Af Amalie J.
Min rejse startede i Cubas hovedstad, Havana. En by fyldt med liv, farver og store amerikanerbiler. Det hele pakket ind i en tidslomme fra 60’erne, hvor casinoerne pulserede og mafiaen sad på pengene. Mafiaen er for længst smuttet, og man kan trygt bevæge sig rundt i byen og resten af landet.
I rigtig turiststil startede jeg med en tur rundt i Havana i en flot blå Chevrolet Biscayne fra 60’erne. Det er en sjov måde at se byen og samtidig få lidt historie.
Efter Havana gik turen vestpå til den grønne dal, Viñales. Her lejede jeg en cykel, og tog på tur ud i det smukke landskab, hvor der bl.a. er grotter og tobaksmarker. I Viñales er amerikanerbilerne skiftet ud med hestevogne, så her føltes det endnu mere som en tidslomme.
Fra Viñales gik turen mød øst til Trinidad, hvor den stod på påskefejring. Det betød at hele byen tog deres fineste tøj på og samlede sig ved byens store kirke. Her var der arrangeret et optog, som mundede ud i at alle fremmødte gik samlet rundt i hele byen med fakler. En virkelig speciel oplevelse.
Efter knap 2 ugers rundrejse blev det tid til at sige farvel til Cuba, da turen nu gik videre til Panama og den oplevelse, jeg havde set allermest frem til: Besøget hos Embera-stammen i Darien nationalpark.
Ankomst til Panama og en anden verden
Ved ankomst til Panama City, var den lidt af et kulturchok. Ikke fordi den var beskidt, fattig eller stor, men fordi der var SÅ meget anderledes end Cuba. Man fik lidt følelsen af at komme tilbage til civilisationen.
Min første hele dag i Panama, stod på en klassisk by-rundtur, hvor den helt store attraktion var Panamakanalen. Og jeg vil være helt ærlig og sige, at den er mindst lige så imponerende som man forestiller sig.
Efter en dag med en masse nye indtryk, skulle der pakkes og jeg skulle tidligt i seng for at blive klar til at det helt store eventyr skulle starte kl. 03 om natten.
Mødet med Darien nationalpark – Dag 1
Kl. 03 blev jeg hentet på mit hotel, og den lange tur mod junglen startede. Vi kørte ca. 3 timer, og så ramte vi indgangen til Darien nationalpark. Det var samtidig med at solen stod op, så det helt perfekt timet! Efter en time mere i bil fik vi morgenmad på en lokal restaurant inden det sidste stræk på 5 timer. Da vi langt om længe nåede havnen i Metetí, fik vi læsset vores speedbåd (og det var ikke ligefrem den moderne slags), og så stod den ellers på 3 timers sejlads. På vejen var vi så heldige at se delfiner, hvilket gjorde turen lidt mere spændende, inden vi endelig nåede vi hele rejsens højdepunkt; Embera-stammen ved Playa Muerto.
Embera er det oprindelige stammefolk, som bor i store dele af Darien nationalpark. Regnskoven er nok mest kendt for at have en af verdens farligste grænseovergange, da den grænser op til Colombia. Det er dog slet ikke noget man mærker, selvom man da på kortet godt kan se, at vi er tæt på.
Vi blev mødt at de sødeste mennesker, der hjalp båd, mennesker og ting i land. Her er det både mænd, kvinder og børn, der hjælper til. De viste os derefter op i landsbyen til vores hjem de næste 4 dage: En hytte på pæle uden vægge. Lige som det skal være midt i junglen.
Vi gik en tur i landsbyen, fulgt af en masse børn. De viste os bl.a. deres skole, og hvor man finder de bedste mangoer.
Efter turen var der frokost. Al maden i landsbyen bliver lavet over bål, og består af alt det, de lokale kan fange og finde i og nær landsbyen. Derfor består meget af maden også af fisk og plantain (en slags banan, som minder lidt om kartofler i struktur).
Resten af dagen stod den på afslapning, og inden aftensmaden blev serveret var der lige tid til at se den smukke solnedgang! Omringet af skov, hav og en masse søde børn var det bare at suge alt til sig.
Turen i junglen – Dag 2
Næste morgen, lige efter morgenmaden, skulle vi på vandretur i junglen.
Sammen med landsbyens altmuligmand, Pollo (som i øvrigt betyder kylling..), hans kone og en af de unge mænd, tog vi afsted. Vi krydsede nok 10 floder, så det var ikke længe vi havde tørre sko og strømper. Men det gjorde intet, for fokus var faktisk bare på at høre og mærke skoven. Skovbunden var levende, for de røde halloween-krabber var meget aktive. Ud over krabber oplevede vi også et rigt fugleliv og en enkelt slange.
Efter omkring 3 timers vandring kom vi til en lysning ved en lille flod, og her slog vi lejr for at få frokost – og endda helt frisk frokost med fisk, Pollo og den unge mand lige fangede i floden mens der blev kogt ris! Nogle hyggelige timer senere, efter lidt afkøling i floden, gik turen tilbage mod landsbyen, og da vi kom tilbage var vi godt trætte, så det sidste af dagen blev brugt på at tjekke Instagram osv. Så tænker du nok “hvor langt ude kan I have været hvis der er net?”. Ser du, militæret er sat ud i næsten alle landsbyer langs kysten for at bevogte området. Og de er så heldige at have fået net, så det kunne vi også låne.
Hygge i landbyen – Dag 3
Den sidste hele dag startede som de foregående med morgenmad, og derefter skulle vi sige farvel til et spansk par, som havde været med indtil nu. Hele landsbyen gik ned til vandet og vi hjalp alle til med at få båden i vandet. Der var store bølger, men ud skulle de. Det kræver en rimelig habil skipper at navigere ud i de store bølger uden at kæntre. De klarede det dog virkelig godt, og efter ca. 15 min frem og tilbage i bølgerne var de på den anden side af revet og havde kurs mod civilisationen. Det eneste jeg kunne tænke på var, at jeg skulle igennem det samme dagen efter.
Da de var sendt godt afsted gik vi tilbage og gjorde os klar til at gå hen til et vandfald, som ligger ikke så langt fra landsbyen. En større gruppe af landsbyens børn fulgte med hele vejen. De må nemlig ikke selv gå derhen, og det er desværre ikke så tit, at de vokse tager dem med, så de er ellevilde, når der kommer nogen udefra, så de kan komme hen og lege.
Vi brugte nogle timer ved vandfaldet, inden vi gik tilbage og fik frokost.
Efter frokosten kom regnen. Og det var MEGET regn. Store dele af landsbyen blev oversvømmet, men herude fortsætter hverdagen uanset vejret. Nogle af børnene ville sågar have os med ud at fiske, selvom det stod ned i stænger. Vi blev til sidst overtalt og tog mod vandet, som nu var en del tættere på, end de andre dage. Børnene fandt dog hurtigt ud af, at det var nok lidt for farligt, så i stedet legede de i vandkanten, mens vi andre gik en tur langs stranden.
Sagnet om strandens navn
Vi nærmede os aftensmad, så det var tid til at komme tilbage og få noget tørt tøj på.
Efter aftensmaden kom Pollo forbi. Jeg havde nemlig, en af de andre dage, spurgt ind til en sjov frugt, som hang på et træ i landsbyen, og den havde han så plukket, og lavet juice af til os, så jeg kunne få lov at smage den. Mens vi drak juice og spiste frugt, fortalte han nogle gamle historier om landsbyen, og hvordan den har fået sit navn: Landsbyen er beliggende på stranden Playa Muerto, som betyder "De dødes strand". Vi var selvfølgelig nysgerrige på hvorfor den havde fået det navn. Sagnet siger, at for mange mange år siden kom nogle sejlende forbi Darien og stødte på dette sted ud mod vandet, men stadig gemt i junglen. Kaptajnen ledte efter et godt sted at gemme sin skattekiste. Skattekisten gemte nemlig på en meget speciel skat. Hvad det helt præcist var, ved man ikke, men det var noget, der kunne kurere selv de værste sygdomme, og hvem ved, måske give evigt liv.
Da besætningen kom nær kysten spurgte kaptajnen "hvem vil påtage sig den ædle opgave at bevogte denne skat?". Der var hurtigt to, der meldte sig. Men i stedet for at lade dem tage kisten med i land, blev de skudt og smidt over bord. Kaptajnen var ikke dum, han vidste jo godt at de ville løbe med skatten. Han gik derfor selv i land alene, begravede kisten et hemmeligt sted, og gik tilbage til båden.
Pollo siger at han ved hvor skatten er, så hvis man har en skjult skattejæger gemt i sig, så kan man tage ud og snakke med ham!
Tilbage til civilisationen – Dag 4
Det havde regnet stort set hele natten, men var stilnet af tidligt om morgenen, hvilket også betød, at vi heldigvis havde lidt bedre forhold for at komme ud med båden. Så lige som dagen før gik vi mod vandet efter morgenmaden. Her sagde vi farvel, og der blev delt en masse krammere ud, inden vi hoppede i båden, og drog på den lange rejse tilbage til Panama City efter 4 uforglemmelige dage i Darien National Park hos de fantastisk søde og gæstfrie mennesker i Embera-stammen.
