Af Mathilde Staal Jørgensen
Tidspunkt for rejse
Forår 2023
Jeg bliver aldrig træt af Mexico! Jeg elsker simpelthen det land – duftene, lydene, sproget, naturen og ikke mindst farverne. Mexico har det hele. Min første rejse hertil var i 2013, og siden har jeg besøgt landet af flere omgange og også været i praktik i Mexico City. Min mand og jeg var begge på barsel, og tanken om en genforening med landet sammen med ham og vores to små piger gav mig sommerfugle i maven. Derfor hoppede vi ombord på flyet mod Cancun og begav os ud på et 5-ugers familieeventyr i smukke Mexico.
En afslappende start i Playa del Carmen
Vi landede i Cancun, hvor vi blev afhentet i lufthavnen og kørt til vores hotel i Playacar, syd for Playa del Carmen by. Her indlogerede vi os på et all-inclusive hotel, hvor vi kunne få lov at lande, mens vi vænnede os til varmen og ikke mindst tidsforskellen. Dagene gik med at lege i poolen og ved havet samt småture til de omkringliggende caféer og butikker. Den afslappende start var god for os, men som den store Mexico-elsker jeg er, glædede jeg mig også til at rejse videre og vise min famile en anden del af Mexico, hvor vi skulle stå lidt mere på egne ben.
Stemning, cenoter og museumsbesøg i Valladolid
Næste stop på rejsen var Valladolid, som er blevet erklæret bevaringsværdig af UNESCO, og ikke uden grund. Flere af de farvestrålende, smukke bygninger i Valladolid stammer helt tilbage fra det 16. århundrede, og i byens centrum får man fornemmelsen af at træde ind i en anden tid. Gaderne er brostensbelagte, bygningerne lave og fortorvene smalle. Man skal have viljen, hvis man vil opleve byen med to klapvogne, men det havde vi. Vi stod tidligt op om morgenen, greb klapvognene og gik ud i det blå. Vi købte juice af de lokale på gaden og begav os mod madhallen i centrum af byen for at få et mexicansk morgenmåltid. Vi oplevede byen på to ben, mens vi nød, hvordan husene skiftede farve. Her fik vi virkelig følelsen af endelig af være ankommet til Mexico. Min ældste datter og jeg fik os også et dyp i Cenote Zací, som ligger inde i byen. Virkelig smart når man rejser med to små børn og gerne vil opleve en cenote (ferskvandshul). Det var en kæmpe oplevelse at svømme i det klare vand omgivet af stenvægge med lianer hængende over os.
Et must for mig var også at komme i Casa de los Venados. Det er et privatejet museum med over 3000 mexicanske kunstværker. Ægteparret, der ejer museet, kæmper for at øge kulturturismen i området. Derfor er der også guidede ture hver dag, som de ikke forventer andet end en donation til bevarelse af museet for. Museet var et must for mig, da de har et særligt rum dedikeret til den mexicanske kunstner Frida Kahlo, som jeg er meget fascineret af – faktisk så meget at min datter er opkaldt efter hende. Besøget skuffede ikke, da der udover ”Fridarummet” er meget andet kunst, der fortæller Mexicos historie. Valladolid er en by, jeg meget gerne vil tilbage til igen.
Chichén Itzá og hyggelige stunder i Mérida
Vi tog tidligt afsted fra Valladolid, da vi på turen mod Mérida ville gøre et stop ved Chichén Itzá. Det er en gammel mayalandsby, én af de 7 nye vidundere og er ligesom Valladolid blevet erklæret bevaringsværdig af UNESCO. Jeg har været der før, men glædede mig til et gensyn. Mange tænker, at Chichén Itzá kun består af den velkendte pyramide, men området er fuld af ruiner, der hver især giver et indblik i Mayaernes liv. At gå rundt mellem ruinerne er yderst facinerende, men da der ikke er meget skygge, begav vi os efter en times tid videre mod Mérida.
