Info om situationen i Mellemøsten Læs mere her
16 dage
Inkl. fly og indtjekket bagage
Fra 22.950,-
Indhent tilbud Book møde 70 20 19 15
Utallige øer og vulkaner beskriver Indonesien godt, og denne rejse centrerer sig netop derom. Her skal du opleve flere af landets betagende øer, når turen går til Lombok, Gili Trawangan og Bali. Essentielt for rejsen er den tre-dage lange vandretur og bestigning af Mount Rinjani på Lombok, øens højeste punkt på 3726 meter. Der er tale om en fysisk krævende og meget smuk tur, som byder på storslåede udsigter, vulkansk aktivitet, dybe søer og nærkontakt med naturen. På Lombok skal du også opleve flotte lyse sandstrande, vandfald, landsbyliv og homestays.

Fra Lombok fortsætter du til Gili Trawangan, den største af Gili-øerne. Her kan du slappe af under palmerne og nyde roligt ø-liv efter aktive vandredage. Ønsker du mere aktivitet, er der rig mulighed for dage med dykning og snorkling blandt farverige fisk og koraller.

Sidste stop på rejsen er smukke Bali, hvor du har base i kulturelle Ubud, som byder på alt fra gallerier, markeder og vandring i risterrasser til vandfald, templer og caféliv. På Bali har vi inkluderet en sidste aktiv og meget givende oplevelse; du inviteres på en cykeltur gennem frodigt landskab og hyggelige landsbyer – den perfekte måde at opleve Bali på en anderledes og autentisk måde.

Dette er et forslag til, hvordan din aktive rejse i Indonesien kan se ud. Har du andre ønsker, kan du tale med din rejsekonsulent herom.

Få information og fakta om Indonesien her Se alle vores andre fantastiske rejseforslag i Indonesien her

Bedste rejseperiode

Indonesien kan besøges hele året, da her er en konstant temperatur på 28-32 °C året rundt.
Landet har to årstider. Regntiden fra november til marts, og tørtiden fra april/maj til oktober. De fleste rejsende foretrækker tørtiden, hvor vejret er mest stabilt, selvom du stadig skal regne med en byge i ny og næ. I regntiden kan det regne voldsomt, men som regel kun i kortere tidsrum ad gangen.

April til december er den bedste periode for bestigning af Mount Rinjani. Her er vejret mest tørt og stabilt. I perioden januar til marts er trails lukket.

