Af Henrik Møller Nielsen

Når man hører ordet “safari”, tænker de fleste på savanner og løver. Men i Arktis venter en helt anden slags safari – en hvor isbjørne, hvalrosser og majestætiske gletsjere udgør landskabet. Jeg har netop været på en seks dages eventyrrejse til Svalbard, og det føltes som at træde ind i en anden verden – kun godt seks timers rejse fra Danmark.

På safari blandt isflager og gletsjere
Rejsen begyndte med en tur til Borabukta, en fjord omkranset af dramatiske fjelde og is. Her sejlede vi i en båd tæt på isen og spejdede efter dyreliv. Stilheden blev kun brudt af knitrende isflager og bølgernes vuggende rytme. Det føltes som at være langt væk fra al civilisation – selvom vi kun var 45 minutters sejlads fra Longyearbyen. Her spottede vi en isbjørn, der var i færd med at spise noget, der kunne ligne en sæl. Og de “dovne” hvalrosser, der lå på isen og sundede sig efter et måltid muslinger – De kan spise op til 100 kilo muslinger på en dag.

Med kurs mod 80 grader nord
Dernæst gik turen videre med ekspeditionsskibet MS Serenissima, hvor vi sejlede nordpå mod 80 grader nord. Undervejs oplevede vi smukke fjorde og historiske steder: gamle fangsthytter, forladte mineprojekter og tidligere hvalfangerstationer, som vidner om menneskets kamp for at overleve i det barske klima.
Et af højdepunkterne var mødet med kælvende gletsjere, hvor enorme isblokke brækkede af og styrtede i havet med et drøn, og vandreturene med de dygtige ekspeditionsguider på fjeldene. Vi besøgte også Ny-Ålesund – en af verdens nordligste bosættelser og en aktiv forskerby, hvor internationale forskere studerer klima og miljø. Det var også herfra, Roald Amundsen påbegyndte sin flyvetur til Nordpolen i 1926.

En oplevelse der sætter sig i kroppen
Jeg føler mig virkelig hjemme i den rå og barske arktiske natur, hvor jeg kan bruge timer på at spejde ud over havet efter hvaler, sæler og hvalrosser. Sammen med de enorme gletsjere og fjelde er det en stærk påmindelse om, hvor små vi er – og hvor vigtigt det er, at vi passer på vores natur og dyreliv.
Jeg har tidligere sejlet i det vestlige Svalbard i juli, hvilket var en helt anden oplevelse. Dengang var der mindre sne, og den sparsomme vegetation blomstrede. Denne rejse foregik i maj, hvor sne og is stadig dominerer landskabet og giver det et helt særligt, næsten urørt præg.

Vil du også på safari i Arktis?
Gå på opdagelse i vores rejseforslag til Svalbard her.

Til top