Tag på en uforglemmelig rejse til tre nabolande, der byder på vidt forskellige eventyr.
I Nepal oplever du de store forskelle mellem hovedstadens charmerende kaos og den landlige idyl. Du vandrer mellem lokale landsbyer og bor med en vidunderlig udsigt til Himalaya-bjergene i bjergbyen, Nagarkot. I den historiske by, Panauti, overnatter du hos en lokal familie og lærer om deres daglige liv i Kathmandu-dalen.
Rejsen går videre til Bhutan, hvor du besøger de store seværdigheder, som Tiger’s Nest og Punakha Dzong. Du kommer dog også helt ind under huden på det lille land, når du udforsker små lokale klostre og charmerende vandreruter langt væk fra hovedvejen. Med en overnatning hos en bhutansk familie, lærer du om landets lykkebegreb, og hvordan de måler deres velstand i lykke fremfor penge.
Rejsens sidste del foregår i Nordindien. I Delhi oplever du Old Delhi, Chandni Chowk, Gurdwara Sis Ganj Sahib og rickshawtur gennem de smalle gader. Derefter fortsætter du til Jaipur, Den Lyserøde By, med Hawa Mahal, Amber Fort, City Palace og aarti-ceremoni ved Birla Temple. På vej mod Agra besøger du Abhaneri Stepwell og Fatehpur Sikri, inden rejsen kulminerer ved Taj Mahal ved solopgang og Agra Fort.
Få information og fakta om
Bhutan,
Nepal og
Indien.
Se alle vores andre fantastiske rejseforslag i
Bhutan,
Nepal og
Indien.
Bedste rejsetidspunkt i Nepal og Bhutan er fra slutningen af september til slutningen af november, hvor luften er klar og bjergudsigterne flottest. Den næstbedste sæson er foråret fra marts til maj, hvor alting blomstrer, men der er flere skyer og regn end om efteråret. Regntiden er fra juni til og med august.
Du kan rejse i Indien året rundt, men klimaet veksler meget fra Himalaya i nord til Thiruvananthapuram (også kendt som Trivandrum) i syd. April og maj er generelt de varmeste måneder, og i de nordlige provinser omkring Delhi kan temperaturen komme helt op over 45 grader.
Vores anbefalinger om bedste rejsetidspunkt i Nepal, Bhutan og Indien er baseret på, hvordan klimaet har været tidligere år. Vejret i disse lande kan være meget omskifteligt og uforudsigeligt, og derfor er vores anbefalinger om rejsetidspunkt kun vejledende.
1. dag: Afrejse fra Danmark
Afgang fra Danmark mod Nepal, hvor du ankommer næste dag. Afhængig af flyselskabet vil der være en eller to mellemlandinger undervejs.
2. dag: Ankomst til Kathmandu
Ved ankomst til Kathmandu vil du blive hentet i lufthavnen og kørt til dit hotel, der ligger i det hyggelige område, Thamel.
Kathmandu er Nepals kaotiske, farverige og charmerende hovedstad. Byen ligger i en dal omringet af Himalayas høje bjergtinder og byder på tusinder af års historie. De gamle handelsruter mellem Tibet og Indien gik gennem Nepal, og Kathmandu emmer af kunstnerisk og arkitektonisk indflydelse fra både nord og syd. Fra hotellet kan du bevæge dig ud i Kathmandus travle gader, og du kan godt forberede dig på at blive mødt af nye duft-, syns- og smagsindtryk. Om aftenen inviteres du til en velkomstmiddag med forskellige lokale retter samt underholdning med nepalesisk dans og musik.
3. dag: Kathmandu og Patan
Du starter dagen med et besøg i Patan, der også kendes som ’byen med de tusinde gyldne tage’. Engang lå Patan adskilt fra Kathmandu, men byernes vækst har i dag smeltet dem sammen. Patans rige historie mærker du, når du bevæger dig rundt i bykernens smalle gader og ser de oldgamle arkitektoniske vidundere. Du besøger også Patans hovedtorv, Durbar Square, som huser mere end 50 templer og 600 stupaer. Patan er kendt for gamle håndværkstraditioner, og du vil f.eks. kunne møde guldsmede og tæppevævere. Tal eventuelt med din guide, hvis du har særlige interesser for shopping.
Senere kører du tilbage til Kathmandu og besøger hovedstadens Durbar Square. Engang husede pladsens paladser Nepals kongefamilie, og du vil uden tvivl blive imponeret over de talrige oldgamle templer. Særligt er Temple of the Living Goddess et særligt syn, her kan du nemlig være heldig at spotte Kumari (den levende gudinde) i et af templets åbne vinduer.
Efter lidt fritid til frokost i Thamel, kører du om eftermiddagen til Swoyambhunath, der også kendes som Abetemplet. Templet, der siges at være over 2000 år gammelt, ligger på en bakke med fantastiske udsiger over byen. Og nå ja – så vil du møde masser af aber ved templet. (
M)
4. dag: Kathmandu – Changunarayan - Trek til Nagarkot
I dag kører du en times tid ud af Kathmandu til Changunarayan. Her vil du opleve det imponerende Changu Narayan-tempel, der siges at være et af de ældste templer i Nepal. Herfra starter dagens vandretur mod den lille landsby, Telkot. Sammen med din guide, vandrer du ad små stier på en højderyg mellem Changunarayan og Telkot. Vandreturen byder på vidunderlige udsigter over Kathmandudalen på den ene side og til Himalayabjergene på den anden. Undervejs passerer du små landsbyer og landbrug, hvor der altid er travl aktivitet. Ved ankomst til Telkot vil der være tid til at finde frokost, inden du bliver kørt det sidste stykke til Nagarkot.
Nagarkot ligger malerisk i bjergene. Området er kendt for sine smukke solopgange og udsigter over Himalaya-bjergkæden. Hvis vejret er helt perfekt, kan du være heldig at spotte Mount Everest i det fjerne. Skulle vejret være mindre klart, så er Nagarkot stadig et perfekt og afslappende sted at gøre stop for natten. (
M)
Vandretid: Ca. 1,5 time.
5. dag: Nagarkot – Trekking til Nala – Panauti og homestay
Stå tidligt op for at nyde solopgangen over Himalaya-bjergene inden morgenmaden på hotellet. Dagens vandretur går til Nala og tager dig gennem frodige landområder og tæt fyrtræsskov. Undervejs vil du opleve de mange smukke risterrasser og besøge små lokalsamfund. Det er en perfekt vandretur til at komme tæt på Nepals natur og lokalbefolkning – alt imens du nyder udsigterne til Himalaya. Ved ankomst til landsbyen Nala køres du det sidste stykke til Panuati.
Panauti er en af de ældste byer i Nepal og gemmer på en rig historie og en fortid som selvstændig mini-stat. Gennem byen vil du opleve imponerende buddhistisk og hinduistisk arkitektur, og det er ikke unormalt at finde små farverige sten og andre genstande, der er blevet lagt ud på byens fortove for at byde besøgende velkommen. I Panuatu overnatter du hos Panuati Community Homestay, der er et skoleeksempel på, hvordan turisme kan have en positiv lokal indflydelse. Her sørger et fællesskab af værtsfamilier for din indkvartering og dine måltider – og vil assistere dig med forskellige oplevelser i lokalområdet. (
M,
A)
Vandretid: Ca. 4 timer.