Mérida er den største by på Yucatan-halvøen, og vi glædede os til at opleve storbyen. Byen er en blanding af smukke, renoverede bygninger, som leder tankerne over på Paris. Et særligt kendetegn er El Pinar (The Pine Grove), som er et stort og helt lyserødt hus. Byggestilen er fransk og tiltrækker manges opmærksomhed på grund af det imponerende bygningsværk. Blandt byens smukke perler er der også en del bygninger, som for længst har haft deres storhedstid. Vi brugte tiden her på at udforske byen til fods - særligt op og ned af hovedgaden Paseo de Montejo, som er lukket for biltrafik hver søndag fra kl. 8-12. Det udnytter de lokale til at løbe og cykle på vejen, hvilket var et dejligt pusterum fra bilernes støj. Méridas placering inviterer også til at tage ud af byen på dagsture, hvilket vi også benyttede os af. Vi tog ud til det børnevenlige og mindre besøgte Cenotes Hacienda Mucuyché. Området består af den nedlagte hacienda samt to cenoter, som er forbundet, hvor man kan svømme imellem. Vandet er smaragdgrønt, og klippevæggene omkring er beklædt med et sandt plantetæppe. Den første cenote er halvåben, hvorfra vi svømmede gennem kanalen og hen til den anden, der ligger mere lukket. Her kan man skimte himlen gennem de små åbninger i toppen, hvilket giver en hel speciel og rolig stemning. Den er også meget børnevenlig, da der er anlagt en sti, så hvis ikke alle vil svømme, eller man som os har et mindre barn på armen, kan man blot gå med de andre rundt uden at gå glip af noget. Den efterfølgende frokost foregik hos en lokal familie, hvor min ældste datter fik lov at komme med i køkkenet og lave empanadas over åben ild.
I Meridá gik vi også på opdagelse i det lokale marked, hvor man både kan købe legetøj, tøj og mad. Pigerne fik en masse opmærksomhed og tilmed en ballon, for er der noget, mexicanerne elsker, så er det børn. Tiden fløj afsted i Meridá, og snart var det tid til at rejse videre til Isla Holbox.
Isla Holbox med sand, strand og ø-hygge
Allerede ved ankomst blev vi ramt af den behagelige ø-stemning. Gaderne består af sand, transporten foregår til fods, på cykel eller i golfbil, og der er et utal af dragende street art-motiver, som pryder bygningerne. Kameraet lever virkelig sit bedste liv på Isla Holbox. Vi nød at gå i de sandede gader, lege på legepladsen midt i byen og bade i poolen på hotellet. Poolen var virkelig vores bedste ven her, da stranden desværre var fyldt med tang. Det tog dog ikke glæden fra os, da is på stranden smager lige godt - tang eller ej. Vores eventyrtrang fik os til at leje en golfbil, som vi tog på opdagelse i. Vi kørte gennem byen fra strand til strand, drak af kolde kokosnødder og spiste frisk mango. Kørsel i sand kan bedst beskrives som en bumlet tur i en rutchebane, men til trods for det faldt begge piger i søvn i golfbilen på vejen tilbage til hotellet – yderst imponerende. Efter fire nætters pusterum ved kysten drog vi videre mod Oaxaca.
Oaxaca - mere mexicansk bliver det ikke!
Oaxaca får mig altid til at føle, at jeg er med i Disney-tegnefilmen Coco. Gaderne er brostensbelagte og smalle. Husene er firkantede og farverige. Der er markeder, hvor man nemt farer vild blandt de kulørte varer, men når man kommer ud og kigger op, ser man de famøse mexicanske bannere flagre i luften – mere mexicansk bliver det nærmest ikke.
Når man tænker på Oaxaca, kan man ikke komme uden om maden. Som de madelskere vi er, havde vi på forhånd støvsuget alle programmer på Netflix om Oaxacas køkken. Vi glædede os særligt til at smage deres Tlayuda - en stor halvstegt eller ristet tortilla med salat, kød, Oaxaca ost og selvfølgelig salsa. Det leder tankerne hen på en pizza i mexicansk forklædning, og det smagte lige så lækkert, som det lyder.
I Oaxaca boede vi lidt uden for den centrale del af byen, da trafikken derinde er ret hektisk, og med to små børn vægtede vi vores nattesøvn højere end hotellet placering. Heldigvis elsker vi at opleve til fods, så det passede os perfekt at gå ind til centrum og tage en taxa hjem. På én af turene til centrum befandt vi os pludseligt på en magisk gade, hvor øjnene vandrede fra hus til hus – fra motiv til motiv. Der var catrinas (kvindelige skelethoveder særligt brugt ved Dødens dag i Mexico) i forskellige fortolkninger, mariachibands (underholdningsmusik fra Mexico), karnevalsgæster, blomster og kolibrier. Alle motiver var farvestrålende, og vores øjne labbede det i sig. Selv i områdets caféer var den kunsteriske stemning helt i top, og Xochimilco blev hermed endnu en perle i rækken af uforglemmelige oplevelser. Senere befandt vi os pludseligt midt i et bryllupsoptog. Der var et band, utallige dansere, mænd på stylter, store dukker og selvfølgelig et brudepar. Særligt min ældste datter kunne slet ikke få nok af det, så vi endte med at følge optoget et godt stykke vej. Mexicanerne forstår virkelig at fejre, og dette var ingen undtagelse.
