Den 7. januar slår rejsearrangøren Jysk Rejsebureau, der siden 1984 har skræddersyet rejser til eventyrlystne danskerne, dørene op til sit femte kontor; i Kolding.

I de historiske lokaler på havnen - tæt på tog og gratis parkeringspladser - kan rejselystne koldingensere nu få personlig rejserådgivning til hele verden. Inden længe vil kontoret også afholde gratis rejseforedrag.

På den gamle del af Kolding Havn - kun fem minutters gang fra togstationen - kan koldingensere fra på mandag den 7. januar få skræddersyet rejserådgivning til hele verden. Her slår rejsearrangøren Jysk Rejsebureau, der også har kontor i Aalborg, Aarhus, Herning og København, nemlig døren op til deres femte danske kontor.

- Danskernes rejse- og eventyrlyst er støt stigende - over hele landet - og derfor er det vigtigt for os også at kunne tilbyde rejserådgivning ansigt til ansigt i Trekantområdet. Nu glæder vi os til at se, om koldingenserne har lige så meget eventyr i blodet som resten af Danmark, forklarer Niels Amstrup, direktør i Jysk Rejsebureau, der gennem de seneste seks år har fordoblet sin omsætning og i dag skræddersyer omkring 20.000 rejser årligt.

Berejste medarbejdere om bord
Til at drive det nye Kolding-kontor har Niels Amstrup i første omgang ansat fire lokale rejserådgivere. Jysk-teamet tæller dermed over 100 rejseeksperter på tværs af landet.

- Besøgende på vores Kolding-kontor kan forvente at møde nogle meget berejste og passionerede rejseeksperter, der kan skræddersy nogle rejser, som man ikke selv kan planlægge hjemmefra. To af dem har meget lang og bred erfaring inden for rejsebranchen, mens de andre to er nye i rejsebranchen - de har til gengæld har meget stor rejseerfaring. Tilsammen dækker de stort set hele verden - og hvis der skulle være et "sort hul", kan de helt sikkert henvise til en af vores mange andre kolleger. Det er sjældent, vi kommer til kort på rejseekspertise; men man er da velkommen til at udfordre os, smiler direktøren.

Velvalgt beliggenhed
Rejsearrangørens nye Kolding-kontor får adresse på Sønder Havnegade 34, der tidligere har huset henholdsvis en sejlmager, en bank og senest en ejendomsmægler. At Jysk Rejsebureau faldt for lige netop denne bygning skyldes flere ting.

- Vi ville gerne finde nogle lokaler med charme og sjæl, og dét har dette knap 100 år gamle hus. Samtidig er havnen jo et sted, hvor rejser starter og slutter - det, synes vi, passede godt til os. Og så er der masser af gratis parkeringspladser lige overfor, ligesom det er nemt for danskere fra andre byer at besøge os her i Kolding, siger direktøren, der lover friskbrygget kaffe på kanden i de rustikke og eksotisk indrettede lokaler:

- Vi får snart leveret vores nye, smarte kaffemaskine, så man er meget velkommen ind forbi til en kop kaffe - både hvis man overvejer at bestille en rejse, eller hvis man bare er nysgerrig og vil have en uforpligtende rejsesnak.

Fra marts måned - når de "lige er faldet til", som Niels Amstrup udtrykker det - afholder Jysk Rejsebureau gratis rejseforedrag på Kolding-kontoret, ligesom på de øvrige kontorer. Nærmere information kan findes på hjemmesiden inden længe.

Praktisk information
Jysk Rejsebureaus femte kontor åbner den 7. januar kl. 9.00 på Sønder Havnegade 34, 6000 Kolding.

Kontoret er åbent mandag-fredag kl. 9-17 (torsdag kl. 11-17). Der er lukket i weekenden.

Om Jysk Rejsebureau
Jysk Rejsebureau åbnede i Århus i 1984 og har i dag 100 ansatte. Virksomhedens mange rejsekonsulenter har rejst i mere end 140 lande tilsammen og skræddersyer årligt ca. 20.000 eventyrlige rejser til hele verden. Jysk Rejsebureau har i dag kontorer i Aarhus, Aalborg, Herning og København - og nu Kolding.





Kolding, Jysk Rejsbureau
Til top