6. dag: Oplevelser på homestay i Panauti
Glæd dig til en dag, hvor du kommer helt tæt på den lokale befolkning på dit homestay i Panuatu. Morgenmaden indtages sammen med værtsfamilien, inden dagen i dag byder på både fritid til at gå på opdagelse i lokalområdet samt en mindre vandretur til det hellige buddhistiske sted, Namo Buddha. Tilbage i Panauti vil der være god mulighed for at hjælpe til i køkkenet og lære om nepalesisk madlavning på dit homestay. (
M,
F,
A)
7. dag: Panauti – Bhaktapur - Kathmandu
I dag siger du farvel til din værtsfamilie i Panuati og bevæger dig på en kort køretur til den gamle kongeby, Bhaktapur. Byen har historie helt tilbage til det 9. århundrede og du kan tydeligt se på de oldgamle bygninger og smalle gader, at du bevæger dig gennem historien. Oplev Bhaktapurs fascinerende Durbar Square og læg vejen forbi Pottery Square, hvor de lokale pottemagere tørrer og farver deres håndværk på pladsen. Bhaktapur er et oplagt sted for lidt shopping til dig, der samler souvenirs – men pas på pladsen i rygsækken, da der venter masser af fristelser senere på rejsen også.
Efter frokost vender du retur til Kathmandu, hvor du vil besøge det enorme Pashupatinath-tempel. Her foregår Kathmandus ligbrændinger ved flodbredden – en oplevelse, der uden tvivl vil gøre indtryk. Husk naturligvis at opføre dig respektfuldt over for de sørgende. Herefter gør du stop ved Boudhanath, der måske er verdens største buddhistiske stupa. Nyd de mange flotte farver og synet af munke og bedende, der går deres daglige runder omkring stupaen. Området huser mange tibetanere, der bosatte sig i Nepal i 1950’erne – og det emmer derfor af tibetansk kultur. (
M)
8. dag: Kathmandu – Flyvning til Paro - Thimphu
Efter morgenmad på hotellet køres du til lufthavnen, hvorfra der venter en særligt smuk flyvetur mod Bhutan. Husk at spørge i lufthavnen, om du kan få en vinduesplads i venstre side af flyet – på klare dage, kan du nemlig være heldig at spotte Mount Everest langs ruten.
Ved ankomst til lufthavnen i Paro bliver du mødt af din guide og chauffør, der skal akkompagnere dig under opholdet i Tordendragens Land, Bhutan. Du køres herefter til Thimphu, der er Bhutans charmerende hovedstad. Undervejs er det muligt at gøre stop ved Tamchhog Lhakhang-templet, der er bygget for at ære en tibetansk lama, der også kendes som ’Jernbrobyggeren’. Legenden siger, at lamaen byggede mange af landets hængebroer, så beboerne i Bhutans små landsbyer kunne krydse floderne sikkert. I Thimphu har du tid til at gå på opdagelse og nyde hovedstadens atmosfære på egen hånd. (
M,
F,
A)
9. dag: Oplevelser i Thimphu
Denne dag byder på oplevelser i og omkring Thimphu. Efter morgenmaden besøger du byens marked, hvor du kan være heldig at gøre et godt køb. Herefter kører du lidt op i bjergene og besøger den flotte Memorial Chorten samt den imponerende kæmpestatue af Buddha, der byder på fantastiske udsigter over Thimphu-dalen. På vejen retur til Thimphu besøger du Changangkha-templet, der ligger på en bakketop og tiltrækker mange bedende, der går rundt og messer med deres bedehjul. Har du lyst, vil det også være muligt at besøge Thimphus Takin-reservat, hvor du kan være heldig at se landets nationaldyr.
Efter dagens frokost er der forskellige muligheder for sightseeing. Du kan blandt andet besøge en skole for traditionel buddhistisk kunst, Nationalmuseet eller Tekstilmuseet. Tag en snak med din guide, hvis du har særlige interesser. (
M,
F,
A)
10. dag: Thimphu – Punakha
Tidligt denne morgen køres du fra Thimphu mod Punakha. Den snoede vej går via et højdepas, der hedder Dochu La. Frem for at følge trafikken, drejer du dog ned ad en lille grusvej og kører til det charmerende og afsides Tashigang Gompa-kloster. Her bor omkring 30 unge munke i løbet af årets varmere måneder, og området er en lille oase af ro og naturlig skønhed. Fra klostret starter du en fantastisk vandretur, der tager dig op ad bakke, gennem tæt rhododendron-skov, til et lille kloster, Lungchotse Gompa. Klostret ligger på en bjergtop, og på en klar solskinsdag kan du se hele Bhutans Himalaya-bjergkæde og de snedækkede tinder. Det er et helt særligt syn. Herfra går trekket igen ned ad bakke, og du ankommer til fods til Dochu La-passet i 3.050 mesters højde. Her vil det være tid til en velfortjent kop varmt at drikke – og måske det er frokosttid.