Vores ophold i Oaxaca bød også på en tur til Monte Alban, der er et stort arkæologisk område lige uden for Oaxaca. Det ligger med udsigt over byen, og modsat Chichen Itzá må du klatre på flere af ruinerne – til stor glæde for vores ældste datter. Her greb vi bæreselen, så mens tre af familiens medlemmer gik på opdagelse, tog den yngste sig en lur. Det var det, man kalder perfekt timing. Efter seks oplevelsesrige nætter i Oaxaca, var det tid til at flyve videre til rejsens sidste stop; Mexico City.
Hvorfor Mexico City er fantastisk med børn
Jeg havde mildt sagt store forventninger til Mexico City, som er mi corazón (mit hjerte). Den by betyder så meget for mig, at jeg har byens længde- og breddegrad tatoveret på mine fødder. Mexico City rummer simpelthen alt, og jeg glædede mig til at opleve byen som en familie.
Vi travede byen tyndt med to klapvogne, hvilket var en sand fornøjelse. Gaderne er brede, så mange steder er der plads til en mindre allé i midten, hvor man kan gå, cykle eller løbe. Min mand er vild med løb, så han stod tidligt op hver morgen og løb sig en tur i Chapultepec-parken. Den er kæmpe stor - faktisk dobbelt så stor som Central park i New York. I parken findes diverse museer, zoologisk have, et slot og en sø med vandcykler. Vi prioriterede at tage en tur på vandet samt en tur i Zoo, som er gratis. Mange tror fejlagtigt, at Mexico City ikke er særlig frodig, men det er den, og for os som børnefamilie var det et sandt paradis at gå i parkerne, som også har nogle fantastiske legepladser. Som tidligere nævnt elsker mexicanerne børn og har sågar en Børnenes Dag. Den dag tog vi ind til Zocalo, hvor der var hoppeborg, ansigtsmaling, diverse spil og vandmelon – og alt var gratis.
Når jeg er i Mexico City er det obligatorisk for mig at tage forbi La Casa Azul, som er Frida Kahlos barndomshjem, hvor hun også boede med hendes mand Diego Rivera. Vi havde booket billetter forud for besøget, og det var virkelig en god oplevelse. La Casa Azul ligger i bydelen Coyoacan, som er ét af mine yndlingsområder i Mexico City. Her sælger de balloner på gadehjørnerne og keramik på markedet, og overalt er der små boder med ting og sager. Vi besøgte Coyoacan flere gange, hvor vi også nåede forbi en mindre park opkaldt efter Frida Kahlo. Her tog resten af familien på legepladsen, mens jeg hoppede på en guidet cykeltur i området. Det kan klart anbefales.
Vi elsker at sejle, så det var naturligt for os også at tage et smut til Xochimilco, der ligger i den sydlige del af Mexico City. Her kan man leje en trajinera, som er den form for båd, der sejler en ud på kanalerne. Kanalerne er det sidste levn efter et stort vandtransportsystem bygget af aztekerne. Mexico City er faktisk grundlagt på en gammel søbund og synker derfor op mod 50 centimeter hvert år. Det er vildt at tænke på. Der er flest mennesker i Xochimilco i weekenden, hvor de lokale tager ud for at spise, hygge sig og drikke lidt tequila, mens mariachibands hopper fra båd til båd. Bådene er smukt dekoreret med navne skrevet i alle regnbuens farver. Det er lidt kaotisk på den gode måde, og vi sugede alle indtryk til os.
Vi tilbragte også en eftermiddag sammen med min venindes familie, der bor her. Selvom hverken min mand eller børn kan spansk, hyggede vi os virkelig. Samtalerne foregik på både spansk, engelsk, dansk og med fagter. Jeg er heller ikke selv flydende i spansk, men for mexicanerne betyder det ikke så meget. De er bare taknemmelige for, at man prøver.
Vi havde otte nætter i Mexico City, men vi nåede slet ikke alt det, vi gerne ville. Vi nød dog hvert eneste sekund af vores besøg.
Hasta luego, Mexico!
Sikke en oplevelse. Sikke et land. Rejsen var nu slut, og vi hoppede på flyet tilbage til Danmark. For os var det heldigvis ikke et farvel, men blot et hasta luego (vi ses), for som jeg plejer at sige; Mexico er altid en god idé.
Drømmer du selv om at rejse?
Se vores mange spændende rejseforslag til Mexico.
Eller send en online rejseforespørgsel. - så bliver du kontaktet af vores erfarne rejsekonsulenter.
En afslappende start i Playa del Carmen
Vi landede i Cancun, hvor vi blev afhentet i lufthavnen og kørt til vores hotel i Playacar, syd for Playa del Carmen by. Her indlogerede vi os på et all-inclusive hotel, hvor vi kunne få lov at lande, mens vi vænnede os til varmen og ikke mindst tidsforskellen. Dagene gik med at lege i poolen og ved havet samt småture til de omkringliggende caféer og butikker. Den afslappende start var god for os, men som den store Mexico-elsker jeg er, glædede jeg mig også til at rejse videre og vise min famile en anden del af Mexico, hvor vi skulle stå lidt mere på egne ben.
Stemning, cenoter og museumsbesøg i Valladolid
Næste stop på rejsen var Valladolid, som er blevet erklæret bevaringsværdig af UNESCO, og ikke uden grund. Flere af de farvestrålende, smukke bygninger i Valladolid stammer helt tilbage fra det 16. århundrede, og i byens centrum får man fornemmelsen af at træde ind i en anden tid. Gaderne er brostensbelagte, bygningerne lave og fortorvene smalle. Man skal have viljen, hvis man vil opleve byen med to klapvogne, men det havde vi. Vi stod tidligt op om morgenen, greb klapvognene og gik ud i det blå. Vi købte juice af de lokale på gaden og begav os mod madhallen i centrum af byen for at få et mexicansk morgenmåltid. Vi oplevede byen på to ben, mens vi nød, hvordan husene skiftede farve. Her fik vi virkelig følelsen af endelig af være ankommet til Mexico. Min ældste datter og jeg fik os også et dyp i Cenote Zací, som ligger inde i byen. Virkelig smart når man rejser med to små børn og gerne vil opleve en cenote (ferskvandshul). Det var en kæmpe oplevelse at svømme i det klare vand omgivet af stenvægge med lianer hængende over os.
Et must for mig var også at komme i Casa de los Venados. Det er et privatejet museum med over 3000 mexicanske kunstværker. Ægteparret, der ejer museet, kæmper for at øge kulturturismen i området. Derfor er der også guidede ture hver dag, som de ikke forventer andet end en donation til bevarelse af museet for. Museet var et must for mig, da de har et særligt rum dedikeret til den mexicanske kunstner Frida Kahlo, som jeg er meget fascineret af – faktisk så meget at min datter er opkaldt efter hende. Besøget skuffede ikke, da der udover ”Fridarummet” er meget andet kunst, der fortæller Mexicos historie. Valladolid er en by, jeg meget gerne vil tilbage til igen.
Chichén Itzá og hyggelige stunder i Mérida
Vi tog tidligt afsted fra Valladolid, da vi på turen mod Mérida ville gøre et stop ved Chichén Itzá. Det er en gammel mayalandsby, én af de 7 nye vidundere og er ligesom Valladolid blevet erklæret bevaringsværdig af UNESCO. Jeg har været der før, men glædede mig til et gensyn. Mange tænker, at Chichén Itzá kun består af den velkendte pyramide, men området er fuld af ruiner, der hver især giver et indblik i Mayaernes liv. At gå rundt mellem ruinerne er yderst facinerende, men da der ikke er meget skygge, begav vi os efter en times tid videre mod Mérida.
Mérida er den største by på Yucatan-halvøen, og vi glædede os til at opleve storbyen. Byen er en blanding af smukke, renoverede bygninger, som leder tankerne over på Paris. Et særligt kendetegn er El Pinar (The Pine Grove), som er et stort og helt lyserødt hus. Byggestilen er fransk og tiltrækker manges opmærksomhed på grund af det imponerende bygningsværk. Blandt byens smukke perler er der også en del bygninger, som for længst har haft deres storhedstid. Vi brugte tiden her på at udforske byen til fods - særligt op og ned af hovedgaden Paseo de Montejo, som er lukket for biltrafik hver søndag fra kl. 8-12. Det udnytter de lokale til at løbe og cykle på vejen, hvilket var et dejligt pusterum fra bilernes støj. Méridas placering inviterer også til at tage ud af byen på dagsture, hvilket vi også benyttede os af. Vi tog ud til det børnevenlige og mindre besøgte Cenotes Hacienda Mucuyché. Området består af den nedlagte hacienda samt to cenoter, som er forbundet, hvor man kan svømme imellem. Vandet er smaragdgrønt, og klippevæggene omkring er beklædt med et sandt plantetæppe. Den første cenote er halvåben, hvorfra vi svømmede gennem kanalen og hen til den anden, der ligger mere lukket. Her kan man skimte himlen gennem de små åbninger i toppen, hvilket giver en hel speciel og rolig stemning. Den er også meget børnevenlig, da der er anlagt en sti, så hvis ikke alle vil svømme, eller man som os har et mindre barn på armen, kan man blot gå med de andre rundt uden at gå glip af noget. Den efterfølgende frokost foregik hos en lokal familie, hvor min ældste datter fik lov at komme med i køkkenet og lave empanadas over åben ild.
I Meridá gik vi også på opdagelse i det lokale marked, hvor man både kan købe legetøj, tøj og mad. Pigerne fik en masse opmærksomhed og tilmed en ballon, for er der noget, mexicanerne elsker, så er det børn. Tiden fløj afsted i Meridá, og snart var det tid til at rejse videre til Isla Holbox.
Isla Holbox med sand, strand og ø-hygge
Allerede ved ankomst blev vi ramt af den behagelige ø-stemning. Gaderne består af sand, transporten foregår til fods, på cykel eller i golfbil, og der er et utal af dragende street art-motiver, som pryder bygningerne. Kameraet lever virkelig sit bedste liv på Isla Holbox. Vi nød at gå i de sandede gader, lege på legepladsen midt i byen og bade i poolen på hotellet. Poolen var virkelig vores bedste ven her, da stranden desværre var fyldt med tang. Det tog dog ikke glæden fra os, da is på stranden smager lige godt - tang eller ej. Vores eventyrtrang fik os til at leje en golfbil, som vi tog på opdagelse i. Vi kørte gennem byen fra strand til strand, drak af kolde kokosnødder og spiste frisk mango. Kørsel i sand kan bedst beskrives som en bumlet tur i en rutchebane, men til trods for det faldt begge piger i søvn i golfbilen på vejen tilbage til hotellet – yderst imponerende. Efter fire nætters pusterum ved kysten drog vi videre mod Oaxaca.
Oaxaca - mere mexicansk bliver det ikke!
Oaxaca får mig altid til at føle, at jeg er med i Disney-tegnefilmen Coco. Gaderne er brostensbelagte og smalle. Husene er firkantede og farverige. Der er markeder, hvor man nemt farer vild blandt de kulørte varer, men når man kommer ud og kigger op, ser man de famøse mexicanske bannere flagre i luften – mere mexicansk bliver det nærmest ikke.
Når man tænker på Oaxaca, kan man ikke komme uden om maden. Som de madelskere vi er, havde vi på forhånd støvsuget alle programmer på Netflix om Oaxacas køkken. Vi glædede os særligt til at smage deres Tlayuda - en stor halvstegt eller ristet tortilla med salat, kød, Oaxaca ost og selvfølgelig salsa. Det leder tankerne hen på en pizza i mexicansk forklædning, og det smagte lige så lækkert, som det lyder.
I Oaxaca boede vi lidt uden for den centrale del af byen, da trafikken derinde er ret hektisk, og med to små børn vægtede vi vores nattesøvn højere end hotellet placering. Heldigvis elsker vi at opleve til fods, så det passede os perfekt at gå ind til centrum og tage en taxa hjem. På én af turene til centrum befandt vi os pludseligt på en magisk gade, hvor øjnene vandrede fra hus til hus – fra motiv til motiv. Der var catrinas (kvindelige skelethoveder særligt brugt ved Dødens dag i Mexico) i forskellige fortolkninger, mariachibands (underholdningsmusik fra Mexico), karnevalsgæster, blomster og kolibrier. Alle motiver var farvestrålende, og vores øjne labbede det i sig. Selv i områdets caféer var den kunsteriske stemning helt i top, og Xochimilco blev hermed endnu en perle i rækken af uforglemmelige oplevelser. Senere befandt vi os pludseligt midt i et bryllupsoptog. Der var et band, utallige dansere, mænd på stylter, store dukker og selvfølgelig et brudepar. Særligt min ældste datter kunne slet ikke få nok af det, så vi endte med at følge optoget et godt stykke vej. Mexicanerne forstår virkelig at fejre, og dette var ingen undtagelse.
