18 dage
Inkl. fly og indtjekket bagage
Fra 28.995,-
Indhent tilbud Book møde 70 20 19 15
Dette rejseforslag er for dig, som søger adventure, natur og ikke mindst store trekkingoplevelser. På rejsen besøger du bl.a. små paradisøer, hvor du kan nyde sandstrandene, svømme, snorkle og opleve livet under vandet. Du overnatter på en malaysisk farm, inden du skal udforske en af Borneos frodige dale på quad bike i Kiulu. Rejsen tager dig med til toppen af et af Sydøstasiens højeste bjerge – Mount Kinabalu (4.095 m). I Crocker Range Nationalpark venter et nyt og uforglemmeligt trek til toppen af Mount Trusmadi (2.642 m). Ruten går via primitive stier, langs vilde floder og gennem små lokale landsbyer. Du overnatter på primitive campsites på dette trek, der er langt mindre besøgt end Mount Kinabalu. Din eventyrlige rejse afsluttes ved en af Borneos skønne strande, tæt ved Kota Kinabalu.

Se alle vores andre fantastiske rejseforslag i Malaysia her

Bedste rejseperiode

Turen afgår hele året. Det bedste rejsetidspunkt fra marts til oktober.

Dagsprogram

Fold program ud
1. dag: Afrejse fra Danmark
Afrejsetidspunktet fra Danmark afhænger af flyselskabet.
2. dag: Ankomst til Kota Kinabalu
Efter ankomst til Kota Kinabalu, bliver du hentet i lufthavnen og kørt til dit hotel. Resten af dagen har du til fri disposition.
3. dag: Kota Kinabalu på egen hånd
Kota Kinabalu er opkaldt efter det mystiske Kinabalu-bjerg med de høje forrevne tinder i byens bagland. Det er en afslappet by med en herlig udsigt til øerne langs kysten. Snyd ikke dig selv for en solnedgang, der danner et fortryllende farvespil i havet. Jysk Rejsebureau kan anbefale et besøg på en af de mange fiskerestauranter, eller lidt lokal shopping på et af byens markeder. (M)
4. dag: Vandring gennem mangroveskov i Tuanku Abdul Rahman Marine Park og snorkling
Når morgenmaden er spist, går turen med båd til en af de små, eksotiske øer i Tuanku Abdul Rahman Marine Park, ikke langt fra Kota Kinabalu. Du udforsker den lille ø på egen hånd, hvor du kan vandre ad junglestier, snorkle i krystalklart vand og spotte koraller samt farvestrålende fisk. Spis din frokost på stranden (en simpel madpakke), og nyd de eksotiske omgivelser, før du sidst på eftermiddagen sejler tilbage til Kota Kinabalu. (M, F)
5. dag: Kiulu Valley – farmstay
Dagen starter med en ca. 45 minutters køretur gennem det frodige landskab. Du gør et kort stop på et lokalt marked, og der vil være flere naturskønne udsigtspunkter undervejs til Kiulu Valley, som betyder "Dalen af Tågen". Efter ankomsten til landsbyen Kampung Mantob vil du blive mødt af en af farmens ansatte, som vil vise dig rundt, og du kan prøve kræfter med forskellige aktiviteter i landsbyen. Herefter nyder du en lokal frokost, inden du får mulighed for at vandre en kort tur i det smukke landskab. Sidst på eftermiddagen kan du tage en svømmetur i Kiulu-floden eller bruge tiden på egen hånd inden din aftensmad. (M, F, A)
6. dag: Farmstay – Quad bike – Kundasang
Denne morgen vågner du ved solens første stråler i den ofte kølige og disede Kiulu Valley. Efter morgenmaden skal du ud at køre på quadbike i området. Der vil være en gennemgang af sikkerhed og kørsel, før turen starter. Efter denne briefing skal du i gang med et adrenalinfyldt eventyr gennem fantastiske landskaber i denne naturskønne dal. På turen passerer du rismarker, plantager, skove og små landsbyer. Du spiser frokost på turen, inden du fortsætter din rejse mod Kundasang, hvor Mount Kinabalu venter på dig. Turen til Kundasang tager ca. 3 timer. (M, F)
7. dag: Kundasang – Mount Kinabalu
Denne dag starter du roligt ud, så du kan være frisk til den kommende 2-dages trekkingudfordring på Sydøstasiens højeste bjerg, som måler 4.095 m. Efter morgenmaden tager du med guide til Kinabalu Park. Her udforsker du parken med en botanikers perspektiv og får indsigt i de mange eksotiske planter og blomster, der udgør denne unikke park. Besøg Uddannelsescentret og Mountain Garden, som ligger ved Kinabalu Parks hovedkvarter. Hvis tiden og vejret tillader det, kan du tage en guidet vandretur på en af stierne i den smukke og eksotiske skov. Overnatningen denne dag er i fælles sovesal ved parkens hovedkvarter. (MF)
8. dag: Mount Kinabalu – vandring fra 1828 meter til 3261 meter
I dag starter trekkingturen på Mount Kinabalu og turen til toppen er både udfordrende og på samme tid en meget fascinerende oplevelse. Fra startpunktet i bunden af Mt. Kinabalu park og til toppen af dette billedskønne bjerg, vil du opleve skiftende vegetation og ikke mindst enestående udsigter over store dele af Malaysisk Borneo. Området er på UNESCOs verdensarvsliste for, at være et af de vigtigste biologiske steder i verden pga. den specielle fauna og flora som findes i og omkring Mount Kinabalu. Der findes mange specielle plantearter langs vandreruten. Du starter ved Timpohon gaten i 1828 meter og efter 4-6 timers trekking ankommer du til Laban Rata i 3261 meters højde. Her skal du sove i fælles sovesal. Der findes en enkelt restaurant på stedet. Prisen er eksklusiv kamera gebyr, porter til at bærer din taske, samt engelsktalende guide. Jysk Rejsebureau anbefaler at du kun medbringer det mest nødvendige på din trekkingtur. (M, F, A)
9. dag: Topforsøg på Mount Kinabalu (4.095 m.)
Din opstigning mod toppen starter allerede kl. 03:00, så du har en god chance for at nå toppen i 4.095 m. før solopgang omkring 06:00. Her venter dig en stor oplevelse idet solen står op over Mount Kinabalu. Fra toppen vandre du ned af bjerget, hvor du ankommer ove rmiddag til bunden af Mount Kinabalu. Herfra kører du tilbage til Kota Kinabalu sidst på eftermiddagen, hvor du ankommer i løbet af aftenen. (M, F)
10. dag: Kota Kinabalu på egen hånd
Du har en hel dag i Kota Kinabalu fri disposition. Du kan bl.a. opleve byen på egen hånd, nyde strandene vest for Kota Kinabalu eller bruge tiden på øerne ud fra Kota Kinabalu. Byens centrale marked er også en skøn oplevelse – markedet er mest livligt om morgenen, når fiskerne kommer med deres fangster, og kvinderne fra bjerglandsbyerne bringer frugt og grøntsager, der skal sælges på markedet. Det er også interessant at slentre rundt i pælelandsbyen Kampong Ayer på kanten af havet, og vil man have lidt viden om de lokale samfund, er statsmuseet og byens moske værd at besøge. Statsmuseet er bygget i beton, men i stil med traditionelle langhuse, og det rummer en fin samling af kulturskatte fra forskellige stammefolk på Borneo. (M)
11. dag: Kota Kinabalu - Sinua Village i Crocker Range National Park
Du skal på et meget udfordrende og ikke mindst eventyrligt trek i Crocker Range Nationalpark, hvor du bl.a. skal trekke til toppen af Mount Trusmadi. Parken har siden 1984 været Borneos største nationalpark og er dækket af skov langs bjergkæden, som strækker sig i en sydvestlig retning fra Mount Kinabalu mod Sabah og til grænsen af staten Sarawak. Tidligere var der ingen veje fra Crocker Range til kystbyerne. De eneste veje var simple ridestier, som forbandt de isolerede landsbyer med kysten. Disse primitive stier er siden blevet kendt som "Salt Trail", og det er netop disse stier, du skal vandre på i de næste dage. Det er vigtigt, at du er opmærksom på, at denne trekkingtur bestemt ikke er for alle og enhver, da en stor del af turen går på simple og ofte ufremkommelige stier. Du bliver hentet på dit hotel omkring middagstid og kørt til Sinua Village ved foden af Mount Trusmadi, i hjertet af Crocker Range Park. Her ankommer du efter ca. 4 timers kørsel til Camp 1. Lejren er primitiv og omgivet af landbrugsjord ved grænsen til Trusmadi Forest Reserve. Her spiser du aftensmad, før du går til ro i hængekøje i fælles sovesal i Camp 1. (M,F,A)
12. dag: Start på Mount Trusmadi trek
Efter morgenmaden starter dagens vandring med en samlet længde på 8 kilometer og en højdeforøgelse på 1000 meter. Stien stiger støt og roligt over de 4-6 timers trekking. Skoven er smuk, og der er vand tilgængeligt langs det meste af stien, som følger en flod. Ved ankomsten til Camp 2 kan du nyde frokost og har derefter eftermiddagen til at tage nogle korte gåture omkring lejren, hvor du kan spotte krybdyr, padder, pattedyr og fugle. Du kan nyde udsigten over Crocker Range fra det smukke udsigtspunkt ved Camp 2. Efter aftensmaden er der en valgfri aftenvandring for at spotte det nataktive dyreliv. Overnatning i hængekøje i fælles sovesal i Camp 2. (M,F, A)
13. dag: Til toppen af Mount Trusmadi
Dit topforsøg starter midt om natten, hvor du cirka klokken 02.00 bliver vækket og spiser en hurtig morgenmad, før dagens vandring begynder. I dag er stien stejlere, med reb i de glatte sektioner. Afstanden til toppen er 4 km, med en højdeforøgelse på 1.000 meter. Efterhånden som stien stiger, ændrer skovtypen sig til hede- og sumpområder, og krukkeplanter dukker op overalt på stien. De mest almindelige er Nepenthes Lowii og Nepenthes Villosa. Du ankommer til toppen lige før solopgang for at nyde den fantastiske udsigt over Mount Kinabalu og Borneo nedenfor, hvis skydækket tillader det. Efter solopgang stiger temperaturen igen, og du bevæger dig langsomt retur til Camp 2. På vejen udforsker du de unikke planter og det smukke bjerglandskab i dagslys. Ved ankomsten til Camp 2 spiser du frokost og kan tilbringe resten af eftermiddagen med at slappe af og hvile de trætte ben. Overnatning i hængekøje i fælles sovesal i Camp 2. (M, F, A))
14. dag: Trekking i Crocker Range Nationalpark - Strandresort ved Kota Kinabalu
Du spiser morgenmad, inden du igen begiver dig ud på turens sidste vandredag. Dagens trek går ned fra Camp 2 til Camp 1. Her ankommer du omkring frokosttid, og nyder et sidste måltid i den skønne natur, før der er ca. 4 timers transport tilbage til strandområdet nord for Kota Kinabalu. Her overnatter du på et dejligt strandresort, og du kan velfortjent hvile kroppen ovenpå to skønne trekkingture. (M, F)
15-16. dag: Strand og afslapning
Her venter dig nogle skønne og afslappende dage ved vandet efter nogle særdeles udfordrende dage på Mount Kinabalu og Mount Trusmadi. Du overnatter ved de skønne strande, der ligger ca. 30 kilometer nord for Kota Kinabalu. (M)
17.dag: Hjemrejse til Danmark
I dag begynder din hjemrejse. Du bliver hentet på dit resort, kørt til lufthavnen i Kota Kinabalu og påbegynder din rejse til Danmark. (M)
18.dag: Ankomst Danmark
Du ankommer til Danmark med rygsækken fuld af oplevelser og skønne minder fra Borneo.

