Af Regitze og Mia

Streetart, streetfood og storbyvibes i Melbourne
Vi lagde ud i Melbourne – en farverig og multikulturel storby, hvor gamle sporvogne kører forbi vægge dækket af streetart, og hyggelige kvarterer gemmer på alt fra kaffebarer til vintagebutikker. Vi kastede os ud i byens kulinariske univers på en streetfoodtur og smagte os gennem retter fra hele verden – det føltes som en jordomrejse på én aften.

Kyst, kænguruer og kultur langs Great Ocean Road
Næste stop var Adelaide, men rejsen dertil var i sig selv et højdepunkt. Vi kørte ad den ikoniske Great Ocean Road, hvor kystklipperne rejser sig dramatisk over havet, og vandrede i de rå og vilde landskaber i Grampians Nationalpark. Undervejs mødte vi koalaer i trætoppene, hoppende kænguruer, nysgerrige wallabys, majestætiske emuer og det finurlige myrepindsvin.

Vild natur og vinoplevelser
Fra Adelaide tog vi videre til naturskønne Kangaroo Island – et paradis for dyreelskere. Her spottede vi både sæler, koalaer og kænguruer i deres naturlige element, omgivet af rå klippekyster og grønne landskaber. Vel tilbage på fastlandet hoppede vi med på en vinsmagningstur og nød de lokale dråber i det solbeskinnede vinland. Det sydlige Australien forstår virkelig kunsten at lave god vin – og at dele den med gæster.

Magiske øjeblikke i hjertet af Australien
Eventyret fortsatte mod Red Center, hvor vi landede midt i den rustrøde ørken. Vi tjekkede ind i stationære telte og satte kurs mod Uluru – lige i tide til en uforglemmelig solnedgang. Dagen efter stod vi tidligt op for at se solen stå op over Kata Tjuta og Uluru, og det var et syn, der gjorde os helt stille.
Ved Kings Canyon sov vi under åben himmel i ‘swags’ – og så Mælkevejen stråle klart på nattehimlen. At falde i søvn til stjerner og vågne op midt i intetheden var ren magi. Sidste dag i Red Center bød på vandring gennem Kings Canyons dramatiske landskab og møder med aboriginal kultur og myter – en stærk påmindelse om Australiens dybe historie.

Historie, vandfald og krokodiller
Vi rundede rejsen af i det nordlige Australien, hvor Darwin blev vores base. Herfra udforskede vi Kakadu- og Litchfield Nationalpark. I Kakadu blev vi fascineret af gamle hulemalerier og de historier, der gemmer sig bag – mens vi i Litchfield svømmede i naturlige stenpools og under brusende vandfald.
Det nordlige Australien er også hjem for krokodiller og et overvældende fugleliv – og sjovt nok opdagede vi her, at vi faktisk er lidt fugleinteresserede. Det krævede bare en tur til Australien.

Vil du også opleve Australien? Såfind inspiration til din Australienrejse i vores mange rejseforslag her.

Vores Australien-eksperter kan skræddersy din rejse efter dine ønsker og hjælpe med gode rejsetips, oplevelser, du ikke må misse, og alt det praktiske. Uanset om du drømmer om ø-hop, outback eller kysteventyr, hjælper vi dig med at gøre drømmene til virkelighed
Book et møde med en af vores Australien-eksperter her.
Til top