Fordele ved oplevelsesrejser – fast pris og afrejsedato
Fast, skarp pris
Fly, overnatning, ture og transfers er forhåndsbooket i god tid inden afrejse – det betyder, at vi kan tilbyde en skarp pris på rejsen, også i destinationens højsæson.
Kvalitet og komfort
Vi har nøje udvalgt gode flyforbindelser, hoteller og resorts på destinationen og sørget for transport fra A til B på rejsen.
Oplevelser er inkluderet
På denne rejse kommer du afsted på spændende ture i mindre grupper, men du har også en masse frihed til at opleve landet på egen hånd. Rejsen byder på nogle af Brasiliens smukkeste og naturrige områder – fra storbyliv og pulserende kultur til vilde naturoplevelser og afslappende ø-liv.
Du starter i den livlige storby Rio de Janeiro, hvor farver, musik og livsglæde præger gadebilledet. Her besøger du klassiske vartegn som Kristus statuen og Sukkertoppen, mens du går på opdagelse i de lokale kvarterer, smager dig gennem det brasilianske gadekøkken og oplever byens rytme.
Fra Rios urbane energi flyver du til grænsen mod Argentina, hvor det mægtige Iguazú vandfald venter. Her styrter enorme vandmasser ned gennem den grønne regnskov, og du oplever dette imponerende vandfald både fra den brasilianske og argentinske side.
Næste stop er Pantanal – et af verdens største vådområder og et eldorado for dyreelskere. Her tager du på safari ad vandveje og grusspor i jagten på capivaras, kaimaner, tukaner og måske du endda spotter jaguaren. Du overnatter på en Pousada med fuld pension, så du kan nyde roen langt fra byens larm.
Du afslutter rejsen på den frodige ø Ilha Grande, hvor junglen møder havet. Her venter små bugter, bilfri stier, regnskov og klart vand med mulighed for snorkling, vandreture og ren afslapning på stranden.
Rejsen gennem Brasilien byder på mange kontraster, varme møder med lokalbefolkningen og nogle af Sydamerikas mest storslåede naturoplevelser.
Glæd dig til
- Copacabanas strandliv, udsigten fra kabelbanen på vej til Sukkertoppen, samt et spændende besøg i en favela i Rio de Janeiro
- De spektakulære Iguazú vandfald
- Pantanals varierede dyreliv
- Ilha Grandes smukke strande
.
Brasilien kan besøges året rundt. Det sydlige Brasilien har et klima, der minder om Sydeuropas, med varme somre, hvor temperaturen når op omkring 35 grader, og vintre med ca. 20 graders varme og nogen regn. Vær opmærksom på, at når det er sommer i Danmark, så er det vinter i Brasilien.
Vores anbefalinger om bedste rejsetidspunkt i Brasilien er baseret på, hvordan klimaet har været tidligere år.
1. dag: Afrejse fra Danmark
Afgang fra Danmark til Brasilien. Du ankommer samme dag i Rio de Janeiro. Her er der afhentning i lufthavnen og transport til hotellet.
2. dag: Byrundtur i Rio
Oplev den vidunderlige by, Rio de Janeiro! Dagen byder på byrundtur til mange af de væsentligste seværdigheder, så du får et godt indblik i denne storslåede storby. Du besøger Kristus statuen, en af verdens 7 vidundere, på toppen af Corcovado-bjerget, hvorfra en formidabel 360 graders udsigt over Rio venter. Du oplever også byens rige historiske og kulturelle arv, når der er stop ved katedralen, de farverige scener i Lapa og det charmerende bohemekvarter Santa Teresa. Turen afsluttes med svævebane op til det billedskønne Sukkertoppen, hvor endnu en betagende udsigt over byen fuldender dagens oplevelser i Rio. (
M)
3. dag: Favela tur og oplevelser på egen hånd
I dag skal du på en enestående rejse ind i hjertet af en af Rio de Janeiros favelaer, Morro da Babilônia, hvor du – ledsaget af en lokal guide fra selve området – får et autentisk indblik i livet, kulturen og historien bag disse levende og komplekse samfund. På denne tur lærer du om hverdagen for beboerne, den sociale og politiske udvikling af favelaerne, og hvordan fællesskabet spiller en central rolle i områdets identitet.
Morro da Babilônia ligger smukt placeret mellem de ikoniske kvarterer Leme, Copacabana, Botafogo og Urca. Herfra åbner sig spektakulære udsigter over Rios berømte strande, Botafogo bugten og den majestætiske Kristus statue på Corcovado bjerget. Det er en tur, der inviterer dig til at opleve en unik sociokulturel virkelighed – en oplevelse, der vil blive hos dig længe efter, du er kommet hjem.
Ved at deltage i netop denne favela tur støtter du samtidig et vigtigt formål. En donation vil nemlig blive lavet til beboernes kooperativ i Morro da Babilônia, som arbejder med genplantning af skov og andre sociale initiativer i lokalsamfundet. Din deltagelse gør altså en forskel – både for dig og for dem. (
M)
4. dag: Flyv til Foz do Iguazú
Du bliver hentet på hotellet og kørt til lufthavnen, hvorfra du flyver til Foz do Iguazús internationale lufthavn. Her venter en chauffør og guide samt et af verdens største vandshows! De 275 vandfald i Iguazu-floden breder sig, på imponerende vis ud i en 2.700 meter lang halvcirkel – cirka 800 meter på den brasilianske side og 1.900 meter på den argentinske side, og de næste par dage får du mulighed for at opleve og mærke vandfaldets enorme kraft og øredøvende intensitet på første parket.