Overnatninger

3 overnatninger i Kota Kinabalu - Hotel Shangri-La - Deluxe værelse
1 overnatning i Kiulu Valley - Kiulu Valley Homestay - Fælles bad & toilet
1 overnatning i Kundasang - Kinabalu Pine Resort - Standard værelse
2 overnatninger ved Mount Kinabalu trek - Fælles sovesal - Fælles bad & toilet
2 overnatninger i Kota Kinabalu - Hotel Shangri-La - Deluxe værelse
3 overnatninger ved Mount Trusmadi trek - Fælles sovesal i hængekøje - Fælles bad & toilet
3 overnatninger i Karambunai - Nexus Resort Karambunai & Spa - Garden Deluxe værelse

De nævnte overnatningssteder er vejlendende for denne rejse.

Jysk Rejsebureau kan tilbyde alt fra hostels til budget eller standardklasse hoteller og luksusresorts.

Bemærkninger

Denne rejse er fyldt med adventure og udfordrende trekkingoplevelser. Vi anbefaler turen til personer, der er i god form, og til dig som er meget eventyrlysten. Rejsen er ikke for alle, og overnatningerne på de to trekkingture er primitive.

Det er muligt at tilkøbe ture og oplevelser på rejsen, der ikke indgår i rejseforslaget.

