Søg
Søg
Elefant, Tanzania
Serengeti, Tanzania
Hanløve, Serengeti NP, Tanzania
Flodhest ved Lake Manyara
Kilimanjaro
Kilimanjarao, Tanzania, Afrika
Kilimanjaro, Machame ruten, Tanzania, Afrika
Kilimanjaro, Tanzania, Afrika
Kilimanjaro, Tanzania, Afrika
Kilimanjaro, Tanzania, Afrika
Frugtmarked på Zanzibar
Zanzibar

Det ultimative Tanzania

Frapris pr. pers. v. 2 pers.

DKK 31.495,-

Varighed: 20 dage

Spot vilde dyr i tre af Tanzanias bedste nationalparker, bestig Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro og kom helt ned i gear på de hvide strande på Zanzibar.

Tanzanias nationalparker
De tre nationalparker Ngorongoro, Serengeti og Lake Manyara har hvert sit særpræg, og kombinationen af vilde dyr og netop disse tre parker giver dig nogle af de mest unikke naturoplevelser i Tanzania.
Ngorongoro er verdens største inaktive vulkankrater og et helt unikt naturfænomen. Krateret er 20 kilometer i omkreds og godt 600 meter dybt. I bunden af krateret lever et varieret dyreliv året rundt. Blandt andet kan du være heldig at se de sjældne sorte næsehorn, løvefamilier, flodheste, bøffelflokke, strudse, zebraer, hyæner og geparder.
Serengeti nationalparken dækker et areal på næsten 15.000 km2, og er det perfekte sted at opleve de store flokke af blandt andre gnuer, gazeller og zebraer. Der er samtidig god mulighed for at se løver og andre store rovdyr, da sletten er et paradis for dem.
I Lake Manyara nationalparken oplever du det rige dyreliv, som blandt andet tæller flodheste, elefanter, giraffer, aber, løver og mange flere.

Til toppen af Kilimanjaro
Kilimanjaros snedækkede bjergtop er et af de mest mindeværdige billeder, du kan få med hjem fra Østafrika. Det er Afrikas højeste bjerg og det højeste fritstående bjerg i verden. På denne tur følger du Machame ruten, som går for at være den smukkeste rute på Kilimanjaro. Den byder på et varieret landskab med store naturoplevelser og fantastiske udsigter. Her vandrer du gennem semi-tropisk regnskov, åbne hede- og lyngarealer, stenørken og stejle klipper samt gletsjervandløb, sne og is.

Særligt om Machame ruten
Machame er en af de længere og mere fysisk krævende ruter til toppen (du trekker i alt ca. 100 km), men ruten giver bedre mulighed for akklimatisering end mange af de andre ruter, hvilket betyder at du har større succes med at nå toppen. På Machame ruten sover du i telte, og går kun med din dagsrygsæk. Resten af oppakningen bliver båret af bærere, og maden tilberedes af en kok.

Smukke Zanzibar
På Zanzibar finder du nogle af verdens flotteste sandstrande med helt turkisblå vand og svajende palmer. Der er mange muligheder for forskellige aktiviteter som f.eks. at besøge de mange bountystrande og hyggelige landsbyer, opleve kæmpe landskildpadder og snorkle blandt imponerende koraller i Det Indiske Ocean.
Se alle vores andre fantastiske rejseforslag i Tanzania her

Sæson
Den bedste periode at bestige Kilimanjaro på, samt at tage på safari, er januar til marts samt juni til oktober, da dette er perioder med tørtid. Man kan godt tage af sted på andre tidspunkter, men der skal man være forberedt på regn og blæst.

Bemærk, at vejret er uforudsigeligt og meget omskifteligt på bjerget hele året, så det er vigtigt at have udstyret i orden, og altid være forberedt på regn og kulde.

Vejret på Zanzibar er bedst fra januar til marts, hvor februar er den varmeste måned på året. Igen fra juli til oktober kan temperaturene komme op på omkring 30 grader. Zanzibars regntid starter som oftest i slutningen af marts til start juni og har desuden en kort regnperiode i november og december.

