- Råd & inspiration
- Blog
- Vandring på West Highland Way i Skotland - På grupperejse med dansk rejseleder
Af Line Schacht Boeg
For første gang nogensinde har jeg været med på en af Jysk Rejsebureaus aktive rejser med dansk rejseleder – noget jeg har drømt om i flere år. Valget faldt på West Highland Way i Skotland, da jeg altid har villet opleve den unikke, rå natur derovre.
Mødet med de andre i gruppen
Jeg mødtes med de fleste andre fra gruppen i Kastrup, hvorfra vi fløj til Amsterdam, hvor vi mødtes med de to, der fløj fra Billund, og herfra fulgtes vi ad til Glasgow. Vi var en lille gruppe, der skulle afsted, og vi sad sammen i flyet, så allerede der lærte vi hinanden lidt at kende, og snakken flød lige med det samme.
Ankomst til Skotland og en bjørn i kilt
I Glasgow blev vi hentet i en kæmpe bus og kørt til første overnatningssted: The Drovers Inn i Inverarnan. Et virkelig spøjst og fedt sted, fyldt med udstoppede dyr, f.eks. en stor bjørn iført kilt, og alt muligt andet lokalt dyreliv. Det var lidt som at træde ind på Naturhistorisk Museum (bortset fra det med kilten), men med levende musik og en hyggelig restaurant og bar. Vi skulle overnatte i nogle bygninger på den anden side af vejen, og det var nok meget godt, for det skulle eftersigende spøge på The Drovers Inn – ikke en fjern tanke, når man ser stedet😂 Efter et godt aftensmåltid, en god nattesøvn og en stor morgenmad, startede vores 5-dages trek i det skotske højland, og vi glædede os til endelig at være i gang med vores trekking-eventyr. Vejret var lidt ustadigt, hvilket det ofte er i Skotland, så vi trak i regntøjet og gik afsted – og regntøjet kom af og på mange gange i løbet af dagen, sådan som det er med det berømte omskiftelige vejr i Skotland.
Første trekkingdag - fra Inverarnan til Tyndrum
Første etape gik fra Inverarnan til Tyndrum, langs floden Falloch, gennem grønne, bakkede landskaber, forbi får med små lam på markerne, og noget af tiden med udsigt til West Highland Railway. Virkelig et skønt landskab. Da vi nærmede os Tyndrum, kunne vi bagved de lavthængende skyer se noget af de to Munroes (bjerge, der er over 914 meter høje), Ben More og Stob Binnein. Undervejs fik vi allesammen, helt naturligt, snakket med hinanden, da man skifter lidt tempo undervejs, og det var virkelig hyggeligt. Efter dagens vandring på 22 km sluttede vi dagen af med en skotsk øl og aftensmad på vores næste hotel, et spøjst laksefarvet og ret stort hotel, men med fine værelser og god morgenmad.
Turens længste etape - fra Tyndrum til Kingshouse
Næste etape var turens længste: Lige over 31 km målte vi den til, fra Tyndrum til Kingshouse i Glencoe, gennem hjertet af det skotske højland, henover det enorme område Rannoch Moor, som du måske kender fra Netflix-successen Outlander. Undervejs kunne vi nyde udsigten til bjerget Stob Dearg, som er et af de mest ikoniske bjerge, med sin perfekte pyramideformede tinde, som rejser sig 1021 meter over heden. Turen var hård, især fordi vi gik på en gammel, stenet militærvej de sidste mange kilometer, med ujævne, spidse sten, så man skal have gode, solide støvler på, som er gået godt til i forvejen. Men det var samtidig en enormt smuk etape, en af de flotteste, efter min mening, og vi var heldige med vejret det meste af dagen. Efter endt etape blev vi hentet af vores bus og kørt en lille halv time til vores fine hotel i nærheden af Glencoe, med en fantastisk udsigt over søen Loch Linnhe. Her var der inkluderet en lækker treretters aftensmadsmenu, og morgenmadsbuffetten manglede absolut heller ingenting. Igen hyggede vi os allesammen sammen – det var så nemt at være sammen, og vi fik utroligt mange gode grin og røverhistorier.
3. etape - fra Kingshouse til Kinlochleven over The Devil's Staircase
Efter den lækre morgenmad på dagen for 3. etape blev vi kørt tilbage til Kingshouse, hvor gårsdagens etape sluttede. Herfra vandrede vi langs vejen hen til opstigningen til The Devil’s Staircase, som er et pas i 550 meters højde. Det regnede lidt og var overskyet, så fra toppen kunne man ikke se så meget, men der skulle være en utroligt flot udsigt i godt vejr. Vandredagen var ret kort, for vi skulle kun vandre 15 km, og da vejret ikke var så godt, ankom vi tidligt til vores hyggelige B&B i Kinlochleven, hvor vi kunne slappe af resten af dagen. Vi kunne dog ikke dy os for at gå en lille tur ud til et stort, flot vandfald, ”Grey Mare’s Tail”, der ligger i udkanten af byen. For at komme helt tæt på vandfaldet skal man gå en lidt vanskelig vej på nogle planker, der er hamret fast i klipperne, og henover floden, mens man holder fast i stålwire, så vi gik ikke allesammen med. En fra gruppen, Kaya, var megasej og hoppede i vandet ved vandfaldet, selvom det var temmelig koldt.
4. og sidste etape på West Highland Way - fra Kinlochleven til Fort William
Sidste etape på selve West Highland Way går fra Kinlochleven til Fort William og er på ca. 26 km, så igen en ret lang etape, dog med bedre underlag og igennem fantastiske landskaber. Især var jeg imponeret over det enorme højlandshedelandskab med ruiner af gamle forehyrdehuse og udsigten til grønne bjerge hele vejen rundt, skiftende til skovområder og et mindre bjergpas, inden vi nåede til Fort William. Byen ligger ved den store sø Loch Linnhe, som løber ud i havet, og som derfor har en del skibstrafik. Det var faktisk samme sø, vi boede ud til ved Glencoe på 2. vandredag. Vi havde overvejende dejligt vejr denne dag, hvilket kun gjorde landskabet endnu smukkere. Vi gik i seng med lidt spænding i maven over at skulle bestige Ben Nevis næste dag – især fordi vejret så ud til at blive virkelig råt.
5. vandredag: Bestigning af Ben Nevis
Og råt blev det på dagen, hvor vi skulle prøve kræfter med Storbritanniens højeste bjerg, Ben Nevis. Heldigvis var vi alle godt forberedte med masser af varmt tøj, vand, snacks og regntøj i rygsækken, da vi begav os afsted mod toppen. I starten støvregnede det bare lidt, og vi kunne nyde udsigten over dalen nedenfor bjerget. Men efterhånden som vi bevægede os op, blev det mere og mere tåget, blæsende og regnfuldt, så vi næsten intet kunne se, bortset fra stien. Vi holdt kun en enkelt pause op mod toppen på grund af vejret. Dagens distance var 15,5 km, og det er altså kun på bjerget og ikke til og fra (her kørte vi i taxa), og bjerget strækker sig op i 1445 meters højde, så det var stejlt op og samme vej ned. Da vi nærmede os toppen, var det blevet endnu værre vejr, og vi hoppede i alt det varme tøj og regntøj, vi havde med. Alligevel var vi alle gennemblødte, da vi nåede toppen, så her blev det til et hurtigt kampråb og et par våde fotos, og så skyndte vi os ellers nedad igen – over glatte sten hele vejen, så vi skulle passe på ikke at vrikke om eller glide. Noget af det bedste ved denne dag, udover at have klaret udfordringen, var at opleve, hvordan vi motiverede og hjalp hinanden, hvis nogen havde lidt krise undervejs, eller prøvede at give ly for hinanden, mens vi trak i regntøjet.
Vi var allesammen trætte og våde, men glade og stolte, da vi nåede bunden af bjerget, og vi glædede os til et varmt bad og en meget sen frokost, da det ikke ligefrem var picnicvejr på toppen – det havde det sjovt nok været ugen forinden, for den gruppe der havde været afsted der.
En rejse, jeg kan leve højt på længe
Skotland kan virkelig noget særligt, og jeg tror, at vi allesammen har lyst til at opleve endnu mere af landet en anden gang, for naturen er helt fantastisk smuk, befolkningen er enormt venlig, og der er en spændende kultur og historie. Det er helt klart heller ikke sidste gang, jeg tager med på en aktiv grupperejse, for det var fedt at dele oplevelserne med andre, og vi havde et virkelig godt sammenhold og mange gode snakke og grin! Næste store ønske er Fishermen’s Trail i Portugal eller Camino Portugues i Spanien.
Vil du også elske at vandre i Skotland? Så læs mere om rejsen her
Mødet med de andre i gruppen
Jeg mødtes med de fleste andre fra gruppen i Kastrup, hvorfra vi fløj til Amsterdam, hvor vi mødtes med de to, der fløj fra Billund, og herfra fulgtes vi ad til Glasgow. Vi var en lille gruppe, der skulle afsted, og vi sad sammen i flyet, så allerede der lærte vi hinanden lidt at kende, og snakken flød lige med det samme.
Ankomst til Skotland og en bjørn i kilt
I Glasgow blev vi hentet i en kæmpe bus og kørt til første overnatningssted: The Drovers Inn i Inverarnan. Et virkelig spøjst og fedt sted, fyldt med udstoppede dyr, f.eks. en stor bjørn iført kilt, og alt muligt andet lokalt dyreliv. Det var lidt som at træde ind på Naturhistorisk Museum (bortset fra det med kilten), men med levende musik og en hyggelig restaurant og bar. Vi skulle overnatte i nogle bygninger på den anden side af vejen, og det var nok meget godt, for det skulle eftersigende spøge på The Drovers Inn – ikke en fjern tanke, når man ser stedet😂 Efter et godt aftensmåltid, en god nattesøvn og en stor morgenmad, startede vores 5-dages trek i det skotske højland, og vi glædede os til endelig at være i gang med vores trekking-eventyr. Vejret var lidt ustadigt, hvilket det ofte er i Skotland, så vi trak i regntøjet og gik afsted – og regntøjet kom af og på mange gange i løbet af dagen, sådan som det er med det berømte omskiftelige vejr i Skotland.
Første trekkingdag - fra Inverarnan til Tyndrum
Første etape gik fra Inverarnan til Tyndrum, langs floden Falloch, gennem grønne, bakkede landskaber, forbi får med små lam på markerne, og noget af tiden med udsigt til West Highland Railway. Virkelig et skønt landskab. Da vi nærmede os Tyndrum, kunne vi bagved de lavthængende skyer se noget af de to Munroes (bjerge, der er over 914 meter høje), Ben More og Stob Binnein. Undervejs fik vi allesammen, helt naturligt, snakket med hinanden, da man skifter lidt tempo undervejs, og det var virkelig hyggeligt. Efter dagens vandring på 22 km sluttede vi dagen af med en skotsk øl og aftensmad på vores næste hotel, et spøjst laksefarvet og ret stort hotel, men med fine værelser og god morgenmad.
Turens længste etape - fra Tyndrum til Kingshouse
Næste etape var turens længste: Lige over 31 km målte vi den til, fra Tyndrum til Kingshouse i Glencoe, gennem hjertet af det skotske højland, henover det enorme område Rannoch Moor, som du måske kender fra Netflix-successen Outlander. Undervejs kunne vi nyde udsigten til bjerget Stob Dearg, som er et af de mest ikoniske bjerge, med sin perfekte pyramideformede tinde, som rejser sig 1021 meter over heden. Turen var hård, især fordi vi gik på en gammel, stenet militærvej de sidste mange kilometer, med ujævne, spidse sten, så man skal have gode, solide støvler på, som er gået godt til i forvejen. Men det var samtidig en enormt smuk etape, en af de flotteste, efter min mening, og vi var heldige med vejret det meste af dagen. Efter endt etape blev vi hentet af vores bus og kørt en lille halv time til vores fine hotel i nærheden af Glencoe, med en fantastisk udsigt over søen Loch Linnhe. Her var der inkluderet en lækker treretters aftensmadsmenu, og morgenmadsbuffetten manglede absolut heller ingenting. Igen hyggede vi os allesammen sammen – det var så nemt at være sammen, og vi fik utroligt mange gode grin og røverhistorier.
3. etape - fra Kingshouse til Kinlochleven over The Devil's Staircase
Efter den lækre morgenmad på dagen for 3. etape blev vi kørt tilbage til Kingshouse, hvor gårsdagens etape sluttede. Herfra vandrede vi langs vejen hen til opstigningen til The Devil’s Staircase, som er et pas i 550 meters højde. Det regnede lidt og var overskyet, så fra toppen kunne man ikke se så meget, men der skulle være en utroligt flot udsigt i godt vejr. Vandredagen var ret kort, for vi skulle kun vandre 15 km, og da vejret ikke var så godt, ankom vi tidligt til vores hyggelige B&B i Kinlochleven, hvor vi kunne slappe af resten af dagen. Vi kunne dog ikke dy os for at gå en lille tur ud til et stort, flot vandfald, ”Grey Mare’s Tail”, der ligger i udkanten af byen. For at komme helt tæt på vandfaldet skal man gå en lidt vanskelig vej på nogle planker, der er hamret fast i klipperne, og henover floden, mens man holder fast i stålwire, så vi gik ikke allesammen med. En fra gruppen, Kaya, var megasej og hoppede i vandet ved vandfaldet, selvom det var temmelig koldt.
4. og sidste etape på West Highland Way - fra Kinlochleven til Fort William
Sidste etape på selve West Highland Way går fra Kinlochleven til Fort William og er på ca. 26 km, så igen en ret lang etape, dog med bedre underlag og igennem fantastiske landskaber. Især var jeg imponeret over det enorme højlandshedelandskab med ruiner af gamle forehyrdehuse og udsigten til grønne bjerge hele vejen rundt, skiftende til skovområder og et mindre bjergpas, inden vi nåede til Fort William. Byen ligger ved den store sø Loch Linnhe, som løber ud i havet, og som derfor har en del skibstrafik. Det var faktisk samme sø, vi boede ud til ved Glencoe på 2. vandredag. Vi havde overvejende dejligt vejr denne dag, hvilket kun gjorde landskabet endnu smukkere. Vi gik i seng med lidt spænding i maven over at skulle bestige Ben Nevis næste dag – især fordi vejret så ud til at blive virkelig råt.
5. vandredag: Bestigning af Ben Nevis
Og råt blev det på dagen, hvor vi skulle prøve kræfter med Storbritanniens højeste bjerg, Ben Nevis. Heldigvis var vi alle godt forberedte med masser af varmt tøj, vand, snacks og regntøj i rygsækken, da vi begav os afsted mod toppen. I starten støvregnede det bare lidt, og vi kunne nyde udsigten over dalen nedenfor bjerget. Men efterhånden som vi bevægede os op, blev det mere og mere tåget, blæsende og regnfuldt, så vi næsten intet kunne se, bortset fra stien. Vi holdt kun en enkelt pause op mod toppen på grund af vejret. Dagens distance var 15,5 km, og det er altså kun på bjerget og ikke til og fra (her kørte vi i taxa), og bjerget strækker sig op i 1445 meters højde, så det var stejlt op og samme vej ned. Da vi nærmede os toppen, var det blevet endnu værre vejr, og vi hoppede i alt det varme tøj og regntøj, vi havde med. Alligevel var vi alle gennemblødte, da vi nåede toppen, så her blev det til et hurtigt kampråb og et par våde fotos, og så skyndte vi os ellers nedad igen – over glatte sten hele vejen, så vi skulle passe på ikke at vrikke om eller glide. Noget af det bedste ved denne dag, udover at have klaret udfordringen, var at opleve, hvordan vi motiverede og hjalp hinanden, hvis nogen havde lidt krise undervejs, eller prøvede at give ly for hinanden, mens vi trak i regntøjet.
Vi var allesammen trætte og våde, men glade og stolte, da vi nåede bunden af bjerget, og vi glædede os til et varmt bad og en meget sen frokost, da det ikke ligefrem var picnicvejr på toppen – det havde det sjovt nok været ugen forinden, for den gruppe der havde været afsted der.
En rejse, jeg kan leve højt på længe
Skotland kan virkelig noget særligt, og jeg tror, at vi allesammen har lyst til at opleve endnu mere af landet en anden gang, for naturen er helt fantastisk smuk, befolkningen er enormt venlig, og der er en spændende kultur og historie. Det er helt klart heller ikke sidste gang, jeg tager med på en aktiv grupperejse, for det var fedt at dele oplevelserne med andre, og vi havde et virkelig godt sammenhold og mange gode snakke og grin! Næste store ønske er Fishermen’s Trail i Portugal eller Camino Portugues i Spanien.
Vil du også elske at vandre i Skotland? Så læs mere om rejsen her
