Søg
Søg
Tur med Easy Riders, Vietnam, Asien

Tur med Easy Riders

Af Benedicte D. de la Cour
Det Centrale Vietnam med Easy Riders. Tidligt op, rygsækken pakket og en forventning om, at de næste 3 dage skal vise mig Vietnam fra en ny og anderledes vinkel. Min søster og jeg er spændte - hvordan skal det blive at drøne rundt i dette smukke landskab på motorcykel?

Vi mødes med vores guider Mr. Thai og Mr. Nam foran vores hotel. Vi har aftalt, at vi starter med en endags tur for først at finde ud af hvad, det vil sige at køre med Easy Riders. Der er efterhånden godt 50 motorcykel guides i Dalet, og deres gæstebøger, som de bærer rundt med sig som bibler, vidner også om, at de er populære. Vi får introduceret dagens program, som står på smuk natur, kultur og indsigt i den lokale vietnamesers hverdag. Endelig, lidt nervøse, men også nysgerrige sætter vi os på bag vores Easy Riders motorcykler og sætter i gang.

Det Centrale Vietnam byder på et landskab med bjerge, nåleskove og dybe kløfter med floder, der munder ud i smukke vandfald. Vi besøger Flower Garden, et landbrug, som dyrker og sælger en væld af smukke blomster. Mr. Thai griner pludseligt skævt, og giver os hver en rød rose. Vi besøger en kaffeplantage og hilser på de lokale kvinder. Det er hårdt arbejde at stå i marken hele dagen, men de lokale i Vietnam synes alle at have et smil parat alligevel. Dalats omegn byder også på mange pagaoder, og deres kæmpemæssige hvide Buddhaer klæ'r landskabet. Vi så silke blive til, og hvem skulle have troet, at små næsten maddikeagtige orme kunne ende med at blive det skønne par grønne silkebukser, jeg fik med hjem?

Vi havde haft en skøn dag, og aftalte med vores guider, at de over de næste to dage skulle guide os rundt i højlandet for derefter at sætte os af i Nha Trang ved Vietnams kyst.

Næste morgen bliver vores backpacks spændt bag på motorcyklerne, der nu var blevet skiftet ud med større og mere behagelige modeller til den lange tur. Med hjelmen spændt og solbrillerne på, satte vi kurs mod Lak Lake, som var dagens endestation. Denne dag stod i minoriteternes tegn. Vi besøgte bl.a. Cill folket, hvor en Cill kvinde med hendes fem børn blev dagens højdepunkt. Det er kvinderne, der arbejder og tjener pengene i dette område, og det vækker en særlig respekt, når man møder dette folk med dets simple livsstil og glæder - som ”forkælet vesterlænding” lærer man at sætte tingene lidt i perspektiv.

Vi forlader de vinkende og smilende børn og fortsætter i en sky af støv og jord ud af landevejen. Flere steder i landskabet udpeger vores guider bare områder, hvor intet gror. Sært; tænker man på dette ellers grønne og frodige sted, men Vietnams krigshistorie har også sat sit præg på naturen, og de bare områder vidner om bomber med så meget gift i, at det selv godt 30 år efter krigen er umuligt at gro noget der.

På vej til Lak Lake bliver vi flere gange sat af motorcyklen for at strække benene men også hvile ballerne lidt – små 10 timer på en motorcykel ville også give dig ondt i måsen! De små gåture er kærkomne, og vi nyder stilheden og naturen omkring os. Solen skinner fra en skyfri himmel, og da vi ankommer til Lak Lake om aftenen, er der lige tid til et bad, inden vi sætter os på terrassen, og nyder solnedgangen over søen – livet er ikke så ringe endda.

Vi spiser middag med vores guider, Middagen består - som ethvert vietnamesisk måltid - af mindst 3 små retter. Forårsruller hører altid til, men vi får også serveret grønne bønner med hvidløg, kylling og oksekød i chili. Maden smager skønt, og snart er vi også blevet helt gode til at drikke risvin - ’Chu´c Sué Khóe ’ skåler vi glade, og snakker videre om livet i Vietnam.

Sidste dag står mest på kørsel, men selv om vi ikke laver mange stop, er omgivelserne oplevelser nok i sig selv. Vi krydser floder og kører gennem små byer, hvor duften af krydderier, affald og røgelse er nok til at gøre en helt svimmel. Vi mærker langsomt, at vi nærmer os kysten ved duften af saltvand, og de mange rejefarme, vi passerer.

Trætte og mættede af oplevelser ankommer vi til Nha Trang. Næsen er rød fra solen, og kinderne summer stadig fra vinden, der har blæst i ansigtet de sidste 3 dage. Vi skriver tilfredse i vores guiders gæstebøger, og siger et sidste farvel, inden vores trofaste motorcykler og Easy Riders forsvinder rundt om hjørnet.

Et kapitel af vores rejse er afsluttet, men sikke et kapitel!

Tur med Easy Riders, Vietnam, Asien Tur med Easy Riders, Vietnam, Asien
Til top
Kontakt os:
Hovednummer (+45) 7020 1915
Nødtelefon - læs mere
Find os på: