Af Nanna R. Jørgensen
Jeg havde aldrig før sat mine fødder i Marokko, og når jeg forestillede mig landet, ledte mine tanker mig straks hen mod den travle souk i Marrakech med smalle labyrintgader, som jeg forestillede mig ville dufte af lædervarer og krydderier i bunkevis. Jeg forestillede mig også, at der ville være farver alle vegne – i form af friske frugter, glaseret lertøj og sjove himstregimser. For ikke at glemme de gennemtrængende lyde på sådan en markedsplads, hvor du kan høre kaoset med de hurtige handler, masser af snak og alt-muligt-musik. Og ved du hvad… min forestilling var spot on, da vi landede midt i Marrakech. Det livlige kaos stilnede dog hurtigt af, da vi næste morgen startede vores første vandredag mod toppen af Mount Toubkal.
I bussen på vej mod Atlasbjergene blæser marokkansk musik ud af højtaleren. Du kender helt sikkert følelsen, når du lander i et nyt land, hvor indtryk vælter ind fra alle sider. Du er temmelig bombet, men møg-spændt! Det samme sker lige her, hvor vi i bussen er en smule medtaget af gårdagens rejsedag. Vi gaber lidt på skift – lige indtil vi slår vores store tekop-øjne op mod de sneklædte bjergtinder ude i horisonten. Det kribler i kroppen, fordi NU banker eventyret altså på!
Vi stiger ud af bussen, hilser pænt på vores lokale guider, smører en klat solcreme i ansigtet, snører støvlerne godt til – og så er vi ellers klar til afgang.
Allerede i lufthavnen havde min kæreste og jeg taget beslutningen om at gå totalt off-grid den næste uges tid, hvorfor vi fravælger at købe et lokalt SIM-kort. Rammerne er trygge, så vi griber muligheden for at koble helt fra på denne tur. Ingen forbindelse, ingen notifikationer, ingen mails, ingen forstyrrelser.
De første dage har vi nærmest stierne helt for os selv. Vi er 17 i gruppen, nogle rejser i par og nogle rejser solo. Vi skulle selvfølgelig lige varme op, men jeg mærker hurtigt, at dynamikken i gruppen er god, trods det brede aldersspænd. Den yngste i gruppen er 24 år og den ældste er 65 år, så vi kan vist fint betegnes som en god blandet landhandel.
Vores første nat er i Ait Aissa – en lille landsby, så fin og uberørt af turismen. Vi fordeler os på to sovesale og prøver at organisere os bedst muligt. Hvis du har trekket eller rejst med din backpack, så ved du også, at det typisk tager nogle dage, før du lige finder flowet og bliver sådan rigtig gode venner med din rygsæk. Hvis du er den lidt ustrukturerede type (som mig), finder du måske aldrig 100% flowet sammenlignet med den strukturerede type (min kæreste), men du lærer i det mindste at håndtere dit eget pakkekaos. Og det kan jeg egentlig godt leve med.
For hver dag der går bliver selskabet mere og mere afslappet i takt med, at vi lærer hinanden bedre at kende. Vi får serveret det skønneste mad i bjergene – alt lige fra suppe og den traditionelle tagine til tun-sandwich, frisk salat og selvfølgelig den lokale mynte-te, som hører sig til efter ethvert måltid. Og til morgenmad får vi den lokale nutella og den lokale nesquick-kakao, brød, kager, æg, marmelader og endda havregrød – sidstnævnte havde jeg ikke set komme. Og overraskende nok bliver de fleste af os ret glade for grøden og eksperimenterer både med nutella, kakaopulver og honning heri. Honning er klart favoritten!
Men lad mig lige tage dig gennem mine 3 største highlights fra trekket, inden vi rammer summit, som ligger i 4.167 meters højde.
1. De skiftende landskaber. Hver dag bliver dine sanser forkælet med nyt terræn, nye udsigter, lyde og dufte. Fra store åbne vidder med grønne træer og buske til kompakte røde klipper med hvide sneklædt bjerge som baggrund.
2. At kunne tømme hovedet og være tilstede i nuet. Når tankerne til dagligt flyver rundt i knolden på én, er det en befrielse at rydde op på øverste etage. Ingen trang til at tjekke mobilen, ingen breaking news – faktisk er vi helt uvidende om, hvad der sker i resten af verden, mens vi sidder og snakker, drikker kaffe og spiller Skip-Bo, som i øvrigt er et helt kanon kortspil.
3. Gruppen, helt afgjort. Ingen grupper er ens og derfor vil turen også føles anderledes uanset hvor mange gange, du tager afsted. Det kan jeg godt li’. Vi har nogle gode, sjove og dybe snakke undervejs, som er en stor del af oplevelsen for mig. Vi brygger også på nogle skøre og skæve ideer undervejs og bliver enige om, at det må være højderne, der gør os lidt kuk-kuk.
Da vi på fjerde dag kommer til byen Imlil, bliver vi mødt af caféer, butikker og rigtige toiletter?! Alt det, vi ellers har været helt afskåret fra indtil nu. Det er en sjov fornemmelse, hvordan vi hurtigt vænner os til de primitive omgivelser, og hvordan det så føles helt wow-agtigt at komme tilbage til det, vi kender. Det tror jeg er en sund privilegie-øvelse for de fleste af os.
Fra Imlil starter trekket til Base Camp, altså stoppet inden toppen. Vi går mod summit om morgenen, og selvom solen skinner er der sne på dette stræk. YEEEES! Det betyder, at vi skal have crampons på, og dem har jeg aldrig gået med før. Det er en slags pigsko, som sidder fast på din støvle, så du ikke skrider i sneen - og de gør helt sikkert, hvad de skal.
Vi når toppen og her bliver jeg rigtig rørt.
Det er bestemt en forløsning at nå målet efter flere dages vandring, men her bliver jeg mest af alt ramt af følelsen af at være heldig. Heldig - fordi jeg står lige her, lige nu.
I bussen på vej mod Atlasbjergene blæser marokkansk musik ud af højtaleren. Du kender helt sikkert følelsen, når du lander i et nyt land, hvor indtryk vælter ind fra alle sider. Du er temmelig bombet, men møg-spændt! Det samme sker lige her, hvor vi i bussen er en smule medtaget af gårdagens rejsedag. Vi gaber lidt på skift – lige indtil vi slår vores store tekop-øjne op mod de sneklædte bjergtinder ude i horisonten. Det kribler i kroppen, fordi NU banker eventyret altså på!
Vi stiger ud af bussen, hilser pænt på vores lokale guider, smører en klat solcreme i ansigtet, snører støvlerne godt til – og så er vi ellers klar til afgang.
Allerede i lufthavnen havde min kæreste og jeg taget beslutningen om at gå totalt off-grid den næste uges tid, hvorfor vi fravælger at købe et lokalt SIM-kort. Rammerne er trygge, så vi griber muligheden for at koble helt fra på denne tur. Ingen forbindelse, ingen notifikationer, ingen mails, ingen forstyrrelser.
De første dage har vi nærmest stierne helt for os selv. Vi er 17 i gruppen, nogle rejser i par og nogle rejser solo. Vi skulle selvfølgelig lige varme op, men jeg mærker hurtigt, at dynamikken i gruppen er god, trods det brede aldersspænd. Den yngste i gruppen er 24 år og den ældste er 65 år, så vi kan vist fint betegnes som en god blandet landhandel.
Vores første nat er i Ait Aissa – en lille landsby, så fin og uberørt af turismen. Vi fordeler os på to sovesale og prøver at organisere os bedst muligt. Hvis du har trekket eller rejst med din backpack, så ved du også, at det typisk tager nogle dage, før du lige finder flowet og bliver sådan rigtig gode venner med din rygsæk. Hvis du er den lidt ustrukturerede type (som mig), finder du måske aldrig 100% flowet sammenlignet med den strukturerede type (min kæreste), men du lærer i det mindste at håndtere dit eget pakkekaos. Og det kan jeg egentlig godt leve med.
For hver dag der går bliver selskabet mere og mere afslappet i takt med, at vi lærer hinanden bedre at kende. Vi får serveret det skønneste mad i bjergene – alt lige fra suppe og den traditionelle tagine til tun-sandwich, frisk salat og selvfølgelig den lokale mynte-te, som hører sig til efter ethvert måltid. Og til morgenmad får vi den lokale nutella og den lokale nesquick-kakao, brød, kager, æg, marmelader og endda havregrød – sidstnævnte havde jeg ikke set komme. Og overraskende nok bliver de fleste af os ret glade for grøden og eksperimenterer både med nutella, kakaopulver og honning heri. Honning er klart favoritten!
Men lad mig lige tage dig gennem mine 3 største highlights fra trekket, inden vi rammer summit, som ligger i 4.167 meters højde.
1. De skiftende landskaber. Hver dag bliver dine sanser forkælet med nyt terræn, nye udsigter, lyde og dufte. Fra store åbne vidder med grønne træer og buske til kompakte røde klipper med hvide sneklædt bjerge som baggrund.
2. At kunne tømme hovedet og være tilstede i nuet. Når tankerne til dagligt flyver rundt i knolden på én, er det en befrielse at rydde op på øverste etage. Ingen trang til at tjekke mobilen, ingen breaking news – faktisk er vi helt uvidende om, hvad der sker i resten af verden, mens vi sidder og snakker, drikker kaffe og spiller Skip-Bo, som i øvrigt er et helt kanon kortspil.
3. Gruppen, helt afgjort. Ingen grupper er ens og derfor vil turen også føles anderledes uanset hvor mange gange, du tager afsted. Det kan jeg godt li’. Vi har nogle gode, sjove og dybe snakke undervejs, som er en stor del af oplevelsen for mig. Vi brygger også på nogle skøre og skæve ideer undervejs og bliver enige om, at det må være højderne, der gør os lidt kuk-kuk.
Da vi på fjerde dag kommer til byen Imlil, bliver vi mødt af caféer, butikker og rigtige toiletter?! Alt det, vi ellers har været helt afskåret fra indtil nu. Det er en sjov fornemmelse, hvordan vi hurtigt vænner os til de primitive omgivelser, og hvordan det så føles helt wow-agtigt at komme tilbage til det, vi kender. Det tror jeg er en sund privilegie-øvelse for de fleste af os.
Fra Imlil starter trekket til Base Camp, altså stoppet inden toppen. Vi går mod summit om morgenen, og selvom solen skinner er der sne på dette stræk. YEEEES! Det betyder, at vi skal have crampons på, og dem har jeg aldrig gået med før. Det er en slags pigsko, som sidder fast på din støvle, så du ikke skrider i sneen - og de gør helt sikkert, hvad de skal.
Vi når toppen og her bliver jeg rigtig rørt.
Det er bestemt en forløsning at nå målet efter flere dages vandring, men her bliver jeg mest af alt ramt af følelsen af at være heldig. Heldig - fordi jeg står lige her, lige nu.