Efter ankomsten og indtjekning på dit hotel for de næste par dage, byder dagen på rundtur ved vandfaldet på den brasilianske side. Udover det imponerende vandfald har området et utroligt rigt dyre- og planteliv, som blandt andet inkluderer jaguarer, bredsnudede kaimaner, lilla papegøjer, harpyørne, peroba-træer, araucaria-træer og mange mere, så der er nok at betragte.
En kort bustur tager dig ind til en 1.200 meter lang gangsti, der bringer dig helt tæt på nogle af de imponerende vandfald. For enden af gangbroen over vandet venter en storslået udsigt over Djævlens Gab.(
M)
5. dag: Iguazú vandfaldene på den argentinske side
Efter morgenmad på hotellet venter endnu en dag ved det imponerende Iguazú vandfald. Denne dag går turen over grænsen til Argentina. På den argentinske side skal du med på en meget smuk togrejse, der tager dig til starten af to gå-ruter ind til vandfaldene. Den nedre rute på 2.800 meter fører dig dybt ind i junglen på en spændende gåtur, hvor du kommer helt tæt på de brusende vandfald - så forbered dig på at blive våd. Den øvre rute på 3.400 meter byder på fantastiske panoramaudsigter over Iguazú floden.
Efter en oplevelsesrig dag på den argentinske side går turen tilbage over grænsen til dit hotel i Brasilien. (
M)
6. dag: Rejsedag - fra Foz do Iguazú til Pantanal Sul
Efter morgenmad på hotellet er der afgang til lufthavnen. Herfra flyver du til Campo Grande, hvorfra rejsen fortsætter med bil til dit lodge i Pantanal Sul. (
M,
A)
7. - 8. dag: Oplevelser i Pantanal Sul
Ved ankomsten til dit lodge i Pantanal planlægges dit ophold og dine ture for de næste par dage i området. Der er inkluderet en vandretur, en ridetur, en bådtur, en safari og fisketur i dit ophold.
De næste par dage kommer du på vandretur med lokale guider, der har stor viden om Pantanals flora og fauna, og derfor får du mulighed for at komme helt tæt på naturen. Guiderne finder de bedste stier, hvor du på sikker vis kan opleve både vegetation og dyreliv.
Fra São João-farmen, der er en lokal gård, begynder din tur på hesteryg. Et af rideturenes højdepunkter er mødet med de blå araer fugle.
Miranda-floden og Red River er udgangspunktet for din bådtur. Hvor de to floder mødes, kan du tydeligt se deres forskellige farver. Undervejs på båden er der mulighed for at betragte det imponerende dyreliv. Turens højdepunkt er en forhåbentligt fantastisk solnedgang oplevet fra floden.
Efter at have oplevet området til fods, på hesteryg og på floden er det også tid til safari. Fra bilerne er der mulighed for at se dyr som kapivarer, kaimaner, navlesvin, mankeulve, hjorte, nanduer, jabirustorke, næsebjørne, agoutier, myreslugere, bæltedyr og mange flere.
Sidste aktivitet foregår med bambusstænger og i selskab med en lokal guide, når du skal forsøge at fange piratfisk. En oplevelse, der helt sikkert kan gå hen og blive en spændende historie fra turen. (
M,
F,
A)
9. dag: Fra Pantanal Sul til Campo Grande
I dag skal du, efter morgenmaden, fra Pantanal Sul og videre til Campo Grande. Her har du tid på egen hånd resten af dagen. (
M)
10. dag: Videre til afslapning på Ilha Grande
Rejsen afsluttes med afslapning på Ilha Grande, men inden du kan nyde de smukke strande, er der lige en rejsedag, når turen går med bil, fly og båd til den lille ø tæt ved Rio de Janeiro. (
M)
11. dag: Blå lagune bådtur
Efter mange oplevelser rundt i Brasilien er Ilha Grande det perfekte sted at opholde sig de sidste dage inden hjemrejsen. Opholdet på Ilha Grande er uden program de fleste dage. Der er dog sørget for en dagsudflugt i dag til den blå lagune – et af Ilha Grandes mest ikoniske og magiske steder. På bådturen kan du glæde dig til at hoppe i det funklende, gennemsigtige blå vand, omgivet af farverige koraller og livlige stimer af tropiske fisk og besøge flere smukke strande inden solnedgangen kan nydes på sejlturen tilbage. (
M)
12. - 13. dag: Skønne Ilha Grande
Nu er det tid til, at du kan trække vejret og lade roen sænke sig. Øens uberørte strande, turkisblå hav og frodige natur inviterer til langsomme dage uden planer. Gå på opdagelse langs kysten, svøm i det klare vand, og nyd friskfanget fisk og skaldyr med udsigt til solnedgangen på stranden. (
M)
14. dag: Hjemrejse fra Rio
Efter morgenmaden er der afgang mod lufthavnen i Rio. Turen tager omkring 3 timer. I lufthavnen tjekker I ind på jeres fly til Danmark, og så er det tid til at sige farvel eller forhåbentlig på gensyn til Brasilien. (
M)
15. dag: Ankomst til Danmark
Efter at have oplevet nogle af Brasiliens mange smukke seværdigheder ankommer du igen til Danmark.
På denne rejse overnatter man to gange på en "Pousada". "Pousada" betyder sted at hvile, og er et meget enkelt hotel.
Som udgangspunkt anbefales denne rejse til børn fra 7 år og op.
Denne rejse er generelt ikke egnet for bevægelseshæmmede. Kontakt os, hvis du har særlige behov.