Søg
Søg
Mera Peak i Nepal, Asien, trekking

Mera Peak i Nepal

Af Sebastian Vestergaard og Sarah Østergaard Malchau
Tidspunkt for rejse: Efteråret 2004

Vi har været så heldige at få chancen for at bestige Nepals højeste trekking peak, Mera Peak, som ligger i 6461 meters højde i efteråret 2004.

Ekspeditionen startede med en 10 timers lang bustur fra Kathmandu til Jiri, hvor vi var 5 danskere - fulgt af 2 fremragende guides og 25 hårdtslidende bærere, der skulle følge os sikkert til tops, de 21 dage turen varede.

Den første uges trek var udelukkende for at komme god fysisk form og blive godt akklimatiseret, inden luften begyndte at blive tynd. Det foregik i bakket terræn ca. 6-7 timer om dagen i et fantastisk sceneri af risterrasser, så langt øjet rakte, og med geder, æsler og køer gående omkring os. Pauserne blev holdt i små, hyggelige landsbyer, hvor man fik et fantastisk billede af nepalesernes primitive kår, men hvor der herskede en utrolig glæde og imødekommenhed.

Efter den første uge kom et slående syn os i møde, nemlig synet af de smukkeste, hvide, sneklædte bjerge, og man kunne, i takt med temperaturskiftet, se forandringen i naturen. Nu var der lige pludselig vandfald, brusende floder og rododendronskove, der omgav os, og vores dejlige, energirige frokost blev holdt med en helt vidunderlig udsigt til Himalayabjergene.

På 14. dagen i 5.000 meters højde og 3 dage før topforsøget, havde vi en hviledag, som blev brugt til at tjekke klatreudstyr og afprøve det på den nærliggende gletscher, Mera La.

Natten før summit i High Camp (5.900 m) kunne vi næsten ikke finde ro, da målet efter så mange dage nu endelig var inden for rækkevidde. Klokken 4.30 stod vi alle klar under den klareste nattehimmel i den hvideste sne med det uldne undertøj inderst og nerverne yderst. Efter 2 timer i mørke og med månen som eneste lygte og 1 guide i hver ende af sikkerhedsrebet, stod solen op over verdens højeste bjerge, og det var, som alle bjergene stod i brand. Solbrillerne kom på og dynejakken af og med pulsen dundrende i tindingen, blev vi i langsomt, sikkert tempo fragtet op mod målet, Mera Peak.

På de sidste 25 meters kraftanstrengelse blev vores absolut sidste energi brændt af ved at klatre næsten lodret med steigeisen på fødderne, isøksen i den ene hånd og ascenter i den anden. Efter 6 timer stod vi på toppen af verden (føltes det som om), og vores hoveder var ved at sprænge, men det eneste man kunne fokusere på var denne enestående, overrumplende panoramaudsigt over hele Himalayabjergkæden bl.a. Mount Everest, Lhotse og Nuptse. Vi fik jublet lidt og tog en masse billeder, og så gik det ellers bare ned først til High Camp, dernæst Mera La og til sidst i Khare (4.800 m), hvor vi skulle overnatte.

4 dage senere ankom vi til Lukla, hvor vi fik vores første varme bad, og det tyske bageri kunne ikke gemme sig ret længe. Turen sluttede med nepalesisk sang og dans og med chokoladekage lavet af vores søde portere, som vi delte en velfortjent øl med.

Dette var vores første bjergbestigning, men absolut ikke den sidste.

Mera Peak i Nepal, Asien, trekkingMera Peak, NepalMera Peak i Nepal, Asien, trekkingMera Peak, Nepal
Til top
Kontakt os:
Hovednummer (+45) 7020 1915
Nødtelefon - læs mere
Find os på: