Denne barselsrejse gennem Japan og Okinawa er skabt til jer, der ønsker en tryg og rolig måde at opleve landet på, samtidig med at der er plads til pauser og fleksibilitet. Japan er et enormt familievenligt land, og med togpas og senere billeje får I en rejseform, der er både let, komfortabel og fuld af oplevelser - helt i jeres eget tempo. Alle overnatninger er booket med hotellejlighed eller hus med eget køkken, så I har en god base og kan hygge om aftenen mens den mindste sover.
Rejsen begynder i Tokyo, hvor seks dage giver jer tid til at opleve storbyen i små bidder. Med metro og klapvogn kan I nemt udforske Tokyos mange facinerende bydele og mærke byens stemning. Herfra aktiverer I jeres 7‑dages Hokuriku Arch Pass, som giver jer ubegrænset adgang til togforbindelser mellem Tokyo, de japanske alper og Kyoto-området. Det betyder, at I kan rejse lange stræk hurtigt og bekvemt uden at skulle tænke på enkeltbilletter eller komplekse reservationer.
Næste stop er Kanazawa, hvor tempoet automatisk sænkes. Byens gamle kvarterer, markeder og placering ikke langt fra de japanske alper giver jer et tiltrængt pusterum efter storbyen. Med togpasset kan I tage på dagsture udenfor byen og op i bjergene. Selve Kanazawa kan I nemt opleve til fods med klapvogn. Her får I den perfekte kombination af kultur og ro.
I Kyoto venter fem dage fyldt med japansk historie, grønne områder og ikoniske templer.
Togpasset dækker også regionens lokale tog, så det er nemt at tage små udflugter - for eksempel til Arashiyamas bambusskov eller Fushimi Inari med de mange røde torii-porte. Kyoto er en by, hvor korte dagsetaper fungerer rigtig godt med en baby, og hvor I let kan tilpasse tempoet efter dagsformen.
Fra Kyoto aktiverer I jeres 5‑dages Kansai–Hiroshima Area Pass, som fører jer videre til Hiroshima og senere Osaka. Passet gør transporten mellem byerne ubesværet, og I kan hoppe af og på togene, som det passer jer. Hiroshima byder på grønne parker, fredelige gåture ved floden og en oplagt mulighed for en rolig dagstur til Miyajima - kendt for sit ikoniske havtempel, gode vandremuligheder i bjergene og smuk natur.
Rejsen går derefter til Osaka, hvor byens farverige madscene og afslappede livsstil giver en dejlig afslutning på rundrejsen på hovedøen Honshu. Her finder I masser af gode restauranter og god plads til at kombinere sightseeing med familietid.
Til sidst flyver I til Okinawa, hvor fem dage på øen giver jer mulighed for at koble helt af. Her er billeje til og fra lufthavnen (og vi har sørget for at booke en autostol), som giver jer frihed til at køre rundt til strande, små byer, udsigtspunkter og lokale spisesteder. Tempoet er tropisk og afslappet, og I bestemmer helt selv, hvor meget I ønsker at opleve - eller om tiden bare skal bruges på at slappe af som familie.
På denne barselsrejse får I det bedste af Japan: kultur, natur, spændende byer og rolige dage ved havet. Med togpas og senere billeje bliver transporten en del af oplevelsen - effektiv, fleksibel og tryg, så I kan fokusere på det vigtigste: at være sammen og nyde rejsen.
Læs mere om at rejse med baby i Japan længere nede i beskrivelsen under ”Bemærkning til program”.
Få information og fakta om Japan her
Se alle vores andre fantastiske rejseforslag på Japan her
Bedste rejseperiode
Vores anbefalinger om bedste rejsetidspunkt i Japan er baseret på, hvordan klimaet har været tidligere år. Vejret i Japan kan være meget omskifteligt og uforudsigeligt, og derfor er vores anbefalinger om rejsetidspunkt kun vejledende.
Dagsprogram
Fold program udOvernatninger
4 overnatninger på Minn Kanazawa i Kanazawa
4 overnatninger på Minn Nijo-jo i Kyoto
3 overnatninger på Fav Hiroshima Heiwa Odori i Hiroshima
3 overnatninger på MIMARU Osaka Shinsaibashi West i Osaka
4 overnatninger på One Suite The Terrace på Okinawa
Alle ovenstående overnatningssteder er booket som hotellejligheder eller lignende. Jysk Rejsebureau kan tilbyde alt fra hostels og luksushoteller til ryokan, onsen‑ophold og tempelovernatninger.
Bemærkninger
En lille kulturel forskel er dog, at japanere ofte er nysgerrige og meget begejstrede for babyer. Det kan til tider forstyrre en middagslur, men til gengæld åbner det ofte døren til store smil, små samtaler og varme møder med de lokale. Vi anbefaler især at rejse i forår eller efterår, hvor temperaturerne er behagelige, og tempoet naturligt indbyder til en mere rolig rejseform.
Mad og babymad
Japan har et stort udvalg af minimarkeder og supermarkeder, hvor I nemt kan købe babyvenlige produkter som grød, smoothies, yoghurt, ris og bløde grøntsager. Mange steder har desuden små bistroer med japanske retter, som kan tages med tilbage til jeres overnatningssted eller nydes i en park - perfekt, når I ønsker at spise i ro, inden det bliver sovetid for den mindste.
Mange restauranter er desuden hjælpsomme og vil gerne sammensætte en enkel babyvenlig ret eller tilbyde kogende vand til grød og modermælkserstatning.
Bleer og babyprodukter
Bleer og basale babyprodukter kan købes overalt i Japan. Det betyder, at I ikke behøver at medbringe store mængder hjemmefra og kan rejse mere let og fleksibelt.
Transport
Japans tog- og metrosystem er blandt verdens mest effektive og samtidig meget behageligt at benytte med baby. Flere tog har ekstra plads til barnevogne, og den rolige stemning gør transporten ideel, når barnet skal sove. Togrejser giver jer desuden mulighed for at bevæge jer frit rundt og opleve landet i et afslappet tempo.
Medbring klapvogn, bæresele og rygsæk eller duffelbag
De fleste flyselskaber tillader, at I medbringer en sammenklappelig klapvogn ud over jeres almindelige indtjekkede bagage. I storbyerne er klapvognen ofte praktisk i hverdagen, mens en bæresele anbefales ved travle stationer, templer, smalle gader og naturoplevelser, hvor den giver større fleksibilitet og gør det nemmere at komme rundt.
En anden anbefaling er at rejse med rygsæk eller duffelbag, da det giver jer mulighed for at have bagagen på ryggen og hænderne fri – enten til at bære jeres barn eller til at manøvrere klapvognen.




















