Info om situationen i Mellemøsten Læs mere her
Vi er efterhånden blevet ret rutinerede i at rejse ud i verden som storfamilie, og efter en vellykket jul i Filippinerne var det tid igen. Ønskerne var mange – og kravene var klare:

• Varme
• Lækre badestrande
• God mad
• Et rejsevenligt land, hvor det er nemt at komme rundt og opleve

Valget faldt på Sri Lanka – og det viste sig at være det perfekte match for os.

Blød landing og madlavningskursus i Unawatuna
Vi startede i kystbyen Unawatuna, hvor vi fik en dejlig, blød landing i varmen. Dagene gik med at komme ovenpå efter tidsforskellen, lande i varmen og smage os igennem det lokale køkken. En af dagene tog vi med en lokal naturguide ud på en nærliggende flod, hvor vi plukkede blomster og frugter direkte fra grenene og holdt øje med aber og varaner, der klatrede i træerne over os. Turen sluttede med en cykeltur gennem landskabet til en lille grøntsagsbod, hvor vi handlede ind til frokost – inden vi mødte to lokale kokke, som lærte os alt om det smagfulde køkken, vi hurtigt blev ret vilde med.

Afskærmet ro i egen strandvilla
Herefter ventede en uge i Matara – i en privat villa direkte på stranden. Og ja… det her blev rejsens favorit. Villaen lå roligt og afskærmet, kun få skridt fra en nærmest mennesketom og helt magisk strand. Dagene stod på morgenture i sandet, surflektioner på den lokale surfskole og aftener, hvor vi gik langs vandet i solnedgangen for at finde et godt sted at spise. Her fik vi den friskeste tun, jeg nogensinde har smagt. Afslappet, ukompliceret og uden planer – i skøn kontrast til en hverdag, hvor der altid er noget, man skal.
En villa er nok den mest optimale boligform for den store familie: Alle får deres egne værelser, hvor man kan trække sig tilbage, når behovet for lidt alenetid melder sig. Og samtidig er der masser af fællesområder, både inde og ude. Her er der plads til både de morgenfriske, små rejsende og bedsteforældre, der gerne tager den med ro frem til frokost... ;)

Safari i Unawatuna Nationalpark
Da eventyrlysten begyndte at krible igen, tog vi på safari i Udawalawe Nationalpark. Her boede vi komfortabelt på et hotel lige uden for parken – et kompromis, der gjorde alle glade, med både pool og vilde oplevelser inden for rækkevidde. Vi så så mange elefanter, at vi mistede tællingen, søvnige vandbøfler, påfugle i fuld dans og aber, der hang på hovedet i træerne. Både de yngste og de ældste i familien var fuldstændig opslugt – og safarien blev uden tvivl en af rejsens helt store oplevelser.

Børnevenlig strandferie i Dickwella
Vi fortsatte til den lille strandby Dickwella, hvor tempoet igen blev sat ned. Et lille, hyggeligt hotel direkte ud til en lang og børnevenlig strand, bløde bølger og de samme genkendelige ansigter hver morgen. Her sænkede roen sig for alvor, og der var tid til det hele: sandslotte, lange bøger, finde muslingeskaller og middagslure i skyggen.
At vælge små, intime hoteller er endnu et godt tip til den store familie. Værelserne ligger side om side, personalet lærer hurtigt, hvordan bordene skal dækkes, så der er plads til alle, og ingen små rejsende forsvinder af syne for resten af familien.

I safaritelt i Yala Nationalpark
Efter at have sagt farvel til resten af familien fortsatte vi selv videre til Yala Nationalpark – denne gang med overnatning i safaritelt. Dagene var fyldt med safariture, middage omkring lejrbålet og gåture med naturguider. Simpelt, råt og virkelig nærværende med masser af tid til både hinanden og naturen.

På eventyr i det grønne højland
Kontrasterne fortsatte i Ella midt i Sri Lankas grønne højland. Her ventede teplantager, vandfald, zipline og højdebaner mellem trætoppene. Ella bød på frisk luft og eventyr – og her kom fleecetrøjen frem. Det føltes næsten som en helt anden verden end de tropiske strande i syd.

Canyoning og eventyr i Kithulgala
Fra Ella tog vi det berømte tog gennem bjerge, skove og tåge til bjergbyen Kithulgala – et populært sted for dem, der søger lidt ekstra adrenalin. Her kastede vi os ud i canyoning – en sjov aktivitet for hele familien, hvor vi sammen med en guide klatrede, hoppede og gled ned ad vandfald. En sjov og anderledes oplevelse!

Skildpadder og afslutning i Bentota
Rejsen sluttede i kystbyen Bentota, hvor alle indtrykkene fik lov til bundfælde sig. Her fik vi endnu et af rejsens helt store højdepunkter: en dag med nogle af landets mange havskildpadder. Vi brugte dagen på at grave æg ned i sandet, tage imod nyklækkede skildpaddeunger og hjælpe de små, få dage gamle unger sikkert ud i havet. Hele familien var tæt på bare at blive hængende og blive her!

Så hvordan opsummerer man Sri Lanka?
Et land hvor du kan gå fra tropiske palmestrande til te-plantager i bjergene på bare få timer. Det er nemt at rejse rundt, overraskende prisvenligt og fyldt med oplevelser for både store og små. Du føler dig velkommen overalt – og lokalbefolkningens smil, nysgerrighed og alle de særlige smage og dufte gør Sri Lanka til et sted, der bliver siddende i kroppen længe efter, du er kommet hjem igen.

Vil du også samle hele familien til et eventyr i Sri Lanka? Se alle vores rejseforslag her.
Rejse til Sri Lanka med familien – få de ultimative familieoplevelser!
Til top