Den regnbuefarvede papegøjefisk kredser sultent om den røde tubipora. Den er nem at spotte i det klare krystalblå vand. De mange fiske- og koralarter gør, at hele farvepaletten er repræsenteret under havets overflade i Cahuita Nationalpark.

Koralrevet
Du må ikke lade dig skræmme bare fordi Nationalparken hovedsageligt består af hav. Tæt på fastlandet findes nemlig et smukt koralrev. Så hiv dykkerbrillerne og snorklen frem og nyd at observere over 500 arter af fisk og en masse forskellige koraller. Du kan også støde på djævlerokken og flere hajarter. I området ligger desuden to skibsvrag på havets bund, som bare venter på at blive udforsket.
Koralrevet blev ramt af et jordskælv i 1991 og kæmper for sin overlevelse. For at værne om revet må du derfor ikke snorkle uden en guide.

Havskildpaddereder
Langs Nationalparkens strande yngler flere arter af havskildpadder. Nationalparkens lange strande gør det nemlig til det sted i Costa Rica, som er bedst velegnet til skildpaddereder.

Af hensyn til de ynglende havskildpadder, og fordi det flere steder er usikkert at bade i havet, er der kun én strand, som er egnet til badning.

Hiking
Skal du alligevel lidt væk fra havet, så er de tropiske skove i området ideelle til en god hikingtur. Her kan du blandt andet møde vaskebjørne, dovendyr og den giftige ”Eyelash Viper” slange. Du kan også slå smut forbi en bananplantage, og smage på en af Costa Ricas vigtigste landbrugsafgrøder.


Indbyggere: (Limón Province): 386.862

Areal: 577 km²

Klima: Tropisk. Regnfuldt med høj luftfugtighed

Highlights: Koralrevet, Havskildpaddereder, Hiking
Oplev Cahuita Nationalpark fra en Kano
Til top