Af Jane Brinch Kristensen
Vores kollega Jane er lige nu i Kina på en 12-dages rundrejse, som lakker mod enden, og hun har sendt os denne hilsen:
"Halløj fra Kina. Jeg er typen, der for det meste ikke har de store planer med min rejse, når jeg vælger min næste destination. Det plejer at være én ting, jeg gerne vil se eller opleve, som afgør valget, og så er det aldrig noget problem at få resten af rejsen fyldt ud med masser af spændende oplevelser. Og lad os nu bare være ærlige – grunden til at valget denne gang faldt på Kina, var udelukkende at det her i 2025 er muligt at rejse hertil visumfrit som dansk statsborger. Så hvis jeg skulle se den kinesiske mur og Terracotta-krigerne, skulle det være nu, tænkte jeg! Derudover har jeg aldrig været i Asien, men mit foodie-hjerte har altid haft en drøm om at spise mig igennem dette kontinent, så nu lød startskuddet med Kina.
Beijing – menneskemylder, cykelture og charme
Jeg startede i hovedstaden, og det overraskede mig virkelig, hvor hyggelig en by Beijing faktisk er. Det havde jeg slet ikke forventet, og det føles mærkeligt at sige om en storby med jeg ved ikke hvor mange millioner indbyggere. Men når jeg bogstaveligt talt for vild i hutongerne og så ældre sidde på gaden og spille Mahjong (det viser sig at være et meget intenst spil, der får følelserne mere op i det røde felt, end jeg lige troede). Eller når jeg på vej til og fra Den Forbudte By, eller i jagten på at finde en powerbank cyklede rundt blandt de lokale i trafikken og lidt følte mig som en myre i en myretue, med alle trafikanter vrimlende mellem hinanden i forskellige retninger. Ja, så var der bare noget virkelig hyggeligt over Beijing, og det var tydeligt, hvor meget nede på jorden byen faktisk er. Og når vi nu taler om at cykle i Beijing (og i Xian, hvor jeg rejste til bagefter), så er det en ekstremt nem og billig måde at komme rundt på, når metroen ikke lige passer med din rute. Og bare rolig – hvis du kan overleve Mejlgade i Aarhus i myldretiden, så kan du også uden problemer klare dig på cykel i Kinas storbyer. Mejlgade i myldretiden er SÅ meget værre.
Trek på den kinesiske mur
Muren, hele grunden til at jeg tog til Kina. Og at trekke var den absolut fedeste måde at opleve den kinesiske mur på! Men også et af de hårdeste trek, jeg nogensinde har været på. Det vil give dig lægmuskler som mursten de efterfølgende dage, men du bliver belønnet med den ene smukke udsigt efter den anden hele vejen – ikke kun til muren, men også til de smukke bjerge. Det oversteg langt mine forventninger og forhåbninger, og både trekket og min guide Li’s små fortællinger undervejs, gav mig en fantastisk forståelse for murens historie og betydning.
Der er flere steder og måder at opleve den kinesiske mur på. Jeg valgte at gøre det på et dagstrek med start i Jinshanling, beliggende ca. 2 timers kørsel nord for Beijing, til den lille lokale landsby Gubeikou, hvor jeg efterfølgende havde en overnatning. En strækning på ca. 11 km. (Der er mulighed for at forkorte dette stræk til ca. 7,5 km). I Jinshanling startede vi med at gå på et renoveret stykke af muren, og her var der en del kinesiske turister, da vi var der en søndag. Men jo længere væk vi kom fra dette opstigningssted på muren, jo færre turister så vi, og efter en halv times vandring, var der faktisk kun mig og Li, og vi havde muren helt for os selv. Jo længere vi kom, jo mindre renoveret blev muren også, inden den på sidste halvdel af trekket fremstod stort set som tiden og omgivelsernes vind og vejr har efterladt den. Det var virkelig en god kombination at se og opleve muren både renoveret, som den ville have set ud i al sin pragt, da den oprindeligt blev bygget, og hvordan resterne af den oprindelige og ikke-renoverede originale mur og tårne står tilbage i dag.