Vores ophold i Oaxaca bød også på en tur til Monte Alban, der er et stort arkæologisk område lige uden for Oaxaca. Det ligger med udsigt over byen, og modsat Chichen Itzá må du klatre på flere af ruinerne – til stor glæde for vores ældste datter. Her greb vi bæreselen, så mens tre af familiens medlemmer gik på opdagelse, tog den yngste sig en lur. Det var det, man kalder perfekt timing. Efter seks oplevelsesrige nætter i Oaxaca, var det tid til at flyve videre til rejsens sidste stop; Mexico City.
Hvorfor Mexico City er fantastisk med børn
Jeg havde mildt sagt store forventninger til Mexico City, som er mi corazón (mit hjerte). Den by betyder så meget for mig, at jeg har byens længde- og breddegrad tatoveret på mine fødder. Mexico City rummer simpelthen alt, og jeg glædede mig til at opleve byen som en familie.
Vi travede byen tyndt med to klapvogne, hvilket var en sand fornøjelse. Gaderne er brede, så mange steder er der plads til en mindre allé i midten, hvor man kan gå, cykle eller løbe. Min mand er vild med løb, så han stod tidligt op hver morgen og løb sig en tur i Chapultepec-parken. Den er kæmpe stor - faktisk dobbelt så stor som Central park i New York. I parken findes diverse museer, zoologisk have, et slot og en sø med vandcykler. Vi prioriterede at tage en tur på vandet samt en tur i Zoo, som er gratis. Mange tror fejlagtigt, at Mexico City ikke er særlig frodig, men det er den, og for os som børnefamilie var det et sandt paradis at gå i parkerne, som også har nogle fantastiske legepladser. Som tidligere nævnt elsker mexicanerne børn og har sågar en Børnenes Dag. Den dag tog vi ind til Zocalo, hvor der var hoppeborg, ansigtsmaling, diverse spil og vandmelon – og alt var gratis.
Når jeg er i Mexico City er det obligatorisk for mig at tage forbi La Casa Azul, som er Frida Kahlos barndomshjem, hvor hun også boede med hendes mand Diego Rivera. Vi havde booket billetter forud for besøget, og det var virkelig en god oplevelse. La Casa Azul ligger i bydelen Coyoacan, som er ét af mine yndlingsområder i Mexico City. Her sælger de balloner på gadehjørnerne og keramik på markedet, og overalt er der små boder med ting og sager. Vi besøgte Coyoacan flere gange, hvor vi også nåede forbi en mindre park opkaldt efter Frida Kahlo. Her tog resten af familien på legepladsen, mens jeg hoppede på en guidet cykeltur i området. Det kan klart anbefales.
Vi elsker at sejle, så det var naturligt for os også at tage et smut til Xochimilco, der ligger i den sydlige del af Mexico City. Her kan man leje en trajinera, som er den form for båd, der sejler en ud på kanalerne. Kanalerne er det sidste levn efter et stort vandtransportsystem bygget af aztekerne. Mexico City er faktisk grundlagt på en gammel søbund og synker derfor op mod 50 centimeter hvert år. Det er vildt at tænke på. Der er flest mennesker i Xochimilco i weekenden, hvor de lokale tager ud for at spise, hygge sig og drikke lidt tequila, mens mariachibands hopper fra båd til båd. Bådene er smukt dekoreret med navne skrevet i alle regnbuens farver. Det er lidt kaotisk på den gode måde, og vi sugede alle indtryk til os.
Vi tilbragte også en eftermiddag sammen med min venindes familie, der bor her. Selvom hverken min mand eller børn kan spansk, hyggede vi os virkelig. Samtalerne foregik på både spansk, engelsk, dansk og med fagter. Jeg er heller ikke selv flydende i spansk, men for mexicanerne betyder det ikke så meget. De er bare taknemmelige for, at man prøver.
Vi havde otte nætter i Mexico City, men vi nåede slet ikke alt det, vi gerne ville. Vi nød dog hvert eneste sekund af vores besøg.
Hasta luego, Mexico!
Sikke en oplevelse. Sikke et land. Rejsen var nu slut, og vi hoppede på flyet tilbage til Danmark. For os var det heldigvis ikke et farvel, men blot et hasta luego (vi ses), for som jeg plejer at sige; Mexico er altid en god idé.
Drømmer du selv om at rejse?
Se vores mange spændende rejseforslag til Mexico.
Eller send en online rejseforespørgsel. - så bliver du kontaktet af vores erfarne rejsekonsulenter.
