Af Mathias Søby
Efter en velsmagende steak på Westgate River Ranch’s tilhørende steakhouse får vi placeret os på tribunerne til aftenens store indslag i det centrale Florida. En tung sommerluft og en lugt af barbecue og kolort hænger i luften. I horisonten buldrer tordenskyer.
Mange i publikum er iklædt deres fineste cowboyhatte, skovmandsskjorter og wrangler jeans. Det er næsten som at være til udklædningsfest. Countrymusik strømmer ud gennem højtalerne, og der er skruet helt op for den amerikanske charme – med Gud, fædreland og tropperne på ærespladsen.
Lørdag aften er rodeoaften – og det kan mærkes.
For gud og fædreland
En lille rund mand med tyk sydstatsaccent og glitrende habit åbner showet. Om halsen dingler en diamantformet Jesus, der glimter i projektørlyset. Han er både prædikant, entertainer og dommer i én og samme person, og hans stemme skærer sig igennem arenaen, mens han byder velkommen og præsenterer aftenens program. Vi rejser os under den amerikanske nationalmelodi, hvorefter han smider et af aftenens helt store guldkorn: ”I don’t usually cry, but when I see that flag waving in the wind, I can’t help but shed a tear for America.”
Så brager porten op. En tyr springer ud, og en rytter klamrer sig fast for livet. Publikum gisper, mens den ene rytter efter den anden må se sig besejret af hidsige tyre. En enkelt dygtig rytter formår at blive på tyren i de altafgørende otte sekunder, men resten ryger på måsen eller værre som det første ud ad porten.
Men det gør ikke så meget, fordi kort efter er det hesteridning, lasso-kast og børnerodeo. Hele aftenen er en kavalkade af mod, risiko og sydstatscharme. Mænd, kvinder og børn, ægte cowboys, der sætter livet på spil i underholdningens navn. Næsten fem timers underholning alt i alt.
En anden side af Trumps Amerika
I denne side af Amerika er intet halvhjertet. Flaget bæres ind til stående bifald, soldater hyldes fra tribunerne, og den lille mand med den glitrende habit minder os alle om Gud og fædreland. Det er amerikansk charme skruet helt op: En fest, en tradition, en patriotisk forestilling pakket ind i støv og countrymusik. Tiden flyver og showet trækker ud. Flere runder, flere ryttere, mere larm. Til sidst er vi tæt på midnat. Arenaen er badet i projektørlys, mens alt udenfor er fuldstændig mørkt.
Selvom vi har haft en lang dag og er helt udmattede, bliver vi hængende lidt efter showet og suger stemningen ind. Vi kigger på linedance og leger med tanken om at hoppe ind. Men som høflige og ordentlige jyder må vi erkende, at vi ikke er modige nok til at danse med. Jeg ved ikke engang, hvad klokken er, da vi endelig sætter os i bilen og kører mod vores hotel.
Jeg havde længe glædet mig længe til at opleve et rigtigt rodeo, men det viste sig at være endnu bedre, end jeg havde forestillet mig. Det føltes som om, jeg havde været en del af noget ægte amerikansk – større, vildere og mere levende end forventet.
Vil du også opleve et ægte rodeoshow? Så tag inspiration i vores rejseforslag til USA her.
Mange i publikum er iklædt deres fineste cowboyhatte, skovmandsskjorter og wrangler jeans. Det er næsten som at være til udklædningsfest. Countrymusik strømmer ud gennem højtalerne, og der er skruet helt op for den amerikanske charme – med Gud, fædreland og tropperne på ærespladsen.
Lørdag aften er rodeoaften – og det kan mærkes.
For gud og fædreland
En lille rund mand med tyk sydstatsaccent og glitrende habit åbner showet. Om halsen dingler en diamantformet Jesus, der glimter i projektørlyset. Han er både prædikant, entertainer og dommer i én og samme person, og hans stemme skærer sig igennem arenaen, mens han byder velkommen og præsenterer aftenens program. Vi rejser os under den amerikanske nationalmelodi, hvorefter han smider et af aftenens helt store guldkorn: ”I don’t usually cry, but when I see that flag waving in the wind, I can’t help but shed a tear for America.”
Så brager porten op. En tyr springer ud, og en rytter klamrer sig fast for livet. Publikum gisper, mens den ene rytter efter den anden må se sig besejret af hidsige tyre. En enkelt dygtig rytter formår at blive på tyren i de altafgørende otte sekunder, men resten ryger på måsen eller værre som det første ud ad porten.
Men det gør ikke så meget, fordi kort efter er det hesteridning, lasso-kast og børnerodeo. Hele aftenen er en kavalkade af mod, risiko og sydstatscharme. Mænd, kvinder og børn, ægte cowboys, der sætter livet på spil i underholdningens navn. Næsten fem timers underholning alt i alt.
En anden side af Trumps Amerika
I denne side af Amerika er intet halvhjertet. Flaget bæres ind til stående bifald, soldater hyldes fra tribunerne, og den lille mand med den glitrende habit minder os alle om Gud og fædreland. Det er amerikansk charme skruet helt op: En fest, en tradition, en patriotisk forestilling pakket ind i støv og countrymusik. Tiden flyver og showet trækker ud. Flere runder, flere ryttere, mere larm. Til sidst er vi tæt på midnat. Arenaen er badet i projektørlys, mens alt udenfor er fuldstændig mørkt.
Selvom vi har haft en lang dag og er helt udmattede, bliver vi hængende lidt efter showet og suger stemningen ind. Vi kigger på linedance og leger med tanken om at hoppe ind. Men som høflige og ordentlige jyder må vi erkende, at vi ikke er modige nok til at danse med. Jeg ved ikke engang, hvad klokken er, da vi endelig sætter os i bilen og kører mod vores hotel.
Jeg havde længe glædet mig længe til at opleve et rigtigt rodeo, men det viste sig at være endnu bedre, end jeg havde forestillet mig. Det føltes som om, jeg havde været en del af noget ægte amerikansk – større, vildere og mere levende end forventet.
Vil du også opleve et ægte rodeoshow? Så tag inspiration i vores rejseforslag til USA her.
