Oplev hele London fra oven i det romantiske pariserhjul London Eye, besøg stribevis af verdenskendte attraktioner og se den fortryllende by lyse op efter mørkets frembrud på en gåtur langs Themsen. Lidt væk fra bymidten åbner en hel anden side af London sig, og denne må du ikke gå glip af. Her fra undergrundskulturen udspringer bands som The Rolling Stones og Queen, stemningen er urban og mangfoldig med en overflod af blomstrende religioner, genbrugsbutikker og gadekunst.

Royale slotte og smukke parker
Vil du gerne snuse til det royale liv, gå i fodsporene på den populære, engelske kongefamilie, eller bare se smuk arkitektur? Så besøg Dronning Elizabeths smukke hjem, Buckingham Palace, og se det populære vagtskifte. Slottets egen have er privat, men få hundrede meter derfra begynder den kæmpestore Hyde Park, som forlænges i Kensington Park. Her er damme, fontæner, monumenter, lange gåstier og, som navnet antyder, det smukke kongeslot Kensington Palace, som var Prinsesse Dianas hjem.

Camden
Den farverige bydel Camden er du nødt til at besøge! Her er de meget populære markeder, som samlet kaldes Camden Market og har alt hvad hjertet begærer. Her er barer og undergrundsmusik. Og så kan du få en smag for den fantastiske gadekunst og de skønne genbrugsbutikker, som dominerer i hele London.

Tower of London og Palace of Westminster
På den lange liste over ikoniske bygninger i London ligger Tower of London og Palace of Westminster. Tower of London er en fæstning, hvis uhyggelige historie som både kongeslot, fængsel og genfærds-residens kan opleves omgivet af udklædt personale. Her udstilles også Englands prægtige kronjuveler, som du kan se, mens du triller afsted på et rullebånd. Palace of Westminster huser det britiske parlament og det høje klokketårn, hvor klokken Big Ben bimler og bamler.

Chinatown
Londons Chinatown i området Soho åbner op for smage, dufte og lyde, som du slet ikke troede, man kunne finde så tæt på Danmark. På Gerrard Street står en port af rødmalede træpiller overdækket af et farverigt tag med kinesiske tegn, fine detaljer og de karakteristiske udhæng i elegante kurver. Engang har den symboliseret indgangen til det Chinatown, som i dag har spredt sig udover flere gader og også gemmer på en smuk kinesisk port på Wardour Steeet.

Indbyggere: 8,7 millioner

Areal: 1572 km²

Klima: Tempereret kystklima

Highlights: Buckingham Palace, Hyde Park, Camden, Tower of London og Chinatown
Big Ben og Westminster Bridge, London
Til top