Fra Dochu La fortsætter du kørslen mod Bhutans gamle hovedstad, Punakha, hvor du ankommer hen på eftermiddagen. Hvis du har mod på det, kan du runde dagen af med en kort vandretur gennem landsbyen, Sopsokha, og de omkringliggende marker, til templet, Chimi Lhakhang. Templet er også kendt som ’Den Guddommelige Galnings Tempel’ og besøges oftest af lokale, der søger at opnå frugtbarhed fra templet. Hele området er faktisk præget af fertilitet og frugtbarhed, og du vil kunne spotte malerier af fallos på mange af landsbyens husvægge. (
M,
F,
A)
Vandretid: Ca. 3,5 timer.
11. dag: Punakha – Paro og homestay
Denne morgen vandrer du en times tid gennem smukke rismarker og op ad en bakke til Khamsum Yuelley Namgyel Chorten. Templet er dedikeret til Bhutans femte konge og ligger smukt med udsigt over hele den frodige Punakha-dal. På tilbagevejen besøger du den imponerende Punakha Dzong. En ’dzong’ er en religiøs bygning med både religiøs og administrativ funktion. Punakha Dzong ligger særligt smukt, lige hvor de to floder, Po Chu og Mo Chu, mødes.
Efter frokost køres du tilbage til Paro, hvor du overnatter på et lokalt homestay. I Bhutan er det muligt for lokale at huse turister, hvis de tilmelder sig turistministeriet homestay-program og lever op til en række krav. For dine værter betyder det en ekstra indkomst og et spændende internationalt besøg. For dig som rejsende er det en unik mulighed for at møde de lokale i øjenhøjde. Det kan næsten garanteres at aftenens overnatning bliver et af højdepunkterne på din rejse, når du deler et måltid og historier med din værtsfamilie. (
M,
F,
A)
Vandretid: Ca. 1 time.
12. dag: Sightseeing i Paro
Efter morgenmad hos din værtsfamilie, besøger du i dag templet, Dumtse Lhakhang, og Nationalmuseet, der ligger i et gammelt vagttårn formet som en konkylie. Museet rummer en storslået samling af bhutanske artefakter - kostumer, malerier, våben, tekstiler og en fascinerende samling af bhutanske frimærker. Herfra går du det korte stykke til den imponerende, Paro Rinpung Dzong, som er et af landets fineste eksempler på bhutansk arkitektur. Om eftermiddagen besøger du Kyichu Lhakhang. Templet fra det 7. århundrede har stor historisk betydning og er et af de mest hellige templer i Bhutan. (
M,
F,
A)
13. dag: Paro og Tiger’s Nest
I dag skal du besøge en af rejsens højdepunkter, når du vandrer op ad bjergsiden mod det ikoniske Taktshang-kloster, der også kendes som 'Tiger's Nest'. Klostret balancerer imponerende og faretruende på den stejle bjergside ca. 900 meter over dalen nedenfor. Klostret har fået sit kaldenavn, ’ Tigers Nest’, da det siges, at Guru Padmasmbhava kom til bjergsiden båret på ryggen af en flyvende tiger. Klostret er et af Bhutans mest hellige steder og tiltrækker pilgrimme fra flere forskellige buddhistiske lande. Du kan spise frokost på Taktshang-caféen, hvorfra du har en spektakulær udsigt til klostret. (
M,
F,
A)
14. dag: Paro – Phuntsholing – Gorumara National Park
Tidligt om morgenen kører du fra Paro mod Phuntsholing ved grænsen mellem Bhutan og Indien. Din bhutanske guide hjælper dig frem til grænsen, hvor du krydser ind i Indien ved Jaigaon og møder din indiske guide og chauffør.
