Af Kathrine Juhl
Toraja-folket, der bor her, er kendt for deres begravelsesceremonier, og det er én af dem, vi denne morgen er stået tidligt op for at opleve. Begravelsen finder sted i en lille landsby, og da vi ankommer overrumples vi af det syn, der møder os!
For toraja-folket er begravelsen en fest
Midt imellem rismarker og små ydmyge boliger rejser der sig en kæmpe arena fyldt med flere hundrede lokale. For toraja-folket er begravelsen en fest, hvor udførelsen af de ældgamle begravelsesritualer Aluk, er med til at opretholde et harmonisk liv mellem toraja-folkets to verdener; livet på jorden og livet efter døden i The land of souls.
Vi placerer os ved en af tribunerne, hvor flere af de lokale hilser os velkommen. Det er en 84-årig kvinde, der skal begraves i dag, og kisten står midt på pladsen. Overalt på jorden ligger væltede grise bundet stramt op på lange bambuspinde, som kun tillader dem at grynte højlydt og lave små spjæt med benene. Kommer de for tæt på hinanden, holder de sig ikke tilbage fra at tage en bid af svinet ved siden af. Vi må flere gange trække fødderne til os, for ikke at nyde samme tur. Grisene er gaver fra de fremmødte og bliver én efter én slagtet og serveret i bambusblade. Det er uhøfligt ikke at spise med, så da vi får serveret gris med hud og svedne hår, er der ingen vej udenom.
Død i ni måneder
Kvinden i kisten åndede ud for ni måneder siden. I vores øjne har hun været død i ni måneder, men for toraja-folket, har hun blot været syg. Et menneske på disse kanter er først erklæret død, når den første okse er blevet ofret til begravelsesceremonien. Oksen skal traditionen tro bringe den døde sikkert til The land of souls, hvor livet fortsætter. Til kvindens begravelse skal der ofres 24 okser. Med ét går det løs, og mændene begynder at skære halsen over på dem én efter én – et makabert syn. Pludselig er pladsen fyldt med okser, der vrider sig som orme. I de fire timer vi er der, glemmer vi af og til, at vi er til begravelse. For der er ingen sammenligning mellem dét, vi er vidne til her og måden, vi tager afsked på i Danmark.
Efter slagtningen skal oksekødet fordeles mellem de fremmødte familier, hvilket er en vigtig del af begravelsesritualet. Fordelingen fastholder de sociale lag i landsbyen – jo større status en familie har, jo bedre kød får de med sig hjem. Det ender ikke altid fredeligt, for der er meget på spil, når familiernes rangorden stilles til offentligt skue. En mand trækker slukøret af sted med tarmene, og vi bliver enige om, at det alligevel må være nitten.
På Sulawesi ved man aldrig, hvad der venter én
På vej tilbage til bilen fordøjer vi de sidste dages indtryk, der ikke kommer i nærheden af noget, vi før har oplevet. Ceremonien minder os om, at der rundt i verden stadig findes kulturer, som overrasker os ved ikke at lade sig påvirke af omverdenen. Det er de oplevelser, der vejer tungest i rygsækken. På Sulawesi ved man aldrig, hvad der venter én.
Rejsetip!
Begravelserne finder sted fra juli til oktober måned, så det er her, du skal tage afsted. Desuden er det midt i tørtiden, som løber fra juni til oktober, hvilket gør trekkingture i området noget nemmere.
Se alle vores rejseforslag til Indonesien her.
For toraja-folket er begravelsen en fest
Midt imellem rismarker og små ydmyge boliger rejser der sig en kæmpe arena fyldt med flere hundrede lokale. For toraja-folket er begravelsen en fest, hvor udførelsen af de ældgamle begravelsesritualer Aluk, er med til at opretholde et harmonisk liv mellem toraja-folkets to verdener; livet på jorden og livet efter døden i The land of souls.
Vi placerer os ved en af tribunerne, hvor flere af de lokale hilser os velkommen. Det er en 84-årig kvinde, der skal begraves i dag, og kisten står midt på pladsen. Overalt på jorden ligger væltede grise bundet stramt op på lange bambuspinde, som kun tillader dem at grynte højlydt og lave små spjæt med benene. Kommer de for tæt på hinanden, holder de sig ikke tilbage fra at tage en bid af svinet ved siden af. Vi må flere gange trække fødderne til os, for ikke at nyde samme tur. Grisene er gaver fra de fremmødte og bliver én efter én slagtet og serveret i bambusblade. Det er uhøfligt ikke at spise med, så da vi får serveret gris med hud og svedne hår, er der ingen vej udenom.
Død i ni måneder
Kvinden i kisten åndede ud for ni måneder siden. I vores øjne har hun været død i ni måneder, men for toraja-folket, har hun blot været syg. Et menneske på disse kanter er først erklæret død, når den første okse er blevet ofret til begravelsesceremonien. Oksen skal traditionen tro bringe den døde sikkert til The land of souls, hvor livet fortsætter. Til kvindens begravelse skal der ofres 24 okser. Med ét går det løs, og mændene begynder at skære halsen over på dem én efter én – et makabert syn. Pludselig er pladsen fyldt med okser, der vrider sig som orme. I de fire timer vi er der, glemmer vi af og til, at vi er til begravelse. For der er ingen sammenligning mellem dét, vi er vidne til her og måden, vi tager afsked på i Danmark.
Efter slagtningen skal oksekødet fordeles mellem de fremmødte familier, hvilket er en vigtig del af begravelsesritualet. Fordelingen fastholder de sociale lag i landsbyen – jo større status en familie har, jo bedre kød får de med sig hjem. Det ender ikke altid fredeligt, for der er meget på spil, når familiernes rangorden stilles til offentligt skue. En mand trækker slukøret af sted med tarmene, og vi bliver enige om, at det alligevel må være nitten.
På Sulawesi ved man aldrig, hvad der venter én
På vej tilbage til bilen fordøjer vi de sidste dages indtryk, der ikke kommer i nærheden af noget, vi før har oplevet. Ceremonien minder os om, at der rundt i verden stadig findes kulturer, som overrasker os ved ikke at lade sig påvirke af omverdenen. Det er de oplevelser, der vejer tungest i rygsækken. På Sulawesi ved man aldrig, hvad der venter én.
Rejsetip!
Begravelserne finder sted fra juli til oktober måned, så det er her, du skal tage afsted. Desuden er det midt i tørtiden, som løber fra juni til oktober, hvilket gør trekkingture i området noget nemmere.
Se alle vores rejseforslag til Indonesien her.