Og nu sidder du måske og tænker: ”11 km. Hvor hårdt kan det være?” Det er ikke længden på trekket, der får dig ned med nakken. Eller højdemeterne for den sags skyld, hvor muren konstant slynger sig op og ned og fra side til side, som en drage i bevægelse i det smukke bakkede landskab. Det er i stedet de uendeligt mange trapper, med som oftest ekstremt høje og til tider ujævne trin. Men men men, det var det hele værd! Også når jeg de efterfølgende dage måtte humpe mig ned ad trapperne til metroen.
Mødet med de lokale
Med mit meget lille kendskab til Kina inden, og det faktum at næsten ingen kinesere taler engelsk, og at jeg selv ikke taler et ord kinesisk, havde jeg ikke troet at det ville blive særligt nemt at falde i snak med de lokale. Men man kommer virkelig langt med Google Translate! Mange kinesere er utroligt snakkesalige og interesserede i hvor man kommer fra, og hvad man har planer om at se i Kina. Da jeg skulle med nattoget fra Beijing til Xian, endte det med næsten en times lang samtale gennem Google Translate med en af de andre i kupéen, hvor jeg fik en masse anbefalinger til Xian med mig.
En foodies' rejse fra nordøst til sydvest
Et af mine mål i Kina var at smage så mange forskellige lokale ting som muligt. Derfor har jeg også været på et par foodtours, i Beijing og i Xian, med håbet om at prøve nogle ting som jeg aldrig selv ville have fundet eller faldet over, og de leverede virkelig. Jeg har prøvet både ting som jeg syntes var fantastiske, og ting der var mere... interessante, lad os sige det. Og som guiden på en af foodtourene sluttede af med at sige: "Hvis I falder over noget, der ser spændende eller ukendt ud, så bare prøv det. Måske vil I elske det. Eller måske kan I ikke lide det. Og det er også okay." Og med de relativt billige madpriser her, der vil jeg give hende ret – der er rig mulighed for bare at smage løs, hvilket jeg helt sikkert også har gjort. Og højdepunkterne madmæssigt har været mange. Lige fra Pekingand på min første dag i Beijing, streetfood-boderne i Xian, det store velduftende udvalg på natmarkedet i Lijiang, Yak-hotpot i Shangri-La og ikke mindst de smagfulde retter som folk normalt kun laver hjemme, og som jeg kun så på menukortene, når jeg kom ud i de små landsbyer. Jeg skal helt sikkert have fundet ud af hvordan man laver deres ’sweet and sour pork’, ’pak choi med hvidløg’ og ’kylling og peanuts over ris’.
Et lille tip hvis du kan lide spicy mad:
Du skal ikke være bange for spice-niveauet i Kina. Menubeskrivelser og dårlige engelskoversættelser er ofte mere opfindsomme end hjælpsomme. Nudler eller ris, og hvilken slags kød der var tale om – det kunne Google Translate som regel godt finde ud af. Derudover var grøntsagerne eller salatdelene ofte mere en overraskelse, både hvad angår hvilke der ville være tale om, og hvordan de ville være tilberedt. Løsningen: Jeg pegede tit bare på et eller andet på menukortet, eller på et af de billeder de små spisesteder ofte havde hængende. Her blev jeg ofte mødt med advarslen om at jeg havde valgt en ret der var ”spicy”. Måske gør min nærmest gennemsigtige hud, der ofte følger med det at være rødhåret, at jeg for kineserne ikke ligefrem ligner en der kan håndtere spicy. Men jeg sagde altid bare "ja ja", eller takkede ja, når en streetfood-sælger spurgte om der skulle chili på mine grillede kødspyd eller Fried Rice – og så stærkt endte det altså heller aldrig med at være. Den gennemsnitlige diavolo-pizza hjemme i Danmark er mere spicy end noget jeg har prøvet her i Kina! Så bare spring ud i det. Jeg har dog smagt ting, jeg ikke gider prøve igen. Men jeg har også fået masser af virkelig fantastisk lokal mad på min rejse her i Kina!"