Dette er et forslag til en oplevelsesrig rejse til Malaysia. Du kan få skræddersyet din rejse, præcis som du ønsker det. Vores dygtige rejsekonsulenter er klar til at opfylde lige netop din rejsedrøm. På denne rejse vil du opleve temperaturer ned til frysepunktet, så selvom du rejser i Sydøstasien, skal du have varmt tøj med.

Information

Hvad betyder frapris?

Prisen afhænger af rejseperiode, antal rejsende samt om du rejser med børn, og kan variere fra dag til dag afhængigt af pladssituationen på flyene. Derfor er denne pris en frapris. Kontakt os for en nøjagtig pris på din rejse.

Hvad er med / ikke med?

Længere nede på siden kan du se hvad der er inkluderet / ikke inkluderet i prisen.

Kan rejseforslaget ændres?

Ja, du kan få skræddersyet din rejse præcis som du ønsker det. Denne tur er én af vores egne favoritter, men har du andre ønsker, sidder vores rejsekonsulenter klar til at opfylde din drøm.

Afrejsedatoer

Denne rejse kan påbegyndes hver dag.

Gruppestørrelse

Ture og udflugter på denne rejse foregår i mindre grupper.

Juli - September

Pakkeliste

  • Solcreme
  • Solhat eller kasket
  • Vandrestave
  • Praktisk tøj
  • Gode vandresko
  • Regntøj
  • Trekkingtøj
  • Varmt tøj
  • Badetøj
  • Lommelygte
  • Insektmiddel
  • Vandflaske
  • Kamera
  • Kikkert

Prisen er inklusiv

  • Flybillet Danmark - Kota Kinabalu // Kota Kinabalu - Danmark
  • Overnatninger og måltider ifølge program
  • Transfers i følge program
  • Farmstay med aktiviteter og quad bike tur
  • Guidet tur ved Mount Kinabalu Park
  • Trek til Mount Kinabalu med guide og inklusiv trekking tilladelse
  • Trek til Mount Trusmadi med guide og inklusiv trekking tilladelse
  • Minimum 15% rabat på rejseudstyr hos Jysk Rejsebureau
  • Tryghed på rejsen - nødtelefon åben 24/7
  • Dækning af pakkerejseloven og rejsegarantifonden

Prisen er eksklusiv

  • Rejse- og afbestillingsforsikring
  • Måltider udover de nævnte i programmet
  • Drikkevarer
  • Ture og udflugter der ikke er nævnt i programmet
  • Drikkepenge til guider
  • Snorkeludstyr - dette kan lejes lokalt
  • Turistskat - dette opkræves lokalt
  • Tillæg for kameratilladelser (Mount Kinabalu Trek)

Prisbemærkning

Obligatorisk turistskat i Malaysia
Vær opmærksom på at der i Malaysia og på Malaysisk Borneo pålægges turistskat pr. værelse pr. overnatning. Turistskatten kan ændres af de Malaysiske myndigheder med kort varsel. Satsen pr. 1. januar 2024:

• RM 10 pr. værelse pr. nat

Turistskatten skal betales lokalt, og vil blive opkrævet ved check-in eller check-out.
Vi har desværre ikke mulighed for at inkludere dette på forhånd.

Vi anbefaler at der hæves og medbringes tilstrækkelig lokal valuta før man forlader de større byer, da muligheden for betaling med kreditkort - og hæveautomater – kan være begrænset.

Fraprisen er taget med udgangspunkt i lavsæson priser. Reservationer i højsæson (fx jul/nytår og sommerferien) er normalvis højere end denne pris. Prisen er med forbehold for pladssituationen.

Det med småt

Vær opmærksom på at programmet er med forbehold for ændringer. Klimatiske forhold kan også medføre ændringer i programmet.

Bemærk, at deltagelse i trekking og ture er på eget ansvar, så husk at tegne rejseforsikring hjemmefra. Vi anbefaler Gouda Rejseforsikring, der dækker disse aktiviteter uden ekstra tillæg.

Da Jysk Rejsebureaus ture, aktiviteter og hoteller er meget populære, har vi kun mulighed for at tilbyde disse til kunder, der også køber flyrejsen igennem Jysk Rejsebureau.

Jysk Rejsebureau tager forbehold for programændringer, prisændringer og trykfejl.

Rejsekonsulenter

Vi har fundet de konsulenter, der bedst kan hjælpe dig med ovenstående oplevelser.

Se alle vores gratis foredrag

Tilmeld dig her
Til top