Dagsprogram

Fold program ud
1. dag: Afrejse fra Danmark
Du påbegynder din rejse fra Danmark med fly mod Indonesien.
2. dag: Ankomst til Lombok
Du ankommer til øen Lombok i Indonesien. En privat chauffør tager imod dig i lufthavnen for dernæst at køre dig ca. 30 minutter til Kuta og et dejligt hotel i området. Her tjekker du ind og kan hvile ud ovenpå den lange rejse eller snuppe en dukkert i hotellets pool.
3. dag: På strandtur til Lomboks sydkyst
Efter morgenmad på hotellet er det tid til at pakke badetøj, solcreme og håndklæde. De mange smukke strande på sydkysten skal udforskes: Selong Belanak, Mawun Kuta og Segar Beach – alle kendt for deres kridhvide sandstrande. Frokosten er inkluderet og spises på en lokal restaurant, før turen går retur til dit hotel i Kuta. Du kan dernæst nyde resten af dagen på egen hånd. (M, F)
4. dag: Natursmuk køretur fra Syd til Nord
Du spiser morgenmad og tjekker ud. Turen går nu langs den grønne side af Lombok. Naturmæssigt er det en imponerende tur, hvor du kører gennem små landsbyer, hvor der dyrkes mange forskellige slags frugter. Sapit-området er kendt som den grønne dal, hvor der findes risterrasser, tobaksplantager og masser af grøntsager. Der er flere smukke udsigtspunkter, hvor der er mulighed for at tage nogle flotte billeder. Ved Pusuk Pass kan den imponerende Rinjani-vulkan nydes, som du siden skal prøve kræfter med at bestige. Turen fortsætter ned i dalen til Sembalun Bumbung og Sembalun Lawang – to landsbyer hvor der dyrkes store mængder hvidløg og løg. Om eftermiddagen tjekker du ind hos et lille homestay – enkel indkvartering, men i meget smukke omgivelser. (M, F)
5. dag: Vandfaldbesøg og ankomst til basecamp
Din tur mod nord fortsætter. Her vil du vandre ad trapper ca. 20 til 30 minutter for at nå det smukke Sendang Gili-vandfald. Undervejs kan du nyde flotte udsigtspunkter. Ved vandfaldet kan du dyppe fødderne eller snuppe en kølig dukkert. Herefter fortsætter turen til Senaru, der er basecamp for dit store vandreeventyr. Frokosten spises her, inden du tjekker ind hos et lille homestay – endnu en enkel overnatning. (M, F)
6. dag: Tre-dages Rinjani-trek skydes i gang
Du starter din vandretur på Indonesiens tredjehøjeste vulkan, Mount Rinjani. Du kan forvente en hård og meget smuk tur, og en udfording, som vil bringe minder til livet. Du har en trekkingguide og en porter med, som bærer telte, soveposer, liggeunderlag, mad og drikke. Du bærer selv din personlige oppakning. En lang dag på ca. ni timer i varieret landskab bringer dig til Senaru Crater Rim. På denne strækning er det muligt at se vilde orkidéer og ikke mindst de sorte aber. Krateret ved Segara Anak og Senaru byder på fantastiske udsigtspunkter. Der vil serveres frokost i løbet af dagen, og du overnatter i telt. (M, F, A)
7. dag: Vandring og varme kilder
Morgenmaden spises tidligt for, at du kan se solopgangen. Du vandrer ca. en halv time for at komme til stedet, hvor du kan nyde de første solstråler. Turen fortsætter derefter ned i krateret på Mount Rinjani. Her er der mulighed for at synke ned i varme kilder tæt på den lille vulkan, som vokser inde i det store krater. Herefter går turen op til den modsatte kraterrand – Sembalun Crater Rim – hvor den anden nat i telt tilbringes. Husk at medbringe varmt tøj (især i juli/august). (M, F, A)
8. dag: Sidste vandredag og videre rejse til Gili-øerne
I de sene nattetimer begynder turen mod det højeste punkt på Mount Rinjani. Herfra kan du forhåbentlig opleve en smuk solopgang med udsigt over søen, bjergene og en stor del af Lombok – og ikke mindst videre over til Bali. Du skal derefter ad samme rute retur mod basecamp, hvor der serveres morgenmad. Dernæst fortsætter du mod Sembalun. Ved ankomst kan du nyde en velfortjent frokost, inden turen går til Teluk Nare, hvor en privat speedbåd tager dig til Gili Trawangan. Her tjekker du ind på et dejligt hotel og kan glæde dig til dage med afslapning. (M, F)
9.-11. dag: Afslapning og fritid på Gili Trawangan
Efter nogle hårde vandredage er det tid til at slappe af og nyde ø-livet. Du bor på Gili Trawangan, der med sin omkreds på syv kilometer, er den største af Gili-øerne. Øen beskrives i mange turistbøger som livlig, men de nordlige og vestlige dele er fredelige. På den måde kan du opleve både liv og ro, afhængigt af hvad du ønsker. På den nordøstlige side ligger det lange strandområde, og direkte fra kysten er det muligt at opleve havskildpadder blot ved at snorkle. Ønsker du yderligere at opleve livet under havets overflade, kan du overveje at tage et dykkercertifikat. Tal eventuelt med din rejsekonsulent herom. På den sydøstlige side finder du den mere “travle” del, hvor restauranterne ligger side om side, og hvor der er lokale markeder og steder med livemusik. Den vestlige side er også i udvikling og har nogle smukke steder, hvor du kan opleve solnedgangen. (M)
12. dag: Videre rejse mod Bali
Du tager afsked med Gili-øerne og rejser med hurtigfærgen via Gili Air og Lombok til Padang Bai på Bali – en sejltur på ca. 2,5 time. Ved ankomst fortsætter du med delt transport til Ubud, hvor du skal nyde de næste dage. (M)
13. dag: På opdagelse i Ubud
Ubud kaldes ofte Balis kulturelle og spirituelle centrum. Det skyldes blandt andet byens mange yogastudier, retreats, wellnesscentre, holistiske behandlinger og templer. Tirta Empul, som huser hellige vandbassiner, er heraf blandt de mere kendte. Ubud har også en lang tradition for kunsthåndværk, herunder træskæring, maleri og batik. Byen er hjem for mange gallerier, kunstmuseer og kunstværksteder. Byens centrale marked er et livligt sted, hvor du kan købe alt fra håndlavede souvenirs til frisk frugt. Ligeså kan du gå på opdagelse i naturen blandt jungle, vandfald og risterrasser. Ubud er således et godt udgangspunkt for gåture. For eksempel kan du gå en tur i de berømte Tegalalang-risterrasser eller lægge vejen forbi Ubud Monkey Forest, som er hjem for vilde aber. Nyd en fuld dag, hvor du vælger, hvor vejene skal føre hen. (M)
14. dag: Adventure mountainbiking
I dag skal du opleve Bali på en anderledes måde. Dagen starter med en køretur op til Kintamani-krateret, hvor du får serveret et let morgenmåltid, mens du nyder udsigten over Batur-vulkanen og den store kratersø. Derefter fortsætter turen til stedet, hvor du får udleveret cykelhjelm, handsker, vand og selvfølgelig din egen mountainbike med håndgear. Efter en kort introduktion begynder den 25 kilometer lange tur, hvor det meste af tiden går ned ad bakke – men det går også lidt op ad bakke undervejs. Du cykler gennem rismarker, krydderiplantager og små landsbyer og gør flere stop undervejs for at se et lokalt hus og et tempel. Samtidig får du et godt indblik i det lokale liv, mens du cykler rundt. En fremragende tur fyldt med masser af indtryk. Turen afsluttes med en lækker buffet, hvorefter du vender tilbage til dit hotel efter en uforglemmelig oplevelse. (M, F)
15. dag: Med fly fra Bali mod Danmark
En privat chauffør henter dig på dit hotel og kører dig til Balis lufthavn i Denpasar. Herfra påbegynder du din flyrejse retur til Danmark. (M)
16. dag: Ankomst til Danmark
Du ankommer til Danmark efter en spændende og aktiv rundrejse i Indonesien.