Drømmer du også besøge Panamas Embera-folk? Så lad dig inspirere af vores rejseforslag her.
I rigtig turiststil startede jeg med en tur rundt i Havana i en flot blå Chevrolet Biscayne fra 60’erne. Det er en sjov måde at se byen og samtidig få lidt historie.
Efter Havana gik turen vestpå til den grønne dal, Viñales. Her lejede jeg en cykel, og tog på tur ud i det smukke landskab, hvor der bl.a. er grotter og tobaksmarker. I Viñales er amerikanerbilerne skiftet ud med hestevogne, så her føltes det endnu mere som en tidslomme.
Fra Viñales gik turen mød øst til Trinidad, hvor den stod på påskefejring. Det betød at hele byen tog deres fineste tøj på og samlede sig ved byens store kirke. Her var der arrangeret et optog, som mundede ud i at alle fremmødte gik samlet rundt i hele byen med fakler. En virkelig speciel oplevelse.
Efter knap 2 ugers rundrejse blev det tid til at sige farvel til Cuba, da turen nu gik videre til Panama og den oplevelse, jeg havde set allermest frem til: Besøget hos Embera-stammen i Darien nationalpark.
Ankomst til Panama og en anden verden
Ved ankomst til Panama City, var den lidt af et kulturchok. Ikke fordi den var beskidt, fattig eller stor, men fordi der var SÅ meget anderledes end Cuba. Man fik lidt følelsen af at komme tilbage til civilisationen.
Min første hele dag i Panama, stod på en klassisk by-rundtur, hvor den helt store attraktion var Panamakanalen. Og jeg vil være helt ærlig og sige, at den er mindst lige så imponerende som man forestiller sig.
Efter en dag med en masse nye indtryk, skulle der pakkes og jeg skulle tidligt i seng for at blive klar til at det helt store eventyr skulle starte kl. 03 om natten.
Mødet med Darien nationalpark – Dag 1
Kl. 03 blev jeg hentet på mit hotel, og den lange tur mod junglen startede. Vi kørte ca. 3 timer, og så ramte vi indgangen til Darien nationalpark. Det var samtidig med at solen stod op, så det helt perfekt timet! Efter en time mere i bil fik vi morgenmad på en lokal restaurant inden det sidste stræk på 5 timer. Da vi langt om længe nåede havnen i Metetí, fik vi læsset vores speedbåd (og det var ikke ligefrem den moderne slags), og så stod den ellers på 3 timers sejlads. På vejen var vi så heldige at se delfiner, hvilket gjorde turen lidt mere spændende, inden vi endelig nåede vi hele rejsens højdepunkt; Embera-stammen ved Playa Muerto.
Embera er det oprindelige stammefolk, som bor i store dele af Darien nationalpark. Regnskoven er nok mest kendt for at have en af verdens farligste grænseovergange, da den grænser op til Colombia. Det er dog slet ikke noget man mærker, selvom man da på kortet godt kan se, at vi er tæt på.
Vi blev mødt at de sødeste mennesker, der hjalp båd, mennesker og ting i land. Her er det både mænd, kvinder og børn, der hjælper til. De viste os derefter op i landsbyen til vores hjem de næste 4 dage: En hytte på pæle uden vægge. Lige som det skal være midt i junglen.
Vi gik en tur i landsbyen, fulgt af en masse børn. De viste os bl.a. deres skole, og hvor man finder de bedste mangoer.
Efter turen var der frokost. Al maden i landsbyen bliver lavet over bål, og består af alt det, de lokale kan fange og finde i og nær landsbyen. Derfor består meget af maden også af fisk og plantain (en slags banan, som minder lidt om kartofler i struktur).
Resten af dagen stod den på afslapning, og inden aftensmaden blev serveret var der lige tid til at se den smukke solnedgang! Omringet af skov, hav og en masse søde børn var det bare at suge alt til sig.
Turen i junglen – Dag 2
Næste morgen, lige efter morgenmaden, skulle vi på vandretur i junglen.
Sammen med landsbyens altmuligmand, Pollo (som i øvrigt betyder kylling..), hans kone og en af de unge mænd, tog vi afsted. Vi krydsede nok 10 floder, så det var ikke længe vi havde tørre sko og strømper. Men det gjorde intet, for fokus var faktisk bare på at høre og mærke skoven. Skovbunden var levende, for de røde halloween-krabber var meget aktive. Ud over krabber oplevede vi også et rigt fugleliv og en enkelt slange.
Efter omkring 3 timers vandring kom vi til en lysning ved en lille flod, og her slog vi lejr for at få frokost – og endda helt frisk frokost med fisk, Pollo og den unge mand lige fangede i floden mens der blev kogt ris! Nogle hyggelige timer senere, efter lidt afkøling i floden, gik turen tilbage mod landsbyen, og da vi kom tilbage var vi godt trætte, så det sidste af dagen blev brugt på at tjekke Instagram osv. Så tænker du nok “hvor langt ude kan I have været hvis der er net?”. Ser du, militæret er sat ud i næsten alle landsbyer langs kysten for at bevogte området. Og de er så heldige at have fået net, så det kunne vi også låne.
Hygge i landbyen – Dag 3
Den sidste hele dag startede som de foregående med morgenmad, og derefter skulle vi sige farvel til et spansk par, som havde været med indtil nu. Hele landsbyen gik ned til vandet og vi hjalp alle til med at få båden i vandet. Der var store bølger, men ud skulle de. Det kræver en rimelig habil skipper at navigere ud i de store bølger uden at kæntre. De klarede det dog virkelig godt, og efter ca. 15 min frem og tilbage i bølgerne var de på den anden side af revet og havde kurs mod civilisationen. Det eneste jeg kunne tænke på var, at jeg skulle igennem det samme dagen efter.
Da de var sendt godt afsted gik vi tilbage og gjorde os klar til at gå hen til et vandfald, som ligger ikke så langt fra landsbyen. En større gruppe af landsbyens børn fulgte med hele vejen. De må nemlig ikke selv gå derhen, og det er desværre ikke så tit, at de vokse tager dem med, så de er ellevilde, når der kommer nogen udefra, så de kan komme hen og lege.
Vi brugte nogle timer ved vandfaldet, inden vi gik tilbage og fik frokost.
Efter frokosten kom regnen. Og det var MEGET regn. Store dele af landsbyen blev oversvømmet, men herude fortsætter hverdagen uanset vejret. Nogle af børnene ville sågar have os med ud at fiske, selvom det stod ned i stænger. Vi blev til sidst overtalt og tog mod vandet, som nu var en del tættere på, end de andre dage. Børnene fandt dog hurtigt ud af, at det var nok lidt for farligt, så i stedet legede de i vandkanten, mens vi andre gik en tur langs stranden.
Sagnet om strandens navn
Vi nærmede os aftensmad, så det var tid til at komme tilbage og få noget tørt tøj på.
Efter aftensmaden kom Pollo forbi. Jeg havde nemlig, en af de andre dage, spurgt ind til en sjov frugt, som hang på et træ i landsbyen, og den havde han så plukket, og lavet juice af til os, så jeg kunne få lov at smage den. Mens vi drak juice og spiste frugt, fortalte han nogle gamle historier om landsbyen, og hvordan den har fået sit navn: Landsbyen er beliggende på stranden Playa Muerto, som betyder "De dødes strand". Vi var selvfølgelig nysgerrige på hvorfor den havde fået det navn. Sagnet siger, at for mange mange år siden kom nogle sejlende forbi Darien og stødte på dette sted ud mod vandet, men stadig gemt i junglen. Kaptajnen ledte efter et godt sted at gemme sin skattekiste. Skattekisten gemte nemlig på en meget speciel skat. Hvad det helt præcist var, ved man ikke, men det var noget, der kunne kurere selv de værste sygdomme, og hvem ved, måske give evigt liv.
Da besætningen kom nær kysten spurgte kaptajnen "hvem vil påtage sig den ædle opgave at bevogte denne skat?". Der var hurtigt to, der meldte sig. Men i stedet for at lade dem tage kisten med i land, blev de skudt og smidt over bord. Kaptajnen var ikke dum, han vidste jo godt at de ville løbe med skatten. Han gik derfor selv i land alene, begravede kisten et hemmeligt sted, og gik tilbage til båden.
Pollo siger at han ved hvor skatten er, så hvis man har en skjult skattejæger gemt i sig, så kan man tage ud og snakke med ham!
Tilbage til civilisationen – Dag 4
Det havde regnet stort set hele natten, men var stilnet af tidligt om morgenen, hvilket også betød, at vi heldigvis havde lidt bedre forhold for at komme ud med båden. Så lige som dagen før gik vi mod vandet efter morgenmaden. Her sagde vi farvel, og der blev delt en masse krammere ud, inden vi hoppede i båden, og drog på den lange rejse tilbage til Panama City efter 4 uforglemmelige dage i Darien National Park hos de fantastisk søde og gæstfrie mennesker i Embera-stammen.
Drømmer du også besøge Panamas Embera-folk? Så lad dig inspirere af vores rejseforslag her.
