1. dag: Afrejse fra Danmark
I dag starter jeres rejse med afgang fra Kastrup Lufthavn i København.
2. dag: Ankomst til Hanoi
Velkommen til Vietnam!
I bliver hentet i lufthavnen og kørt til jeres hostel, hvor I bor de første tre nætter.
3. dag: Motorcykeltur i Hanoi og velkomstmiddag
Den fedeste måde at opleve Hanoi på er fra bagsædet af en klassisk Minsk motorcykel. Sammen med jeres chauffører kører I gennem de små, livlige gader i byens gamle kvarterer – og oplever hverdagslivet helt tæt på.
I kører forbi lokale markeder og templer, snor jer gennem skjulte gyder og oplever nogle af de bedste gadekøkkener. Undervejs deler jeres engelsktalende chauffører ud af deres viden, så I får det hele med.
Senere samme aften får I mulighed for at lære hinanden bedre at kende, når I sammen med en lokal guide går på opdagelse i Hanois street food-scene. Undervejs bevæger I jer gennem travle gader og oplever byens stemning og natteliv. (
M,
A)
4. dag: Banh mi-kursus
I dag står den på banh mi-kursus – for man har ikke rigtig været i Vietnam, før man har smagt en ægte banh mi. I får en introduktion til historien bag den ikoniske sandwich, inden I selv går i gang i køkkenet. Sammen med en lokal underviser bruger I autentiske ingredienser til at lave jeres eget fyld, og samler jeres egne banh mi, som I nyder med forfriskende vietnamesisk grøn te. En hands-on oplevelse, hvor I både lærer noget nyt og får en god oplevelse sammen. (
M,
F)
5. dag: Bus: Hanoi → Ninh Binh
Rejsen fortsætter sydpå til Ninh Binh, som er kendt for sine vilde og betagende landskaber – også kaldet “Halong Bay på land”, hvilket giver perfekt mening, når I oplever det selv. (
M)
6. dag: Bådtur & nattog: Ninh Binh → Dong Hoi
I skal ud at opleve den helt unikke natur ved Ninh Binh med en sejltur i en traditionel sampan-båd. Her glider I stille gennem landskabet omgivet af dramatiske klippeformationer. Læn jer tilbage, slap af og nyd udsigten – men hav telefonen klar, for der er gode chancer for, at kameraet kommer på overarbejde undervejs.
Om aftenen venter nattoget mod Dong Hoi. Hop ombord og lad toget rokke jer i søvn, mens det tager jer videre sydpå. (
M)
7. dag: Ankomst til Dong Hoi → Phong Nha
Ankomst tidligt om morgenen til Dong Hoi efterfulgt af transport til jeres overnatningssted i Phong Nha. Efter check-in er det tid til at komme ud og få en fornemmelse af området. En populær måde at starte på er en cykeltur gennem de grønne omgivelser. Ønsker I at besøge Phong Nha Cave eller Paradise Cave, vil det være oplagt at undersøge mulighederne for det, da de giver en god introduktion til de imponerende grottesystemer. Ture kan nemt bookes der, hvor I bor.
8. dag: Fridag i Phong Nha
I har hele dagen fri til at få det maksimale ud af jeres ophold. Måske I skal på en guidet jungletur, hvor I vandrer gennem naturen, krydser floder og oplever nogle af de vildeste grotter. Hvis I er mere til en rolig dag, kan I slappe af, udforske på egen hånd eller tage tingene spontant undervejs. (
M)
9. dag: Tog: Dong Hoi → Hoi An
Tidlig afgang mod togstationen i Dong Hoi, hvorfra I endnu engang rejser videre med toget – denne gang mod Danang. Ved ankomst fortsætter I mod Hoi An. Byen er især kendt for sine mange skræddere, så hvis I drømmer om skræddersyet tøj, er det her, I skal slå til. Hoi An byder på smalle, charmerende gader, farverige lanterner og endda en strand. Brug dagen på at gå på opdagelse og mærk den særlige stemning.