Overnatninger

2 overnatninger på standardhotel i Kuta
1 overnatning i homestay i Sembalun
1 overnatning i homestay i Senaru
2 overnatninger i telt i forbindelse med Rinjani-hiket
4 overnatninger på standardhotel på Gili Trawangan
3 overnatninger på standardhotel i Ubud

Har du andre ønsker til overnatninger, kan du tale med din rejsekonsulent herom. Vær dog opmærksom på, at telt er eneste mulighed på Rinjani-trekket.

Bemærkninger

Rinjani-vandreturen kræver, at du er god i fysisk form og er vant til at vandre. Reglerne for, hvem der må bestige vulkanen, ændres løbende. Til tider kræver nationalparken at se en helbredserklæring før bestigningen. Bemærk, at der på trekket overnattes i telt. Det anbefales at medbringe varmt tøj, da temperaturen på vulkanen om natten kan falde ned til tæt på frysepunktet.

Vær opmærksom på, at højdesyge kan opstå uanset om du overholder de anbefalede retningslinjer på området. Du skal også være opmærksom på, at en del treks ikke overholder de anbefalede retningslinjer vedrørende for eksempel overnatningshøjde, da de ellers ikke kan gennemføres. Alle Jysk Rejsebureaus vandreture er gennemprøvede, og vi oplever yderst sjældent, at vores rejsende får højdesyge, som påvirker oplevelsen, dog er det ekstremt vigtigt, at du går ned i højde, hvis du mærker symptomer på højdesyge. Højdesyge er noget, der skal tages alvorligt. Du bør kontakte din læge og diskutere muligheden for at forebygge højdesyge i forhold til dit trek. Vi refunderer ikke trek, som bliver påvirket eller afbrudt på grund af højdesyge.

