Af Camilla

Kort om dig: Hvem er du?
Jeg hedder Camilla, og efter jeg blev student, var planen at holde et enkelt sabbatår for at give mig selv en lille pause fra bøgerne. Jeg brugte de første otte måneder på at arbejde og spare penge sammen, til hvad skulle have været en fire måneders rejse. Jeg blev bidt af den såkaldte ‘travel bug’ og har efter godt halvandet år endnu ikke fundet vejen hjem.

Læs om mulighederne for sabbatår i udlandet her.

Hvilke lande har du besøgt, og hvem rejste du med?
Jeg er siden, jeg var helt lille, blevet slæbt rundt i det meste af Europa. Jeg har siden kastet mig ud i lidt større eventyrer og rejste i marts 2016 ud med en veninde, hvor destinationerne var New Zealand, Australien, Malaysia og Phillippinerne.

Da de fire måneder kom til ende, var jeg langt fra klar til at rejse hjem, men fortsætte på en tom pengepung kunne jeg heller ikke.

Jeg havde forelsket mig i Australien, kendte landet og havde på min tur mødt andre backpackere, som for at få deres rejse til at vare længere arbejdede deres vej rundt. Jeg havde intet at tabe og valgte derfor at tage chancen og rejse tilbage uden at vide, hvad der ventede mig.

Find alle vores rejseforslag til Australien her.

Hvad inspirerede dig til at rejse ud med rygsækken?
Jeg har altid haft en eventyrlyst og været drevet af min nysgerrighed. For mig er verden alt for stor til ikke at skulle opleves. Det ukendte er både tillokkende og afskrækkende. Når det drejer sig om at rejse, er der et valg; man kan blive hjemme i de trygge rammer og aldrig finde ud af, hvad man går glip af, eller man kan tage afsted og finde ud af det. Der er ikke noget at tabe, men alt at vinde. Det værste, der kan ske, er, at man må bestille en flybillet hjem igen. Jeg har hørt alt for mange sige; “Jeg ville ønske, jeg havde fået fingeren ud i en tidligere alder og prøvet det af, mens jeg havde muligheden for det”. Livet er alt for kort til ikke at få det afprøvet, og jeg ville ærgre mig max, hvis aldrig jeg fik taget mig sammen til at tage afsted.

Dit bedste rejsetip, hvis man skal ud som backpacker for første gang?
Det er en god idé at give plads til spontane oplevelser og input udefra. Det er umuligt at forudse, hvordan din rejse kommer til at se ud, før du kommer afsted. Mange tror, at verden er et stort og farligt sted, men den er kun så stor og farlig, som du selv gør den til. Hvis du går og overvejer at tage afsted, er det bare med at få billetten bestilt. Stort set alle støder på et eller flere bump undervejs, men har man sin sunde fornuft med sig, kommer man langt. Jeg har endnu ikke mødt en udfordring, jeg ikke har kunnet overkomme. Det har da ikke altid været lige sjovt at stå og tomle i minusgrader uden jakke, for så efterfølgende at skulle campere i både regn og blæst i et hverken vind- eller vandtæt telt uden liggeunderlag. Eller glemme sko til et 30 kilometers hike i outback Australien. Godt nok er nogle ting blevet lært på den hårde måde, men hvad indtil videre ikke har taget livet af mig, har givet mig en oplevelse og en lektie at tage med videre. Jeg er altid kommet ud på den anden side, og har lært at tage selv de mest pressede situationer med et smil.

Læs mere om backpacking her.

Hvilke forberedelser gør du normalt inden en rejse?
Forberedelse og planlægning har jeg aldrig været stor fan af. Så længe de vigtigste ting som pas, flybilletter, forsikring osv er på plads, kommer resten altid af sig selv. Det er altid en god idé at danne sig en idé om, hvilken rute der er god at tage, og hvilke seværdigheder er et mustsee. Jeg er selv lidt af en skovl, når det kommer til det, og har sjældent en idé om, hvad dagen i morgen vil bringe. Chancen for at en eventuel plan ændrer sig er lig 100. Så personligt er jeg bedst til at tage det, som det kommer og lade ideer og inputs udefra danne min rejse.

