Costa Rica er en destination, som børn i alle aldre kan nyde. Her er der mulighed for at opleve dyreliv og jungle i trygge og let tilgængelige omgivelser, altså helt uden behov for lange, krævende vandreture. Mange steder kan selv afslapning ved hotellets pool blive en særlig oplevelse, når aber bevæger sig gennem trætoppene eller et dovendyr hænger i nærheden. Familier med små børn vil blive mødt med varme og venlighed, hvilket skaber tryghed for forældre, der rejser langt hjemmefra.
På denne rejse starter I med en blød landing i San José, hvor vores lokale partner tager godt imod jer. I har tre dage i landets hovedstad i en komfortabel lejlighed, inden turen går til store naturoplevelser og en junglelodge i Tortuguero Nationalpark. Her skal I på en bådtur i kanalerne i søgen efter vilde dyr samt besøge Tortuguero-lokalsamfund. Desuden kan I nyde afslapning og familietid ved lodgens pool.
Siden fortsætter I rejsen i en lejebil, som I har til rådighed i to uger. I bor en uge på et dejligt hotel i det skønne Arenal-område, som byder på vulkan-landskab, varme kilder, vandfald, en enorm sø og masser af muligheder for aktiviteter, hvis I ønsker det.
Derfra bevæger I jer mod Nicoya-halvøen og landets Stillehavskyst. I runder rejsen af med en uge i en studiolejlighed ved de skønne kystbyer Puerto Carrillo og Sámara. Her bor I lige ned til en af områdets bedste strande oog kan være heldige at dele den med havskildpadder og pukkelhvaler, der svømmer forbi kysten i den rette sæson.
Glæd jer til en rejse, som giver jer masser af tid til at stoppe op og nyde familielivet og frihed til at bestemme hvor lidt eller meget, I ønsker at fylde i programmet. Og alt det imens I nyder Costa Ricas vidunderlige vilde natur og trygge omgivelser. Dette er et forslag til, hvordan jeres barselsrejse kan se ud. Rejsen kan skræddersyes jeres unikke ønsker og behov.
Få information og fakta om Costa Rica her.
Se alle vores andre fantastiske rejseforslag i Costa Rica her.
Du kan rejse i Costa Rica hele året. November til april er den tørre sæson. Fra maj til oktober er det regntid, men landet kan sagtens besøges i denne periode alligevel.
Vær opmærksom på at tropiske storme påvirker områderne ud til Stillehavskysten og til den caribiske kyst fra juni til november.
Vores anbefalinger om bedste rejsetidspunkt i Costa Rica er baseret på, hvordan klimaet har været tidligere år. Vejret i Costa Rica kan være meget omskifteligt og uforudsigeligt. Derfor er vores anbefalinger om rejsetidspunkt kun vejledende.
1. dag: Afrejse fra Danmark og ankomst til San José
I ankommer til lufthavnen i San José, hvor en privat chauffør tager imod og kører jer til jeres lejlighedshotel i byen. Dette hotel har en attraktiv placering i det trendy kvarter, Barrio Escalante. Her kan I se frem til en blød landing i komfortable rammer. Lejligheden har eget køkken, så I selv kan lave mad, og på tagterrasssen finder I en udendørs pool. For at byde jer velkommen i jeres nye omgivelser har vi sørget for en lille babypakke med lidt frugt og snacks. Den vil stå klar til jer i lejligheden. I bor side om side med mange caféer, restauranter og butikker, så der er også gode muligheder for en bid mad ude.
2.-3 dag: En blød landing i landets hovedstad
De næste dage kan I vænne jer til tidszonen og udforske Costa Ricas hovedstad i et roligt tempo. Vores lokale partner vil invitere til et velkomstmøde, hvor I her får al nødvendig information til jeres rejse rundt i Costa Rica. Det er den perfekte mulighed for at stille spørgsmål og få afklaret eventuelle tvivl, før jeres eventyr begynder.
I San José finder I også mange farverige bygninger og historiske pladser, mens attraktioner inkluderer Nationalmuseet, Nationalteateret og det centrale marked, som er alletiders sted at foretage sine indkøb. Enten kan I udforske byen på egen hånd eller tilkøbe en guidet byrundtur. Tal eventuelt med jeres rejsekonsulent herom.
4. dag: Med minivan og båd til Tortuguero Nationalpark
I bliver hentet i San José og kørt ca. en time til Guapiles, hvor I gør et stop for morgenmad. Dernæst kører I yderligere halvanden time til en mole, hvorfra I sejler ca. halvanden time til jeres junglelodge, som ligger midt i Tortuguero Nationalpark. Denne lodge ligger mellem Tortuguero-lagunen og Det Caribiske Hav, hvilket giver direkte adgang til både strand og kanaler. Med et ophold her er I omgivet af regnskov og har gode muligheder for at spotte dyreliv. Lodgen huser også en udendørs pool, og for at gøre det nemt for jer, er alle måltider inkluderet, mens I bor her. (
M,
F,
A)
5-6. dag: Jungleventyr i Tortuguero Nationalpark
To ture er inkluderet i jeres ophold i Tortuguero. Over de næste to dage kan I nyde en bådtur med naturguide gennem nationalparkens kanaler. Hold øjne og ører åbne i søgen efter aber, tukaner, krybdyr, leguaner, krokodiller, skildpadder og pattedyr. Derudover vil I besøge den farverige Tortuguero-by, hvor I får indblik i lokalbefolkningens liv og hverdag. Området har gennem historien været beboet af forskellige etniske grupper som Miskito, Miskito-Zambo og den afro-caribiske befolkning. Når I ikke udforsker Tortuguero, kan I slappe af i lodgen og nyde poolen. (
M,
F,
A)
7. dag: Videre rejse til det betagende Arenal-område
I tager afsked med Tortuguero og rejser med båd og shuttlebus retur til Guapiles. Her henter I jeres lejebil, som I har til rådighed de næste to uger, det vil sige resten af jeres rejse. I lejebilen kører I ca. to timer til La Fortuna, hvor I tjekker ind hos et dejligt hotel med pool, varme kilder og en familievenlig atmosfære. Her skal I bo de næste seks nætter. (
M,
F)
8.-12. dag: Oplevelser i Arenal
Disse dage afgør I hvor meget eller lidt, der skal fyldes i programmet. I jeres lejebil kan I nemt udforske det smukke Arenal-område, og de mange oplevelser I finder her. Området er især kendt for sin majestætiske Arenal-vulkan, der sidst var i udbrud i 1968. Vulkanen er omgivet af en nationalpark, der indbyder til vandring i betagende natur. Andre oplevelser i området tæller ziplining, vandfald, rafting, ridning og kaffeture. Arenal er også hjemsted for en stor smuk sø samt et rigt dyreliv, heraf dovendyr, næsebjørne og aber. (
M)
13. dag: Med egen lejebil til Stillehavskysten
Fra La Fortuna begiver I jer mod Stillehavskysten. Den sidste del af jeres rejse skal I bo i en komfortabel studiolejlighed på Nicoya-halvøen ved de hyggelige kystbyer Puerto Carrillo og Sámara. I kan denne dag forvente en køretur på knap fire timer. Efter ankomst kan I nyde hotellets gode beliggenhed lige ved en af Guanacaste-regionens bedste strande. På denne strand kan I opleve havskildpadder lægge æg eller se pukkelhvaler lægge vejen forbi kysten i sæsonen november til april. (
M)
14.-19. dag: Afslapning og strandliv ved Stillehavet
Nyd dage med afslappende strandliv. Foruden sine strande byder Puerto Carrillo og Sámara også på gode muligheder for gå- og vandreture. For eksempel kan I finde til flotte udsigtsposter. Området byder også på aktiviteter som surfing, yoga og camping samt ATV-ture og ridning. Desuden kan I tage på eventyr i jeres lejebil på Nicoya-halvøen, som huser adskillige indbydende byer og områder såsom Sámara, Santa Teresa, Tamarindo og Montezuma. (
M)
20. dag: Aflevering af lejebil og afrejse fra San José
Fra Puerto Corrillo kører I til San José Lufthavn, hvor I afleverer jeres lejebil og starter jeres rejse med fly retur til Danmark. (
M)
21. dag: Ankomst til Danmark
I ankommer til Danmark efter en skøn og længere barselsrejse i Costa Rica.
Klimaet i Costa Rica er behageligt med lune temperaturer de fleste steder. Det gør udendørsaktiviteter komfortable, også for små børn. Kystområderne nyder godt af forfriskende havbriser, mens højlandet byder på køligere aftener. Havtemperaturen er også varm hele året, hvilket gør badning og strandliv nemt og behageligt for børn i alle aldre.
Mad og babymad
Det costaricanske køkken egner sig naturligt godt til babyer og små børn. Friske tropiske frugter er let tilgængelige og bliver ofte nydt af børn som en form for naturligt “slik”. Kokosvand – en favorit blandt costaricanske børn – er nemt at finde. Grundstenen i den lokale kost er ris og bønner og er enkel, nærende og mild kost for personer i alle aldre. Der findes også mange majsbaserede snacks, såsom ostetortillas og empanadas, som er populære blandt børn.
De fleste restauranter tilbyder børnemenuer eller tilpasser gerne en ret, så den bliver baby- eller børnevenlig, hvis I beder om det.
Selvom der ikke findes mange særlige faciliteter til amning, er amning i det offentlige rum bredt accepteret og betragtes som helt naturligt.
Bleer, babyprodukter og sundhedssystem
Bleer og andre nødvendige babyprodukter er let tilgængelige i supermarkeder, på apoteker og i lokale butikker. Således undgår I at medbringe store mængder hjemmefra.
Costa Rica har desuden et velfungerende offentligt og privat sundhedssystem, og der findes apoteker over hele landet.
Transport
En lejebil er et rigtig godt valg for familier, der rejser i Costa Rica. Med egen bil får I maksimal fleksibilitet og mulighed for at bo på velbeliggende, familievenlige hoteller lidt uden for bycentrene, hvor der er mere plads, ro og adgang til natur og dyreliv. Autostole stilles gratis til rådighed som en service fra Jysk Rejsebureau.
Vær opmærksom på, at internetdækningen kan være svingende, når I begiver jer rundt i bil i Costa Rica. Derfor kan det være en god idé at downloade vejkort på jeres mobile enheder, som I kan bruge offline.
Hvis I ikke ønsker at køre selv, kan der altid arrangeres fælles shuttletransport eller privat transport, så hele familien får en tryg og komfortabel rejse.
Klapvogn eller bæresele
En klapvogn er praktisk til gåture i mange byer. Nogle nationalparker, såsom Arenal Volcano National Park, har handicapvenlige stier, hvor klapvogne er tilladt. Til skovstier, ujævnt terræn eller mere naturnære oplevelser giver en bæresele større fleksibilitet og bevægelsesfrihed.
Babysenge og hotelfaciliteter
De fleste hoteller i Costa Rica kan sørge for en babyseng efter anmodning. Familievenlige hoteller tilbyder typisk også pools, åbne grønne områder og fleksible spisemuligheder, hvilket gør det nemt for familier at slappe af og finde ro mellem aktiviteterne.