Søger du et mindre krævende trek, kan du skære en dag af Rinjani-turen, så toppen ikke bestiges. Eller du kan vælge et smukt og mindre krævende trek på Lombok såsom Anak Dara eller Bukit Pergasingan. Du kan få hjælp af din rejsekonsulent til at finde det rette trek.

Information

Hvad betyder frapris?

Prisen afhænger af rejseperiode, antal rejsende samt om du rejser med børn, og kan variere fra dag til dag afhængigt af pladssituationen på flyene. Derfor er denne pris en frapris. Kontakt os for en nøjagtig pris på din rejse.

Hvad er med / ikke med?

Længere nede på siden kan du se hvad der er inkluderet / ikke inkluderet i prisen.

Kan rejseforslaget ændres?

Ja, du kan få skræddersyet din rejse præcis som du ønsker det. Denne tur er én af vores egne favoritter, men har du andre ønsker, sidder vores rejsekonsulenter klar til at opfylde din drøm.

Afrejsedatoer

Dette er en individuel rejse, som kan startes når som helst. Rinjani-hiket kan dog kun udføres fra april til december.

Maj - oktober

Pakkeliste

  • Håndklæde og badetøj
  • Eventuelt eget snorklingsudstyr
  • Vandrefodtøj og sandaler
  • Tøj til både varme og kolde temperaturer
  • Regnslag eller regntøj
  • Skiundertøj til overnatning på Rinjani-hiket
  • Pandelampe
  • Eventuelt vandrestave
  • Kamera

Prisen er inklusiv

  • Flybillet Danmark – Lombok // Bali – Danmark (inkl. bagage)
  • Transport ifølge program med chauffører med et begrænset kendskab til engelsk
  • Speedbåd mellem Lombok og Gili og hurtigfærge mellem Gili og Bali
  • Overnatninger ifølge program
  • Måltider ifølge program
  • Alle ture som beskrevet inklusiv lokale engelsktalende guider, heraf Rinjani-vandretur inklusiv trekkingguide, lokal porter, vandtæt telt (størrelse L280 x B175 x H135 cm), sovepose, madlavningsudstyr, alle måltider som nævnt, to store vandflasker pr. dag, kaffe, te, sodavand, en øl om dagen, bærbare borde og stole samt entré til Rinjani Nationalpark
  • Minimum 15% rabat på rejseudstyr hos Jysk Rejsebureau
  • Tryghed på rejsen - nødtelefon åben 24/7
  • Dækning af pakkerejseloven og rejsegarantifonden

Prisen er eksklusiv

  • Rejse- og afbestillingsforsikring
  • Visum til Indonesien
  • Drikkepenge (i Indonesien er det god skik at give drikkepenge til servicepersonale)
  • Måltider og drikkevarer der ikke er nævnt i programmet
  • Turistskat for Bali (ca. 150.000 IDR pr. person)

Prisbemærkning

Fraprisen er taget med udgangspunkt i lavsæson-priser. Reservationer i højsæson (fx jul/nytår og sommerferien) er normalvis højere end denne pris. Prisen er med forbehold for pladssituationen.

Det med småt

Vær opmærksom på at programmet er med forbehold for ændringer. Klimatiske forhold kan også medføre ændringer i programmet.

Bemærk, at deltagelse i trekking og ture er på eget ansvar, så husk at tegne rejseforsikring hjemmefra. Vi anbefaler Gouda Rejseforsikring, der dækker disse aktiviteter uden ekstra tillæg.

Da Jysk Rejsebureaus ture, aktiviteter og hoteller er meget populære, har vi kun mulighed for at tilbyde disse til kunder, der også køber flyrejsen igennem Jysk Rejsebureau.

Jysk Rejsebureau tager forbehold for programændringer, prisændringer og trykfejl.

Rejsekonsulenter

Vi har fundet de konsulenter, der bedst kan hjælpe dig med ovenstående oplevelser.

Servicecentre i Indonesien

Vores centre hjælper dig, når du er afsted.

Servicecenter Indonesien

Indonesien

På servicecentret har du mulighed for at få indgående vejledning og information om Bali, f. eks. om transportmuligheder, nye trekkingruter og lokale festivaler.

Læs mere

Se alle vores gratis foredrag

Tilmeld dig her
Til top