Herefter fortsætter du gennem Dooars-regionens grønne landskaber med teplantager, skov og lavland ved foden af Himalaya. Du kører til Gorumara National Park, som er kendt for næsehorn, elefanter, bison, hjorte og fugleliv.
Efter ankomst kan du tage på guidet gåtur i teplantagerne og lære om teproduktionens historie i området. Om aftenen venter solnedgang over teplantagerne, bål, kulturprogram og traditionel middag. (
M,
A)
15. dag: Safari i Gorumara og videre til Darjeeling
Tidligt om morgenen tager du på jeepsafari i Gorumara National Park, afhængigt af parkens åbningstider og lokale forhold. Safarien går gennem skov og græsland til et af parkens udsigtstårne, hvor der kan være mulighed for at se dyreliv som næsehorn, elefanter, bison, hjorte og forskellige fuglearter.
Efter safarien vender du tilbage til hotellet og spiser morgenmad. Hvis sæson og åbningstider tillader det, kan du besøge en nærliggende tefabrik.
Om eftermiddagen kører du op gennem bjergene til Darjeeling. Byen ligger i Himalayas forbjerge og er kendt for sine teplantager, udsigter, kolonihistorie og det historiske Toy Train. Om aftenen kan du gå en tur omkring The Mall eller Chowrasta og få de første indtryk af byen. (
M)
16. dag: Darjeeling med Toy Train, Ghoom og Mahakal Temple
Hvis du ønsker det, kan dagen begynde meget tidligt med en tilvalgsudflugt til Tiger Hill for at se solopgangen over Himalaya. Udsigten afhænger af vejret og sigtbarheden.
Efter morgenmaden besøger du Ghoom Monastery og Batasia Loop. Herefter tager du på en tur med Darjeelings historiske Toy Train til Ghoom, afhængigt af tilgængelighed og drift. Toget er en af Darjeelings mest kendte oplevelser og snor sig gennem byen og bjerglandskabet.
Om eftermiddagen går du til Mahakal Temple, som ligger på Observatory Hill over Darjeeling Mall. Her mødes hinduistiske og buddhistiske traditioner, og området har en særlig atmosfære med bedeflag, små helligsteder og udsigter, hvis vejret er klart.
Senere besøger du Himalayan Mountaineering Institute og Himalayan Zoo, hvis de er åbne. Dagen afsluttes med tid ved byens marked eller omkring The Mall. Himalayan Mountaineering Institute og Himalayan Zoo er normalt ikke åbne om torsdagen. (
M)
17. dag: Darjeeling på egen hånd eller tilvalg til Singalila
Dagen er fri i Darjeeling. Du kan bruge dagen i roligt tempo med te, markeder, udsigtspunkter, små gåture og stemningen omkring The Mall.
Du kan også tilkøbe en udflugt til Singalila National Park, Tonglu og en nepalesisk bjerglandsby. Området ligger i bjergene vest for Darjeeling og er kendt for udsigter, skov, små landsbyer og, i klart vejr, panoramaer mod Himalaya.
Dette er en god dag til at fordøje de mange oplevelser fra Nepal, Bhutan og Østindien, før rejsen fortsætter mod Delhi. (
M)
18. dag: Darjeeling – Bagdogra – Delhi
Efter morgenmaden forlader du Darjeeling og kører mod lufthavnen i Bagdogra. Køreturen går ned gennem bjergene og videre mod lavlandet.
Fra Bagdogra flyver du til Delhi. Ved ankomst bliver du mødt og kørt til dit hotel. Resten af dagen er fri til afslapning efter rejsen fra Darjeeling. (
M)
19. dag: Old Delhi med Chandni Chowk og rickshawtur
Efter morgenmaden tager du på guidet vandring i Old Delhi. Du begynder med fotostop ved Red Fort udefra, den store røde fæstning opført under mogulkejser Shah Jahan.