Detaljeret beskrivelse

1. dag: Afrejse fra Danmark
Afgang fra Danmark mod Kilimanjaro International Airport i Tanzania, hvor du ankommer næste dag. Afhængig af flyselskabet, vil der være 1-2 mellemlandinger undervejs.

2. dag: Kilimanjaro International Airport – Arusha
Ved ankomst til lufthavnen, vil du blive hentet og kørt til dit hotel i Arusha. Overnatning på hotel i Arusha.

3. dag: Arusha på egen hånd
Dagen er til fri disposition. Arusha er centrum for mange turistattraktioner og du kan gå på opdagelse i byen der rummer museer, parker, caféer og restauranter med et stort udvalg af både nationale og internationale retter. Her er store som små markeder og souvenir butikker for enhver smag.
Overnatning på hotel i Arusha.

4. dag: Ngorongoro krateret
Du bliver hentet efter morgenmad og kørt til Ngorongoro Crater, verdens største inaktive vulkankrater. Turen fortsætter ned i det godt 600 meter dybe krater, hvor du kan opleve det vilde og varierede dyreliv. Blandt andet kan du være heldig at se de meget sjældne sorte næsehorn samt løvefamilier, flodheste, zebraer, hyæner og geparder.
Aftensmad i campen og overnatning i telt.

5. dag: Serengeti National Park
På rejsens femte dag kører du videre til Serengeti National Park, hvor du på turen har rig mulighed for at observere dyreliv i området. Undervejs på turen stoppes der ved det arkæologiske udgravningssted Olduvai Gorge, kendt som ”menneskehedens vugge”, hvor to millioner år gamle fossiler er fundet. Herefter eftermiddagssafari hvor løver, store flokke af gnuer, gazeller og zebraer kan spottes.
Aftensmad i campen og overnatning i telt.

6. dag: Safari i Serengeti
I dag venter en morgensafari i Serengeti. Mange af dyrene er mest aktive på denne tid af døgnet. Frokost tilbage i campen og derefter ud på eftermiddagsspotting af flere vilde dyr i Serengeti. Hele dagen er der store chancer for at møde ”The Big Five”: elefanter, bøfler, leoparder, næsehorn og løver.
Aftensmad i campen og overnatning i telt.

7. dag: Lake Manyara
Du kører fra morgenstunden til nationalparken Lake Manyara. Efter frokost er det tid til eftermiddagssafari i den sceniske park omkring søen Lake Manyara. Se om du kan spotte løverne der klatrer i træer og mød også elefanter, giraffer, bavianer, flodheste, leoparder og gazeller inden for kort afstand.
Overnatning i telt, Lake Manyara.

8. dag: Morgensafari i Manyara
Morgensafari i Manyara, hvor mange af dyrene er mest aktive. Efter morgenmad bliver du kørt tilbage til Arusha og herefter direkte til Moshi.
Overnatning på hotel i Moshi.

9. dag: Moshi - Kilimanjaro: Machame Camp
Du starter dagen tidlig med briefing om dit Kilimanjaro trek og du møder din gruppe som du skal trekke med. Du bliver derefter kørt til Machame landsbyen, hvor der gøres et kort stop. Guider og bærere forbereder og pakker forsyninger og dit udstyr til turen. Du får en frokostmadpakke med og har mulighed for at købe vand i landsbyen. Afhængig af vejforholdene, bliver du kørt til Machame Gate hvorfra dagens trek begynder. Hvis vejen er mudret, tager den tre kilometer lange strækning en times tid at gå. Efter ankomst til gaten og indregistrering, starter du vandringen gennem subtropisk skov op til Machame Campen i 2.980 meters højde. Frokoststop på vejen og ankomst til campen sen eftermiddag. Bærerne har slået dit telt op, og om aftenen kan du nyde en kop varm te samt aftenmaden som kokken har tilberedt. Temperaturen kan allerede den første nat nå frysepunktet.
Anslået trekking tid: 7 timer, 18 km.

