Bestil dine flybilletter til Australien igennem Jysk Rejsebureau og få en masse viden og erfaringer med i købet. Vores kreative og berejste rejsekonsulenter sidder klar til at videregive deres rejseerfaringer med rejser i og omkring Australien. De kan arrangere din rejse så flybilletter, ture og overnatninger kommer til at passe med din drømmerejse.
Rejsekonsulenterne kan desuden hjælpe med det, der har betydning for en god rejse, såsom minimering af transporttid og gode forbindelser, flyselskabernes alliancer, stop-over muligheder, børnerabatter, siddepladser i flyet og meget mere.
Få information og fakta om Australien her
Se alle vores andre fantastiske rejseforslag i Australien her
Årstiderne i Australien er omvendte i forhold til de danske. Når det er vinter i Danmark, er det sommer i Australien. Men Australien breder sig over så mange klimazoner, at der både kan være sne og hedebølge på samme tid forskellige steder i landet. Det betyder også, at man kan besøge Australien året rundt alt afhængigt af, hvor man skal hen. Tal med din rejsekonsulent og få den bedste vejledning til, hvornår netop din rejse kan finde sted.
Australien er et enormt land. Det er faktisk hele 178 gange større end Danmark. Bare øen Tasmanien er 1,5 gang så stor som Danmark, så planlægning af din rejse er alfa og omega, når turen går til Australien. Derfor er der naturligvis også mange steder, en Australien-rejse kan begynde. Vores dygtige rejsekonsulenter kan hjælpe med at finde ud af, hvor det er bedst for dig at starte din rejse.
Med dette forslag kan du begynde din Australien-rejse i følgende byer:
Sydney
Sydney er hovedstad i New South Wales - og Australiens største by. Her bor mere end 4 millioner mennesker, og byen er en fortryllende og fantastisk oplevelse.
Operahuset er naturligvis en stor oplevelse for de fleste, som besøger Sydney og et absolut “must see”. Tag på en guidet rundtur herinde og høre om opførelsen af dette arkitektoniske mirakel. Det er bestemt også anbefalelsesværdigt at se en forestilling i Operahuset. I samme område ligger Harbour Bridge. Her fortæller et lille museum i den første pylon om opførelsen af broen, og man kan tage de 200 trappetrin til toppen og kigge ind over byen. For de eventyrlystne kan broen bestiges. Ved siden af Operahuset ligger Botanisk Have, hvor ivrige motionister løber eller cykler dagen lang. Lav en madpakke og nyd frokosten herfra i skyggen af et træ med udsigt over havnen, operahuset og broen. Det er helt fantastisk.
Melbourne
Melbourne er Victorias hovedstad og Australiens anden største by med 3,5 mio. indbyggere.
Det er en moderne storby, hvor skyskrabere, kontorbygninger og indkøbscentre er mikset sammen med de gamle bygninger i den smukke victorianske stil. Den blandede arkitektur afspejler godt Melbournes indbyggere. Her er nemlig en god blanding af folk fra hele verden. Der har specielt været stor indvandring af grækere og asiatere, hvilket bl.a. afspejles i maden - der er fantastiske restauranter i Melbourne.
Brisbane
Brisbane er hovedstaden i Queensland og har 1,8 millioner indbyggere. Brisbane har mange kulturelle tilbud; museer, gallerier, teatre og biografer. Gå en tur i midtbyen og oplev det hyggelige Anzac Square, de smukke bygninger og livet langs floden. Flere forskellige selskaber tilbyder ”Dinner Cruise” ned af floden, men den billigste måde at se Brisbane fra vandsiden er at hoppe ombord på de offentlige taxabåde, der sejler op og ned af floden dagen lang. Du kan hoppe af og på, hvor du har lyst. Langs havnepromenaden ligger der gode restauranter med udsigt over floden. Om aftenen er det ekstra flot, når der kommer lys i Story Bridge. Brisbane ligger ikke ud til havet, så ved South Bank er der konstrueret en kunstig lagune med sand og palmer, så der er mulighed for at få en forfriskende dukkert.
Cairns
Cairns er Queenslands mest besøgte by og er udgangspunkt for et hav af spændende naturoplevelser. De fleste forbinder Cairns med verdens største koralrev; Great Barrier Reef, og det er bestemt et ”must” at tage på bådtur ud at opleve det. Om man er til snorkling eller dykning er oplevelsen fantastisk! Her lever tusindvis af farverige koraller og fisk. Byens centrum ligger mellem Esplanaden og Sheridan Street. Her findes overnatningsmuligheder, restauranter, cafeer, barer, gallerier, butikker og turoperatører, der tilbyder ture i og omkring Cairns. Som de fleste andre større byer i Australien tilbyder Cairns alle former for adventuresport. Cairns har ikke nogen god strand, derfor er der lavet en enorm lagune med saltvand, som er gratis for alle. Her findes desuden toiletter og omklædningsrum til fri afbenyttelse.
Perth
Størstedelen af Western Australias sparsomme befolkning bor i Perth. Luften er ren og klar i Perth, og byen byder på en smuk esplanade (Swan River løber igennem byen), nem adgang til skønne strande, et hyggeligt centrum med mange butikker og lækre restauranter, samt et pulserende natteliv. Perth er et oplagt udgangspunkt for spændende og hyggelige dagsudflugter til f.eks. Fremantle, en lille havneby hvor Swan River har sit udløb - og for ture både nordpå til de øde vestaustralske kyststrækninger eller sydpå mod vinområder og høje træer.