Her på siden finder du praktisk information og fakta om Mauritius.


Praktisk info om at rejse i Mauritius

Visumforhold og indrejsekrav
Danske statsborgere får gratis 90 dages turistvisum ved ankomsten til Mauritius. Bemærk, at alle børn uanset alder skal have eget pas ved indrejse til Mauritius.
Læs mere på Udenrigsministeriets hjemmeside.
Vi anbefaler du inden afrejse udfylder den obligatoriske formular: Mauritius All-in-one Travel Digital Form - du kan finde den her Den skal udfyldes for alle rejsende.

OBS! Visumregler og indrejsekrav kan ændre sig med kort varsel, så Jysk Rejsebureau anbefaler, at du tjekker de aktuelle forhold hos det pågældende lands ambassade. Ovenstående informationer er med forbehold for ændringer. Vores informationer er alene til vejledende brug – det er altid dit eget ansvar at opfylde og holde dig orienteret om de senest gældende indrejsekrav.

Klima og bedste rejsetidspunkt
Du kan rejse i Mauritius året rundt, men den bedste periode er fra april til december. Her er der oftest dejligt varmt, og det regner typisk ikke så meget. Det kan være køligt nogen aftener på denne årstid, så vi anbefaler, at man medbringer en trøje eller tynd sweater.

Juni til august er den tørreste periode, hvor der også er mindre varmt. På østkysten er det typisk lidt køligere i denne periode end på vestkysten, og der forekommer ofte blæst. Fra juni til august anbefales derfor primært at besøge vest - og sydvestkysten.

Januar til marts er den varmeste periode. Disse måneder er også de mest våde med kraftig regn, der dog primært falder i hurtige skyl. Da skyerne kommer østfra, kaster de primært deres nedbør over de centrale og østlige områder. Derfor anbefaler vi primært vestkysten i denne periode.
Januar til marts er officielt cyklonsæson, det sker dog sjældent; faktisk er det kun gennemsnitligt hvert 5. år at en cyklon rammer øen.

Vores anbefalinger om bedste rejsetidspunkt i Mauritius er baseret på hvordan klimaet har været tidligere år. Vejret i Mauritius kan være meget omskifteligt og uforudsigeligt og derfor er vores anbefalinger om rejsetidspunkt kun vejledende.

Se klimatabel over vejret i Mauritius her.

Penge
Den mauritiske møntfod hedder rupee (MUR). I Mauritius kan betaling med Visakort benyttes på de fleste hoteller, butikker og supermarkeder. Desuden er ATM kontantautomater vidt udbredt i byerne. Det er dog altid en god ide at have et supplement af EUR i kontanter med i nødreserve.

Tjek den aktuelle kurs på: www.xe.com.

Transport
Vær opmærksom på at man i Mauritius kører i venstre side af vejen.

Bus:
Det er muligt at rejse hele øen rundt med lokale busser. Det er forholdsvis billigt at transportere sig rundt på denne måde, og man kan komme til stort set alle steder på øen. Dog skal man oftest skifte bus nogle gange for at nå på tværs af landet.

Taxa:
Det er muligt at finde taxaer overalt. De kan både bruges til korte ture, men også på tværs af øen eller til heldags sightseeing. Der køres ikke med taxameter, så det er vigtigt at aftale en pris på forhånd. Taxaer som holder udenfor hoteller forventer en højere pris, end den normale takst.

Bil:
Det er nemt at leje bil og selv køre rundt i landet. Det er muligt at leje bil i forskellige bil-kategorier og priser. Jysk Rejsebureau anbefaler at du undersøger om din rejseforsikring dækker leje af det pågældende motorkøretøj, da du ikke kan være sikker på om den indbefatter fx kasko- og ansvarsforsikring.

Drikkepenge
I de fleste lande er drikkepenge en del af lønningerne for de ansatte i servicebranchen. Derfor er det god kutyme (og nogle gange direkte nødvendigt) at give drikkepenge til fx rengøringspersonale, tjenere, guider, chauffører mv. afhængigt af det land du skal besøge. Vi anbefaler derfor, at du sætter dig godt ind i, hvor meget der er normalt at give i drikkepenge og til hvem, inden du tager af sted på din rejse. Find fx information om drikkepenge i Lonely Planets guidebøger.


Fakta

Hovedstad: Port Louis
Sprog: Engelsk. Fransk og kreolsk er dog mest udbredt
Klima: Subtropisk
Valuta: Mauritisk Rupees
Religion: Hinduer, kristne, muslimer og andre


Information om Mauritius

Mauritius ligger øst for Madagaskar i Det Indiske Ocean. På trods af landets isolerede beliggenhed er befolkningssammensætningen utrolig mangfoldig. Indbyggerne på Mauritius er primært efterkommere af slaver, der kom til landet under den franske, britiske og hollandske kolonitid, men også afrikanere, indere og kinesere har fundet vej til det lille ørige. Kolonitiden har efterladt farverige, velbevarede bygninger, og den livlige kulturelle blanding smitter af på både sproget og det mauritiske køkken.
Ønsker du at krydre din tur til Mauritius med aktiv vandreferie kan vi anbefale, du kombinerer din tur med et smut forbi nabo øen Reunion

Rejsekonsulenter

Vi har fundet de konsulenter, der bedst kan hjælpe dig med ovenstående oplevelser.

Se alle vores gratis foredrag

Tilmeld dig her
Til top