Søg
Søg
Et tangoshow er også et must i Buenos Aires. Tango dukkede først op i slutningen af det 19. århundrede som et miks af forskellige rytmer, der blev danset i fattige nabolag

Information og fakta om Argentina

Argentina er et land for passionerede livsnydere. Det saftige oksekød smelter på tungen, og den velsmagende is gør det i mere bogstavelig forstand. Vinen drikkes for smagen og ikke virkningen. Beruselsen klares af tangoen, den lidenskabelige dans, der, som landet, kan forføre enhver. Læs mere om vores rejser til Argentina herunder.

Fakta

Hovedstad: Buenos Aires
Sprog: Spansk
Klima: Tempereret, køligt i syd, subtropisk i nord.
Valuta: Peso
Religion: Romersk katolsk
Bohemiske Buenos Aires
Argentinas - og tangoens - hovedstad samt en bid af Europa ofte sammenlignet med Paris. Alle elsker Buenos Aires og med rette. Her indtages caféerne af kaffedrikkende bohemer, gaden af hujende fodboldfans og dansegulvene af gnistrende tangodansere. Argentinerne er på én gang tilbagelænede og temperamentsfulde, højtidelige og afslappede. Buenos Aires er på samme måde en dynamisk by, men med rig mulighed for at trække sig tilbage og reflektere over dagens oplevelser på en af de utallige hyggelige caféer eller i et af de mange grønne områder. I kunstnerkvarteret San Telmo er en del af charmen fra kolonitiden bevaret med brostensbelagte gader og lave bygninger. Her kan man købe unikke souvenirs, når kunst og antikvitetsboderne stilles op til det livlige søndagsmarked.

Fra Foz do Iguazú til Verdens Ende
I det nordligste Argentina, på grænsen til Brasilien, ligger en af Latinamerikas store naturattraktioner; de storslåede Iguazú vandfald. Her forenes kraft og skønhed, når millioner af liter vand brager ud over de forskellige afsatser og efterlader en afkølende vanddis i luften omkring.

Hele den vestlige del af Argentina afgrænses af de majestætiske Andesbjerge. I San Carlos de Bariloche er der gode muligheder for at komme ud til Andesbjergene, hvor man kan vandre, cykle, rafte, ride - eller om vinteren stå på ski. Rejser man længere mod syd, finder man det smukke gletsjer-område med Glacier Perito Moreno som den største af gletsjerne. 30 km lang, 5 km bred og 60 m høj breder Moreno sig i landskabet som en iskæmpe, der bliver større og større for hver eneste dag.

I det allersydligste Argentina, som også er Amerikas sydligste spids, ligger Tierra del Fuego - Ildlandet. Stedet er omgærdet af mystik og kaldes også Verdens Ende. Det er Jordens sydligste punkt inden Sydpolen.

Smagen af Argentina
På den enorme, flade pampas (slette), der dækker det meste af det centrale Argentina, strækker kvægfarme sig så langt øjet rækker. Her kan man stadig møde en gaucho - en argentinsk cowboy, som driver de store kvægflokke fra sted til sted. Det er også muligt at tage på farmerferie og selv prøve livet som gaucho i et par dage. Argentina er verdenskendt for sin oksekødsproduktion, der er af højeste kvalitet. Det fritgående kvæg bliver til saftige, møre bøffer, som man kan nyde på de fleste argentinske restauranter. I området omkring byen Mendoza findes også mange vingårde, hvor man kan få både rundvisning og smagsprøver. Det er nemt at finde gode rødvine til fornuftige priser, så man virkelig kan få forkælet sine ekstravagante smagsløg.

Praktiske informationer om at rejse i Argentina


Klima og bedste rejsetidspunkt/Sæson
De argentinske sommermåneder, december til februar, kan være temmelig varme i Buenos Aires, og det er derfor bedst at besøge hovedstaden fra september - november og fra marts - maj.

De nordlige og nordvestlige områder er meget varme og fugtige i december til februar, men milde fra marts - november.

Området omkring Mendoza er smukkest i det argentinske efterår, der ligger fra marts-maj.
Skisæsonen er fra midt juni til midt oktober.

I den sydlige del af landet er den bedste sæson fra november til marts, hvor man vil opleve den varmere og tørre periode.

Vores anbefalinger om bedste rejsetidspunkt i Argentina er baseret på, hvordan klimaet har været tidligere år. Vejret i Argentina kan være meget omskifteligt og uforudsigeligt og derfor er vores anbefalinger om rejsetidspunkt kun vejledende.

Penge
Der findes kontantautomater til Visa- og MasterCard i stort set alle argentinske byer. Vær opmærksom på, at der kan være grænser for, hvor store beløb, man kan hæve om dagen.
Den argentinske møntfod hedder Nuevo Peso. Det kan være en god idé at medbringe amerikanske dollars som kan veksles I stort set hele landet.

Prisniveauet i Argentina varierer fra by til by og region til region. Men i store dele af landet er omkostningerne ved at rejse næsten på niveau med Danmark.

Visumforhold
OBS! Visumreglerne kan ændre sig med kort varsel, så Jysk Rejsebureau anbefaler, at du tjekker de aktuelle forhold hos det pågældende lands ambassade. Nedenstående informationer er med forbehold for ændringer.

Argentina er visumfrit i op til tre måneder.

Transport
Fly:
Fly er det ideelle transportmiddel til de lange distancer i det vidtfavnende Argentina. Det er muligt at købe billige flypas hjemmefra. Forhør dig hos din rejsekonsulent.

Bus:
Det meste af Argentina er bundet sammen i et veludviklet busnet. I Buenos Aires har alle selskaber afgang fra den store terminal Retiro i centrum. Herfra går dagligt busser til alle landets provinshovedstæder samt til nabolandene. Ekspresbusser er dyrere end de almindelige busser (comunes), men naturligvis hurtigere. Det kan anbefales at reservere plads dagen før. Man skal dog være opmærksom på at på nogle strækninger kan busser være lige så dyre som fly, så tjek evt. begge muligheder.

Metro:
Metrosystemet (subte) i Buenos Aires er den hurtigste og billigste måde at komme rundt i hovedstaden på. Desuden er der et veludviklet bybus-rutenet.

Tog:
Argentina har et af verdens længste jernbanenet, men mange af ruterne er blevet nedlagt, fordi busserne er så effektive. Enkelte fungerer dog stadig, og togturene er en fremragende mulighed for at se det smukke landskab.

Drikkepenge
I de fleste lande er drikkepenge en del af lønningerne for de ansatte i servicebranchen. Derfor er det god kutyme (og nogle gange direkte nødvendigt) at give drikkepenge til fx rengøringspersonale, tjenere, guider, chauffører mv. afhængigt af det land du skal besøge. Vi anbefaler derfor at du sætter dig godt ind i hvor meget der er normalt at give i drikkepenge og til hvem inden du tager af sted på din rejse. Find fx information om drikkepenge i Lonely Planets guidebøger.

Gratis rejseforedrag

Argentina og Brasilien: 03-09-2018 18:00:00 : 10751
Herning
3. september 2018 kl. 18:00

Argentina og Brasilien

Se mere her
Til top
Find os på: