Her på siden finder du praktisk information og fakta om Frankrig.


Praktisk info om at rejse i Frankrig

Klima og bedste rejsetidspunkt
Frankrig er et stort land med varierende natur, og lige så varierende klima. Det meste af landet har tempereret klima, som mod vest er påvirket af kysten, hvilket betyder milde temperaturer og meget nedbør året rundt. Ligesom i Danmark skal man forvente omskifteligt vejr, men kun i Alperne mod øst er der ekstreme vejrforhold. Hvis man vil være sikker på en varm og solrig sommerferie, skal man rejse til Sydfrankrig, hvor det subtropiske middelhavsklima byder på høje temperaturer, mange solskinstimer og tørre vejrforhold i sommermånederne.

Se klimatabeller over vejret i Frankrig her.

Penge
I Frankrig er møntenheden euro (EUR). Det er en god idé at hæve valuta hjemmefra, da du kan risikere at nogle butikker og restauranter ikke tager kort. Det er naturligvis også muligt at finde en hæveautomat i byerne, men de ligger ikke på hvert et gadehjørne og opkræver desuden ofte gebyrer. Tjek den aktuelle kurs på: www.xe.com

Indrejsekrav
Der kan forekomme indrejsekrav til Frankrig såsom specifikke krav til vaccinationer, forsikringsdækninger, helbredsattest og lignende. Henvend dig til din rejsekonsulent omkring nuværende indrejsekrav til Frankrig.

Transport
Tog:
Frankrigs statsejede jernbaneselskab hedder SNCF og er kendt for sine højhastighedstog ved navn TGV, som er nogle af de hurtigste i verden. Med en hastighed på 320 km/t fører de dig hurtigt og sikkert rundt i det franske land. Hvis du gerne vil krydse landegrænser per tog, bør du prøve Eurostar, som kører i den underjordiske Eurotunnel til London.

Bus:
Hvis du foretrækker at køre med bus, tilbyder Eurostar langdistancebusruter til store franske byer og over grænsen til de omkringliggende europæiske storbyer.

Drikkepenge
I de fleste lande er drikkepenge en del af lønningerne for de ansatte i servicebranchen. Derfor er det god kutyme (og nogle gange direkte nødvendigt) at give drikkepenge til fx rengøringspersonale, tjenere, guider, chauffører mv. afhængigt af det land du skal besøge. Vi anbefaler derfor at du sætter dig godt ind i hvor meget der er normalt at give i drikkepenge og til hvem inden du tager af sted på din rejse. Find fx information om drikkepenge i Lonely Planets guidebøger.



Fakta

Hovedstad: Paris
Sprog: Fransk
Klima: Størstedelen er tempereret, subtropisk mod syd
Valuta: Euro
Religion: Majoriteten er katolikker


Information om Frankrig

Det stolte land sydpå
Frankrig er et land med en stor identitet. Her er en stolt kultur, her lyder et smukt sprog og her findes en spændende forhistorie med konger og dronninger, revolutioner og krige. Faktisk er Frankrig så særlig, at det er blevet normalt at omtale sig selv som ’frankofil’, altså en person, som elsker det franske. Men ligesom i alle andre store lande er der forskel på, hvad ’det franske’ indebærer, alt efter hvor i landet du kommer.

Romantik og vinmarker
Overalt står vinstokkene i snorlige rækker. Rankerne er beklædt med grønne blade og vil til efteråret bære tunge, lilla vindruer, som er fyldt til bristepunktet med den saft, der snart skal blive til fransk rødvin. Om sommeren bager solen på både vinmarkerne og de snoede landeveje, og alt efter hvilket vindistrikt du besøger, vil du opleve flade, åbne vidder eller bakkelandskaber beklædt med stedsegrønne træer. Nyd de famøse vinsmagninger, oplev solnedgangen på et vinslot, tag på cykelferie, eller prøv alle tre på én og samme ferie i Frankrigs romantiske vindistrikter.

Romantiske Paris
Far vild på en bred avenue eller smal rue mellem gamle lejlighedskomplekser, croissant-fyldte cafeer og historiske monumenter. Nyd solnedgangen på Montmartre, spadser langs Seinen i den skarpe forårssol, og indånd romantikken. Kulturen og historien er helt særlig i denne by, og stemningen i Paris vil uundgåeligt forføre dig.

Rivieraens ferieparadis
Frankrig har strande både på vestkysten og mod sydøst. På sidstnævnte kyst ligger den kendte, skønne Franske Riviera. Her er høje palmer, dyre yachter, travle strandpromenader og charmerende tjenere. Besøg byerne Nice, Cannes eller Saint-Tropez og få smag for den omsluttende feriestemning ved Rivieraen.

Frølår og baguette
Det franske køkken er kendt for de noget særegent retter foie gras, snegle og frølår. Men her er bestemt også noget for de mere kræsne. Du kan på din ferie i Frankrig glæde dig til den lækreste, smørbagte croissant eller pain au chocolat til din morgenkaffe. Til frokosten køber du en sprød, lang baguette. På dessertfronten er det franske køkken ganske veludstyret med crêpes, crème brûlée og chokoladesoufflé. Og så må man naturligvis ikke glemme franskmændenes store forkærlighed for ost serveret med lokale vine.

Rejsekonsulenter

Vi har fundet de konsulenter, der bedst kan hjælpe dig med ovenstående oplevelser.

Helena Bryrup Pedersen, rejsekonsulent

Helena Bryrup Pedersen

Rejsekonsulent

hebp|jr.dk
Amanda Raft, Rejsekonsulent

Amanda Raft

Rejsekonsulent

amra|jr.dk

Sofie Madsen

Rejsekonsulent

soma|jr.dk
Til top