Vejret i Tanzania
Generelt kan Tanzania og Østafrika besøges hele året. Grundet sin placering ved ækvator findes der ikke sommer- og vintermåneder, men derimod opdeler man sæsonerne i enten regntid eller tørtid.
Dagtemperaturerne ligger året rundt på 22-28°C i gennemsnit. Om aftenen falder temperaturen på sletterne, så det er en god ide at medbringe varmt tøj.
Den store regntid falder fra midt marts til maj. Den lille regntid falder i november og december, hvor du skal forvente nogle kraftige, men ofte korte, regnbyger. I disse perioder er landskaberne frodige på sletterne og på Zanzibar skal du forvente, at der vil komme en regnbyge eller to i løbet af dagen/natten.
Tørtiden er fra slutningen af juni til oktober, hvor dyrene samles ved sletternes vandhuller og tilmed er det den bedste periode at tage på badeferie på Zanzibar, da der falder meget lidt regn.
Skal du på Kilimanjaro, er det bedste tidspunkt mellem de to regntider, hvor luften er klar og chancerne er størst for en bestigning i klart vejr.
Se vejr og klima i udvalgte områder i Tanzania.