KUN I JULI: SPAR 10% Læs mere
Af Heidi Nielsen

Det er i dag, jeg skal begynde min jeep-tur til det nordøstlige Vietnam, og jeg mødes med mine to rejsefæller i hotellets reception. Jeg bliver præsenteret for jeepen, som jeg meget hurtigt kommer til at kalde "min jeep". Afsted går det ud af Hanoi; en by, jeg finder utroligt spændende, men hvordan trafikken fungerer, kommer jeg vist aldrig helt til at forstå. Med en super dygtig chauffør ved rattet mærker man ikke, at noget er anderledes.

På vej til Ba Be National Park
På vej til Ba Be National Park gør vi stop ved The Museum of the Cultures of Vietnam’s Ethnic Groups. Min guide går med ind på museet og fortæller vidt og bredt om alle stammerne, og om hvordan de levede og lever i dag. Det er meget spændende, og med alle mine spørgsmål er det vist godt, der ikke er andre gæster med i gruppen.

Vi fortsætter op mod parken og ankommer inden solnedgang ved den familie, hvor vi skal bo for natten. Hytten ligger omgivet af bjerge, rismarker og med søen lige udenfor. Det er så smukt, og der hviler en utrolig ro over stedet. Man vil bare sidde og kigge.

På sejltur med vandfald
Næste morgen går vi ned til søen og sejler ud på den, da der langt om længe kommer gang i motoren. Der ligger en tynd morgendis over hele søen, som bare giver det hele en mere mystisk stemning. Vi sejler først op til en lille landsby, hvorfra vi vandrer en kort tur frem til et brusende vandfald. Der er virkelig kræfter i vandet, så da guiden spørger, om vi skal prøve at komme helt ud på klippen, takker jeg pænt nej. På vejen tilbage til jeepen sejler vi gennem en stor grotte, der går hele vejen gennem klippen.

Ban Gioc-vandfaldet
Næste dag kommer både jeep og chauffør virkelig på arbejde. Vi skal op og se Ban Gioc-vandfaldet. Vejen er rimelig dårlig, og så har jeg ikke sagt for meget. I det voldsomme regnvejr er hullerne pænt store, så det er bare med at holde fast, hvis man ikke skal slå hovedet eller falde ned på gulvet. Vandfaldet er absolut en køretur værd. Desværre havde jeg dårligt vejr, så det var ikke mange timer, jeg brugte på at udforske stedet.

Lang Son med Tam Thanh og Nhi Thanh-grotterne
På fjerdedagen kommer vi helt op til Lang Son som ligger ved den kinesiske grænse. Byen er mest kendt for sine markeder og som handelscentrum for vietnamesere og kinesere, der krydser grænsen for at gøre en god handel. Men for mig var det mest interessante nu at komme ud og se Tam Thanh og Nhi Thanh-grotterne.

Efter nogle hårde dage med mange oplevelser går det tilbage til Hanoi. Det er nu også godt at komme tilbage til byen. Her forstår jeg, hvad folk siger til mig. Vietnamesisk er ikke min stærke side, men jeg klarede alligevel at få mad i de små byer med lidt armfagter og en ordliste fra Lonely Planet.

Se alle vores rejseforslag til Vietnam her.
Jeeptur i Vietnam, Asien
Jeeptur i Vietnam, AsienJeep-tur i VietnamJeep-tur i Vietnam, Asien
Til top