10. dag: Kilimanjaro: Machame Camp - Shira Camp
Denne dag starter med en god opstigning der varer en lille times tid, hvorefter opstigningen fortsætter mere moderat de næste par timer over hedeland indtil frokost. Efter frokost og et lille hvil, fortsætter du langs den stejle klippekant igennem hede og lyngarealer mod Shira plateauet. Målet er Shira Camp i 3.840 meters højde.
Anslået trekking tid: 6 timer, 9 km.

11. dag: Kilimanjaro: Shira Camp - Barranco Camp
Efter morgenmaden fortsætter du østpå ad stenørken over gletsjervandløb, indtil du kommer til Lava Tower, hvor du er oppe i 4.630 meters højde. Her mærker mange effekten af højden første gang, men denne opstigning hjælper kroppen til hurtigere at akklimatisere. Efter frokost i nærheden af Lava Tower, begynder nedstigningen til Barranco Camp, som er beliggende i 3.950 meters højde, med udsigt til den imponerende Barranco Wall.
Anslået trekkingtid: 7 timer, 15 km.

12. dag: Kilimanjaro: Barranco Camp - Barafu Camp
Du sstarter dagen med at trekke eller klatre op ad Barranco Wall, som heldigvis er nemmere at forcere, end den ser ud til. Efter et hvil på toppen af væggen, vandrer du ned igennem Karanga Valley og spiser frokost i Karanga Camp.
Har du valgt at bruge en ekstra dag på trekket, er det som regel her der tages en ekstra overnatning, hvorfra der kan trekkes rundt i området eller slappes af ved campen.
Ellers fortsætter trekket efter frokost op til Barafu lejren i 4.550 meters højde, hvor du får et velfortjent hvil, inden du senere på aftenen skal begive dig ud på topforsøget.
Anslået trekkingtid: 7 timer, 13 km.

13. dag: Kilimanjaro: Barafu Camp – Topforsøg Uhuru Peak - Mweka Camp
Omkring midnat starter topforsøget til Uhuru Peak – Afrikas højeste punkt i 5.896 meters højde. Du gør et kort stop ved Stella Point i 5.685 meters højde for at nyde den spæde solopgang. De sidste par timers trek til Uhuru Peak foregår normalt i sne. Du nyder den smukke udsigt fra toppen og begynder nedstigningen tilbage til Barafu Camp. Her får du et velfortjent hvil og noget at spise. Du samler resten af dine ting, inden du vandrer ned til Mweka lejren, der ligger i 3.100 meters højde.
Anslået trekkingtid: 8 timer, 7 km. til Uhuru Peak og 7-8 timer, 23 km. til Mweka Camp.

14. dag: Kilimanjaro: Mweka Camp – Mweka Gate - Moshi
På trekkets sidste dag returnerer du til Mweka Gate gennem subtropisk skov, hvor du tager afsked med dit team og får dit trek bevis. Fra gaten gå du den korte tur tilbage til Mweka landsbyen, hvorfra du bliver kørt tilbage til dit hotel i Moshi til et tiltrængt varmt bad og en seng.
Anslået trekkingtid: 3 timer, 15 km. Overnatning på hotel i Moshi.

15. dag: Med fly til Zanzibar
Afrejse fra Moshi til Kilimanjaro International Airport, hvorfra du flyver til den eksotiske ø Zanzibar, der ligger øst for Tanzanias kyst. Ved ankomst på Zanzibar, bliver du kørt til dit strandhotel, hvor du bor de næste dage. Resten af dagen har du på egen hånd.

16.-18. dag: Opdag Zanzibar
På Zanzibar finder du nogle af verdens smukkeste sandstrande med helt turkisblå vand og svajende palmer. Der er rig mulighed for forskellige aktiviteter som fx at besøge de forskellige paradisstrande rundt på øen, hvor solbadning eller snorkling i det Indiske Ocean vil være oplagt. Zanzibar byder også på andre seværdigheder. Eksempelvis byen Stone Town hvor du finder små snævre gader fyldt med hyggelige souvenir butikker, caféer, restauranter og lokale markeder. Et andet besøgsværdigt sted er Changuu, også kaldet Prison Island, hvor du kan snorkle ved de imponerende koral rev. Derudover er der på denne ø en stor forsamling af kæmpe landskildpadder, som du har mulighed for at komme helt tæt på.
Overnatning på turistklasse hotel.