Vil du også opleve Kina? Så gå på opdagelse i vores mange rejseforslag til Kina her.
"Halløj fra Kina. Jeg er typen, der for det meste ikke har de store planer med min rejse, når jeg vælger min næste destination. Det plejer at være én ting, jeg gerne vil se eller opleve, som afgør valget, og så er det aldrig noget problem at få resten af rejsen fyldt ud med masser af spændende oplevelser. Og lad os nu bare være ærlige – grunden til at valget denne gang faldt på Kina, var udelukkende at det her i 2025 er muligt at rejse hertil visumfrit som dansk statsborger. Så hvis jeg skulle se den kinesiske mur og Terracotta-krigerne, skulle det være nu, tænkte jeg! Derudover har jeg aldrig været i Asien, men mit foodie-hjerte har altid haft en drøm om at spise mig igennem dette kontinent, så nu lød startskuddet med Kina.
Beijing – menneskemylder, cykelture og charme
Jeg startede i hovedstaden, og det overraskede mig virkelig, hvor hyggelig en by Beijing faktisk er. Det havde jeg slet ikke forventet, og det føles mærkeligt at sige om en storby med jeg ved ikke hvor mange millioner indbyggere. Men når jeg bogstaveligt talt for vild i hutongerne og så ældre sidde på gaden og spille Mahjong (det viser sig at være et meget intenst spil, der får følelserne mere op i det røde felt, end jeg lige troede). Eller når jeg på vej til og fra Den Forbudte By, eller i jagten på at finde en powerbank cyklede rundt blandt de lokale i trafikken og lidt følte mig som en myre i en myretue, med alle trafikanter vrimlende mellem hinanden i forskellige retninger. Ja, så var der bare noget virkelig hyggeligt over Beijing, og det var tydeligt, hvor meget nede på jorden byen faktisk er. Og når vi nu taler om at cykle i Beijing (og i Xian, hvor jeg rejste til bagefter), så er det en ekstremt nem og billig måde at komme rundt på, når metroen ikke lige passer med din rute. Og bare rolig – hvis du kan overleve Mejlgade i Aarhus i myldretiden, så kan du også uden problemer klare dig på cykel i Kinas storbyer. Mejlgade i myldretiden er SÅ meget værre.
Trek på den kinesiske mur
Muren, hele grunden til at jeg tog til Kina. Og at trekke var den absolut fedeste måde at opleve den kinesiske mur på! Men også et af de hårdeste trek, jeg nogensinde har været på. Det vil give dig lægmuskler som mursten de efterfølgende dage, men du bliver belønnet med den ene smukke udsigt efter den anden hele vejen – ikke kun til muren, men også til de smukke bjerge. Det oversteg langt mine forventninger og forhåbninger, og både trekket og min guide Li’s små fortællinger undervejs, gav mig en fantastisk forståelse for murens historie og betydning.
Der er flere steder og måder at opleve den kinesiske mur på. Jeg valgte at gøre det på et dagstrek med start i Jinshanling, beliggende ca. 2 timers kørsel nord for Beijing, til den lille lokale landsby Gubeikou, hvor jeg efterfølgende havde en overnatning. En strækning på ca. 11 km. (Der er mulighed for at forkorte dette stræk til ca. 7,5 km). I Jinshanling startede vi med at gå på et renoveret stykke af muren, og her var der en del kinesiske turister, da vi var der en søndag. Men jo længere væk vi kom fra dette opstigningssted på muren, jo færre turister så vi, og efter en halv times vandring, var der faktisk kun mig og Li, og vi havde muren helt for os selv. Jo længere vi kom, jo mindre renoveret blev muren også, inden den på sidste halvdel af trekket fremstod stort set som tiden og omgivelsernes vind og vejr har efterladt den. Det var virkelig en god kombination at se og opleve muren både renoveret, som den ville have set ud i al sin pragt, da den oprindeligt blev bygget, og hvordan resterne af den oprindelige og ikke-renoverede originale mur og tårne står tilbage i dag.
