod velhaverbyen Naples, der byder på lækre hvide sandstrande og store mansions, langs Millionaires’ Row– det er næsten Floridas Beverly Hills, men på en mere afslappet og charmerende måde.

Fort Myers Beach
Herefter videre nordpå til Fort Myers Beach, en dejlig bred hvid sandstrand, som ligger på Estero Island. Times Square i den nordlige ende af øen byder på en stille festscene. Slå vejen forbi The Beached Whales, som har et hyggelig mix af lokale og turister, og nyd et lækkert måltid mad i afslappet stemning på tagterrassen.

Clearwater
Forbi Sanibel Island og Captiva Island fortsætter vi nordpå mod Tampa og St. Peterburg, hvorefter vi endte op i Clearwater, som er en perle med meget lækre strande og en hyggelig strandpromenade. Husk at køre et stop forbi Cristino’s Pizzeria, som bl.a. byder på de lækreste kulovns pizzaer og det lækreste gelato. Mmm….. Hvis du mangler sus under vingerne, så brug en dag i forlystelsesparken, Busch Gardens, som byder på vilde rutsjebaner.

Orlando
Orlando er for forlystelsesparkerne, hvad Las Vegas er for kasinoerne. Her ligger 7 af verdens største og mest besøgte parker, med Disney World som den førende, som alene har 3 separate parker. Også Universal Stuidos og Islands of Adventure er nogle af de mest besøgte. Ud over utallige forlystelsesparker, byder Orlando på mange og store outlets, der helt sikkert kan tilfredsstille den største shopaholic. Til madelskeren findes der et utal af lækre restauranter op og ned langs International Drive og downtown.
En lille times kørsel fra Orlando finder man Kennedy Space Center ved Cape Canaveral, som uden tvivl er et besøg værd, hvis man bare er lidt interesseret i det ydre rum.

Fort Lauderdale
Fra det ydre rum, kørte vi ned til USA's venedig - Fort Lauderdale er kendt for sine mange kanaler, som kommer fra sumpene i The Everglades. Udover kanalerne, som også kan bruges til transport med en watertaxi, er Fort Lauderdale også kendt for sine lækre brede sandstrande. Det mest populære sted at bo er langs Ocean Boulevard, hvor man har udsigt over strandpromenaden. Tag en tur med "Jungle Queen Riverboat", som sejler ned ad The Millionaires Road, langs de mange kanaler. Her kan man få sin nysgerrighed stillet, og se alle de kæmpe mansions med deres mindst lige så store yachts udenfor.
Har du ikke nået at få din shoppelyst stillet, så smut en tur ned af Las Olas Boulevard, som også har nogle af de bedste restauranter i byen.

Everglades Nationalpark
Inden turen gik tilbage til Miami, kørte vi forbi den berømte nationalpark, The Everglades, som er et kæmpe sumpområde. Et af de bedste steder er "Billie Svamp Safari", hvor du kan tage med en airboat og se de mange alligatorer ligge som forstenede i solen, se et alligatorshow, smage alligator og skildpadde til middagsmad og meget mere. Til den lidt mere eventyrlystne byder The Everglades også på vandring, cykling, fiskeri, kanoture og campering ude ved alligatorerne.

Miami
Til top
Kontakt os:
Hovednummer (+45) 7020 1915
Nødtelefon - læs mere
Find os på: