Af Emil Bøjsen

Det, jeg vil fortælle jer om nu, er nogle af de mest autentiske og fascinerende naturoplevelser, jeg nogensinde har fået. Vi rejser her til landet Botswana beliggende i midten af det sydlige Afrika, omringet af nabolandene Sydafrika, Namibia, Zambia og Zimbabwe.

På safari i Botswana
Game Drives ved Khwai forkælede os med The Big Five på blot 4 dage. 4 dage uden internet, uden nyheder, uden nogen form for kontakt med omverdenen, familie eller venner. Jeg havde en følelse af frihed og komplet afslapning disse dage, og jeg havde absolut ingen idé om hvilken dag det var. Det betød heller ingenting, det eneste der betød noget, var de omgivelser jeg var i, de mennesker jeg var sammen med og det, jeg oplevede i nuet.

Dagene i ”bushen” startede oftest med en stærk afrikansk kaffe tidligt om morgenen før solens stråler kom frem og lagde sig som en tung varme over de store åbne naturreservater, hvor dyrene har deres daglige gang. At køre rundt i de åbne 4WD safaribiler og mærke den friske luft blæse én igennem, mens man ca. hver halve time spottede et nyt dyr, kan ikke rigtigt beskrives. Dyr som elefanter, løver, næsehorn, leoparder, der gemmer sig blandt buske, træer, søer og floder, og som man kun er vant til at opleve i den lokale zoologiske have herhjemme. Når vores game drives om morgenen var overstået brugte vi tiden på at hvile, spise og hygge os i de varmeste timer midt på dagen. Der blev udvekslet mange slags kortspil, afrikanske madopskrifter, smil og grin. Om eftermiddagen begyndte dagens 2. og sidste game drives, som oftest bød på møder med vilde dyr og gyldne solnedgange. Om aftenen spiste vi oftest afrikansk barbecue, drak lidt øl og udvekslede skøre og sjove historier. Om natten kunne vi høre de sultne hyæner, der var på jagt, og de tunge og aggressive flodheste nær vores camp. En nat vågnede jeg, da en af flodhestene var kommet ind i vores camp og vores lokale guide råbte og skreg af dyret for at få det til at gå sin vej. Det var heldigvis også udfaldet.

Okavango Deltaet – flodhestenes og krokodillernes hjem
Mange af floderne i Botswana skabes af oversvømmelser i det store Okavango Delta. Dette skaber de perfekte leveforhold for flodhestene og krokodillerne, som kan ligge på lur blandt sivene og springe frem, når man mindst venter det. Man må ikke blive snydt af størrelsen på en flodhest og tro, den ikke kan indhente én. Det store dyr kan løbe helt op til 60 km/t! Dagene ved Okavango Deltaet blev brugt på at sejle ud i de smalle floder blandt sivene, som efterlod røde sår på arme og ben. Om morgenen dyrkede vi yoga i takt med at solen stod op, og aberne svingede sig i træerne over os. En af dagene bød også på en oplevelse, jeg altid vil huske, nemlig en helikoptertur over det frodige delta. En oplevelse for livet! Selvom du sidder i en helikopter i 30 meters højde, kan du nemt spotte de sultne flodheste og den uendelige horisont af de store delta-floder.

Makgadikgadi-ørkenen – helt alene
Et træ. Et træ og en uendelig salt-ørken. Lyden af dit åndedræt er det eneste, du kan høre herude, for der er helt stille. Helt forladt og øde. Du kan kigge i alle retninger og det eneste, du vil få øje på, er en uendelig flad ørken. Om aftenen forvandler ørkenen sig til et stort, mørkt panorama af millioner af stjerner. At ligge under den åbne himmel i sin sovepose og se hundredvis af stjerneskud, er nok noget af tætteste, du kommer på naturen.

Botswana er et land med kontraster, fantastisk natur, store dyr, hullede veje, de mest imødekommende mennesker, de bredeste smil og et sted, der lærer dig at leve i nuet.


Vil du også opleve Botswana? Så lad dig inspirere af vores rejseforslag her
Til top