19. dag: Zanzibar – Danmark
Du bliver kørt til Zanzibar lufthavn i Stone Town, hvorfra hjemrejsen begynder.

20. dag: Ankomst Danmark
Efter at have oplevet det bedste af Tanzania ankommer du til Danmark.

Overnatning:
2 overnatninger i flyet til/fra Tanzania
2 overnatninger på hotel i Arusha
4 overnatninger i stationært telt på safari camps
2 overnatning på hotel i Moshi
5 overnatninger i telte på Kilimanjaro
4 overnatninger på hotel på Zanzibar

M = Morgenmad, F = Frokost, A = Aftensmad

OBS: Programmet er med forbehold for ændringer. Klimatiske forhold kan også medføre ændringer i programmet.


Bemærkninger

Kilimanjaro
Medbring kun det mest nødvendige på bjerget (maks 15 kg per person).

Der er portere med på turen som bærer alt udstyr og din store rygsæk, men vi anbefaler at du medbringer en lille dagsrygsæk. Heri kan du opbevare kameraudstyr, drikkevand, snacks, regntøj, varm fleece og andre nødvendigheder som du får brug for i løbet af dagen.

Vi anbefaler Europæiske ERV Rejseforsikring.

Trekket kan ikke anbefales til børn under 10 år.

Zanzibar
Vær desuden opmærksom på, om der er Ramadan i løbet af din rejse. På Zanzibar er 98 % af befolkningen muslimer, og selv som turist er det velset at gå med tøj under Ramadanen, der dækker skuldre og knæ og ikke spise og drikke på åben gade i løbet af dagen. De fleste lokale butikker og caféer er lukket i dagtimerne, mens større turisthoteller og afsidesliggende caféer har åbent for turister. Til gengæld liver øen op igen hver aften efter solnedgang, hvor de lokale spisesteder åbner. Den ultimative oplevelse er Ramadanens sidste festdage, kaldet Eid al-Fitr, som er fyldt med glæde, underholdning og lækkert mad.

Afrejsedatoer

Denne aktivitet starter hver dag.

Priser

Frapris pr. pers. v. 2 pers.

DKK 31.495,-


Prisbemærkning

Prisen er en frapris med forbehold for pladser, ændrede valutakurser og skatter og afgifter.

Fraprisen er taget med udgangspunkt i lavsæson priser. Reservationer i højsæson (fx jul/nytår og sommerferien) er normalvis højere end denne pris. Prisen er med forbehold for pladssituationen.

Gruppestørrelse

Gruppestørrelsen er på maks. 7 personer.

Sværhedsgrad

Hård

Prisen er inklusiv

  • Oversøiske flybilletter
  • Transport
  • Overnatninger
  • Nationalparkgebyr
  • Trekkingguide og bærer
  • 17 x morgenmad
  • 9 x frokost
  • 9 x aftensmad

Prisen er eksklusiv

  • Rejseforsikring og evt. afbestillingsforsikring
  • Visum
  • Måltider udover nævnt i inklusiv
  • Drikkevarer
  • Drikkepenge
Jysk Rejsebureau kan skræddersy din rejse præcis som du ønsker det. Denne tur er én af vores egne favoritter, men har du andre ønsker, sidder vores rejsekonsulenter klar til at opfylde din drøm.

Da Jysk Rejsebureaus ture, aktiviteter og hoteller er meget populære, har vi kun mulighed for at tilbyde disse til kunder, der også køber flyrejsen igennem Jysk Rejsebureau.

Bemærk, at deltagelse i trekking og ture er på eget ansvar, så husk at tegne rejseforsikring hjemmefra. Vi anbefaler Europæiske Rejseforsikring, der dækker disse aktiviteter uden ekstra tillæg.

Jysk Rejsebureau tager forbehold for programændringer, prisændringer og trykfejl.

Til top
Find os på: