Mens nogle har sirlig orden i deres rygsække, så de altid ved lige, hvor de skal række ned for at grave en tandstik eller en ekstra solcreme frem, så er der andre, som lever bedst med kaos i tasken.

Uanset din personlige pakke-stil, så findes der nogle grundlæggende gode råd til, hvordan du bedst pakker din rygsæk, når du skal på backpacking, så du er sikret en god balance i den store taske, og så du ved, at der er plads til alle de ting, du skal have med på rejsen.

Er du i tvivl om destinationen for dit backpackereventyr? Find inspiration til din backpackerrejse her.

Hos Jysk Rejsebureau er vi mange inkarnerede backpackere, som tilsammen har pakket flere hundrede rygsække gennem tiden. Vi har samlet vores viden og erfaringer i 10 tips til, hvordan du bedst pakker din rygsæk.

1. Tung i bund
De tunge ting skal nederst i tasken og helst ind mod ryggen. På den måde bliver din rygsæk mest behagelig at bære på. Har du mange tunge ting, er et godt tip at pakke tasken sådan, at det tungeste ligger ind langs ryggen.

2. Tilgængelighed
Læg de ting, som du skal bruge hver dag, der hvor du har lettest adgang til dem i rygsækken, f.eks. i toppen eller bunden. Et godt råd er at lægge undertøj og bluser der, mens du lægger det tøj, som du i mindre grad får brug for (f.eks. regntøj og ekstra sko) i midten af rygsækken.

3. Pak i poser
Pak din bagage i gennemsigtige poser eller pakkeposer (gerne i forskellige farver), så du nemmere kan overskue rygsækkens indhold og lynhurtigt finde det, du skal bruge. Er pakkeposerne vandtætte (drybags), så sikrer du dig samtidig mod våd bagage ved store regnskyl.

4. Sortér dit tøj
Del dit tøj strategisk op i f.eks. strømper, bluser, bukser osv. eller efter vejret, hvis du rejser i mere varierende klima. På den måde er du igen med til at gøre det lettere for dig selv at lokalisere din bagage nemt og hurtigt i den tætpakkede rygsæk.

5. Faste pladser
Præcis som derhjemme, er det lettest at finde sine ting, når de ligger, hvor de plejer. På samme måde kan det godt betale sig at lægge dine forskellige ejendele samme sted i rygsækken, hver gang du pakker den. Som en ekstra bonus vil du hurtigt opdage, at du på den måde også bliver hurtigere til at pakke, når du har en fast rutine.

6. Multifunktionelt tøj
Jo lettere rygsækken er, des sjovere er den at gå rundt med på ryggen. Derfor bør du gå efter at pakke multifuntionelt tøj. Det kan f.eks. være vandrebukser, hvor benene kan lynes af til shorts, eller en jakke, hvor et eller flere lag kan lynes af og evt. bruges hver for sig som fleecejakke, cardigan eller lignende.

7. Småting for sig
Alle de småting, som du jævnligt har brug for, når du er på farten, f.eks. pandelampe, myggespray eller malariapiller, er det godt at pakke i en lomme for sig, som det er nemt at få adgang til i rygsækken. I sidelommerne er det oplagt at have solcreme eller lignende, men vær opmærksom på, at netop rygsækkens sider nemt får slag, når du rejser med offentlig transport. Husk derfor altid at putte bøtter/flasker med flydende indhold i lukkede poser (f.eks. fryseposer).

8. Beskyt din taske
Put din rygsæk i en stofsæk (flightbag) under transport – uanset om du rejser med fly, tog, skib eller bus. Så undgår du, at spænder og stropper kommer i klemme eller helt rives af. Et ekstra tip er altid at stramme rygsækkens bæltespænde rundt om tasken (ved at bukke det den modsatte vej) for at beskytte det.

9. Indstil stropperne
Det kan være tungt at slæbe en stor rygsæk på en lang rejse. Sørg derfor altid for at stropperne er indstillet korrekt, så du ikke bærer for meget vægt på skuldrene og for lidt på hofterne. Stort set hele rygsækkens vægt skal være på hofterne - så er tasken som oftest meget nemmere at bære, end du tror. Har du brug for hjælp til at indstille stropperne, så bare spørg din rejsekonsulent her hos Jysk Rejsebureau.

10. Undgå at pakke for meget
Dette tip giver nok sig selv, men alligevel hører vi ofte rejsende fortælle om bagage, som aldrig kom i brug på rejsen. Tit bruger du faktisk mindre, end du tror. Husk på at det er muligt at vaske tøj de fleste steder, så du kan sagtens nøjes med tøj til én uge eller to og så vaske undervejs på rejsen. Og husk at være kritisk, når du pakker f.eks. toilettasken. Du får formentlig ikke brug for hele din skønhedsrutine på rejsen.

Er du i tvivl om, hvad du skal have med i din rygsæk, så finder du vores pakkeliste til backpackere her.

Mangler du en rygsæk? Så husk, at kunder hos Jysk Rejsebureau kan leje en rygsæk for kun 100 kr. pr. påbegyndt måned – læs mere her.

sådan pakker du din rygsæk
Til top