Og nu sidder du måske og tænker: ”11 km. Hvor hårdt kan det være?” Det er ikke længden på trekket, der får dig ned med nakken. Eller højdemeterne for den sags skyld, hvor muren konstant slynger sig op og ned og fra side til side, som en drage i bevægelse i det smukke bakkede landskab. Det er i stedet de uendeligt mange trapper, med som oftest ekstremt høje og til tider ujævne trin. Men men men, det var det hele værd! Også når jeg de efterfølgende dage måtte humpe mig ned ad trapperne til metroen.
Mødet med de lokale
Med mit meget lille kendskab til Kina inden, og det faktum at næsten ingen kinesere taler engelsk, og at jeg selv ikke taler et ord kinesisk, havde jeg ikke troet at det ville blive særligt nemt at falde i snak med de lokale. Men man kommer virkelig langt med Google Translate! Mange kinesere er utroligt snakkesalige og interesserede i hvor man kommer fra, og hvad man har planer om at se i Kina. Da jeg skulle med nattoget fra Beijing til Xian, endte det med næsten en times lang samtale gennem Google Translate med en af de andre i kupéen, hvor jeg fik en masse anbefalinger til Xian med mig.
En foodies' rejse fra nordøst til sydvest
Et af mine mål i Kina var at smage så mange forskellige lokale ting som muligt. Derfor har jeg også været på et par foodtours, i Beijing og i Xian, med håbet om at prøve nogle ting som jeg aldrig selv ville have fundet eller faldet over, og de leverede virkelig. Jeg har prøvet både ting som jeg syntes var fantastiske, og ting der var mere... interessante, lad os sige det. Og som guiden på en af foodtourene sluttede af med at sige: "Hvis I falder over noget, der ser spændende eller ukendt ud, så bare prøv det. Måske vil I elske det. Eller måske kan I ikke lide det. Og det er også okay." Og med de relativt billige madpriser her, der vil jeg give hende ret – der er rig mulighed for bare at smage løs, hvilket jeg helt sikkert også har gjort. Og højdepunkterne madmæssigt har været mange. Lige fra Pekingand på min første dag i Beijing, streetfood-boderne i Xian, det store velduftende udvalg på natmarkedet i Lijiang, Yak-hotpot i Shangri-La og ikke mindst de smagfulde retter som folk normalt kun laver hjemme, og som jeg kun så på menukortene, når jeg kom ud i de små landsbyer. Jeg skal helt sikkert have fundet ud af hvordan man laver deres ’sweet and sour pork’, ’pak choi med hvidløg’ og ’kylling og peanuts over ris’.
Et lille tip hvis du kan lide spicy mad:
Du skal ikke være bange for spice-niveauet i Kina. Menubeskrivelser og dårlige engelskoversættelser er ofte mere opfindsomme end hjælpsomme. Nudler eller ris, og hvilken slags kød der var tale om – det kunne Google Translate som regel godt finde ud af. Derudover var grøntsagerne eller salatdelene ofte mere en overraskelse, både hvad angår hvilke der ville være tale om, og hvordan de ville være tilberedt. Løsningen: Jeg pegede tit bare på et eller andet på menukortet, eller på et af de billeder de små spisesteder ofte havde hængende. Her blev jeg ofte mødt med advarslen om at jeg havde valgt en ret der var ”spicy”. Måske gør min nærmest gennemsigtige hud, der ofte følger med det at være rødhåret, at jeg for kineserne ikke ligefrem ligner en der kan håndtere spicy. Men jeg sagde altid bare "ja ja", eller takkede ja, når en streetfood-sælger spurgte om der skulle chili på mine grillede kødspyd eller Fried Rice – og så stærkt endte det altså heller aldrig med at være. Den gennemsnitlige diavolo-pizza hjemme i Danmark er mere spicy end noget jeg har prøvet her i Kina! Så bare spring ud i det. Jeg har dog smagt ting, jeg ikke gider prøve igen. Men jeg har også fået masser af virkelig fantastisk lokal mad på min rejse her i Kina!"
Vil du også opleve Kina? Så gå på opdagelse i vores mange rejseforslag til Kina her.