Herefter går du gennem Chandni Chowk, et af Delhis mest livlige og historiske handelsområder. Undervejs ser du Gurdwara Sis Ganj Sahib og får indblik i sikhisk historie og det religiøse liv i bydelen.
Du fortsætter gennem de travle gader med markeder, krydderier, tekstiler, smykker, dufte og lyde fra hverdagslivet i Old Delhi. Turen afsluttes med rickshawtur gennem de smalle gader, inden du vender tilbage til hotellet. Resten af dagen er fri. (
M)
20. dag: Delhi – Jaipur
Efter morgenmaden kører du mod Jaipur, hovedstaden i Rajasthan. Køreturen tager typisk omkring 4,5-5 timer afhængigt af trafik.
Jaipur kaldes Den Lyserøde By på grund af farven på bygningerne i den gamle bydel. Byen blev grundlagt i 1727 af Maharaja Sawai Jai Singh II og er kendt for sine paladser, forter, basarer, håndværk og farverige gadeliv.
Ved ankomst tjekker du ind på dit hotel. Sidst på eftermiddagen kan du gå en tur på egen hånd i Old Jaipur, hvor brede basargader, små butikker, tekstiler, smykker og krydderier giver et levende første indtryk af byen. (
M)
21. dag: Jaipur med Hawa Mahal, Amber Fort, City Palace og aarti
Efter morgenmaden tager du på sightseeing i Jaipur. Du begynder med fotostop ved Hawa Mahal, også kendt som Vindenes Palads. Den berømte facade med de mange små vinduer blev oprindeligt opført, så kvinderne ved hoffet kunne følge livet i gaden uden selv at blive set.
Herefter besøger du Amber Fort, som ligger flot på en bakketop uden for byen. Fortet er et af Jaipurs store højdepunkter og kombinerer rajput- og mogularkitektur med gårdspladser, sale, paladser og udsigter over det omkringliggende landskab.
Du fortsætter til City Palace i hjertet af Jaipur. Paladskomplekset rummer gårde, bygninger, museer og kongelig historie og giver et godt indblik i Jaipurs fortid som fyrsteby.
Om aftenen besøger du Birla Temple, hvor du oplever en aarti-ceremoni, hvis timing og lokale forhold passer. (
M)
22. dag: Jaipur – Abhaneri – Fatehpur Sikri – Agra
Efter morgenmaden forlader du Jaipur og kører mod Agra. Undervejs besøger du Abhaneri Stepwell, også kendt som Chand Baori. Det imponerende trappebrøndsanlæg blev brugt til opsamling af regnvand og er kendt for sine mange symmetriske trin og markante arkitektur.
Du fortsætter til Fatehpur Sikri, den tidligere mogulhovedstad opført af kejser Akbar i 1500-tallet. Byen består af paladser, gårde, porte, religiøse bygninger og elegante detaljer, der fortæller om mogulrigets magt og arkitektoniske ambitioner.
Herefter fortsætter du til Agra, byen ved Yamuna-floden og hjemsted for Taj Mahal. Ved ankomst tjekker du ind på dit hotel, og resten af dagen er fri. (
M)
23. dag: Taj Mahal, Agra Fort og hjemrejse fra Delhi
Dagen begynder tidligt med besøg ved Taj Mahal ved solopgang, hvis vejret og lokale forhold tillader det. Det hvide marmormausoleum blev opført af mogulkejser Shah Jahan til minde om hans hustru Mumtaz Mahal og er et af Indiens mest ikoniske monumenter. Taj Mahal er lukket om fredagen.
Efter morgenmaden besøger du Agra Fort, som er optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Fortet var i mange år hovedresidens for mogulkejserne og rummer paladser, sale, gårde og udsigter mod Taj Mahal.
Efter sightseeing kører du til Delhi lufthavn, hvor du påbegynder rejsen hjem mod Danmark. (
M)
24. dag: Ankomst til Danmark
Ankomst til Danmark efter en oplevelsesrig rejse gennem Nepal, Bhutan og Indien.