Bedste rejsetidspunktDu kan rejse i Thailand året rundt, men den bedste periode er fra november til marts, hvor det er tørtid, og temperaturen er behagelig. Medbring en varm trøje, da det kan blive køligt om aftenen i de nordligste og bjergrige regioner som Chiang Mai, Mae Hong Son og Nan. I april og maj er heden overvældende, og temperaturen kan komme helt op på 40 grader.
Regntiden varer fra juni til oktober, hvor august og september generelt er de mest regnfulde. Bemærk, at vejret kan være forskelligt på øst- og vestkysten. Den bedste periode at rejse på østkysten er fra maj til oktober. Vestkysten er derimod bedst fra oktober til april.
Penge Den thailandske møntfod hedder baht (THB). I Thailand er betaling med Visakort samt ATM kontantautomater vidt udbredt i byerne samt på de mest besøgte øer, men det er en god ide at have et supplement af USD i kontanter med i nødreserve. Husk at veksle rigeligt med kontanter, inden du bevæger dig ud i landområderne og ud på de små øer.
Tjek den aktuelle kurs på:
www.xe.com.Visumforhold OBS! Visumreglerne kan ændre sig med kort varsel, så Jysk Rejsebureau anbefaler, at du tjekker de aktuelle forhold hos det pågældende lands ambassade. Nedenstående informationer er med forbehold for ændringer.
Bemærk, at alle børn uanset alder SKAL have eget pas ved indrejse til Thailand
Danske statsborgere får gratis 30 dages turistvisum ved ankomsten til Thailand, hvis de kommer med fly. Ved ankomst over land får man 15 dages visum. Man må dog maksimalt have 3 indrejser á max 30 dage uden visum til Thailand indenfor 180 dage. Bemærk, at dit pas skal være gyldigt minimum seks måneder efter udrejse. Visumet kan forlænges med max. 10 dage på immigrationskontoret i Bangkok. Du kan også vælge at søge 60 dages visum hjemmefra. Visumformular kan hentes på
www.visumformular.dk.
Vigtigt! Når du flyver fra Danmark direkte til Thailand, skal der søges visum hjemmefra, hvis du ønsker at opholde dig længere end 30 dage i landet. Ved check in i Danmark skal du forevise enten visum eller flybillet ud af Thailand, der gælder inden for de 30 dage.
TransportBus:
Standarden på busserne varierer meget. Fra udtjente halvtredser-vrag, der vrider sig ad halsbrækkende bjergveje, til 24 sæders super VIP busser, med sovesæder og forplejning undervejs.
Fordelen ved at gøre brug af lokalbusserne frem for VIP busserne er, udover den lavere pris, at man gør stop mange steder og på den måde får mulighed for at møde en større del af befolkningen. På mange strækninger er lokalbusserne den eneste mulighed. Luksusbusserne, som findes i flere udgaver, kører direkte fra Bangkok til destinationer i både nord og syd, med indlagte spisepauser undervejs, forfriskninger og aircondition, så man kommer frem udhvilet.
Songthaew:
Songthaew'en er de ydre regioners og grusvejenes ukronede dronning, som forbinder selv de mindste landsbyer. Songthaew'en er en lille pickup som, med små justeringer og lidt jernsnedkeri, er ombygget til et nyttigt transportmiddel. Her sidder man med front mod hinanden på to bænke med hårde sæder, og ofte et væld af grønsager, frugter og små dyr imellem benene. Det går langsomt med Songthaew, som gør usædvanlig mange stop, men det er billigt.
Tog:
Thailands toge er glimrende, og specielt sovevognene er en rigtig god løsning, hvis man vil rejse om natten. Sovekupéerne på 2. klasse, specielt de nederste, er ideelle, hvis man har børn med eller vil ligge komfortabelt, for sovepladserne er ret rummelige. Jernbanenettet har knudepunkt i Bangkok. Herfra går en vestlig rute mod Kanchanaburi og Myanmars grænse, en nordlig rute går op til Chiang Mai, en nordøstlig til Nong Khai og en sydlig videre via Surat Thani til den malaysiske grænse. Skal man fra Bangkok til stranden, kan man købe en såkaldt joint ticket, hvor man får tog til Surat Thani, bus til kysten og båd ud til for eksempel Ko Samui for en yderst rimelig pris.
Fly:
Fly er løsningen, hvis man har kort tid og gerne vil se flere områder af Thailand på kort tid. Det er selvsagt dyrere end at køre i bus eller tog, men stadig billigt i forhold til danske priser. Jysk Rejsebureau anbefaler dog, at man i hvert fald én gang under sin Thailandsrejse prøver at køre i tog eller lokalbus, for rigtig at få en fornemmelse af landet, også selvom man har kort tid. Der er daglige flyforbindelser mellem Bangkok og de fleste større byer i landet. Billetter kan købes hos Jysk Rejsebureau i Danmark eller hos Jysk Servicecenter i Bangkok.
Båd:
Thailand er omkranset af hav, og langs de sydlige kyster ligger et væld af mindre øer, som oftest kun kan nås med båd. Bådene varierer i størrelse og standard fra små larmende longtailbåde med propellen på en lang stang stikkende ud fra bådens hæk, til større hydrofoilbåde. Bådene er et behageligt og svalt transportmiddel, når varmen bliver for heftig, men forsøg at undgå speedbådene hvis du er tilbøjelig til at blive søsyg.
Tuk tuk og motorcykeltaxi:
Har du travlt, eller savner du bare lidt spænding, kan du i de fleste byer finde tuk tuk'er (trehjulede taxier) og motorcykeltaxier. Med motorcykel kommer du halsbrækkende hurtigt frem, hvilket virkelig kan være en fordel specielt i Bangkok, hvor man ofte holder i lange køer med taxi. Tuk tuk'en er mere charmerende, men kommer til gengæld ikke så hurtigt frem, som motorcykeltaxierne. Tuk tuk'erne er ikke til at tage fejl af og motorcykeltaxichaufførerne har ensfarvede veste på, så de er til at kende fra den øvrige motorcykeltrafik. Priserne på motorcykeltaxi og tuk tuk er omtrent det samme, lidt billigere end almindelige taxier.
Lejede cykler og motorcykler:
Det er billigt at leje scootere og motorcykler i Thailand. Det koster typisk omkring 50 kroner for en dag. Motorcykler kan lejes overalt i Thailand, og i provinsen er det ofte den bedste måde at se landet på, mens det i Bangkok kan være en halsbrækkende affære. For rigtig manges vedkommende går der lidt for meget Ole Olsen i den og mange kommer galt af sted. Så klap hesten eller lej en almindelig cykel hvilket også er muligt de fleste steder. Det er både billigere og væsentligt mere sikkert.
Links www.tourismthailand.org – det thailandske turistråds officielle hjemmeside rummer blandt andet en fyldig oversigtsguide med attraktioner og aktiviteter fordelt på provinserne samt rejserelaterede artikler og nyheder.
www.bangkokpost.com – Thailands største engelsksprogede avis er en pålidelig kilde til nyhedsinformation om det thailandske samfund. Internetudgaven rummer også en række gode rejseartikler, du kan bruge som inspiration i planlægning af din rejse.