10. dag: Street food-tur i Hoi An
Efter morgenmaden har I tid i Hoi An. Byen er både malerisk og fortryllende, og flere rejsende beskriver den som deres favorit i Vietnam. Her finder I et godt mix af historiske bygninger, farverige pagoder og hyggelige street food-boder. Senere skal I på street food-tur, hvor især jeres øjne og smagsløg bliver forkælet. I bliver ført gennem Hoi Ans levende gadeliv med flere stop undervejs, hvor I smager forskellige retter – blandt andet “Cao Lau”, en traditionel lokal nudelret. Turen afsluttes meget passende med en lokal dessert. (
M,
A)
11. dag: Natbus: Hoi An → Dalat
Nyd jeres sidste dag i Hoi An inden rejsen fortsætter med natbus til Dalat. Fyld tasken godt op med snacks og drikkevarer, som I kan nyde på busturen. (
M)
12. dag: Ankomst til Dalat
Ved ankomst til Dalat bliver I kørt videre til jeres overnatningssted. Resten af dagen er fri. Dalat er kendt for sin flotte natur og mange aktiviteter, så er I til action, kan I prøve canyoning, river rafting, ATV eller tage på vandretur i bjergene.
Vil I hellere tage den roligt, kan I besøge Crazy House, sætte jer på en god café eller tage kabelbanen og få udsigt over landskabet.
13. dag: Fridag i Dalat
I har endnu en dag i Dalat til at opleve mere af byen og naturen omkring.
I kan tage ud til vandfald, prøve flere aktiviteter eller udforske området på egen hånd. Alternativt kan I bruge dagen på at gå rundt i byen, besøge markeder og finde et godt sted at slå jer ned med en kop kaffe.
Dagen kan tilpasses efter jeres tempo – uanset om I er til oplevelser eller afslapning. (
M)
14. dag: Motorcykel-eventyr: Dalat → Di Linh
Jeres motorcykel-eventyr starter i dag. Det er blot én af turens helt store højdepunkter, hvor I kommer ud på landet og helt tæt på den imødekommende befolkning. I har hver jeres chauffør, som er fantastisk til at skabe kontakt mellem jer og de lokale. På vejen kan I opleve blomsterfarme, kaffeplantager, vandfald og vinkende lokale i vejkanten. Hop op på motorcyklen med et åbent sind og se, hvad dagen bringer – det bliver med garanti ikke kedeligt. (
M)
15. dag: Di Linh → Mui Ne, sandbanker og strand
Endnu en dag på motorcyklen venter, når I forlader Di Linh og sætter kurs mod Mui Ne. I kan godt forberede jer på en dag med fantastiske udsigter. På turen krydser I storslåede bjergpas og kan nyde de imponerende udsigter over de udstrakte sandklitter, der pryder landskabet, mens de lokale bønder passer deres afgrøder på markerne. I stopper ved de smukke røde sandklitter tæt ved Mui Ne, hvor I enten kan nyde en gåtur i sandet, tilkøbe en køretur på en ATV eller prøve kræfter med sandboarding, hvilket også kan tilkøbes lokalt. Oplev det daglige liv i en lille fiskerlandsby inden turen går videre mod jeres hostel.
16. dag: Mui Ne → Ho Chi Minh City
Dagen starter stille ud. Efter morgenmaden kan I lægge jer og nyde livet og solens stråler på stranden. Ved middagstid tjekker I ud fra jeres overnatningssted og stiger ombord på bussen mod Ho Chi Minh City. Herefter er der god tid til at gå på opdagelse i byen.
17. dag: Scooter-tur og afskedsmiddag
I står tidligt op, da I skal opleve byen vågne - fra bagsædet af en scooter. På turen besøger I både en klassisk vietnamesisk familierestaurant, et af de største blomstermarkeder i byen, traditionelle markeder, historiske steder og meget mere. Der er også indlagt et kaffe-stop og et par lækre street food-oplevelser. I bliver efterfølgende kørt tilbage til jeres overnatningssted, hvorefter I har eftermiddagen fri. Da dette er jeres sidste aften, skal I senere ud at have en afskedsmiddag i det pulserende District 4. Vinh Khanh Street er stedet, hvor de lokale tager hen for at hygge sig og spise byens bedste street food. I kommer til at tage afsked med Vietnam med manér. (
M,
F,
A)
18. dag: Ho Chi Minh City → København
Sidste dag på jeres grupperejse for unge i Vietnam. I bliver hentet på jeres hostel og kørt til lufthavnen I Ho Chi Minh City, hvorfra I flyver til Kastrup Lufthavn i København. (
M)
19. dag: Ankomst til Danmark
I ankommer i Kastrup Lufthavn dagen efter, I er taget afsted.