Her på siden finder du praktisk information og fakta om Vanuatu.


Praktisk info om at rejse på Vanuatu

Klima og bedste rejsetidspunkt
Den bedste tid at besøge Vanuatu er fra april til oktober. Denne tid på året kendetegnes ved en lavere regnmængde og mildere temperaturer.
Vores anbefalinger om bedste rejsetidspunkt på Vanuatu er baseret på, hvordan klimaet har været tidligere år. Vejret kan være meget omskifteligt og uforudsigeligt, og derfor er vores anbefalinger om rejsetidspunkt kun vejledende.

Se klimatabel over vejret på Vanuatu her.

Penge
Den lokale møntfod er Vatu.
Hæveautomater er tilgængelige i de største beboede områder på øerne, hvor også VISA og Mastercard ofte kan benyttes mod gebyr på cirka 2,5-5%. Men på de små øer er det en god ide at planlægge godt fremad og medbringe kontanter, da der ofte ikke er hæveautomater.

Visumforhold og indrejsekrav
OBS! Visumregler og indrejsekrav kan ændre sig med kort varsel, så Jysk Rejsebureau anbefaler, at du tjekker de aktuelle forhold hos det pågældende lands ambassade. Ovenstående informationer er med forbehold for ændringer.

For at rejse ind i Vanuatu skal du have et gyldigt pas seks måneder fra indrejsedato. Du modtager ved ankomst et 30 dages turistvisum, der er gratis.

Se flere oplysninger på www.um.dk.

Der kan forekomme indrejsekrav til Vanuatu såsom specifikke krav til vaccinationer, forsikringsdækninger, helbredsattest og lignende. Henvend dig til din rejsekonsulent omkring nuværende indrejsekrav til Vanuatu.

Transport
Transport mellem landets større øer foregår med fly. Man kan også vælge selv at udforske øerne i lejebil, på scooter og cykel eller på gåben.

Drikkepenge
Det er ikke normalt at give drikkepenge på Vanuatu. Vi anbefaler derfor, at du sætter dig godt ind i, hvor meget der er normalt at give i drikkepenge og til hvem, inden du tager af sted på din rejse. Find information om drikkepenge i guidebøger som for eksempel Lonely Planet.


Fakta

Hovedstad: Port Vila
Sprog: Bislama, engelsk og fransk
Klima: Tropisk
Valuta: Vatu
Religion: Primært kristne


Information om Vanuatu

Vanuatu er for dig, der søger et uspoleret og autentisk paradis i Stillehavet. De lokale er utrolig imødekommende, og du behøver ikke engang at opsøge lokale, de kommer til dig. Rundt på øerne finder du fantastiske små hyggelige resorts, farverige koralrev, bounty-strande, frodig jungle, vulkanlandskaber, azurblåt hav, svajende palmer og masser af kultur.

På Vanuatu findes mystiske religiøse trosretninger og kulturelle begivenheder, som ikke findes noget andet sted på jorden. Du kan f.eks. hvert år opleve det ældgamle manddomsritual land-diving, hvor unge mænd kaster sig ud fra 20-30 meter trætårn med en lian-line omkring foden.

Vanuatu ligger mellem Australien og Fiji, og består af 83 øer fordelt på 12,274 km3. Den oprindelige befolkning var Melanesiere, og de første europæere kom hertil i 1606. Fernandes de Queirós erklærede landet for spansk-territorie og navngav det Austrialia del Espiritu Santo. I 1880 kom landet under fælles fransk-britisk administration og blev omdøbt til New Hebrides. Landet har siden 1980 været en selvstændig republik og skiftede navn til sit nuværende navn, Vanuatu. Øerne er alle af vulkansk oprindelse og bjergrige. Jordskælv er hyppige, men sjældent kraftige; det samme gælder udbruddene fra de aktive vulkaner. Den indfødte befolkning er sammensat af over 100 forskellige etniske grupper; de er næsten alle melanesiere og kaldes ni-vanuatu. Mange af de små etniske grupper bor i afsides og ret utilgængelige bjergområder med ringe kontakt med omverdenen.

Rejsekonsulenter

Vi har fundet de konsulenter, der bedst kan hjælpe dig med ovenstående oplevelser.

Se alle vores gratis foredrag

Tilmeld dig her
Til top