Hvorfor er det så fedt at rejse med rygsæk?
Absolut intet kan slå den frihed, det er at rejse rundt med sit lille hjem på ryggen. Det er simpelt, primitivt og tager dig til de mest fantastiske steder. At rejse er en passage gennem andre menneskers liv og andre menneskers steder. Det nedbryder fordomme og åbner dine øjne. Med kun en lille backpack som mit hjem på ryggen har jeg aldrig været så fattig på ting og samtidig så rig på liv, oplevelser og livslange venskaber, som jeg er i dag.

Hvordan finder du tid og penge til at realisere drømmen?
Som sagt brugte jeg otte måneder af mit første sabbatår på at spare sammen, til hvad var en planlagt fire måneders rejse, hvorefter jeg besluttede at rejse tilbage til Australien for at finde arbejde. Målet var at få min rejse til at gå i nul og egentlig bare tjene til dagen og vejen, og samtidig få én på opleveren. Ikke mange troede på, at det kunne lade sig gøre, men det lykkedes og jeg har uden tvivl haft den bedste tid i mit liv. Jeg har blandt andet prøvet kræfter med både farmwork og hostel-arbejde, og er heldigvis kommet ud på den anden side med et overskud, som vil gå til min videre rejse igennem Indonesien og Asien.

Dit personligt bedste rejseminde eller din sjoveste historie ’from the road’?
Hmm... den er svær! Jeg har oplevet så mange ting, at det er svært at veje oplevelserne op mod hinanden, da de alle har været vidt forskellige og uforglemmelige på hver deres måde. Min rejse har taget mig forbi storslåede steder ligefra storbyer til ørken, regnskov, bjerge, vandfald og vulkaner til smukke hvide sandstrande. Noget som for mig har været en helt særlig oplevelse, har været at slå mig ned i et andet land og blive en del af en anden kultur. Ved at arbejde på et hostel her i Australien, har jeg ikke alene fået erfaring inden for hospitality, men også mødt mennesker fra hele verdenen. Her har jeg fået en lille familie og venner for livet.

Hvad er dit bedst pakketip, og hvad rejser du aldrig uden?
Efter at have lært det på den hårde måde bliver backpacken aldrig pakket uden en jakke, et par gode sko og en sovepose. Da jeg rejste rundt på New Zealand, vidste vi aldrig, hvor vi ville komme til at tilbringe natten. Om det så var på et lufthavnsgulv, i et telt eller i det fri, var jeg taknemmelig for, at soveposen havde fået en plads i tasken. Uanset hvor i verden, turen går hen, kan det meste findes og købes herude.

Find vores backpacker pakkeliste her.

Hvilke lande er på din bucket list, og hvad lægger du vægt på, når du vælger en destination?
Når mit år her i Australien er gået, sætter jeg kurs mod først Indonesien og dernæst Asien. Den muligvis næste store rejse og drøm er at købe en van og drøne igennem Canada. Det er ofte andre backpackere, der deler ud af deres rejseglæder, som inspirerer mit valg af næste destination.

Andet du gerne vil dele fra livet som rygsækrejsende?
I starten fandt jeg det utrolig skræmmende at rejse på egen hånd. Det er det langt fra. Som backpacker er du ofte omgivet af andre backpackere, ligesom dig, som alle ved, hvordan det er at rejse, forandre, lære, vokse og opleve. I er alle i samme båd, hvilket gør det nemt at falde i snak med mennesker, du normalt ikke ville falde i snak med derhjemme. Jeg har mødt de mest fantastiske mennesker, lavet livslange venskaber og haft den fedeste tid i mit liv. Det er bare at tage skridtet og springe ud i det!

Tak til Camilla for at dele sin rejseglæde med andre!

Se alle vores jordomrejser her.

Camilla, Interview
Camilla, InterviewCamilla, InterviewCamilla, InterviewCamilla, InterviewCamilla, InterviewCamilla, InterviewCamilla, InterviewCamilla, InterviewCamilla, Interview
Til top